Den 19. november har Tove Larsen sidste arbejdsdag. Efter 32 år i lokalpolitik, heraf de 19 som borgmester, siger én af Danmarks få bydronninger farvel til politik. Tove Larsen er den kvindelige borgmester i Danmark, som har siddet længst på posten, og én af de 17 kvinder, der i dag bestrider en borgmesterpost i landets i alt 98 kommuner. Med andre ord en undtagelse i dansk lokalpolitik, hvor kvinder sjældent når helt til tops.
De kvindelige borgmestre udgør således 16,5 % af borgmestrene i Danmark. Det er det højeste antal nogensinde. Ved konstitueringen januar 2009 blev der  udpeget 15 kvindelige borgmestre, siden er to ekstra kommet til. Ellers har højst én borgmester ud af ti været en kvinde. Da Tove Larsen for første gang satte sig i en borgmesterstol i Rødekro Kommune i 1994, var hun én af de 25 kvindelige borgmestre i de dengang 275 kommuner. Og da hun blev borgmester i den nye Aabenraa Kommune efter kommunalreformen i 2005, skete det med rekordstort antal personlige stemmer, der sikrede hende posten foran de mandlige – og politiske – konkurrenter, som de fleste ellers havde satset på.
13.105 personlige stemmer blev det til i 2005. Mens denne del af Region Syddanmark er en sikker valgkreds for Venstre ved folketingsvalgene, har partiet ikke haft skyggen af chance ved kommunevalgene, hverken i Rødekro eller i Aabenraa, mens Tove Larsen har været spidskandidat for Socialdemokratiet. Hun har siddet 12 år i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening, heraf de fire som formand for Socialudvalget. Hun er med sine 20 år som borgmester nummer et ud af en top5 over Danmarks bydronninger, og er ifølge Kvindernes Blå Bog 2011-2012 en af Danmarks mest magtfulde kvinder og en af de rollemodeller, der kan få flere kvinder til at gå ind i lokalpolitik.
“Jeg føler mig slet ikke som magtmenneske. Og rollemodel? Det må andre vurdere”, siger Tove Larsen.

Socialpolitik og kvindepolitik: to sider af samme sag

“Det var nærmest tilfældigheder, der gjorde, at jeg blev lokal toppolitiker. På den måde har jeg ikke kæmpet mig til magten. Jeg ville ikke have skubbet nogen af pinden for selv at få pladsen. Så havde jeg nok fundet noget andet at lave. Men selvfølgelig, hvis magt er at være dér, hvor det sker, hvor man kan få ideer ført ud i livet og være med til at vurdere andres ideer, så har jeg magt. Og jeg kan lide at have den indflydelse, der gør, at man kan få sine idéer gennemført.
“Jeg har selvfølgelig stillet op, og når man gør det, går man jo efter posten, og man giver til kende, hvad man vil gøre, hvis man får den. Hvis jeg ikke var blevet bidt af at komme med til at bestemme, var jeg ikke blevet ved i 32 år. Men jeg har ikke søgt magt i sig selv. Der har ikke på forhånd været en drøm om at gå hele vejen. Det er vokset ud af det arbejde, jeg har lavet, og ud af det sociale engagement, jeg altid har haft. Det er det, der altid har ligget mig mest på sinde”, siger Tove Larsen.
Til trods for sin status som rollemodel for kvinder har Tove Larsen aldrig haft en stærk kvindepolitisk profil. Det er den sociale indignation snarere end ligestillingsproblematikker, der har drevet hendes politiske engagement. Eller rettere sagt: Hun har aldrig skelnet mellem socialpolitik og kvindepolitik, som for hende er to sider af samme sag.
“Jeg mener ikke, en kvindepolitisk vinkel er nødvendig. Det er samfundet som sådan, der bør udvikle sig, så kvinderne kommer til orde. Jeg er vokset op som den yngste af fem børn med en enlig mor, der ikke havde nogen uddannelse, og som derfor måtte ernære sig ved rengøring og servering. Jeg så bagsiden af, hvordan det var at være kvinde dengang i 50’erne og 60’erne”, siger Tove Larsen, der er født i 1948.

