Udstillingen Cindy Sherman – Kvinden med de mange ansigter er et møde med en sand superstar, som ingen bør snyde sig selv for. Især ikke, hvis man blot er en smule interesseret i visuel kultur eller køn. Eller bare det at være menneske.

For Cindy Sherman ligger helt oppe i toppen, når verdens nulevende kunstner skal rangordnes. Og det er svært at være uenig med magasinet New Yorkers kunstkritiker, Peter Schjeldahle, der sammenligner hende med Rembrandt og mener, at hvis de havde levet samtidigt, kunne de være blevet rigtig gode venner.

Venner eller ej, Cindy Shermans fotografier er gådefulde og dragende som Rembrandts. De får beskueren til at gå planken ud, når der skal digtes videre på de historier, hun liner op i sine billeder.


30 års iscenesat fotografi

Med spejle, make-up, proteser og rekvisitter iscenesætter hun sig foran kameraet med selvudløseren i hånden. Altid alene. Ikke for at søge indad. Snarere tværtimod, her huserer ingen romantiske forestillinger om at finde ind til et sandt selv, men måske snarere at finde frem til det menneskelige og forsøge at udforske grænsen mellem individet og det at være en type. Lige fra sociale typer i en bus, til typer vi kender fra filmens verden og i randområdet af berømmelses-kulturen. Eller retoriske typer fra historien eller litteraturen, som typen der udtrykker fx angst, frygt eller liderlighed. Men oftest kvindetyper.

Hver en kvinde Sherman viser, er hende selv. På forunderlig vis forvandler hun sin kropsholdning og ansigtsudtryk, og med proteser, make-up og kostumer genopfinder Sherman sig selv. Igen og igen.

Og med udstillingens 250 værker fra 1975-2005 og mange forskellige serier, kan man kun blive imponeret over Shermans enestående evne til at forny sig. Og forklæde sig foran kameraet for at skabe sine rolle-portrætter.


En lårkort buttet sag med solbriller

“Nogle mennesker har fortalt mig, at de husker den film, som mine billeder bygger på, men faktisk har jeg overhovedet ikke haft nogen bestemt film i tankerne.” – Cindy Sherman

Med en nonchalant albue skubbes et gardin til side af en mørk korthåret kvinde i underkjole, der kigger ud af en terrassedør. Kvindens hår er rodet, og med let adspredte læber kigger hun direkte ud på os gennem sine mørke solbriller, mens hendes ene hånd trækker op i underkjolen og udfordrende står med hofteholderens strop, mens det bare stykke lår ned til strømperne blottes. Den anden hånd flagrer skødesløst med et cocktailglas i hånden oppe ved gardinet. En rodet seng står i baggrunden – og i billedets forgrund sidder en skikkelse (en dukke?) bag en kæmpe stråhat med åbenstående skjorte og kunstig hårvækst på brystet.

Fotografiet har altid fascineret mig, og hver gang jeg ser billedet kastes jeg ud i alle mulige fortællinger om, hvad der foregår. Hvor fordrukken er hun? Hvad lægger hun op til? Keder hun sig? Hvad har de gang i? Billedet hedder blot Untitled Film Still #7 og er fra 1978. For Sherman arbejder altid i serier uden at give fotografierne titler, men kun fortløbende numre.

Med serien Untitled Film Stills fik Cindy Sherman sit store gennembrud i 1980. På udstillingen hænger 70 sort/hvide fotografier i 20,3 x 25,4 cm fra serien. Her bærer hvert billede en historie i sig selv. En performance, et øjeblik, der er lige så levende som en films bevægelige billeder, fastfryses.

Kvinderollerne er hentet fra nybølgefilmene, neo-realismen, Hitchcocks film og typiske B-film fra Hollywood fra 1950’erne og 1960’erne – uden at referere til konkrete film. Fotografierne er som kopier uden en original.

Untitled Film Stills’ kvindetyper stammer fra tiden, hvor Sherman selv var barn og ung, og hun har da også selv understreget, hvor meget filmverdenens kvinderoller har påvirket hendes syn på køn og kvindelighed.

Med Shermans re-repræsentation af kvinden, hende selv, i alverdens roller frembringer hun både refleksion over illusion og troværdighed, samtidig med at serien fremstår som parodier på forskellige former for voyeurisme. For serien udfordrer, iscenesætter og leger med det mandlige blik. Og sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvad kvindelighed er.

