Camilla Funck Ellehave gik engang rundt med et stærkt ønske om at blive direktør i det driftige erhvervsliv. Det gør hun ikke mere.

Den 31-årige Ellehave har for nylig afleveret sin ph.d. afhandling “Differences that Matter” på Handelshøjskolen i København. Projektet tager afsæt i køn og organisation og handler om, hvordan virksomheders sociale og kulturelle normer har indflydelse på kønnenes forskellige muligheder og begrænsninger for at skabe sig en karriere og stige i graderne. 

At der kunne være seriøse barrierer for kvinders muligheder for at avancere selvom talent og vilje var til stede, var ikke det spørgsmål, der optog Camilla Funck Ellehave, da hun begyndte at læse HA på Handelshøjskolen. Hun havde sin verden booket op med “vældig vældig meget volleyball”, som hun i en årrække spillede på topplan, bl.a. på landsholdet. 

Men senere på studiet cand. merc. i international markedsføring og ledelse samme sted, begyndte Ellehave at lægge mærke til, at der var udtalte forskelle mellem sine mandlige og kvindelige medstuderende, når snakken faldt på deres fremtidige karriereønsker. 

– Alle mændene gik som det naturligste rundt med en direktør eller en marketingchef i maven, mens kvinderne synes at afpasse deres ambitioner efter, hvornår de planlagde at skulle have børn. Det ledelsesmæssige var slet ikke på samme måde et emne for kvindernes vedkommende, selvom studiet jo i høj grad peger i den retning, fortæller Camilla Funck Ellehave.

Verden ikke en lige boldbane for kønnene

Under sit cand. merc. forløb har Ellehave i flere omgange været på studie- og arbejdsophold i USA og i Sverige. Helt afgørende blev et halvt år som assistent brand manager hos den multinationale virksomhed, Procter & Gamble i Stockholm, hvor Camilla Funck Ellehave havde taget orlov for at finde ud af, hvad hun ville bruge sin uddannelse til, når hun blev færdig. Ellehave havde forinden besluttet at stoppe sin mangeårige volleyballkarriere, der bl.a. indebar 25-30 timers træning hver uge, for at satse 100 procent på studierne. Nu måtte erhvervsledervisionen afklares. 

– Man kan sige, at jeg sendte en prøveballon op Hos Procter & Gamble i forhold til min kvindelig leder aspirantdrøm. Jeg havde altid forestillet mig, at jeg skulle gøre karriere i erhvervslivet – det var simpelthen lige mig – men jeg havde pga. min idræt aldrig rigtig haft mulighed for at afprøve at arbejde i en erhvervsvirksomhed. Det gjorde jeg så i Stockholm, fortæller Ellehave, der beskriver sig selv som ekstremt konkurrenceorienteret. 

– Jeg troede egentlig meget på ideen om, at jeg var i mit rette element, men fandt efterhånden ud af, at dét liv – det kunne jeg ikke leve. Så erhvervslederdrømmen blev parkeret i Stockholm. I hvert fald temporært. Jeg var undervejs blevet stadig mere interesseret i kønsaspekterne. Jeg ville jo også gerne selv have børn og var begyndt at planlægge det i forhold til karriere. Hos Procter & Gamble oplevede jeg på tæt hold, at det for kvinderne simpelthen var så utroligt hårdt at gøre karriere på lederniveau. Her gik det for alvor op for mig, at verden ikke er en lige boldbane for kønnene. Og for kvinder er banen decideret ujævn, siger Camilla Funck Ellehave, der siden valgte at afslutte cand. merc. med specialet “Køn og ledelse”, som hun skrev sammen med sin mand med hvem hun nu har to drenge på henholdsvis 5 og 2 år.
 

På feltarbejde i København

I sit ph.d. projekt har Camilla Funck Ellehave været på feltarbejde i to forskellige konsulentvirksomheder i København. Her har forskeren som en “flue på væggen” studeret kønnenes betydning på arbejdspladsen. Beta og Alfa kalder Ellehave virksomhederne i sin afhandling. 

Beta var utraditionel og tilgodeså medarbejdere med børn i en grad, at alle, selv de, der ikke havde børn, omtalte sig selv som havde de børn. Ifølge Ellehave kammer de umiddelbart gode intentioner over og bliver til fastlåste rammer og kategorier. Hvis man arbejdede sent på virksomheden, skulle man se at få sig et liv. Hvis man havde børn, så havde man et liv. Arbejdstiden var delt op. De fleste gik kl. 15 om eftermiddagen, men arbejdede til gengæld hjemmefra fra kl. 20-23 om aftenen.

