Med 77,4 point ud af 100 mulige opnår Danmark en andenplads på EU’s ligestillingsindeks.

Til gengæld er Danmark i dårlig selskab med blot to andre EU-lande, som går tilbage i point på ligestillingsindekset: Danmark og Rumænien går 0,1 point tilbage, mens Slovenien går 0,6 point tilbage. Alle andre EU-lande går frem.

KVINFOs direktør, Henriette Laursen, glæder sig over den danske andenplads på EU’s ligestillingsindeks, men advarer imod, at vi stiller os tilfreds med det.

”EU’s ligestillingsindeks viser, at også Danmark er meget langt fra at opnå fuld ligestilling mellem kønnene. Mens de fleste EU-lande gør fremskridt, går Danmark faktisk en lille smule tilbage. Og det går især dårligt med den danske ligestilling på samfundets mest magtfulde positioner. Danmark bør derfor prioritere ligestilling højere, end vi gør i dag,” siger Henriette Laursen.

Sådan klarer EU-landene sig på ligestilling

1. Sverige 83,8 point (+ 0,2)

2. Danmark 77,4 point (- 0,1)

3. Frankrig 75,1 point (+ 0,5)

4. Finland 74,7 point (+ 1,3)

5. Holland 74,1 point (+ 2,0)

6. Storbritannien 72,7 point (+ 0,5)

7. Irland 72,2 point (+ 0,9)

8. Spanien 72,0 point (+ 1,9)

9. Belgien 71,4 point (+ 0,3)

10. Luxembourg 70,3 point (+ 1,1)

11. Slovenien 67,7 point (- 0,6)

12. Tyskland 67,5 point (+ 0,6)

13. Østrig 66,5 point (+ 1,2)

14. Italien 63,5 point (+ 0,5)

15. Malta 63,4 point (+ 0,9)

16. Portugal 61,3 point (+ 1,4)

17. Letland 60,8 point (+ 1,1)

18. Estland 60,7 point (+ 0,9)

19. Bulgarien 59,6 point (+ 0,8)

20. Kroatien 57,9 point (+ 2,3)

21. Cypern 56,9 point (+ 0,6)

22. Litauen 56,3 point (+ 0,8)

23. Tjekkiet 56,2 point (+ 0,5)

24. Polen 55,8 point (+ 0,6)

25. Slovakiet 55,5 point (+ 1,4)

26. Rumænien 54,4 point (- 0,1)

27. Ungarn 53,0 point (+ 1,1)

28. Grækenland 52,2 point (+ 1,0)

EU’s Gender Equality Index 2020 blev offentliggjort 29. oktober 2020 og er baseret på de senest tilgængelige tal (oftest fra 2018).

Opgørelsen inkluderer de 27 EU-lande samt Storbritannien, som frem til januar 2020 var medlem af EU.

Det højest mulige antal point er 100. Med 100 point ville landet have opnået fuld ligestilling på alle de områder, som indekset måler på.

Mænd sidder tungt på magten

EU’s ligestillingsindeks er opdelt i seks overordnede områder, hvor Danmark klarer sig bedst inden for helbred, penge og tid. Her opnår Danmark henholdsvis 89,7, 86,8 og 83,1 point.

På områderne arbejde og viden opnår Danmark 79,7 og 71,3 point. Her trækker det især ned, at vores arbejdsmarked og uddannelsesvalg er så kønsopdelt.

Dårligst for den danske ligestilling går det på området magt, hvor Danmark kun opnår 66,2 point.

Inden for økonomisk magt opnår Danmark blot 56,0 point på grund af de meget få kvindelige bestyrelsesmedlemmer i store danske virksomheder og i Nationalbanken. Her udgør kvinder henholdsvis 29,5 og 27,1 procent af bestyrelsesmedlemmerne, ifølge opgørelsen.

Inden for politisk magt og social magt går det lidt bedre for ligestillingen i Danmark, selv om tallene langt fra imponerer. Danmark opnår 76,0 point på ligestilling inden for politisk magt – kvindelige ministre, folketingsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer – og 68,3 point på ligestilling inden for social magt. Ligestillingsindekset måler social magt gennem kvindelige bestyrelsesmedlemmer inden for henholdsvis forskning, offentligt ejede medier og de mest populære sportsorganisationer.

Ligestilling først om 60 år

EU’s ligestillingsindeks er også kendt som Gender Equality Index og baserer sig på et omfattende analysearbejde udført af European Institute for Gender Equality (EIGE). Opgørelsen omtalt her i artiklen blev offentliggjort 29. oktober 2020.

I gennemsnit har EU (inklusive Storbritannien) opnået 67,9 point, hvilket er en stigning på 0,5 point i forhold til året før.

”EU’s fremgang i forhold til ligestilling er stadig langsom, med en forbedring af indeksscore på i gennemsnit et point hver andet år. Med den hastighed vil det tage over 60 år at opnå ligestilling,” skriver EIGE-direktør Carlien Scheele i forordet til årets rapport.

Senere i rapporten hedder det:

”EU har opnået nogle forbedringer inden for ligestilling gennem de seneste årtier. Men i betragtning af at EU anses som en global leder inden for ligestilling, sker fremgangen i sneglefart. Ligestilling er stadig ikke en realitet for millioner af europæere.”

Klik her for at læse mere om EU’s ligestillingsindeks.