De unge indianerkvinder er samlet på efteruddannelse her i landsbyen Challapata seks timers kørsel syd for Bolivias hovedstad, La Paz. Fælles for kvinderne er, at de med forholdsvis beskeden uddannelsesmæssig baggrund er blevet udvalgt til administrative og politiske poster i deres hjemegn.
Med en ny forfatning i 2009 er Bolivias socialistiske regering gået i spidsen på det latinamerikanske kontinent med en fifty-fifty fordeling af poster, der rækker helt op til parlamentet. Tusindvis af unge bolivianske indianerkvinder har derfor ligesom indianerkvinderne i landsbyen Challapata de seneste år siddet på skolebænken; som fodfolket i en stille kønsrevolution.


Indiansk præsident sætter nye rammer for, hvad ligestilling betyder

I 2005 fik Bolivia som det første land i Latinamerika en indiansk præsident med den tidligere fagforeningsleder, aymaraindianeren Evo Morales, der i 2009 blev genvalgt. Hans socialistiske tanker førte i begyndelsen af 2009 til vedtagelsen af en helt ny forfatning, der sætter nye rammer for, hvad ligestilling betyder i Bolivia. Og for den sags skyld i hele Latinamerika.
Med den nye forfatning har kvinderne krav på halvdelen af alle poster fra kommunalt niveau op til parlamentet. Dermed er regeringssammensætningen i dagens Bolivia banebrydende med en ligelig fordeling af ministerposterne mellem kvinder og mænd. Men det er ude i provinsen, hvor den reelle ligestillingsrevolution foregår i disse tider i Bolivia.

Indianerkultur med tradition for ligestilling

For indianerkvinderne her på kvindeskolen i Challapata er efteruddannelseskurserne noget helt nyt. Men at indianerkvinderne har en central plads, er ikke nyt. Indianersamfundene har nemlig i århundreder haft en særlig respekt for kvinder, hvilket har betydet, at indianerkvinderne altid har haft indflydelse inden for deres eget samfund. Men siden spaniernes erobring af landet i 1500-tallet har indianersamfundet dog udadtil været nødt til at underlægge sig det officielle “hvide” Bolivia og dermed også den spanske/vestlige mandsdominerede struktur.
I dag er seks ud af ti indianere i Bolivia, selvom det er vanskeligt at bestemme, fordi de resterende fire ud af de ti, der ikke er fuldblodsindianere i større eller mindre omfang også har indianerblod i årene. Sammen med centralamerikanske Guatemala udgør Bolivias befolkning den højeste andel af indianere i Latinamerika, og samtidig har de to lande færrest kvinder på det officielle arbejdsmarked. Det betyder, at kun hver tiende bolivianske kvinde i den arbejdsdygtige alder er i et officielt job. Ifølge FN er Bolivias kvinder samtidig også blandt de kvinder i verden, der oftest er udsat for vold og diskrimination både i – og uden for hjemmet. Det smukke land med det vestlige højland og det østlige fugtige lavland har samtidig store forskelle mellem land og by og på tværs af race og etnicitet.
Så selvom ligestillingslovene er målrettet samtlige kvinder i Bolivia, har den nye forfatning i de første to år især fokuseret på kvinderne i indianersamfund på landet, idet de kvinder tilhører den største gruppe, der lever i fattigdom, og som har sværest ved at opnå samme rettigheder, som de mere privilegerede kvinder i byerne. Og det er netop det, den nye forfatning forsøger at rette op på – og som ifølge regeringen gør Bolivia til et etnisk, socialt og ikke mindst ligestillingsmæssigt laboratorium i disse år.

Ligestillingsproblemet løses bedre med konkret uddannelse

I indianerorganisationen JAKISA, der står for efteruddannelseskurserne i Challapata, er de dog kun delvist enige i den bolivianske regerings påstand om, at 50/50-loven i forfatningen har sat gang i en stille revolution. For skolelederen Jovia Garisto Choque understreger, at der ikke er nogen revolution uden en uddannelsesrevolution i et land, hvor det offentlige uddannelsessystem er meget mangelfuldt og i nogle regioner endog helt fraværende. Et land, der næsten uden undtagelse favoriserer familiernes drengebørn, hvis der i forvejen er begrænsede pladser i skolen.
Den kritik deler Cecilia Salazar, der er leder af kvindeinstituttet CIDES på San Andrés Universitet i La Paz:
-“Statens efteruddannelseskurser er i sig selv kun et plaster på såret. I dag er den store udfordring, hvordan kvinderne bliver inddraget i beslutningsprocesserne, og hvor de er klædt så godt på, at de kan træffe beslutningerne på både deres medsøstres og egne vegne. Disse kurser forsøger at gøre dem berettiget til poster i den offentlige sfære, selvom målet burde være at løse et generelt ligestillingsproblem, når det gælder uddannelse, men som man hverken har kunnet eller villet løse i Bolivia,” understreger Cecilia Salazar.
Hun mener, at uddannelse – og dermed tidlig uddannelse for de helt unge piger – er den rette vej, så de tidligt i livet bliver opdraget til 50/50-fordelingen og kan leve op til det, når de bliver voksne. I dag hviler uddannelse af selv de helt unge generationer af kvinder på et slidt offentligt uddannelsessystem, hvor der kun er fem års obligatorisk skolegang.
“Hvis denne og kommende regeringer får flere generationer af bolivianske piger på skolebænken i længere perioder, så vil de mange efteruddannelseskurser blive langt mere effektive”, understreger Cecilia Salazar, der selv er hvid bolivianer.
Alligevel mener hun dog tankerne i den nye forfatning er interessante – og beundringsværdige, hvis det på kort sigt vel at mærke giver en større procentdel af kvindelige studerende, undervisere og forskere på universitetet.