Jeg har aldrig haft en kvindepolitisk dagsorden

“Som den yngste var jeg også den sidste, der boede hjemme. Og jeg så, hvordan min mor, der var træt og udslidt, endte med at blive alvorligt syg, uden at der var økonomisk hjælp at hente nogen steder. Jeg sagde til mig selv, at det ikke kunne være rigtigt, at fordi man ikke havde fået en uddannelse – og det fik kvinder jo sjældent dengang – så skulle det betyde, at man blev ladt i stikken, når man blev syg.”
Men selv om det ikke var rødstrømpebevægelsen, der fik hende ind i politik, er kvinders krav sjældent langt væk i hendes politiske engagement.
“Min mand og jeg flyttede i begyndelsen af 80’erne fra Åbenrå til Hjortkjær ved Rødekro, og der manglede børnehavepladser. Jeg var teknisk assistent i Sønderjyllands Amt, og der var ingen skolefritidsordning, og ingen børnehaveklasse. Jeg havde to børn, der havde brug for det, og jeg tænkte, at det kunne ikke være rigtigt. Jeg var allerede medlem af Socialdemokratiet, så da de kom og bankede på min dør og spurgte, om jeg ville stille op i Rødekro, virkede det helt naturligt.”
“Jeg har aldrig haft en specifik kvindepolitisk dagsorden. I stedet har jeg lavet konkrete ting, der har gavnet kvinder. For eksempel lukkede en skotøjsfabrik, der havde ansat rigtig mange ufaglærte kvinder. Vi lavede en mødegruppe, der kunne sætte noget igang. Det var en form for kvindepolitik, og det var vigtigt for Rødekro. Og vi fik den børnehave, som den foregående borgmester ikke syntes var nødvendig”.
Tove Larsen blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Rødekro i 1984. Og så kørte den politiske karriere nærmest ved tilfældigheder. Eller sådan lyder den historie, Danmarks længstvarende kvindelige borgmester gerne vil fortælle.
“Halvandet år efter skete der det, at formanden for socialudvalget blev valgt ind i Folketinget, og så fik jeg posten. Senere flyttede vores gruppeformand, og så skulle den post også besættes, og på den måde blev jeg spidskandidat ved valget. Og så blev jeg valgt til borgmester. Efter tredie forsøg, godt nok. Det var jo en venstrekommune.”

