Går storbyferien i den nærmeste fremtid til Paris, og gider du ikke køerne foran Louvre for at se Mona Lisa eller orker Monets åkandebilleder, så kan du med fordel springe køerne over og gå over til det sidste hjørne af Tuilerierne og besøge udstillingsstedet le Jeu de Paume. For her vises Claude Cahuns fotos og bøger, der i den grad renser øjnene og hjernen for historiefordomme om køn i begyndelsen af det 20. århundrede.
Men selvom der hænger kæmpe posters for udstillingen over hele Paris, er den manglende kø dog i sig selv et bevis på, at Claude Cahun ikke er kendt af den brede offentlighed. Og det er synd. For værkerne markerer en milepæl inden for surrealismen, feminismen og fotohistorien – og samtidig indgår de næsten som et ekko i den moderne æstetik og populærkultur, vi alle kender.
Og ja, Cahuns egen livshistorie er i sig selv et vidne om, hvor stor en queerpioner Claude Cahun har været fra dag ét. For her har kunst, liv og politik i den grad været tæt sammenflettet. Og den historie er i sig selv interessant.
Lever midt i surrealismens øje
Claude Cahun er født Lucy Schwob i 1894 i Nantes. Her bliver hun født ind i et intellektuelt og frisindet miljø, hvor onklen er digter og nær ven med Oscar Wilde, og faderen er redaktør. Hendes mor er imidlertid psykisk syg, og derfor bor hun meget af tiden hos sin farmor. Under sin skoletid bliver hun pga. sin jødiske oprindelse udsat for antisemitisme og bliver derfor sendt på kostskole i England. Men i 1909 kommer hun tilbage til Nantes, hvor familierne Malherbe og Schwob begynder at se hinanden, og det er også her, hun møder Suzanne Malherbe (f. 1892) – livslang kærlighed og partner. Fra 1909-1913, år der er præget af anoreksi og depression, skriver Claude Cahun sine første tekster og laver sine første iscenesatte selvportrætter.
 
Selvportræt taget i de helt unge år
Efter moderens selvmord gifter faderen sig med Suzanne Malherbes mor i 1917, og de to kvinder bliver derfor familiesammenført og installeret i en selvstændig lejlighed i Nantes. Sikkert ikke uden stor begejstring for begge kvinder. Det er også i 1917, at synonymet Claude Cahun første gang optræder.
 
Selvportræt (som vægtløfter) (1927)
Herfra går Cahuns liv i fuld firspring ud over stepperne, og der bliver især speedet op, da parret flytter ind i pariserlejligheden i Rue de Grenelle. De bliver hurtigt en del af det parisiske liv, og i 1932 kommer de ind i surrealisternes inderste cirkler og møder bl.a. Georges Bataille [især kendt for bogen Historien om øjet, red.] og Andre Breton, som Cahun får et livslangt venskab med samt Robert Desnos.
 
Selvportræt (1928)

Så tidligt kønnet som en konstruktion

I Claude Cahuns værker står det imaginære centralt, hvor verden og virkelighed konstant er til diskussion ligesom hos de øvrige surrealister, men hos Claude Cahun står kønnet som en konstruktion helt centralt:
 
