Kan man realisere sig selv gennem mad? Og kan frigørelse overhovedet ske gennem finere fransk kogekunst?

Nora Ephrons nye film Julie & Julia om den amerikanske kogebogslegende Julia Child (Meryl Streep) og det moderne blog-fænomen Julie Powell (Amy Adams), der satte sig for at koge sig igennem 524 Julia Child-opskrifter på 365 dage og samtidig blogge om det og om sig selv, svarer et rungende ja til begge spørgsmål. 
Men er det virkelig så let at svare på?

Filmen, der har dansk premiere medio oktober, bygger på ikke bare én, men hele to virkelige historier, nemlig Julia Childs biografi My Life in France og Julie Powells bog Julie & Julia: 365 days, 524 recipes, 1 Tiny Apartment Kitchen, der er et resultat af Powells meget populære blog på nettet The Julie/Julia Project. 

Filmen er instrueret af Nora Ephron, der tidligere som både manuskriptforfatter og instruktør har givet os markante storbykomedier om livets bittersøde almindeligheder som f.eks. Da Harry Mødte Sally og Sleepless in Seattle. Dog har Julie & Julia en helt anden grandeur over sig end Ephrons tidligere film. Ikke mindst fordi den spænder over to forskellige storbyer i to forskellige tidsaldre; Paris i midten af det 20. århundrede (Julia Child) og New York i vore dage (Julie Powell). 

Men til trods for de to forskellige perioder har Ephron ikke fat i den brede, historiske pensel, når hun tegner de to kvindehistorier op. For Ephron holder som Dan Turell mest af hverdagen. Det er i hverdagen vi finder os selv og de andre, og os selv i forhold til alle de andre. Og at finde sig selv i selskab med helt uimodståelige råvarer, er netop det Ephrons to heltinder har gang i.

Kogebogslegende og husmor-ikon

Julia Child var på sin side ikke kun amerikanernes svar på Kirsten Hüttemeier, hun var også alle tv-kokkes formoder. Men i modsætning til nutidens køkkensexsymboler som Nigella Lawson og Padma Lakshmi var der hverken noget tids- eller kønstypisk over Child.

Hun begyndte sin karriere under Anden Verdenskrig som sekretær i det amerikanske Office of Strategic Services, hvor hun blev udstationeret på Ceylon [det nuværende Sri Lanka]. Her mødte hun sin Paul Child og i 1948 flyttede hun med ham til Paris, hvor hun forfattede den største amerikanske kogebog om fransk kogekunst nogensinde, Mastering the Art of French Cooking.

Senere hjemme i USA tonede hun frem på skærmen i de små hjem med sine 1,86 cm høje, ugraciøse krop og skingre stemmeføring som verdens første tv-kok og faktisk også verdens første kvindelige studievært.

Koryfæ eller handlekraftig hverdagsheltinde? Én ting kan ikke diskuteres: Julia Child formåede i sit liv at have en helt unik indflydelse på den amerikanske husmoderkultur.

“What to dooooooo”?

Filmen Julie & Julia begynder, da Child som 34-årig ankommer til Paris. Hun har altid været vant til at arbejde, så hendes største udfordring i byernes by er, som hun på absolut indiskret amerikansk facon kagler ud over et parisisk brasserie: “What to dooooooo”?

Child får dog en skelsættende aha-oplevelse henover en sole meuniere (smørstegt søtunge med citron) og ikke siden Meg Ryans iscenesatte orgasme over en burger i en amerikansk diner i filmenDa Harry Mødte Sally, har madnydelse været så sensuel og betydningsfuld en oplevelse for en kvinde i den amerikanske populærkultur. Fra dette øjeblik bliver det klart for Julia Child, at fransk kogekunst er hendes skæbne. 

Hun indskriver sig frygtløst på den velrenommerede og mandsdominerede kokkeskole Le Cordon Bleu i Paris og tager herfra beundringsværdigt sit liv (og grydeskeen) i egne hænder.

