Februar måned er sædvanligvis en af de koldeste i Damaskus, hvor jeg bor, og en af de mest regnfulde i Lattakia, hvor jeg arbejder. Der er ingen på gaderne kl. 5 om morgenen her i mit kvarter tæt på parlamentet bortset fra mig og et par farvestrålende danserinder iklædt dyre pelse. De skynder sig ud af de mange natklubber i området i selskab med kraftige mandlige kunder eller taxachauffører, som parkerer uden for klubberne og nægter at samle almindelige kunder op. 

Jeg venter i næsten et kvarter en mørk og iskold nat, indtil en taxachauffør beslutter sig for at samle mig op og køre mig til busstationen, så jeg kan tage en bus til det universitet, jeg underviser på. Den hendøende musik fra klubberne blander sig med kaldet til morgenbøn, som vinden bærer med sig fra en moske i nærheden.

»Hvor skal du hen?« spørger chaufføren mig, mens han stirrer forvirret på mig.

»Til busstationen,« siger jeg.
»Hmmm … Jeg troede, du var en ung mand; du er maskulint klædt«.

»Er du gift?«

Han stiller et så personligt spørgsmål uden varsel, og hans skarpe øjne betragter mig alvorligt i bakspejlet; han forventer et øjeblikkeligt svar.

Jeg undgår hans blik ved at kigge på vejen gennem vinduet og svarer fast: »Nej! Men hvorfor stiller du mig sådan et spørgsmål?«

»Det er fordi, du ligner en i trediverne, så jeg gik ud fra, at du var gift«.

Jeg forsøger at undgå at være genstand for hans påtvungne samtale ved at spørge: »Hvad med dig?«

Manden, som ser ud til at være sidst i trediverne, virker overrasket over, at jeg overtager styringen af samtalen.

»Jeg er ikke gift, fordi jeg ikke har penge nok til at starte en familie. Desuden er jeg en mand og kan gifte mig, når jeg har lyst, men det kan en kvinde ikke. Du bliver nødt til at gifte dig, før det er for sent«.

»Men hvad så, hvis jeg ikke vil giftes med en mand?« udbryder jeg selvsikkert.

»Alle kvinder vil gerne giftes,« fastholder manden, mens han drøner hen ad den tomme vej.

Jeg kigger ud på de omgivende mennesketomme gader og siger i et lavt og forsigtigt tonefald: »Men jeg er ikke som alle kvinder«.

Der blev stille. Enten hørte han ikke det sidste, eller også brød han sig ikke om udsagnet, så samtalen slutter, da bilen nærmer sig stationen.

Jeg tager den bus, der afgår kl. 6.00. Mange af passagererne ser bekendte ud, herunder den henrykte buschauffør. Et par minutter efter afgang tænder chaufførens assistent, der sidder ved siden af ham, for båndoptageren. Den spiller en sang af Fairuz, en berømt libanesisk sangerinde, hvis blide sange minder mange syrere om morgenkaffe, men ikke sovetrynerne om bord. 

En stor klodset mand sov dybt, og hans hoved blev ved at dratte ned på skulderen af hans sidemand; en desorienteret ung kvinde, som virkede optaget af at finde en passende måde at fjerne hans tunge hoved fra sit trætte legeme på. Han indstillede sin øresønderrivende snorken et par sekunder, da kvinden gjorde en pludselig bevægelse, som fangede hans opmærksomhed, men fortsatte derefter ufortrødent. »Godt der ikke sidder nogen ved siden af mig på denne lange tur,« tænker jeg ved mig selv.

Temperaturen udenfor er under frysepunktet, og da det begynder at sne, sætter chaufføren farten ned. Indenfor er der meget varmt, og mange tager jakkerne af. Den tynde assistent bruger de første ti minutter på at kontrollere passagerernes navne, id-kort og billetter; derefter påbegynder han en rutineprocedure, der involverer at tilbyde tørstige passagerer en kop vand. Efter en kort pause beslutter han at tænde for en egyptisk videofilm. Hovedrolleindehaveren er en berømt skuespillerinde, som altid spiller forførende roller i filmens verden. Filmen, som jeg ikke forventer vil være erotisk, indledes af en scene, hvor en mand og en kvinde dyrker sex i et farverigt soveværelse. 

Mens stønnen og gispen fylder bussens varme indre, ophører snorkelydene for et stykke tid.

Den er 9.35, da bussen ruller ind i byen Lattakia. Jeg skynder mig at tage en taxa til universitetet for at nå min første forelæsning, der begynder kl. 10.00. En ubarberet vagt med en stor vom hængende ud over bæltet går hen mod taxaen, mens han med pistolen i venstre hånd gør tegn til chaufføren om at standse, så jeg vil blive nødt til at gå den lange vej fra den jerntilgitrede port til den bygning, der huser mit institut. 

Jeg havde meget høfligt bedt ham om at lukke taxaen ind, men han blev med streng stemme ved at gentage: »Taxaer må ikke køre ind på universitetets område«. Manden kneb øjnene sammen, da han kiggede væk og arrogant bedyrede: »Regler er regler! Jeg parerer bare ordre«.

