I 1985 tegnede den amerikanske tegneserieforfatter Alison Bechdel en stribe i sin serie Dykes To Watch Out For, hvor to kvinder diskuterede, om de skulle gå i biografen og se en film. Den ene af dem havde dog et helt basalt regelsæt for, hvornår hun gad se en film: Der skulle være mindst to kvinder med, og de skulle have en dialog med hinanden, der ikke handlede om en mand. Simpelt nok. Så de endte med, at gå hjem og spise popcorn i sofaen.
Siden da har den enkle regel været kendt som Bechdel-testen, og er blevet brugt som pejlemærke for, om spillefilm lever op til en ligelig repræsentation af køn.
I de tredive år, der er gået siden Alison Bechdel tegnede sin spidse, satiriske kommentar, er der sket meget for kvinder i filmbranchen. Danmark har set en generation af stærke, kvindelige instruktører med bla. Lone Scherfig og Susanne Bier. Sidstnævnte vandt filmbranchens mest eftertragtede pris, en Oscar for bedste fremmedsprogede film i 2011 (Hævnen), og året forinden var den amerikanske Oscar for første (og indtil videre eneste) gang gået til en kvinde, nemlig Kathryn Bigelow (Hurtlocker).
Men har disse spektakulære landvindinger haft en gennemgribende effekt på den generelle ligestilling i filmbranchen? En fællesnordisk rapport, der blev offentliggjort under Gøteborg Film Festivalen i år, svarer nej.

Underrepræsentation af kvinder i den nordiske filmbranche

Rapporten Gender Balance in the Nordic Film Industry er baseret på officielle statistikker fra de skandinaviske lande fra år 2000 og frem, analyseret af videnscenteret Nordicom ved Gøteborg Universitet. Her fremgår det bla., at 93 % af alle spillefilm, der havde premiere i Sverige i 2012, var instrueret af mænd. I Norge var tallet 78 %, og i henholdsvis Finland og Island var tallene 82 % og 100 %.
6 ud af 10 film havde en mand i hovedrollen, og kun en enkelt film fra det år kunne mønstre kvinder på alle afgørende funktioner i både instruktion, manus, produktion og hovedrolle.
Kun Danmark glimrede ved sit fravær i statistikken, på trods af at DFI var inviteret til at deltage i rapporten.
Ulrika Facht fra Nordicom undrer sig da også over den manglende danske deltagelse.
– Da jeg kontaktede DFI, fik jeg at vide, at deres information på området kun var til intern brug, forklarer hun.
Direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, ærgrer sig over den manglende deltagelse, som han mener beror på en misforståelse omkring, hvilke tal Nordicom ønskede adgang til.
DFI har kun siden 2012 årligt udarbejdet en statistik for fordelingen af DFI’s støttemidler fordelt på køn i forbindelse med instituttets årsrapport til Kulturministeriet.
Henrik Bo Nielsen anerkender, at dokumentationen i Danmark halter bagefter de andre nordiske lande. F.eks. ligger DFI ikke inde med en statistik, der er sammenlignelig med Nordicom-rapporten.
– Der er ingen tvivl om, at når det kommer til dokumentation og registrering af data på det her område, har de andre nordiske lande i lang tid været længere fremme, siger han.
En hurtig sammentælling af DFI’s nøgletal fra samme år viser dog, at ud af de 26 DFI-støttede spillefilm, som havde premiere i 2012 år, var kun 6 instrueret af kvinder.
Dr.dk har i februar i år i en anden sammenhæng lavet deres egen sammentælling af repræsentationen af mænd og kvinder i dansk film i 2013, og her fandt de frem til, at mænd besatte 177 af de roller, der var tilgængelige, mens kvinderne stod for 106 af rollerne. Kiggede man på, hvem der blev promoveret på filmplakaterne, fandt de 26 mænd overfor 6 kvinder.
Ifølge Danmarks Radios sammentælling var de centrale funktioner (instruktion, manus, produktion eller hovedrolle) i 46 tilfælde besat af mænd; kun i 17 tilfælde var samme funktioner besat af kvinder.

