De to-årige drenge, Leonad og Nicolas, blev kendt verden over som de ‘tyske tvillinger’. Men spørgsmålet var netop, hvor tyske de i virkeligheden var? For drengene, der blev født i Anand i staten Gujerat i Indien i 2008, kom til verden ved hjælp af kunstig befrugtning, hvortil et tysk ægtepar leverede æg og sæd, mens graviditeten blev gennemført af en indisk rugemor.

Rugemoren var formidlet af – og tilknyttet en indisk klinik, som fra starten fraskrev sig retten til børnene. Indisk statsborgerskab gives til børn af indiske forældre, og derfor blev de ‘tyske’ tvillinger efter indisk lovgivning betragtet som tyske i forlængelse af deres biologiske forældres nationalitet. Men i Tyskland er det forbudt at bruge rugemødre. Den tyske stat har derfor hidtil afvist at give børnene statsborgerskab med argumentet om, at børnene er indiske – og dermed er børnene reelt født statsløse. I bogstaveligste forstand bliver familien dermed splittet, idet drengenes biologiske mor rejser hjem til Bayern for at passe sit arbejde, mens den biologiske far tager sig af drengene i Indien. 

I 2009 stod det britiske ægtepar Susan og Chris Morrison, ifølge avisen London Evening Standard, over for et lignende problem, da de skulle hjembringe deres tre måneder gamle tvillinger. Her ville den britiske am-bassade heller ikke i første omgang give børnene britiske pas og statsborgerskab. Avisen fortæller om ægteparrets trængsler som barnløse, glæden over at det lykkes rugemoren at blive gravid, begejstringen over at det var tvillinger, angsten for at miste børnene, der blev født for tidligt, og endelig det ufrivilligt lange ophold i Indiens sommervarme med de præmature spædbørn, som de frygtede ikke ville være stærke nok til at modstå fx malariasmitte og endelig om den lykkelige hjemkomst.

Rugemorindustrien overhaler mælkeindustrien

Den store medieopmærksomhed på de to sager kunne tyde på, at de var exceptionelle. Men gynækolog Anita Soni fra Hiranandani Hospital i Mumbai udtaler, at alene på deres hospital føder en rugemor hver anden dag et barn til britiske forældre. Og i provinsbyen Anand i Gujerat taler man om, at mælkeindustrien, som byen tidligere har været kendt for, er ved at blive overhalet af ‘rugemor-industrien’, som en af byens væsentligste indtægtskilder.
Klinikkerne hyrer feltarbejdere, der rekrutterer fødedygtige kvinder fra de omkringliggende landsbyer. Rugemødrene formidler også selv kontakt til – og anbefaler bekendte og familiemedlemmer. Barnløse, vestlige mænd og kvinder finder klinikkerne på internettet eller via tv.

Reproduktionsindustrien rejser mange spørgsmål

I kølvandet på ‘reproduktionsindustrien’ dukker en række modsatrettede aspekter og problematikker op: Fattige, fødedygtige kvinder over for ressourcestærke, men barnløse vesterlændinge. Indre kropsdele, der gøres til en vare og udlejes. Og ikke mindst, hvordan disse mirakel-, designer- og ønskebørns fremtid og tarv bliver. Vi vil i det følgende diskutere forskellige fortællinger, som sættes i spil af henholdsvis indiske fertilitetsklinikker, indiske rugemødre og de kommende forældre.

Reproduktionsprostitution? 

Det økonomiske mellemværende, hvor livmoderen lejes ud, kombineret med det faktum, at fattige indiske kvinder lægger krop til (fortrinsvis) hvide pars forældredrømme rammer især en nerve i radikal feministisk forskning: kolonialisering af den indiske kvindekrop, grov udnyttelse af fattige kvinders desperation med andre ord: reproduktionsprostitution.

Anklagerne er mange og argumentationerne velkendte. Forplantningsmulighederne sidestilles med sexturismeindustrien: Kvindekroppen er (endnu en gang) sat til salg, objektiveret og reduceret til dens reproduktive eller seksuelle formåen.

I den fortælling, som bl.a. Susan Markens, amerikansk sociolog og ph.d. står bag, bliver rugemoderen opfattet som en prostitueret (hjælpeløs) fødemaskine (offer), hvor der bag hende står en forplantningsindustri, der trods den økonomisk krise boomer, og som fortrinsvis drives af (hvide) mænd. Køn, klasse, nationalitet og race spiller sammen i en global fertilitetsindustri, hvor kvinden fra den tredje verden er det ultimative offer i en global patriarkalsk domineret forplantningsindustri. 