Selvportræt (1928)
Hankøn? Hunkøn? Men det afhænger af det enkelte tilfælde. Intetkøn er det eneste køn, som jeg kan lide. Hvis det [altså intetkønnet, red] var en del af vores sprog/eksisterede, ville man ikke hæfte sig ved mit tankespind. Jeg ville være en rigtig arbejdsbi.
– Aveux non avenues, 1930
At kønnet konstant er til diskussion i hendes fotos, er tydeligt lige fra begyndelsen, hvor hun hele tiden søger hen imod det androgyne udtryk og leger med identiteter, masker og persona’er i sine iscenesatte fotografier. Bare kast et blik på fotogalleriet på Jersey Trust eller på Google, så møder man alt lige fra Cahun iført matrostøj med bløde drengekrøller, en skaldet Cahun i jakkesæt eller en Cahun, der står i normalt maskuline kodede positurer med kjole og hårnet. For det er netop ikke kroppen i sig selv, der er det centrale, men hvordan kroppen bliver kulturelt kodet.
Og det, som er så slående ved hendes kunst, er, hvor flydende, fordomsfrit og uden kategorier hun har evnet at leve, tænke og skabe. Også når det gælder seksualitet. Hun hylder igen hverken det ene eller andet, for det gennemgående centrale omdrejningspunkt er friheden for individet til selv at vælge det, der passer vedkommende bedst.
Det viser sig også politisk, for nok kæmper hun for retten til at være kommunist eller socialist, men det er netop retten og friheden i sig selv, hun kæmper for, idet hun selv mest af alt kan betegnes som anarkist.
En af de få kvindelige surrealister, der arbejdede visuelt
Udstillingen Claude CahunJeu de Paume er den første af denne størrelse i Frankrig i seksten år. Den samler en lang række hovedværker, herunder nogle mindre kendte og nogle, der aldrig tidligere er blevet vist. Udstillingen fremhæver dermed på en gang den mangfoldighed og samtidig overbevisende kunstneriske fotografiske tilgang, som Claude Cahun havde både som forfatter, skuespiller og fotograf, og som har inspireret mange andre, der også har arbejdet med iscenesat fotografi. Fx de kvindelige fotografer Cindy Sherman og Nan Goldin, der i dag er kendt af den brede offentlighed.
François Leperlierv, en af kuratorerne til udstillingen, fortæller i udstillingsstedets introduktionsfilm, at han tilfældigvis støder på bogen Aveux non Avenus af Claude Cahun i begyndelsen af 1980erne, og som han fortæller, går han, som en fuldstændig selvfølge ud fra, at her er tale om en mandlig kunstner. Til sin store overraskelse finder han ud af, at bag navnet Claude Cahun gemmer der sig et utal af masker, hvor netop kønnet boltrer sig og ikke lader sig bestemme, og François Leperlierv tager derfor til den engelske ø Jersey for at finde ud af mere om Claude Cahuns liv og værk og dermed også kunstneren og livspartneren Susanne Malherbe eller Marcel Moore, et pseudonym som hun også arbejdede under.
Hans forskning bliver herefter formidlet ud til offentligheden med en udstilling i Nantes i 1994, der senere bliver vist i Paris, 1995. Og det, som er særlig interssant ved Claude Cahun, er, at hun som surrealist arbejdede visuelt i modsætning til mange af de andre kvindelige surrealister, der hovedsaglig arbejdede med ord. Men som det så ofte er sket i historien har eftertiden mest fokuseret på de mandlige kunstnere inden for den surrealistiske bevægelse.
Cahuns værker – et queermonument
Her 16 år efter François Leperliervs første udstilling er der gravet endnu dybere i Claude Cahuns værk og liv. Denne gang deler François Leperlierv kuratorrollen med Juan Vicente Aliaga, som helt klart har en langt større indsigt i queer- og kønsforskning, som det fremgår af museets film. Sammen har de skabt denne perle af en udstilling, der også er coproduceret med La Virreina Centre de la Imatge i Barcelona et The Art Institute of Chicago, og derfor er Paris også blot det første udstillingssted, idet udstillingen herefter flytter til USA og videre herfra til Barcelona i 2012.
Udstillingen rummer intime, poetiske og hovedsagelig selvbiografiske værker af Claude Cahun, som strækker sig over en lang periode fra 1910 til 1954, dvs. næsten frem til hendes død. Og selvom det nok også er selvportrætterne, der har tiltrukket størst opmærksomhed, så er hendes mere abstrakte billeder også dybt interessante. Især fotografierne fra 1930erne, hvor hun æstetisk reflekterer samfundets stigende højreradikalisering med en fotoserie med en dukke lavet af avispapir, hvor netop nazistiske udsagn er fremhævet. Eller trædukken, som man kender fra tegnelokalerne, iscenesat med forskellige elementer under en glaskuppel, fx sværd i den ene hånd og Justicias vægt i den anden og iført krigerhjelm på hovedet. Og portrætterne af vennerne, som poeterne Robert Desnos eller Andre Breton og frue er bestemt også interessante, men serien Le Chemin des chats [Kattenes vej] fra hendes sidste år, 1949 og 1953, er virkelig øjenåbnende. Her balancerer hun blind på et højt stendige og lader sig føre af en kat i snor, idet hun som stor katteelsker anså kattene for at have bedre adgang til det intuitive. Og legede dermed også mellem det synlige og usynlige, det reelle og det imaginære.
 