Fotografierne demonstrerer, i hvor høj grad vores virkeligheds-opfattelse er afhængig af de repræsentationer, vi omgiver os med. For de både lever med og i os, så vi i det daglige drømmer os til et liv efter filmen og iscenesætter os selv, som om der er kamera på.


Kønnets maskerade

“Jeg har altid haft et had/kærlighedsforhold til kvinderollen med dens trang til at pynte sig med glamour og make-up. Det handler om at forsøge at se så smuk eller sexet ud som muligt og samtidig føle sig som en fange af præcis den rolle. Det tror jeg stadig ikke mænd kan forholde sig til. Men at kalde sig feminist i dag virker underligt hult på mig. Som kvinde tror man selvfølgelig på sine egne rettigheder som menneske, længere er den ikke. Vi er på et andet plan i dag end for 30 år siden.” – Cindy Sherman

I det eneste danske interview, som Sherman har givet i forbindelse med udstillingen, ønsker hun ikke at blive kategoriseret som feminist. Feminist eller ej, faktum er, at Sherman meget tidligt udfordrer og udforsker det mandlige bliks betydning i sin kunst. Og leger med det blik og de roller/personaer vi dagligt bliver præsenteret for i magasiner, reklamer, film og maleri.

Med sin kulturs mest magtfulde og repræsentative billedsystem, fotografiet, illustrerer hun kvinders rolle(r) og underminerer forestillingen om en fastlåst identitet og viser, at virkeligheden er en luftig størrelse.

Drillende fornemmer man næsten Shermans spørgsmål: Er kvindeligheden egentlig kun i billedet? Og hertil kommer billederne, hvor hun er forklædt som mand, der igen frembringer spørgsmålet: Er kønnet ikke blot en konstruktion?


Drømmen om evig ungdom

Over for Untitled Film Stills hænger serien Hollywood/Hampton Types, som personligt er en af mine favoritter. 20 år efter gennembrudsserien skaber Sherman her ved årtusindeskiftet en ny serie med midaldrende kvindetyper fra Californien, der efter Shermans udsagn, er fallerede Hollywood-skuespillere.

Her er alt lige fra rastakvinden, gurutilbederen til den velbeslåede kvinde. Alle midaldrende, der på hver deres måde forsøger at være noget helt specielt. Og kvinderne anstrenger sig virkelig – med lidt for meget make-up – og det lyser ud af de mange portrætter, at der gøres et ihærdigt forsøg på at fastholde babefaktoren.

Billederne er ikke i sig selv fragmenter af en fortælling, som man ser i Untitled Film Stills. Det er portrætterne derimod. For de midaldrende kvindetyper fremstår som fragmenter af et kvindeliv, der aldrig har været. Et kvindeliv, der nærmer sig usynligheden i en visuel massekultur, der dyrker ungdommen. Intet eksisterer før eller efter billedet, kun historien i billedet.


En udstilling med nerve

Cindy Sherman har selv været med til ophængningen af værkerne. Om det er Shermans tilstedeværelse eller kurator Helle Crenziens fortjeneste – eller begges – så er udstillingen ophængt med nerve. Med ophængningen er det lykkedes at skabe en intensitet, der afspejler Shermans kunst.

Samtidig byder udstillingen på to film af Sherman selv – og en portrætfilm om hende. Den ene vises allerede ved indgangen til udstillingen. Her kan man se en stumfilm med en påklædningsdukke fra 1975, som fungerer som et anslag til de emner og temaer, man møder i mange af udstillingens efterfølgende værker. Herudover vises Shermans eneste spillefilm Office Killer fra 1997. Portrætfilmen om kunstneren, hvori en ung Cindy Sherman optræder i et interview fra 1981, kan også anbefales.