Men kønsforskningen har ikke alene kritiseret anvendelsen af rugemødre, der bl.a. også stiller spørgsmålstegn ved, om moderskabet er enhver kvindes ret. En kritik, som bl.a. Barbara Katt Rothman, amerikansk kønsforsker og ph.d., står bag. Hun afviser, at ufrugtbare kroppe er ‘syge’ kroppe og derfor per definition er berettiget til behandling. Sammen med ligestillede argumenterer hun for, at reproduktionsindustrien kombinerer en essentialisering af kvinden som moder, den ufrugtbare kvinde som ‘syg’ sammen med globale kapitalistiske interesser.

Har kvinder ret til at bestemme over egen krop?

Andre, som fx den amerikanske sociolog Laura Mamo, mener derimod, at reproduktionsteknologien er frigørende: Forplantning løsrives fra (heteroseksuel) seksualitet. Når forplantning flyttes fra de normative forestillinger om det heteroseksuelle par som den eneste ‘rigtige’ forældretype, åbner der sig i flg. Mamo et væld af muligheder for fx homoseksuelle par.

Det ses især i det forbrugsorientede USA. Den nordamerikanske fertilitetsklinik, Circle surrogacy, specialiserer sig fx i at formidle kontakt til nordamerikanske rugemødre og bøsser. John Weltman, som er direktør for Circle Surrogacy, er selv bøsse, far til to sønner født af en rugemor og fortaler for, hvad han betegner som queer-reproduktive-rettigheder. Her bliver rugemoderskabet set som frigørende for alle parter. Kvinden har helt frit valgt sit erhverv, og prisen på ydelserne betales af de kommende forældre.

Her designer forældre selv deres kommende barn og bidrager med æg eller sæd efter evne. Forplantning bliver, siger Mamo (2007), et gør-det-selv projekt, og den ufrugtbare kommer ud af patient-rollen og ind i forbruger-rollen.

Indiske rugemødre en gave til verden

På internettet fremstiller nordamerikanske rugemødre sig som selvstændige erhvervsdrivende, der er særligt ‘gode’ til at være gravide og føde. I disse selvfremstillinger har rugemoren gudindestatus, hvorimod det i højere grad er den ufrugtbare kvinde og hendes krop, der er offer. Denne aktørrolle er dog lettest at etablere i de tilfælde, hvor både rugemoren og de kommende forældre er fra den hvide vestlige middelklasse. Det er langt mere kompliceret med en indisk rugemoder, som vælger at bære og føde nordamerikanske eller europæiske børn af nød.

Dr. Nayna Patel, en af de mest fremtrædende indiske fertilitetslæger, kendt fra blandt andet sin medvirken i Oprah Winfreys talkshow, brander indiske rugemødre som ‘Indias gift to the world’ og erklærer, at det er en ‘win-win-situation’ for alle.

Ikke alene får barnløse vesterlændinge et barn, men den indiske rugemoder hjælpes ud af fattigdom, siger hun. I den fortælling er det ikke udnyttelse af en fattig kvinde, som er i fokus. Snarere ses rugemoder-erhvervet som en ny form for ulandsbistand eller velgørenhed. Det faktum, at den indiske rugemoder tjener, hvad der svarer til fem-ti års løn i Indien, kombineret med forståelsen af, at pengene skal gå til uddannelse af hendes egne børn eller til at købe et hus, er da også med til at styrke en genkendelig vestlig familiefortælling og skaber et symbolsk bånd mellem rugemoderen og den ufrugtbare kvinde: De vil begge gerne skabe familie.

Her bliver der sat fokus på den ufrugtbare kvinde – hendes talrige fertilitetsbehandlinger og det økonomiske pres som parret har været underlagt i deres forsøg på at få et biologisk barn, hvor en indisk rugemor er absolut sidste udvej.

Fertilitetsturisme eller barnløse i exil?

For borgere i de velstillede dele af verden er Indien et særligt attraktivt land mht. medicinske behandlinger. Lægerne er veluddannede og har i mange tilfælde studeret i Storbritannien eller i USA, og teknologien er også i orden. Samtidig kan man uden problemer kommunikere på engelsk.

