Med Jytte Larsens bog Også andre hensyn. Dansk ligestillingshistorie 1949-1915 får vi ikke alene den første samlede men også en nybrydende fremstilling af moderne, dansk ligestillingshistorie. Bogens titel henviser til de andre hensyn, som fuld ligestilling mellem kønnene ofte blev tilsidesat for.

Kvindebevægelsen ikke eneste aktør på ligestillingsscenen

Der er langt fra tale om en klassisk kvindehistorisk modfortælling om kvinders og kvindeorganisationers kamp for ligestilling mod mændene. Jytte Larsen viser, at ligestillingspolitikken havde mandligt ophav, og at kvindebevægelsen var en vigtig, men ikke den eneste aktør.

Ligestillingsprojektet startede ikke med Dansk Kvindesamfunds oprettelse i 1871, men det kan ifølge Larsen tilbagedateres til de liberales kamp for en fri forfatning i 1840erne. Og i årtierne frem mod århundredeskiftet var feminisme en del af horisonten hos mandlige politikere fra Venstre og Socialdemokratiet, som inddrog kvindebevægelsen i et samarbejde om lovgivning på ligestillingsområdet.

Fornyer kvinde-, demokrati- og forfatningshistorien

Ligestillingens historie indskrives i den politiske historie og følger hermed den amerikanske historiker Joan Scotts opfattelse af køn som centralt integreret i samfundets magtfordeling og som indlejret i tilsyneladende kønsneutrale begreber.

Ved på én og samme tid at løsne ligestillingens historie fra kvindebevægelsens historie og samtidig bygge på kvinde- og kønsforskningens udvidelse af politik- og rettighedsbegrebet til også at inkludere det seksuelle og reproduktive, er Jytte Larsens bog en vægtig og overbevisende fornyelse af både kvindehistorien og af demokrati- og forfatningshistorien.

Ligestilling – en kamp for medborgerskab

Bogen dækker ligestillingens historie i perioden fra mændenes grundlov i 1849 til kvindernes grundlov i 1915. Kampen for ligestilling ses som en kamp for medborgerskab og er centreret om Rigsdagens lovgivning.

Jytte Larsens fortælling er en fremskridtshistorie. Hun har fokus på de aktører, de synspunkter og de beslutninger, der driver ligestillingen fremad, frem for på de, der modsatte sig uden at forfalde til den udbredte tendens til at uddele forenklede skurke- og helteroller.

Men hun reviderer gang på gang forestillingen om Danmark som et demokratisk og ligestillingsmæssigt foregangsland. Bogen bidrager med skarpsindige historiografiske analyser, hvor Larsen demonstrerer stor indsigt i den kvinde- og kønshistoriske traditionsudvikling, som hun selv har været en del af.

Politiske ideologier og forhandlinger samt lovgivning er tørt stof. Perioden er lang, materialet omfattende og de politiske og ideologiske positioner er komplekse.

Jytte Larsen formår med stort overblik at holde et stramt fokus på ligestilling og medborgerskab, og fremstillingen er velskrevet, kompakt og informationsmættet, men fremstår levende i kraft af de fremtrædende kvinder og mænd i ligestillingskampen, som Larsen trækker i forgrunden.

Det offentlige, det private – og det intime

Deres synspunkter relateres med stor indsigt til såvel samtid som personlige biografier. De omfatter ikke alene deres offentlige virke og private liv, men inddrager også intime forhold, da alle tre sfærer indgår i samfundets skiftende kønskontrakter.

Ligestillingshistorien falder i fire kapitler. Det første kapitel omhandler det ideologiske landskab, som 1848’erne bevægede sig i. Det kalder Jytte Larsen grundlovsfædrene med bevidst henvisning til 1968’erne og deres ungdomsoprør.

Feminismen blev grundlagt af mænd med liberale eller socialistiske grundholdninger og af kvinder uden formel uddannelse. De danske 1848’ere tegner bl.a. Orla Lehman, D.G. Monrad, Mathilde Fibiger, Pauline Worm og Frederik Dreier, som i forskellige blandinger og betoninger var påvirket af liberalisme, socialisme og feminisme og af internationale forbilleder.