Overdådige brystproteser

“Selv da jeg arbejde på History Portraits og boede i Rom gik jeg aldrig hen i kirker og på museer. Jeg arbejdede ud fra bøger, med reproduktioner. Det er et aspekt ved fotografiet, jeg sætter stor pris på: At ideen om at billeder kan blive reproduceret og blive set hvor og hvornår som helst – og af hvem som helst.” – Cindy Sherman

En af de store fornøjelser på udstillingen er mødet med Shermans History Portraits fra sidst i 1980’erne, der hænger samlet på en stor væg. Farvefotografierne hænger i forskellige formater og forskellige typer af rammer i en ophængning, som typisk er kendt fra de gamle gallerier. Her er det kunsthistoriens mesterværker, som fx Michelangelo, Rafael, Caravaggio og Botticelli, Sherman mimer igen med sig selv i hovedrollen. Oftest med et strejf af humor.

Sjældent har jeg set så mange sjove brystproteser – lige fra de store hængende til de spidse ammende bryster. Og sammen med næseproteserne og de øvrige rekvisitter spiller de op til en leg om til- og afsløring. Billederne understreger et af Shermans karakteristika: Som tilskuer får man aldrig fornemmelsen af realisme, for illusionen og konstruktionen fremtræder altid som et synligt element i Shermans værker. De har altid et twist og fremstår i nogen grad som pastiche eller parodier. For som Sherman selv siger: “En ting jeg altid har vidst er, at kameraet lyver.”


En tour de force med zeitgeist

“Når jeg læser teoretisk stof om mit arbejde, tænker jeg: Hvad? Hvor har de det fra? Arbejdet er så intuitivt for mig, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Så jeg har tænkt, at det var bedre at lade være med at sige noget, ellers ville jeg ødelægge det.” – Cindy Sherman

Sherman er kendt for ikke at ville tolke sine værker, ligesom hun ikke giver de enkelte billeder titler. Men selvom ordene ikke har en stor plads i hendes kunst, udfordrer og destabiliserer Sherman ofte traditionelle antagelser ved at arbejde i spændingsfeltet mellem overflade, repræsentation, konstruktion og beskuerens reception af billederne samt erindring om dem. Det betyder, at fotografierne fremstår åbne og gådefulde uden at være utilgængelige.

Et vue over Cindy Shermans seneste 30 års værkproduktion er intet mindre end imponerende i ordets bedste forstand. For ikke alene er en vandring gennem udstillingen som en tour de force gennem forskellige årtiers zeitgeist – men vandringen er også en mulighed for at stifte bekendtskab med en kunstner, som er i stand til det særlige, nemlig at forny sig kunstnerisk.

Som fx i serien Disasters (1986-1989), hvor man kun skimter en kvinde liggende med åben mund – måske død – i et solbrilleglas, mens det flyder med kager, bræk og solcreme omkring solbrillerne i sandet.

Ved at samarbejde med store designere som fx Jean-Paul Gaultier og firmaer som Comme des Garcons har Cindy Sherman også været med til at forny modefotografiet. Her har hun på sædvanlig Sherman-vis bragt overraskende koder ind i modefotografiet og eksperimenteret med “forkert styling” som fx at have et uglet hår, svedigt ansigt eller brune tænder – og dermed, som i hendes øvrige kunst, blotlagt de koder og logikker, som normalt hersker her. Selvfølgelig med en ambivalens, der både udtrykker kærlighed og afstandstagen til genren.

Eller når hun går død i rolle-portrætterne og trækker sig selv ud af fotografiet og begynder at fotografere masker (Masks fra 1994-1996) eller dukker – pigens opdragelsesmiddel – som i serierne Sex Pictures (1992) og Broken Dolls (1999).

Klovnens melankolske blik på 9/11

“Jeg har gennemgået en krise, særligt efter 11. september 2001. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle udtrykke. Jeg ønskede stadig at arbejde med den samme blanding af det intense ved det grimme og ulækre, men også med en reel patos ved karaktererne – og klovne har en underliggende stemning af ulykkelighed, samtidig med at de vil opmuntre andre. Klovne er kede af det, men de er også psykotiske, hysteriske glade.” – Cindy Sherman

Cindy Shermans seneste serie er en lang række klovnebilleder. Her afsøger hun klovnens tvetydighed, melankoli, smerte og humor – og igen leger hun med køn. Klovnens køn.

Jeg glæder mig allerede til, hvad der skal komme de næste 30 år fra hendes hånd. For mon ikke hun, som sin beslægtede kunstner-kollega Louise Bourgeois, har mange overraskelser i ærmerne langt ude i fremtiden? I hvert fald får vi lov til at nyde de første 30 år, lige nu på Louisiana.