Ligestilling på etnisk mangfoldighed

Den bolivianske regering roses dog for at have givet justitsministeriet og ministeriet for landudvikling til indianske kvinder. Senatsformanden er en kvinde og ved sidste valg fik kvindelige kandidater 28 procent af underhusets sæder og 47 procent af senatets. Samtidig er der på regionalt og kommunalt niveau kommet flere tusinde kvinder i arbejde siden forfatningsændringen i 2009.
Det bolivianske dagblad La Prensa har fx skrevet, at det er “en verdensrekord Bolivia skal bygge videre på for at vise vejen frem for ligestilling, ikke kun mellem kvinder og mænd men mellem Latinamerikas etniske mangfoldighed”.

Danske øjne på udviklingen

Den danske udviklingsorganisation IBIS har i mange år haft projekter i Bolivia, og organisationen støtter bla. JAKISA’s kvindeskole i Challapata, som generalsekretæren for IBIS, Vagn Berthelsen, besøgte samtidig med, at KVINFO også var der:
“Man kan mærke det overalt, at Bolivia har fået Latinamerikas første indianske præsident. Kvinderne i vort projekt har tydeligvis vejret morgenluft og har forstået, at de kun via efteruddannelse eller generel uddannelse kommer op på siden af deres mandlige kolleger. Men disse processer tager tid, og en egentlig kvinderevolution i Bolivia vil vi nok ikke opleve. Men med vores projekt med kvindeskolen JAKISA ønsker vi at understøtte processen, klæde indianerkvinderne på til både at deltage – og tage beslutninger. Flere af dem skaber egne grupper og fora i deres lokalsamfund og giver stafetten videre, så de yngre generationer af kvinder forhåbentlig får et helt andet udgangspunkt for at opfylde 50/50-fordelingen i fremtidens Bolivia,” siger Vagn Berthelsen.

Arbejdsmarkedsreform eneste vej

Regeringens socialistiske projekt er at skabe en stat, hvor Bolivias hvide, mestits- og indianske folkegrupper og 36 sprog lever side om side i fred og fordragelighed.
I det lys er den nye forfatning banebrydende efter latinamerikansk målestok, fordi den giver kvinderne langt flere rettigheder – på papiret. For ifølge Cecilia Salazar fra CIDES på San Andrés Universitet i La Paz er Bolivias samfundsmodel dog skruet sammen således, så rettigheder som barselsorlov og mere sikkerhed i ansættelsen kun gavner kvinder fra den bedre middelklasse.
“Bolivia har de sidste seks årtier haft et arbejdsmarked, der med fagforeningernes deroute overlader arbejdstagerne til de frie markedskræfter. Der er i dag mere symbolsk politisk opbakning end tidligere, men de økonomiske strukturer er uforandrede og holder kvinderne ude og nede,” siger Cecilia Salazar.
Men at noget er under forandring i Bolivia bliver dog understøttet af en ny rapport fra organisationen Observatorio de Género, som er et nationalt kønsobservatorium. Her har de undersøgt kvinders rettigheder på alle niveauer, og i rapporten konkluderer de, at de nye ligestillingslove langsomt ændrer strukturer og mekanismer i det bolivianske samfund, og at det særligt er indianerkvinderne, der har vejret morgenluft i form af en langsom mentalitetsændring.

Morgendagens Bolivia måske mere ligeværdigt

Skolelederen Jovia Garisto Choque på kvindeskolen JAKISA fortæller, at interessen fra hundredvis af indianersamfund bare i Challapata-regionen er overvældende. Ifølge Jovia Garisto Choque vil Bolivia om et årti kunne høste frugterne af dette kønsmæssige pionerarbejde, hvis myndighederne holder fanen højt og ikke, som tidligere, lader reaktionære kræfter hæmme processen.
“Mine elever her indser, at de har en masse at byde ind med. Og selvom de stadig støder på modstand i deres lokalsamfund, så er processen ekstrem vigtig, fordi ikke alene kvinderne men også mændene lærer, at der fra højeste hold i Bolivia er en lovgivning, der en gang for alle vil en lige kønsfordeling.”.

Staten skal på banen

Den bolivianske regering, og særligt de kvindelige parlamentarikere, arbejder i øjeblikket på tiltag, der vil genoplive gamle indianske andelsselskaber og kvindens rolle i familieøkonomien. CIDES bidrager også til dette arbejde med projekter i hele landet.
Et af projekterne fokuserer på, at størstedelen af de bolivianske kvinder er fanget i at skulle passe børn, hus og hjem, og derfor finder de aldrig fodfæste på arbejdsmarkedet men ryger ind og ud, ligesom de heller aldrig har fået en ordentlig uddannelse. Derfor er CIDES-projektet en direkte opfordring til myndighederne om at bygge flere daginstitutioner.
-“I så fastlåst et samfund som Bolivia er ligestilling en utopi, hvis staten ikke hjælper aktivt til. Derfor har vi mere brug for en administrativ end en politisk revolution, som alligevel senere kan tages fra os,” slutter Cecilia Salazar.