Jeg sagde, at jeg jo også bare kunne blive borgmester

“Efter valget havde Venstre og konservative flertal sammen og kunne have taget borgmesterposten. Men de to spidskandidater kunne ikke sammen, og de kunne ikke blive enige. Jeg kom godt ud af det med dem begge to. Flere gange kom de og spurgte mig, hvem af dem jeg ville pege på. Og så sagde jeg, at jeg jo også bare kunne blive borgmester. Det blev jeg ved med at tilbyde, og jeg holdt dem hen så længe jeg kunne. I sidste øjeblik, dagen før borgmestervalget skulle meldes til Indenrigsministeriet, kom de konservative så og tilbød mig borgmesterposten”, fortæller Tove Larsen, der tydeligvis stadig morer sig over sit lille spil.
“Det var lidt det samme, da jeg blev borgmester i Aabenraa efter strukturreformen. Der var fire venstreborgmestre (heraf tre mænd, red.) i de fem kommuner, der blev lagt sammen til Aabenraa Kommune. Rødekro var den eneste socialdemokratiske, og de fleste regnede med, at den nye kommune ville få en venstreborgmester. Aviserne levnede mig ikke mange chancer. Men det endte med at blive et “borgmestervalg” snarere end et kommunevalg. Det blev et personspørgsmål. Og det var kendt, at vi havde haft gode resultater i Rødekro. Vi var ikke vant til at sylte sagerne, og det er noget folk lægger mærke til”, siger Tove Larsen.
Det, folk lægger mærke til, er især Tove Larsens personlige, jordnære stil. Hun siger “vi”, for hun spiller kollektivt og har næse for at skabe kompromisser og brede forlig. Hun leder et byrådsmøde med dagligdags ligefremhed i det samme uformelle hverdagssprog, hun taler til høj som lav, når hun klipper snore over ved virksomhedsindvielser eller åbner en lokal litteraturfestival. Hun kan, som hun selv formulerer det, “både stå på kajen og tage imod Dronningen, og møde op på et værested og snakke med drankere og folk, der har det svært.”
Og det er nøglen til hendes store popularitet som politiker, mener hun også selv.
“Jeg har let ved at komme i kontakt med folk og kan snakke med både høj og lav. Og så er jeg synlig. Jeg deltager i rigtig mange ting. Hvis folk vil have mig til at klippe en snor over eller deltage i en indvielse af nye lokaler, så vil jeg gerne. Jeg ved selv fra foreningsarbejde, hvor meget det betyder at få borgmesteren til at komme og bakke op. Det gælder også erhvervslivet. Det er vælgerpleje eller rettere borgerpleje. Vælgerne i Aabenraa skal kunne se borgmesteren. To gange om året kører jeg rundt i en bus for at møde de nye tilflyttere. Jeg er altid villig til at tage en snak. Det er ikke en floskel, når jeg siger, at min dør altid står åben.”

“Jeg har ikke kæmpet, kun været velforberedt”

Men man skal ikke lade sig snyde af Tove Larsens godmodige, ligefremme tone og den bredbarmede folkelighed. Hun er en dreven politiker, der står fast på sine synspunkter, solidt plantet i praktiske fornuftige sko, der hverken skrider eller vrikker om. Men hun er også en pragmatiker, der vil have konkrete resultater frem for at følge en ideologisk manual.
“Jeg er måske pragmatiker snarere end socialdemokrat. Men det er også socialdemokratisk politik at skabe gode arbejdspladser, og derfor har jeg altid haft et godt samarbejde med de konservative. Jeg har aldrig følt,at det har været hverken en ulempe eller en fordel at være kvinde i lokalpolitik. Da jeg blev borgmester i 1994, havde jeg for eksempel ikke brug for at slå min position fast. Jeg havde været med i 12 år. Folk kendte mig godt, og som socialudvalgsformand og medlem af økonomiudvalget havde jeg den fordel, at jeg havde siddet i de tungeste udvalg, der hvor der bliver brugt mange penge. Jeg kendte kommunen ud og ind”.
“Jeg synes ikke, jeg som kvinde har skullet kæmpe særligt hårdt. Det er ikke noget, jeg tænker over til daglig. Heller ikke nu i den nye storkommune. Jeg har altid klaret mig ved at være godt forberedt. Der er mænd, der tror, de kan nøjes med at sprætte konvolutterne op eller åbne dokumenterne på deres iPad, når mødet begynder. Der er også dem, der lader alle de andre tale først, og når de så har hørt sagsgennemgange, kan de sige noget meget klogt.
“Mænd går ofte ind i lokalpolitik, fordi det passer ind i karrieren at kunne sætte “byrådsmedlem” på cv’et på et bestemt punkt i forløbet. Sådan går kvinder ikke ind i politik. Hvis kvinder går ind, er det for at opnå konkrete resultater. Ikke for at være sikker på, at der står noget pænt i nekrologen. Jeg kan godt savne politikere, der er der, fordi de har holdninger”, siger Tove Larsen.