Flettet ind i denne historie om bouef bourguignion, parisiske soireer og kvindelig tilblivelse fortæller Ephron os historien om Julie Powell. Hun er en ung, søgende kvinde i nutidens New York, der aldrig blev færdig med at skrive sin første roman og som nu hader sit kedelige kontorjob. I en New-York-frokost-scene, der næsten nærmer sig det karikerede, bliver det tydeligt, hvor mindreværdig hun føler sig i forhold til venindernes turbo-karrierer. Deres blackberries vibrerer konstant på den hvide dug og de smider om sig med forfremmelser og bogkontrakter på en måde, der ville intimidere de fleste. Julie går da også fra frokosten med sit eget “what to dooooo?” rungende i hovedet.

Svaret finder Julie Powel i den flygtige blogosfære. Hun starter bloggen The Julie/Julia Project – Nobody here but us servantless American cooks, som langsomt får flere og flere læsere, indtil Julie selv er en semi-kändis med egen bogkontrakt.

Ideen er simpel: I løbet af et år vil Julie Powell koge sig igennem Childs’ opus om fransk kogekunst. Samtidig med at hun underholder om sine køkkenstrabadser, hvor f.eks. hummerkogning får helt thriller-agtige proportioner, fortæller hun om løst og fast i sit liv; sin mor, sin kæreste, sin hund.

Romantiseret Paris overfor vægtløs NY

Hvis krydsklipningen mellem de to epoker synes klodset, skyldes det især det faktum, at Julie-delen virker som en uvelkommen afbrydelse i Julia-fortællingen. Det kan godt være, at Paris af og til ligner en romantiseret kliché på billedsiden, men New York-delen får aldrig rigtig tyngde. Selvom Amy Adams gør, hvad hun kan, for at give Julie masser af sødmefyldt frustration, så finder man mere moderne New Yorker-kvinde-portrætter i selv en glittet Candace Bushnell-tv-serie.

Sammenligningen ligger lige for, for Ephron forsøger tydeligvis at slå en Sex and the City-stemning an, hvor den moderne storbykvinde jonglerer med kæresteforhold, karrieredrømme og veninder, men den bliver aldrig realiseret. Julie forbliver en uforløst lillepige i 50-inspirerede outfits, og fra det øjeblik hun har defineret sit projekt, ser vi hende stort set ikke udenfor det lille køkkens klaustrofobiske kvadrat.

Ugler i mosen 

Det er i og for sig forvirrende, at begge historier forsøges fortalt som succeshistorier, når kun den ene halvdel af dobbeltportrættet fremstår forløst.

Der er ingen tvivl om, at Julia Childs livsprojekt lykkes til slut. Hun får skrevet sin mastodontkogebog og rent faktisk skabt sig en karriere i en tid, hvor ikke mange kvinder havde eget visitkort. Filmen falder da også for fristelsen til at romantisere denne epoke som en tid, hvor stærke kvinder kæmpede en sej og meget synlig kamp mod samfundets konventioner og de mandsdominerede institutioner.

Julia Child debuterede interessant nok som tv-kok samme år, som Betty Friedan udgav The Feminine Mystique, hvor hun bevidstgjorde amerikanske kvinder om husarbejdets undertrykkende bivirkninger. Mantraet blev, som vi ved: kvinderne ud af køkkenet. Men Child stod stædigt fast i sit køkken og insisterede på bedre og mere kvalitetsbevidst madlavning. Mange, bl.a. New York Times’ madskribent Michael Pollan, har forsøgt at argumentere for, at Julia Child på sin egen måde førte et feministisk korstog: Hun var med til at inspirere husmødre i hele USA og give dem en egen identitet, og hun bidrog til en kvalitetsbevidst madkultur som modpol til fast food-kulturen.

