Det lyder som en interessant præmis for en bog, når Andrew P. Smiler lancerer tilbagevisningen af myten om maskulin seksualitet i bogen Challenging Casanova – Beyond the Stereotype of the Promiscuous Young Male (2013).
Mænd tillægges ofte en offensiv seksualitet, som giver anledning til skiftende seksualpartnere, og som afstiver ideen om, at mænd har større seksuelle behov end kvinder. Forestillingen om, at seksualitet generelt fylder mere hos mænd, virker hæmmende på mænds måder at udfolde sig på. Samtidig kan den virke undertrykkende for kvinders seksualitet: parallelt med den ‘utæmmede’ seksualitet hos mænd pålægges kvinder en afvisende rolle: rigtige kvinder siger nej. Det er derfor velkomment, hver gang nogen prøver at pille ved seksualiteten.
Andrew P. Smiler definerer bogens centrale begreb således:
“The Casanova Complex is a culturally based image that says guys just want promicuous sex, not relationships, and that almost any behavior, no matter how rude, crude, risky, or destructive, is OK if it’ll get him laid.”
Idéen om Casanova fungerer som en selvopfyldende profeti, når de unge mænd forsøger at leve op til den, og ikke mindst når omverdenen forventer af dem, at de gør det, forklarer forfatteren. Og så fortsætter han med at opregne de personlige og nationaløkonomiske tab for og ved casanova, så læseren allerede her forstår de moralsk anstødelige og asociale aspekter af livsstilen.
Forfatteren er psykolog og har fokus på det enkelte individs udvikling i samspil med forældre, venner, skole og medier. I sin bestræbelse på at udstille og afmontere The Casanova Complex – en betegnelse, der mere lyder som en psykologisk brist hos den enkelte end som en kulturel myte – får han med statistisk belæg fastslået den seksuelle udvikling hos majoriteten af amerikanske mænd.
Smiler påviser, at kun en mindre del af de unge, homoseksuelle såvel som heteroseksuelle, mænd har et ønske om at have mange skiftende partnere. Og det på trods af, at de bombarderes med budskabet om, at Casanova – som må lægge usaligt navn til den praksis at forføre og forlade – og hans ligemænd har fat i det at være en ‘rigtig’ mand.

Sex og baseball

Smiler falder dog i den klassisk amerikanske kliché ved at beskrive den seksuelle udvikling hos unge mænd med baseballmetaforen: Kissing (First Base), Groping (Second Base), Hand Jobs and Blow Jobs (Third Base), Intercourse (Home!).
Med sin skematiske udviklingshistorie får forfatteren på den måde opstillet endnu en seksualnormalitet som afløsning for casanovakomplekset. Og han får åbnet for spørgsmålet om, hvordan sex skal defineres, når han nævner, at homoseksuelle mænd opfatter Third Base som rigtig sex, mens de heteroseksuelle i det spørgsmål hælder til Home Base. Desværre går han ikke nærmere ind i denne forskel i fortolkningen af, hvad sex egentlig er. Her kunne man som læser godt savne lidt mere perspektivering.
Budskabet om, hvordan en ‘rigtig’ mand udlever sin seksualitet, afdækker Smiler i sin analyse af amerikanske tv-shows, film, musikvideoer, trykte magasiner og tekster fra top-50-hitlistepopsange fra 1960 til 2008. Det kan lyde af meget materiale, og en sulten læser vil tænke, at forfatteren her griber muligheden for at knytte sine data sammen med et bredere kulturelt perspektiv. I stedet udvikler bogen sig til en selvhjælpsguide (er du en romantisk, emo eller religiøs mand? – her er de særlige seksuelle risici, du skal være opmærksom på!). Medieeksemplerne tjener kun til at foreslå forældre forskellige måder at indlede en samtale med deres søn om, hvad man nu skal mene om det med sex.
Og hvad skal man mene? Bogen lægger som sagt smukt ud med et ønske om at rykke ved forestillingen om den utæmmede maskuline seksualitet, men ender med slet skjulte antydninger af, at det er bedst og sundest for både krop og psyke at have så få seksualpartnere som muligt. Således er forfatteren solidt plantet i sin amerikanske kultur, hvor en snert af sexpositivisme må følges op af forbehold, hvor han må tage højde for en stor andel af religiøse unge mænd, hvor uønsket graviditet naturligvis munder ud i forældreskab og nedsat chance for at gennemføre en uddannelse, og hvor han seriøst overvejer undervisning i seksuel afholdenhed som et alternativ til seksualundervisning i skolerne.