Self portrait (in barn doorway) (1938)
Et af udstillingens særlige interessante greb er i de to sektioner, der begge har overskriften Metamorphoses of Identity and the Suberversion of Gender. For hvor den første sektion viser værker fra 1913 og frem til 1920erne, viser den anden værker fra 1930erne. Dermed kommer en udvikling til syne, hvori hendes egen alder indgår som et parameter; for hvor spørgsmål om androgynitet, kønnet som konstruktion og seksuel tvetydighed er særlig vigtig i den første sektion, så er det mere nedtonet i den anden del til fordel for en større politisk interesse. De øvrige sektionstitler er Poetics of the Object, Metaphors of Desire, The two of us. Claude Cahun and Suzanne Malherbe (Marcel Moore), Elective Encounters, Poetry and Politics and Beynd the Visible. The Last Selv-portraits.   
Jesus døde for os. Vi må dø for Hitler
Den stigende højreradikalisering i Frankrig blev farlig for parret, der begge var af jødisk oprindelse, og de flyttede derfor til Jersey i 1937, som repræsenterede barndommens land. Her købte de et hus, der lå tæt op ad kirkegården.
Ingen havde forventet, at krigen også ville nå helt til den engelske ø, men da tyskerne også besatte Jersey, gik de to kvinder uforfærdet til kamp med samme strategier som i deres kunst og skrev tekster, der gik op mod besættelsesmagten – altid underskrevet af Soldaten uden navn.
De puttede tekster ned i cigaretpakkerne med ordene “Jesus døde for os. Vi må dø for Hitler”, og når de tyske soldater deltog i begravelser af deres egne, så sneg de sig over på kirkegårdens parkeringsplads og lagde modstandstekster i bilerne og i de efterladte officerjakker, der hang på bilerne. Tyskerne blev naturligvis helt hysteriske og troede fuldt og fast på, at her var der tale om en stor og omfattende modstandsbevægelse. Toppen for tyskerne var, da Lucy Schwob, navnet hun levede under på Jersey, under en begravelse af en højt profileret nazisoldat, hvor mange officerer og oberster fra Frankrig deltog, havde sat sedler på alle de tyske begravede soldaters kors, hvor der stod: “Endelig er krigen ovre for mit vedkommende”. Efterfølgende gik der en intens klapjagt i gang, og tyskerne fandt frem til Lucy Schwob og Suzanne Malherbes hjem, hvor de ikke bare fandt to kvinder, men også et hus fyldt af billeder af pornografisk og obskur seksuel karakter, som de rapporterede.
Kvinderne forsøgte at begå selvmord, men det mislykkedes, og de blev dømt til 6 års fængsel og en dødsdom.
-Skal fængselsdommen udrettes før eller efter dødsdommen, spurgte Lycy Schwob efter domsafsigelsen. Nazisterne blev fuldstændig balstyriske, og begge blev herefter sendt i fængsel og først frigivet 8. maj 1945. Dødsdommen blev aldrig eksekveret til begges store fortrydelse, idet de så det som en ære at dø i denne sag.

Selvportræt (med nazibadge mellem tænderne) (1945)

Vi fortryder intet

Efter krigen var Lucy Schwob meget medtaget, og det var derfor ikke muligt for parret at flytte permanent tilbage til Paris. Men trods afstanden formåede de at holde kontakt med den gamle vennekreds eller det, som var tilbage efter nazisternes udrensning. For fx omkom deres nære ven, poeten og jøden Robert Desnos i en koncentrationslejr. Selv dør Lucy Schwob/Claude Cahun i 1954 og bliver begravet på kirkegården tæt ved huset, hvor de boede. Suzanne Malherbe bliver boende på øen frem til 1972, hvor hun begår selvmord og herefter begraves i samme grav.
Inden når Suzanne Malherbe at skrive: Vi fortryder ingenting, måske med undtagelse af, at det var vores kat, der måtte lide under vores fængselsophold. Teksten er sammen med mange af parrets øvrige ting på det historiske museum på Jersey.
Personligt er jeg blot blevet mere sulten efter Claude Cahun og lysten til, at næste feriemål står på øen Jersey, er ikke blevet mindre efter at have erfaret, at det er her den største samling af hendes værker, breve etc. findes.