Indien er i det store og hele et gæstfrit og behageligt land at opholde sig i, og klinikkerne påtager sig i mange tilfælde at arrangere pakkerejser, hvor der er sørget for såvel afhentning i lufthavnen, hotel og forplejning, samt skemalagte behandlinger og sightseeing. Når de nødvendige behandlinger så er overstået, kan de kommende forældre rejse hjem. De vordende forældre kan så i mange tilfælde følge graviditetsundersøgelser og skanninger via Skype, og vender derfor typisk først tilbage til Indien lige før fødslen.

Dertil kommer et ikke uvæsentligt økonomisk incitament. Morrison-parrets tvillinger er for eksempel ligesom de tyske tvillinger født på en klinik i den indiske delstat Gujerat og kostede dem alt i alt £ 25.000 (ca. 210.850 kr.), hvoraf de £ 8.000 (ca. 67.472 kr.) gik til rugemoren. Til sammenligning koster det i USA, hvor kommercielt rugemoderskab er tilladt, ca. 100.000 dollars (ca. 547.880 kr.) for en graviditet. 

Alligevel foretrækker langt de fleste barnløse at benytte sig af hjemlige muligheder for at få et barn. Når stadig flere enlige og par alligevel vælger fx Indien som alternativ skyldes det økonomi, tilgængelighed, de indiske klinikkers markedsføring og lovgivningsmæssige gråzoner. Enlige kvinder og mænd, samt homoseksuelle par, kan fx være afskåret fra fertilitetsbehandlinger pga. af hjemlandenes lovgivning.

I Danmark er det, som i mange andre europæiske lande, forbudt at bruge kommercielle rugemødre. Det er hverken tilladt at gennemføre en graviditet for andre eller at formidle kontakten til rugemødre, hvis der er penge involveret.

Stor forståelse for barnløse i Indien 

Indien har en børnevenlig kultur, børnenes status er høje i de indiske familier, og lægerne på de klinikker, vi besøgte i Mumbai og Anand, argumenterede for, at alle, der ønsker det, har ret til at få et eller to børn. Valget af en rugemoder ses altså som sidste mulighed for den kvinde, som af medicinske grunde ikke har mulighed har for selv at gennemføre en graviditet, eller for en enlig eller homoseksuel mand.

I den optik er de barnløse ikke privilegerede turister, som kombinerer mødet med rugemoderen med en strandrejse, men snarere ‘eksilerede’ barnløse, der tvinges til udlandet af deres forståelige længsel efter et barn kombineret med restriktive fertilitetslovgivninger eller begrænsede økonomiske ressourcer.

Klinikkerne insisterer på, at de ikke tilbyder ‘kosmetisk surrogacy’ til fx karrierekvinder, der ikke vil belaste kroppen med en graviditet. De imødekommer derimod de kvinder, der kan dokumentere barnløshed og forudgående behandlinger. Dertil kommer, at 2-3 mio. indere også har fertilitetsproblemer, og med de internationale patienter/klienters økonomiske bidrag afhjælper det også infertile inderes problemer. 

For de internationale patienter/klienter bidrager økonomisk både til det indiske sundhedssystem generelt, men de bidrager også til en ekspertiseudvikling af sundhedspersonalet, fordi de efterspørger behandlinger, som de fleste indere ikke har råd til, og dermed kommer det også de infertile og økonomiske indiske patienter til gode.

‘Slumdog Millionaire’-rugemødre

De indiske lægers holdning synes at være, at Indien har så omfattende udfordringer på sundhedsområdet, at problemer med international handel med – eller af indiske rugemødre ikke er væsentlige.

De klinikker, vi besøgte, stillede krav om, at en rugemor skal have et eller flere børn i forvejen, at hun vil samarbejde med de kommende forældre, og at hendes mand accepterer aftalen. Klinikkerne fortæller, at de sikrer sig, at rugemoren har forstået, at det er hendes eget valg at indgå i samarbejdet. I nogle tilfælde sættes pengene ind på en spærret konto i hendes navn.

Men spørgsmålet er dog i hvilket omfang, det giver mening at tale om forståelse og frit valg i forhold til kvinder med så mangelfuld skolegang. Under alle omstændigheder er der ikke tale om et ligeværdigt møde med de kommende vestlige forældre, selvom personalet på flere af klinikkerne fremhæver, at rugemødrene nok er fattige og ikke har uddannelse i formel forstand, men at man ikke skal underkende den livserfaring kvinderne besidder.