“Vi er ikke meget for kønskvotering hernede”

“Blandt andet derfor vil jeg gerne opfordre kvinder til at stille op, for det betyder noget, at der er så ligelig en kønsfordeling som mulig, så der ikke kun er mandlige politikere, der mest går op i, om vi nu har fået asfalteret de veje.”
“Men det skal ikke ske ved kønskvotering. Det er vi ikke så meget for hernede. Her har altid været plads til kvinder, der vil ind og gøre et stykke arbejde. En overgang var vi faktisk et flertal af kvinder i den socialdemokratiske gruppe i Rødekro, og vi havde det rigtig skægt, men der var også mænd med. Og når vi lavede valgprogrammer, begyndte det gerne med, at vi mødtes hjemme hos én af os et par gange til noget ost og rødvin. Den enlige venstrekvinde var lidt misundelig og ville gerne have været med hos os. ”
“Hvis kvinderne vil, er der plads på valglisterne. Hvis der er færre kvinder end mænd i lokalpolitik, er det ikke, fordi mændene holder os væk. Det er kvinderne selv, der prioriterer anderledes. Når man ser på barometre over det, der giver tilfredshed med tilværelsen, ligger politik helt i bund. Og på en måde kan jeg godt forstå det. Det kan være hårdt at blive hængt ud i pressen. Og hvorfor skulle man ofre familien og privatlivet for at blive skældt ud?”
“Det er samfundet og byrådsarbejdet og holdningerne til det, der skal ændres. Vi er for eksempel blevet bedre til at lægge møderne sådan, at det kan lade sig gøre at hente børn i børnehaven eller skolen. Og det kræver ændringer i kønsrollerne hjemme i familien. Jeg var selv så heldig at have både min mor, der kunne komme og hjælpe til, og en mand, der ikke havde noget imod, at jeg var en del væk. Eller hvis han brokkede sig, var jeg ikke hjemme til at høre det. Men jeg har også set en kvindelig kollega i byrådet, der blev helt rundt på gulvet til møder, så snart klokken blev fem, fordi hendes mand ville have, at maden stod på bordet til tiden. Det er den slags holdninger, der skal bearbejdes”, siger Tove Larsen.

“Vi går ikke så meget op i Gucci-tasker og stiletter”

Tove Larsen konstaterer, at lokalpolitik i de nye storkommuner efter strukturreformen er blevet mere barsk.
“Vi har fået mange flere opgaver og større budgetter, og ansvaret er vokset tilsvarende. Det samme er magtspillet. Risikoen for at få en kniv i ryggen fra politiske modstandere er blevet større. Politik er blevet mere karrierepræget, især i landspolitik, og mere fokuseret på især de kvindelige kandidaters ydre end på deres holdninger. Det ligger nok i tiden, at der er et krav om at være sexet. Pressen er meget hurtig til at sætte etikette på kvindelige politikere, der ikke ser smarte nok ud. Hernede i Forkantsdanmark er vi mere nede på jorden. Vi går ikke så meget op i, om folk har Gucci-tasker og går rundt i høje stiletter. Jeg har altid kunnet være, som jeg er”, siger Tove Larsen.
Som landets længst fungerende kvindelige borgmester har hun gjort Sønderjylland til Forkantsdanmark. Den 19. november er det slut. Aabenraa får en ny borgmester, og det bliver næppe en socialdemokrat. Måske heller ikke en kvinde.
“Jeg kan kun sige til pigerne: ‘Hop ud i det’. Hvis man gerne vil have indflydelse på udviklingen, så er lokalpolitik et sted, hvor man hurtigt kan se resultaterne af politisk arbejde. Jeg er stolt af det, jeg har udrettet hernede som borgmester. Jeg kan køre ud i omegnen og sige ‘dét der har jeg været med til at få oprettet, og dét der har jeg været med til at få bygget. Jeg er stolt af det, vi har opnået på ældreområdet. Og jeg er stolt af, at tanken om at bevare skolerne i lokalområderne og i stedet sammenlægge skoler i byerne, faktisk er en idé, der begyndte her hos os'”, siger hun.
Men især er hun stolt af at være forblevet tro mod sin egen historie.
“Jeg har aldrig glemt, hvor jeg kommer fra.”