Det biologiske argument

‘Mænd har en naturlig drift mod at sprede deres gener og få flest mulige efterkommere’ lyder et klassisk argument for, at mænd skulle være mere interesseret i mange seksualpartnere end kvinder. ‘
Men evolutionen viser, at børn, der vokser op med begge deres biologiske forældre, klarer sig bedst’, giver Smiler igen. Når det ene biologisk funderede argument bruges til at gendrive det andet, begynder det at dæmre, at forfatteren måske ikke blot er drevet af en interesse for at se med nye øjne på mænds seksualitet, men ganske lavpraktisk om at nedsætte antallet af teenagegraviditeter og forekomsten af seksuelt overførte sygdomstilfælde.
Her er hans pointe, at ‘det er okay, unge mand, hvis du holder igen med casual sex – det bliver du ikke mindre mand af’. Og det gør han da heller ikke. Det er bare ærgerligt, at det, der kunne have været en sprække i en meget lukket forestilling om unge mænds seksualitet, ender i endnu en lukket idé med præservativ.

Dobbelte standarder – kunsten at forstå et nej

Bogen går rigtigt i byen, når den peger på, at det er i vores forventninger til mænd, at der skal ændringer til. Her berører den også den kvindelige side af sagen – som ellers er overraskende fraværende. For hvordan udfordrer man The Double Standard, som tilsiger, at det er okay for mænd at have mange partnere, men ikke for kvinder? Hvordan øger man den seksuelle ligestilling? Igen arbejder forfatteren på individniveau med noget, der kunne have været løftet op på et bredere plan. På den anden side er der stadig brug for selvhjælpsbøger om seksuel konduite, så længe sex associeres med chikane af en stor del af verdens befolkning.
Kapitlerne om forhandling i det ligestillede parforhold, og om at nej betyder nej, og at tavshed ikke er et ja, indtil andet er bevist, er leveringsdygtige i basale leveregler. Som sådan fremstår de som en konkret udgave af den tyske socialpsykolog Gunter Schmidts pointer i “Hvad skete der med seksualiteten?” (1996), hvor han fremstiller den demokratisering af det seksuelle område, som især i USA og med amerikansk datingkultur har gjort seksualitet til et forhandlingsområde. Ifølge Schmidt iværksættes sådan en afseksualisering som et svar på en stadig mere seksualiseret kultur.
Og det er altså samme reaktionsmønster, man ser aktiveret i bogen Challenging Casanova – Beyond the Stereotype of the Promiscuous Young Male. Som svar på den seksualisering, maskuliniteten er udsat for, trækker forfatteren i den modsatte grøft. Og vel er det godt at kunne sprogets koder og være i stand til at afkode et nej som et nej, men derfra er der langt til ligefrem at tale for seksuel afholdenhed og indirekte problematisere sex uden for et parforhold. Her kunne man godt drømme om en tredje vej og en sexpositiv ansvarlighed, hvor sex og seksualitet ikke nødvendigvis associeredes med sygdom, uønsket graviditet og social deroute.

Et spejl for debatten

Set med europæiske øjne er bogen interessant på et metaplan som et udtryk for den amerikanske kulturs dobbelte holdning til sex og seksualitet, som på den ene side er stærkt vareliggjort, og på den anden side er dæmoniseret af religiøse og puritanske strømninger. Som sådan kan den anvendes som et kultursociologisk spejl på vores egen seksualdebat. For også maskulinitet i vores del af verden er seksualiseret på en helt anden måde end femininiteten er, også her er der problemer med at forstå et nej, men hvis ikke vejen frem er nedsat seksuel aktivitet, hvilket alternativ stiller vi så med?