Filmsuccesen Slumdog Millionaire har været med til at understøtte fortællingen om beboere i slumkvartererne og deres særlige ressourcer; ligesom filmens fattige og forældreløse Jamal vinder en formue i tv-quiz’en, så har enhver fødedygtig kvinde også ret til at sætte sine ressourcer og kompetencer i spil for at forbedre sin tilværelse.

Men samtidig er der en lang række uafklarede spørgsmål, hvad rugemoren angår, ikke mindst i forhold til konsekvenserne på længere sigt. Hvilke fysiske konsekvenser har hormonbehandlinger, graviditet og fødsel? Typisk får en rugemor implanteret op til 10 befrugtede æg og gennemgår om nødvendigt fosterreduktion.

Tvillingfødsler er hyppige samtidig med, at børnene i kraft af deres genetiske ophav ofte har en relativ høj fødselsvægt i forhold til kvinden, der bærer dem i fostertilværelsen. 

På det psykiske plan ligger spørgsmålet om, hvilken tilknytning hun får til barnet i løbet af graviditeten, og hvilke følelsesmæssige konsekvenser det har at afgive et barn eller børn. Praksis på nogle klinikker er at dække den fødende kvindes ansigt, fjerne barnet umiddelbart efter fødslen og først efter nogle uger give hende et foto af babyen. I andre tilfælde deltager hun i omsorgen for barnet eller børnene. Men klinikkerne hævder, at da kvinderne fra starten har kendt betingelserne, og barnet/børnene ikke ligner hendes biologiske børn, fordi der typisk er tale om en anden hudfarve, oplever kvinden heller ikke en stærk tilknytning til det lille barn.

Man kunne også spørge til de følelsesmæssige konsekvenser for hendes egne børn og konsekvenserne af, at hun i nogle tilfælde skal forlade sin familie i hele eller dele af graviditeten. Og er det legitimt at være rugemor i forhold til storfamilie, lokalsamfund og religiøse overbevisninger? 

Alt dette er ikke undersøgt, og der er ingen lovgivning, der sikrer rugemoren.

Build-A-Baby 

Vor tids højteknologiske behandlingsmuligheder tilbyder helt nye muligheder for barnløse, men trækker samtidig en række spørgsmål i kølvandet efter sig, bl.a. i forhold til personlig identitet og tilhørsforhold samt nye forståelser af slægtskab(er). Muligheden for samarbejdet med en rugemor i en fjern verdensdel bidrager med yderligere problematikker af såvel følelsesmæssig, etisk og juridisk art. 

Konsekvenserne for de børn, der kommer til verden i kraft af disse nye muligheder er ligeledes komplekse. Som praksis ser ud i dag, forlanger de indiske klinikker, at mindst én af dem, der ‘bestiller’ et ruge-barn, er genetisk beslægtet med barnet – dvs. leverer sæd eller æg for at sikre, at de børn, der fødes, i det mindste er beslægtet med én af forældrene.

F.eks. havde den lille pige ‘Manjhi’, der også blev født af en indisk rugemor i 2008, ikke alene ikke noget statsborgerskab, men faktisk hverken en far eller mor, idet det japanske ægtepar, der oprindeligt ønskede et barn, blev skilt inden fødslen. 

Biologisk set havde rugemoren ingen relation til barnet, som hun i overensstemmelse med aftalen gav fra sig efter fødslen. Men strengt taget havde den ‘intenderede’ mor, dvs. den japanske kvinde, heller ingen biologisk relation til barnet, idet undfangelsen var sket med hendes japanske, nu fraskilte mands sæd, men ved hjælp af et doneret æg, og efter skilsmissen var hun ikke længere interesseret i at adoptere barnet. 

Manjhi kunne dog heller ikke uden videre adopteres af sin genetiske far, fordi han nu var enlig. Efter en del medieopmærksomhed fik den 74-årige biologiske farmor tildelt forældremyndigheden og har dermed fået mulighed for at tage babyen med til Japan, ligesom indiatimes.com den 17. marts 2010 kunne skrive, at det omsider er lykkedes at finde en løsning for de tyske tvillinger, så de tidligere tyske forældre omsider kan adoptere og tage deres børn med hjem til Tyskland. 

Sagerne må ses som klare forvarsler om de komplicerede problemstillinger, der venter børn af en ny, globaliseret verden. Problemstillinger, som vil udfordre vores forståelse af, hvad en familie er, og hvordan den kan blive til, og stille nye krav til såvel nationale lovgivninger på området som til det internationale samarbejde om, hvordan sagerne skal håndteres.