På Alfa, der, som Ellehave siger, “er genkendelig og mere eller mindre ligner størstedelen af danske arbejdspladser”, kunne man glemme alt om at stige i graderne, hvis man ikke stadig sad på sin plads mellem kl. 17-20. Det var netop på dette tidspunkt, at det betydningsfulde netværk og de vigtige samtaler fandt sted. Der foregik en automatisk udskillelse – var man til stede, var man med. Var man gået, var man ude. Skulle man hente barn i institution og gå før kl. 17 var der ingen chance for at avancere i virksomhedens hierarki. Ikke overraskende var det oftest kvinderne, der blev nødt til at gå og dermed kunne vinke farvel til en karriere, hvis de havde håbet på sådan én.
 

Høje hæle og maratonløb

Derudover var der en række normer, man skulle leve op til. Påklædning var en af dem. På begge virksomheder kom kvinderne som regel i elegant outfit med nederdel og høje hæle, mens mændene kunne gå mere afslappet klædt, medmindre de havde møde. 

En anden norm var, at man var slank. På Alfa var det samtidig en del af selvforståelsen, at man var fantastisk veltrænet. 
– Ånden var stærkt konkurrencepræget og man talte tit om sine løbetider, hvilket maraton, man lige havde deltaget i og hvilket et, man nu trænede til, fortæller Camilla Funck Ellehave, der hos Alfa selv blev indfanget af den kultur, hun havde sat sig for at udforske. 
– Jeg tabte 7 kilo på de to måneder hos Alfa og opdagede egentlig først bagefter, at jeg selv var blevet indfanget. Også jeg begyndte at træne til de løb, man deltog i. Og så spiser man jo ikke så meget som kvinde. Jeg kender fx ikke mange kvinder, der tømmer fem tallerkner og tager desserten med på den første date. På samme måde fylder man ikke tallerknen op i kantinen, når man skal forsøge at gøre sig genkendelig dels som kvinde dels som medarbejder. Vi forsøger jo alle sammen på et plan at gøre os genkendelige i forhold til nogle bestemte forventninger, men det var dog skræmmende at erfare, hvilken utrolig stærk kraft kulturen kan have. Hvis den arbejdskultur, jeg, som forsker, skulle studere, kunne forme mig rent fysisk, hvordan var det så ikke for medarbejderne, der arbejdede der hver dag. 

Camilla Funck Ellehave mener, at køn er kulturelt og socialt konstrueret. Når det fx som regel er kvinden, der tager det største slæb med at få hele børnelogistikken til at fungere, er det ikke pga. en indre medfødt drift, men fordi gamle forstenede kønssteretyper er på spil.
– Vi kvinder bærer stadig rundt på denne stereotype morfigur, der bager boller og koger kakao til sine børn. Hun er alle vegne som en skygge, og jeg kan da heller ikke selv sige mig fri for hende, selv om jeg jo forsøger at være bevidst. – Men faktisk er det indimellem besværligt at have disse erkendelser i forhold til vores hvad, der har indflydelse på vores køn, for det er jo alle vegne. At få børn har i den grad også betydet en masse rent fagligt for mig. Jeg er jo i den lykkelige situation at være gift med en feminist, og dem er der i øvrigt godt nok ikke mange af blandt danske heteroseksuelle mænd, siger Ellehave med glimt i øjet. 
– Vi har jo haft mange tætte diskussioner om køn også i forbindelse med, at vi skrev speciale om emnet. Vi er så bevidste om kønsaspekterne i hverdagen i vores familie, at vi af og til jo også bare må koble refleksiviteten fra og handle. De forstenede kønsroller er så utroligt nemme at falde i. De er indlært helt fra vi er små, og det bliver de stadig, lyder det fra Ellehave, der som mor med gru har stiftet nærmere bekendtskab med nutidens børneinstitutioner. 

– Da mine drenge skulle starte i børneinstitution tilbragte jeg en del tid med dem på institutionen, og jeg var ved at blive kvalt, fordi luften var tyk af gamle kønsstereotyper. Drenge bliver opfordret til at råbe og løbe, mens pigerne bliver bedt om at tie stille og forholde sig i ro. Børn lærer ved at kopiere forældre og andre voksne. Det er et lukket system, der gentager sig, men det er jo svært som forældre at sige til pædagogerne, “hvad er det dog for en kønssocialisering I udsætter vores børn for?”, siger Camilla Funck Ellehave og tilføjer, at kønsproblematikkerne ikke betragtes som væsentlige og relevante i Danmark, hvor holdningen er, at vi skam har opnået ligestilling. 