Film af kvinder anses ikke for kommercielle nok

Nordicom-rapportens resultater har overrasket Annika Hellström, filmproducent for Cinenic Film og 2abFilm AB samt en af grundlæggerne af det feministiske filminitiativ Doris Film – især fordi man i Sverige har arbejdet med gender mainstreaming i filmbranchen siden 2006 [både støtteordninger og optag på filmskolerne er reguleret ud fra et ligestillingsperspektiv, red.].
– Jeg oplever egentlig, at der er mange, dygtige, kvindelige instruktører i Sverige, men et af problemerne findes klart på distributions- og finansieringssiden. Her er det som oftest mænd, der træffer beslutningerne om, hvilke film de anser for at være kommercielt gangbare eller have almen interesse for publikum, forklarer hun.
Annika Hellström kunne derfor godt tænke sig at se et initiativ, der kunne bryde de konservative bedømmelseskriterier på distributionssiden.
– Alle de her film er jo støttede af skattekroner, så man kunne måske forestille sig, at man lavede en slags digitalt Folkets Hus [svensk forsamlings- eller medborgerhus, red.] på nettet, hvor man lancerede nogle af de film, der ikke ellers får distribution. Det kunne måske vise distributørerne, at der findes et publikum, på samme måde som det viste sig, at der fandtes et stort publikum til dokumentarfilm, selvom ingen troede på dem kommercielt, fortæller hun fra Gøteborg.

Svensk kvoteordning har skabt positiv forandring

En af de trends, der kan aflæses af Nordicoms rapport, er, at der har været en mærkbar stigning i antallet af kvindelige instruktører i Sverige siden Det Svenske Filminstitut, SFI, indførte sin første kvoteordning i 2006 [den første kvoteordning var en 60-40 fordeling, der i 2008 blev reguleret op til 50-50, red.].
Her er Annika Hellström også fortaler for, at der af og til skal en specifik ligestillingsorienteret indsats til for at ændre på de indgroede mønstre.
– I Sverige havde vi i 2008 en satspulje med fem spillefilm, der skulle gennemføres for 8 millioner SEKK. Da alle ansøgninger var kommet ind, havde filmkonsulenten først udvalgt 4 projekter. Tre ud af de fire var med mandlige instruktører. Konsulenten besluttede, at den sidste film også skulle instrueres af en kvinde, og sendte derpå en ny pressemeddelelse ud. Pludselig fik hun 70 nye forslag tilsendt, alle skrevet af kvinder. Den film, der kom ud af det, var Lisa Aschans Apflickorne, der senere vandt den svenske Guldbagge-pris for Bedste Film og en Krystalbjørn i Berlin, fortæller hun.
Hendes pointe er, at selvom kvoteordninger på ingen måde kan ses som en garant for kvaliteten af de film, der kommer ud i den anden ende, er det heller ikke en garant for det modsatte. Det er ellers her modargumentet mod kvoter som oftest tager sit afsæt; at film skal bedømmes på deres kvalitet og ikke ud fra instruktørens køn.
Annika Hellström er også en af grundlæggerne bag det feministiske filminitiativ Doris Film, der siden 2003 har forsøgt at gøre op med uligestillingen i filmbranchen ved at producere kortfilm ud fra deres eget manifest, Doris Manifestet. Alle film under Doris Manifestet skal have kvindelig instruktør, producent, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver, ligesom originalmusikken skal fremføres af en kvinde.
– Det handler jo ikke om, at der er nogen, der specifikt vil ekskludere kvinder. Det handler om, at man opretholder nogle indgroede mønstre, og de mønstre har ofte et mandligt perspektiv, siger Annika Hellström.

Ligestillingsmærkning af film

I november 2013 gik to svenske biografkæder ud med ideen om at mærke de film, de har i distribution, ud fra Bechdel-testen. De film, der bestod testen, ville få et ‘A’ for approved på plakaten.
Tiltaget skabte større debat i Danmark end i Sverige. Igen var argumentet, at Bechdel-testen ikke er et kvalitetsbarometer. At to kvinder taler sammen i en film, betyder ikke, at filmen er god.
Annika Hellström ser dog ikke, at der er noget problem med mærkningen.
– Nogle gange bliver man jo træt af at se film, der gentager de samme gamle kønsroller. Så vil man hellere lægge sine penge på noget andet, så jeg synes, at det er en god idé, siger hun.