Larsen viser på interessant vis, hvordan de tre sfærer indgår forskelligt i de tre store politiske ideologier.

For de liberale var samfundspagten funderet i en distinktion mellem offentlig og privat, men blev kritiseret af demokratibevægelsens venstreopposition for at dække over borgerskabets udbytning af proletariatet på arbejdsmarkedet og undertrykkelse af kvinder i familien.

Socialisterne ville ikke bare afprivatisere produktionen, men i princippet også kollektivisere reproduktionen, men familiepolitik stod ikke centralt, synspunkterne var delte og i praksis satte arbejderbevægelsen ikke reproduktionen på dagsordenen. Marx og Engels var feministiske analfabeter, argumenterer Larsen.

Første danske feministiske ’power-couple’

Feministerne mente, at distinktionen mellem offentlig og privat regulerede et ulige magtforhold mellem mænd og kvinder gennem den kønskontrakt, der var indlejret i den sociale kontrakt, som forbød kvinder adgang til det offentlige, staten, og det private i betydningen marked eller civilsamfund.

For kvinderne tilbød hverken liberalisme eller socialisme en dækkende tolkning af deres liv og virkelighed. Intimsfæren var et politisk felt, som 1848’erne måtte tage personlig stilling til.

Fredrik og Mathilde Bajer var det første danske feministiske ægtepar, og hele den første generation af professionelle kvinder, som fx Fibiger og Worm, giftede sig ikke. Kun Fredrik Dreier gik ind for fri kærlighed, også i praksis, mens liberale Lehman og Monrad, trods feministiske sympatier, profiterede privat af den patriarkalske familie og promoverede den politisk.

Køn var overalt hos grundlovsfædrene

Grundloven gav som bekendt ikke kvinderne valgret, men kun til gifte mænd med fast ejendom. Når feminister kritiserede myten om, at Danmark fik almindelig valgret i 1849, skabte de ofte en ny myte om almindelig mandlig valgret ved at se bort fra klassespørgsmålet, påpeger Larsen.

Kvinderne blev ikke nævnt i forhandlingerne og i grundloven bortset fra, da Monrad om den almindelige valgret fastslog, ”at overalt erkjender man jo således, at Umyndige, Børn, Fruentimmer, Forbrydere ikke bør have valgret”.

Modsat den almindelige opfattelse i historieskrivningen var kvindevalgret faktisk tænkelig for grundlovsfædrene, viser Larsen. De ønskede den bare ikke. Men køn var allestedsnærværende i forhandlingerne og i grundloven, og Larsen viser, hvordan maskulinitet og medborgerskab var tæt sammenvævet.

Køn og klasse spillede en markant rolle

Når det gjaldt rettigheder var sagen mere speget. Grundlovens tekst gør det ikke klart, om rettighederne omfattede alle mennesker uanset køn, klasse og civilstand. Svaret er klart nej, hvad angik gifte kvinder. Mænds og kvinders forskellige borgerrettigheder var funderet i ægteskabsinstitutionen, som gjorde gifte kvinder ”civilly dead”.

Enker kunne træde i mandens sted som husstandsoverhoved med dertil hørende rettigheder (ikke valgret), og ugifte var umyndige frem til 1857, men de kunne få tilladelse til at bo for sig selv, arbejde og bestyre egne midler.

De politiske frihedsrettigheder omfattede principielt alle, men deres udmøntning i praksis er en ganske anden sag, hvilket Larsen kun lige berører. Også her spillede både klasse og køn en rolle.

Reformer fra 1857 var forbavsende moderne

Bogens tredje og fjerde kapitler omhandler de love, som var trædesten på vejen til henholdsvis ugifte og gifte kvinders medborgerskab. Civilstand var nemlig et vigtigt medborgerskabskriterium. I 1857 vedtog Rigsdagen myndigheds-, erhvervs- og arvereformer, som Jytte Larsen karakteriserer som ”amazingly modern” og som den anden milepæl i den moderne ligestillingshistorie.

En stort set enig Rigsdag knæsatte kvinders menneskerettigheder og kønnenes ligeberettigelse. Det var en tilståelsessag, skriver Larsen, et afdrag på den gæld, som grundlovsfædrene havde pådraget sig ved at ignorere deres menneskerettigheder i grundloven.