– Sverige er jo så meget længere fremme på dette område. Der er en helt anden forståelse for emnet. Både kvinder og mænd er feminister, og politiske partier profilerer sig på at være feministiske. Kønsforskningen er anerkendt og mange uddannelsesinstitutioner også Handelshøjskolen i Stockholm – i modsætning til Handelshøjskolen i København – har et selvstændigt center for kønsforskning. Man bruger forskningsresultaterne konstruktivt og anvender den fx også i børneinstitutionerne, fordi man ved, at man ikke kan starte for tidligt. Jeg ville ønske, jeg var svensker, så ville livet være lidt lettere og jeg kan endda tale svensk, lyder det fra den nyslåede ph.d. med et smil.
 

Kønsforskning er ikke hot

At Camilla Funck Ellehave af og til ønsker sig over på den anden side af Øresund er ikke svært at forstå. Hvad der synes naturligt og væsentligt i vort naboland virker på det nærmeste tabubelagt i Danmark selv på forskningsbaserede uddannelsesinstitutioner.

Ellehave har ikke lyst til at berette om alt, hvad hun har oplevet på den konto, men hun fortæller gerne, at det har været en hård kamp og en svær proces at bevise sit projekts berettigelse til at modtage penge til forskning, og samtidig legitimere sig selv som kønsforsker. 

– Alfa virksomheden minder i høj grad om universitetsverdenen og Handelshøjskolen med hvad dertil følger. På Handelshøjskolen fik jeg tidligt at vide, at køn var uddebatteret. Jeg oplevede, at køn i den grad var et sprængfarligt emne. Dels har man den opfattelse, at i Danmark har vi alle lige muligheder og dels er det angstfremkaldende at have en kønsforsker gående rundt. Én, der måske kan finde på at stille spørgsmål til berettigelsen af den magt, man sidder på. Og den sidder mændene jo på, som så mange andre steder i samfundet. Den, der har magten er ikke interesseret i at afgive den. Men ingenting bliver anderledes, hvis vi ikke tør stille de farlige spørgsmål. Og i disse tider, hvor man på Handelshøjskolen opretter centre for snart ethvert felt, man kan komme i tanke om, skal man ikke nyde noget af at have et center for kønsforskning. Men det er da bl.a. på Handelshøjskolen, at kønsforskningen hører hjemme. Vi leverer viden til det danske erhvervsliv og hvis vi ikke levere den viden, hvor skal den så komme fra? 

Næsten grotesk har Ellehaves uddannelsesmiljø vist sig at være en bekræftelse af hendes projekt, og nu i kølvandet på sin ph.d. er hun igen begyndt at fornemme, at køn ikke er det hotteste speciale. 

– Det kommer til udtryk på flere måder. Hvis man ikke har lyst til at tale med sin bordherre, skal man bare sige, at man er kønsforsker. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har skullet forklare, at nej, jeg har ikke været på Femølejren, nej det handler ikke om kvindelige ledere. For crying out loud – det er fra professorer og studerende til familiefester og andre sammenhænge. Jeg er efterhånden lidt træt af at skulle legitimere mit emne i stedet for at tale om selve forskningen, siger Camilla Funck Ellehave og tilføjer, at forskningen bl.a. fortæller, at der er brug for nye redskaber og vilje til at stille de farlige spørgsmål. 
– Samtidig skal der en strukturel forandring til og langt flere identitetskategorier, hvis vi skal rykke diskussionen og øge bevidstheden om de kulturelle og sociale mønstre, der har indflydelse på kønnenes forskellige muligheder i organisationer og i samfundet.
 

Masser af omtale

Det er ikke ofte, at en ph.d. opnår så meget medieomtale, som Camilla Funck Ellehaves. Med sit emne har hun fået eksponering næsten hele vejen rundt fra tv, radio til aviser og fagtidsskrifter. Det har dog ikke høstet skyggen af et jobtilbud. 
– Jeg tror da nok, at havde jeg valgt at skrive om fusioner eller politik i organisationer med den samme eksponering, var der sikkert kommet et par mails med hints om job. Men fordi medieomtalen er stor, rykker interessen ikke nødvendigvis ind i virksomhederne eller på Handelshøjskolen for den sags skyld. 

Indtil sommerferien underviser Camilla Funck Ellehave som undervisningsassistent på Handelshøjskolen. Hvad der jobmæssigt kommer derefter, ved hun ikke endnu. Men tanken om at starte sin egen konsulentvirksomhed ligger ikke fjernt. Måske bliver kønsforskeren alligevel direktør. 

Anne-Mette Klausen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM 

Camilla Funch Ellehaves ph.d.afhandling “Differences that Matter” kan lånes på KVINFOs bibliotek.