‘Det er vigtigt, at man kan identificere sig med nogen, der ligner en selv’

Hun bakkes op af den danske biografdirektør Katrina Schelin fra Herlev Biograf, der som den eneste biograf i Danmark gik i brechen for tiltaget.
– Bechdel-mærket betyder ikke, at filmen er god, men for nogen er det en kvalitet, siger Katrina Schelin.
– Det er vigtigt, at man kan identificere sig med nogen, der ligner en selv. Det er helt basalt sådan, at hvis du altid ser den, der ligner dig selv, som biperson, så får det indflydelse på, hvordan du opfatter dig selv udenfor biografen. I de fleste film er manden portrætteret som mennesket, hvorimod kvinden er birollen. Der kan sagtens være film, hvor det ikke giver mening at have kvinder med, f.eks. en film fra et mandefængsel, men det er overvægten af film, der ikke består Bechdel-testen, der er interessant, forklarer Katrina Schelin.
Katrina Schelin ser ikke Bechdel-testen som et middel til forandring i sig selv. Dens fremmeste formål er at skabe debat; en debat hun oplever, har trange kår i den danske filmbranche.
– Det er meget svært at få en dialog i gang i den danske filmbranche om underrepræsentationen af kvinder. Hvis det endelig sker, at man får startet en dialog, er der meget lidt engagement for at skabe forandring. Bechdel-testen er en nem måde at skabe debat på og at inddrage biografgængerne i debatten. Mange bliver overraskede, fordi de ikke ellers ville have fået øje på uligheden, siger hun.

Tal er vigtige for debatten

Anne Christine Bech, skuespiller og forkvinde for WIFT, oplever også, at det er svært at starte en debat om ligestilling i filmbranchen, der ikke strander på modargumentet om, at det er kvaliteten og ikke kønsfordelingen, der skal styre produktionen.
Hun beskriver de fleste filmproduktioner som et kludetæppe af interesser, og forstår ikke, hvorfor et mål om større ligestilling skulle have indflydelse på filmens endelige kvalitet.
– Film er i forvejen kompromisernes holdeplads. De sidste år er stort set alle danske film optaget på Sydfyn, fordi der er kommet en sydfynsk filmfond, og hvis der optræder en norsk skuespiller, er det som regel, fordi der følger penge med et fællesnordisk samarbejde. Intet af det gør produktet dårligere, ligesom en større grad af ligestilling heller ikke ville gøre produktet dårligere. Men vi sidder tit fast i vores fordomme, og vi er vant til at se nogle bestemte dramaer. Jeg forstår ikke, at der ikke er flere, der er interesserede i at fortælle nogle andre dramaer, siger Anne Christine Bech.
Samtidig ærgrer hun sig over, at der ikke var danske tal med i Nordicoms Gender balance in the Nordic Film Industry-rapport.
– Det er ofte sådan, at vi har besluttet os for, at der er ligestilling i Danmark, og at der derfor ikke er noget at diskutere. Derfor er tal vigtige. Tal gør forholdene tydelige. Desværre er der generelt meget lidt fokus på det fra dansk side, fortæller hun.
Henrik Bo Nielsen forklarer, at man på DFI arbejder på at sætte fokus på ligestillingsområdet i Danmark. I 2013 og 2014 har man valgt at gøre etnisk ligestilling til fokusområde, herefter vil der med al sandsynlighed blive stillet skarpt på kønsligestillingen.
– Et af problemerne i Danmark er, at vi har meget lidt empirisk forskning på området. Vi ved f.eks. ikke nok om, hvorfor der er så stor forskel på optaget på Filmskolen og de færdige instruktører. Vi har derfor planer om at støtte et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge årsagssammenhængene, og på den måde arbejde på, at vi får et bedre datagrundlag, siger han.

http://www.youtube.com/watch?v=mKclCmQhZS4