Begge dele er selvfølgelig korrekt; Child introducerede avancerede alternativer til macaroni’n’cheese og selve hendes tv-persona var med sin bramfrihed og skingert, småsnakkende kiksethed en inspirerende autoritet bag køkkenbordet. De fleste amerikanere er i stand til at referere til en særlig tv-episode, hvor Child taber en omelet af panden, for så at skrabe den op igen, for, som hun siger: Når man er alene i køkkenet, kan man tillade sig alt. Men selvom Child var fortaler for frihed i køkkenet, kan det næppe defineres som et decideret feministisk projekt.

Til gengæld kan Julia Child ses som frontløberen for en hel (eller måske nærmere halvanden) generation af “professionelle husmødre”. Kvinder som er gået i køkkenet for pengene og ikke familien. Kvinder, som Nigella Lawson, Padma Lakhsmi, Ninka Bernadette Magnusson (Kernesund Familie) og også Camilla Plum. Kvinder, som, ja, Julie Powell, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv i verden og skabte sig selv som moderne blog-kogekone. Kvinder, der alle på hver deres forskellige måde har påtaget sig den dobbelte rolle, at de på den ene side har forstærket husmoderidealet, mens de på den anden side har tilkæmpet sig en plads i den mandsdominerede kokkeverden og formået at realisere deres egen kreativitet.

Til sammenligning er Julie Powell-historien gennemsyret af en ambivalens. Powell virker fra start til slut som en klynkende og lettere irriterende, usikker ung kvinde, der ikke kan finde rundt i de mange valg, hun har i livet. Det er ikke kun et skævt billede af den generation af kvinder, hun kommer til at stå som garant for, det virker også som et skævt billede af virkelighedens Julie Powell. Virkelighedens Julie Powell er kendt som en kvinde, der ikke står tilbage for Julia Child, når det gælder verbal bramfrihed. Hun har ordet i sin magt og forstår at bruge de moderne medier. Og hun er ikke bange for hverken offentlig selvrealisering eller offentlige skandaler. 

Det sidste vidner hendes kommende bog, Cleaving: A Story of Marriage, Meat and Obsession (dec. 2009) om. Her skriver hun åbent om den affære hun havde i kølvandet på sin berømmelse, og som var ved at koste hende hendes ægteskab.

Samtidig skøjter filmen stort set fuldstændigt henover, at Julie Powell efter udgivelsen af den første bog blev slået ned af den særlige amerikanske variant af janteloven: Hun blev hængt ud i blogosfæren og nedsablet i de amerikanske medier, som en kvinde, der havde stukket næsen for langt frem – og som i øvrigt ikke kunne lave mad.

Muligvis har alle de modsætninger, et moderne mediekvindeliv er fyldt af, været for stor en mundfuld at inkorporere i filmens meget klassiske fortælling. Og muligvis er kvindelig selvrealisering bare stadig ikke uden omkostninger. For kan en moderne kvindes frigørelse gå gennem køkkenet? Og kan hun overhovedet realisere sig selv gennem smørbagt sovs i en tid med detox, Kernesund Familie og fit living?

I hvert fald bygger en del af Powells upopularitet på et kontrovers hun har haft med den amerikanske økobevægelse. En anden – og vægtigere – del bygger på, at hun aldrig fik Childs blåstempling for sit projekt.

Kvinderne ud af – eller ind i – køkkenet?

Så, nej, det er ikke så let at svare et rungende ja på spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde kan finde lykken på bunden af en Le Creuset-gryde. Kombinationen “kvinder” og “mad” vil altid være et sprængfarligt minefelt.

Det mest befriende ved Julie & Julia, udover en absolut slankekursfornægtende forkærlighed for smør, er derfor ikke så meget, hvad Julia Child stod for, men mere den hun var. Et forfriskende pust og et absolut livsdueligt og bekræftende alternativ til det traditionelle kvindeideal. Et alternativ, der understreges af filmens mange sjove og skæve kvindebiroller, hvor især Julies bedste veninde og Julias store, kantede søster brillerer.

Så måske får filmen aldrig svaret på alle sine spørgsmål; til gengæld er den rummelig – og yderst appetitvækkende.