Sagt kort og forenklet gav lovene ugifte kvinder over 25 år adgang til næringsdrift og myndighed og arvemæssig ligestilling. Myndighedsbegrebet var dog ikke afklaret i alle henseende.
Det var fx uklart, om kvinder kunne gifte sig uden forældrenes samtykke. Men med myndighed og selvforsørgelse kom opnåelse af politiske rettigheder inden for rækkevidde, vurderer Larsen.

Grænsen gik ved ægteskabet

Der var stort set konsensus om at gennemføre et reformprogram, hvis målsætning var ligestilling, men uenighed om, hvor hurtigt man skulle gå frem.

Det var særligt Orla Lehman, som stod i spidsen for reformarbejdet, og han lå tæt op af tidens internationale feminisme. Men han adskilte sig ved at fastholde skellet mellem det private og det offentlige.

Grænsen gik ved ægteskabet. ”Manden vedbliver naturligviis at være sin Hustrues ikke Curator, men Værge ligesaafuldt herefter som tidligere”, forsikrede Lehman. Spørgsmålet om civilstand var også afgørende i andre af tidens ligestillingslove fx vedrørende lærerinder i offentlig tjeneste og i konstruktionen af deres uligeløn.

I de sidste årtier af 1800-tallet blev kvindesagen integreret i kampen for en ny forfatning med lige og almindelig valgret. Feministiske rigsdagspolitikere blev i samarbejde med kvindebevægelsen og arbejder- og bondebevægelsen en drivende kraft frem mod det store demokratiske gennembrud med grundloven i 1915 med valgret også for kvinder og fattige.

Larsen viser med stor klarhed, at det var ægteskabslovgivningen med dens mandlige overhoved, der udgjorde den store knast. Det var Fredrik Bajer, som i tæt samarbejde med Dansk Kvindesamfund i 1876 åbnede et nyt kapitel i dansk ligestillingshistorie med debat og efterfølgende lovforslag om gifte kvinders rådighed over egen indtægt.

Loven blev vedtaget i 1880, og manden var fortsat enerådig over boet og betalte skat på familiens vegne. Den afgørende betydning af loven var, at det var første gang ægteskabelig ligestilling kom til politisk forhandling, og at det sprængfarlige emne om valgretten blev tematiseret.

Det blev fulgt op, igen af Bajer, da han i 1886 stillede forslag om kommunal kvindevalgret. Op gennem 1890erne forsøgte man sig med forskellige udgaver med almindelig eller privilegeret valgret, med eller uden kvindelig valgbarhed, for København eller hele landet.

Nok valgret, men ikke fuldt ligestillet medborgerskab

Køn og klasse udgjorde et dilemma. Med reference til Carol Pateman mener Larsen, at dilemmaet ikke var privilegeret kvindevalgt versus lige og almindelig men privilegeret valgret versus ingenting. Først i 1908 blev en lov vedtaget. Ifølge Larsen var det imidlertid mere klasse- end kønsinteresser, der forhalede projektet. Loven inddrog kvinder og tjenestefolk i vælgerkorpset, gjorde enhver uberygtet mand og kvinde valgbar og gjaldt for hele landet.

Som Larsen formulerer det, ville det politiske flertal gardere sig mod prostituerede ved valgurnerne og i kommunalbestyrelsen. Men gift mand og husstand blev altså erstattet af individ uanset køn, civilstand, ansættelses- og boligforhold. Det var et gennembrud. Når der alligevel skulle gå så lang tid før indførelse af politisk kvindevalgret, så skyldtes det ifølge Larsen ikke uvilje blandt de nye politiske magthavere efter systemskiftet i 1901, men at det krævede en grundlovsændring, og den var der stærkt delte meninger om.

Med den nye grundlov i 1915 fik Danmark endelig køns- og klasseneutral politisk valgret, men ikke fuldt ligestillet medborgerskab. Som afslutning på første bind varsler Jytte Larsen i et andet bind at følge udviklingen i dansk ligestillingshistorie videre frem til i dag. International forfatningsudvikling og seksuelle og reproduktive rettigheder vil være blandt de centrale temaer. Den er der al mulig grund til at se frem til.