Himlen blev grå, og tågen lagde sig hen over universitetet. En isnende støvregn begyndte at falde, mens jeg langsomt gik af sted med to tunge plasticposer indeholdende tusindvis af eksamensopgaver. Jeg havde tilbragt deprimerende lang tid i en art isolationsfængsel for at nå at blive færdig med at rette opgaverne. Jeg kunne ikke forstå vagtens uforskammethed, og jeg så ham lukke nogle studerende i bil ind gennem porten. 

Der er for meget raseri, for megen udmattelse og for megen depression, og jeg indser for første gang, hvor hjælpeløs jeg er. Mine tårer over den bitre uretfærdighed blander sig med regndråberne. Jeg visker hurtigt en sidste tåre væk med min varme jakkes våde ærme, da jeg ser en gruppe studerende komme hen imod mig. De stopper mig for at stille det evindelige spørgsmål: »Hvor mange studerende har bestået eksamen?« Jeg svarer dem kort og forsøger at skjule min skummende vrede, mens jeg sætter kurs mod det lokale, hvor de studerendes eksamensopgaver skal afleveres. Resultaterne bliver offentliggjort, når nogle bemyndigede ansatte fjerner de sorte mærkater, der dækker de studerendes navne.

Derpå skynder jeg mig videre til det overfyldte auditorium for at undervise mit hold, som tæller flere kvindelige end mandlige studerende. Frygtsomme ansigter venter, mens jeg desperat prøver at reparere højttaleren, der udsender en skrattende lyd i lokalet. Da jeg skriver titlen på forelæsningen på whiteboardet med en blå tusch – »Kønsteori: Bøsse/lesbiske studier« – hører jeg summen og mumlen fra de studerende, og jeg bliver forlegen, da nogle kvindestemmer fniser hånligt sammen. Jeg ignorerer deres spørgende nyfigne blikke og begynder at tale om Sappho og feministisk filosofi, da en kvindelig studerende bryder stilheden med en vred benægtelse: »Men der er jo ingen kvindelige filosoffer«.

»Det skulle man ikke umiddelbart tro, så man bliver nødt til at fordybe sig grundigt i filosofiens historie for at afgøre det,« siger jeg med overbevisning i stemmen.

Vantro farvede den studerendes tonefald og ansigt; hun rødmede af vrede over selve tanken. Jeg forsøger at vende vrede til humor i det kæmpestore klasseværelse, som sitrede af modstridende lidenskaber og følelser.

Forsamlingen tier pludselig, da den mandlige administrative leder braser ind i lokalet for at beklage sig over de tekster, jeg havde valgt til pensum. Jeg kigger rundt for at se, om jeg kan få øje på et skjult kamera, der optager dette optrin. Jeg følger efter manden ind i hans rummelige velopvarmede kontor, hvor jeg finder endnu en administrator – denne gang en kvinde. I et par minutter føler jeg mig truet og ydmyget over at skulle forklare bevæggrundene for mit digtvalg. 

Mit hjerte hamrer i selvopholdelsesdrift, og min hjerne jager efter accept, da jeg tøvende skriver på et hvidt ark papir: »Til rette vedkommende. Jeg underviser i Sylvia Plaths ‘Far’, fordi det er et feministisk digt, som har en masse at gøre med kønsstudier, og …,« men jeg holder op med at skrive, idet jeg finder det besynderligt at skulle indberette, at jeg underviser i et digt af Plath, når jeg som professor har specialiseret mig i Plaths lyrik. Er det her et teatralsk forhør, eller hvad? De ligner to amatørskuespillere, der prøver at afskrække mig fra at undervise i feministisk lyrik.

»Det er for din egen skyld«. Kvinden med det autoritære ansigt trækker smilende på skuldrene. Manden rynker sine kraftige mørke øjenbryn, der næsten strejfer vipperne over hans smalle dybe øjne, som stråler af utroværdighed. Han tiltaler mig udfordrende: »Lad os ikke spilde tiden yderligere. Du må hellere skrive det nu!« Han rækker mig en kuglepen, mens han forklarer: »Vi gør bare, som vi har fået besked på«. Jeg nikker misbilligende. 

Da jeg ser op på deres blege ansigter, ser jeg mig selv som et væsen drevet af usynlige kræfter, der befaler mig at forklare. Men da mine øjne vandrer ud til regnbuen på himlen, synker jeg den store varme klump i halsen. Da manden havde snuppet den meget korte rapport ud af hånden på mig, sad jeg tilbage med et underforstået budskab om, at jeg måtte holde op med at undervise i Plaths lyrik, eller også …

På mit lille kolde kontor sidder jeg tavs og udtryksløs i en halv time. Jeg prøver at slappe af på en umagelig stol, mens jeg mediterer over de bizarre optrin, jeg kom ud for her til morgen. Jeg skubber mit korte sorte hår tilbage med fingrene, mens jeg langsomt går gennem eftermiddagens lidelser i de støvede gange for at komme tilbage til det samme auditorium, hvor jeg er omgivet af ivrigt opmærksomme ansigter, og på det solbeskinnede whiteboard skriver jeg dristigt de sidste vers af Plaths »Lady Lazarus« med en rød tusch:

Se Dem for,
Se Dem for.

Med mit røde hår
Rejser jeg mig af asken igen.
Og som luft fortærer jeg mænd.

Oversat af Mette Liv Mertz

Plath-citatet stammer fra digtsamlingen Ariel og andre digte, oversat af Ib Johansen (Århus: Husets Forlag, 1980), s. 54.