På dansk bruger vi uden videresygeplejerske og formand om begge køn, selvom de fleste ubevidst forbinder sygeplejerske med en kvinde og formand med en mand. Men hvis vi skal have ligestilling, er sproget nødt til at følge med. For mens de tyske lingvister har taget den sproglige diskrimination af kvinder ved vingebenet og konsekvent synliggjort kvinder, fremstår den danske kønsneutrale løsning inkonsekvent og halvfærdig. Det kræver ikke de store reformer eller den store fantasi at gøre dansk til et kønsneutralt og ligestillet sprog:

Vi skal blot afskaffe alle kønnede betegnelser som fx jordemoder, sygeplejerske, formand og bedemand og erstatte dem med kønsneutrale alternativer. En del er allerede i tidens løb blevet ændret uden de store problemer, fx er tillidsmand blevet til tillidsrepræsentant og folketingsmand til folketingsmedlem.

Sprog er mere og andet end blot kommunikation

Sprog er tæt forbundet med det samfund og den kultur, det er en del af – og sproget er både med til at inkludere – og ekskludere mennesker.

Især personbetegnelser kan være diskriminerende. Et eksempel i den grelle ende er fra Schweiz, hvor kvinderne i 1971 fik valgret til parlamentet. Her argumenterede modstanderne for, at medborgerlige rettigheder kun gjaldt for mænd, når der i loven stod der Bürger (hankøn) – er (borgeren – han) og ikke også die Bürgerin (hunkøn) – sie (borgeren – hun)!

Omvendt møder den tyske feministiske lingvistik stor modstand med argumenter om, at kvinder selvfølgelig er omfattet af fællesbetegnelser som fx Bürger (hankøn) og, at der slet ikke er brug for en kvindelig pendant – og at det tilmed er pladsbesparende. 

Selvfølgelig er det nemmere og mere ordøkonomisk kun at nævne mænd, men overført til en dansk kontekst, er det også kortere med ordet spasser i stedet for fysisk udviklingshæmmet ellerfremmedarbejder frem for dansker med anden etnisk baggrund, men det er vel næppe acceptabelt at gå på kompromis, når der er mennesker og identiteter på spil? 

Vi kan godt acceptere, at der ikke er læder i et viskelæder, men det er ikke okay, at der kun er mand i formand.

Dansk plotter mandlig og kvindelig på

“Lige løn for lige arbejde” er en af ligestillingens paroler, og i kølvandet følger kravet om ‘lige’ titler, derfor blev lærerindeofficielt afskaffet i 1972. Efter ligebehandlingsloven fra 1978, hvor det ikke længere er tilladt at søge efter et bestemt køn i stillingsannoncer, er en stor del af de danske kønsspecifikke betegnelser erstattet af neutrale, og ord som kasserersker, indkøbsmænd og morgendamer er også gradvist forsvundet ud af det danske sprog.

Men det betyder alligevel ikke, at køn helt er forsvundet i det danske sprog, for vi tilføjer bare tillægsordet kvindelig ellermandlig: fx kvindelig formand eller kvindelig håndværker, mensmandlig fx bruges ved mandlig sygeplejerske eller mandlig sekretær.

Samtidig optræder ordet “kvindelig” oftere end “mandlig” på dansk, og det afspejler, at manden og det maskuline i både sprog og samfund stadig repræsenterer normen, hvor kvinden er det afvigende. 

Derfor er det tilsyneladende neutrale ikke nødvendigvis neutralt, fordi sproget kan have forestillinger og fordomme om kønnene indlejret i sig, og derfor bliver vi ofte på dansk tvunget ud i kvindelig kønsspecifikation: Vi siger fx kvindelig direktør, men sjældent mandlig direktør, og hvis vi udelader kvindelig foran fxfodboldspiller, bedemand eller departementschef, vil de fleste uden videre tænke på mænd.
Kvinder er in – på tysk
Kun ganske få tyske personbetegnelser “slipper for” den kvindelige endelse -in, når der entydigt er tale om en kvinde, og er der tale om personer generelt, bliver både den mandlige og kvindelige form nævnt. Så hvor kønnet er eksplicit og synligt på tysk, er køn implicit og usynligt i de danske personbetegnelser.

Med Angela Merkel fulgte ordet Kanzlerin

I 2005 var årets tyske ord Kanzlerin ((kvindelig) kansler). Kvindelige personbetegnelser findes og bruges, når der er behov for dem, og det var der med Angela Merkel.

Trods hidsig modstand fra flere forskellige kanter, fik de tyske feminister gennemført deres strategi for sproglig ligestilling. Men der ligger et paradoks i denne løsning: De feministiske lingvister ønsker at synliggøre kvinder i sproget, men samtidig ønsker de ikke at være afhængige af – eller være en afledning af manden, hvilket de uundgåeligt bliver. For en kvindelig betegnelse kan i reglen kun dannes på tysk, hvis der i forvejen findes et hankønsord. De kvindelige former er også markerede og mere komplekse end grundordet, det som fremstår som det normale og selvfølgelige. Altså uden ordet Kanzler heller ingen Kanzlerin.

Man kunne derfor ønske sig et tysk, hvor køn ikke altid absolut skal udtrykkes, men hvor fremhævelsen af køn har en tilsigtet funktion. Men så længe der grammatisk findes hun- og hankøn, er det ikke muligt med fællesbetegnelser uden forfordeling af kvinder eller uden større sprogreformer.

To forskellige strategier for sproglig ligestilling

På begge sprog er det muligt at bruge fællesbetegnelser (en læge, ein Artzt), som omfatter begge køn, men på tysk bliver det altså på bekostning af hunkøn og kvinder, da hankøn og det mandlige har patent på fællesbetegnelserne – og for at undgå et ulige konkurrenceforhold, er specifikation af begge køn i tysk en nødvendighed (der Arzt, die Ärztin).

Dansk råder kun over to grammatiske køn, fælleskøn og intetkøn. Stort set alle personbetegnelser er fælleskøn, der gælder begge køn. Det er derfor uproblematisk både at sige en lærer – hun og en lærer – han. Men tysk har tre køn, han- hun- og intetkøn, og ein Lehrer ændrer sig som førnævnt fra han- til hunkøn med den kvindelige endelse, Leherin. Derfor bliver kvindelige afledninger en nødvendighed på tysk, da Lehrer kræver er (han) og Lehrerin sie(hun) for at der er grammatisk overensstemmelse. 

Dansk kunne også have fulgt den tyske strategi. I dag vil de fleste nok også opfatte københavnerinde og rufferske som arkaisk, overflødig eller måske ligefrem et latterligt sprogbrug. Men på tysk er det diametralt modsat, for her bliver den kvindelige endelse –intilføjet uanset, om det er en kvindelig pædagog eller præsident (Erzieherin, Präsidentin) uden hverken spøgende eller nedsættende islæt. På dansk konkurrerede de to endelser, -indeog -ske. Og alene to muligheder kommer nemt til at stå i vejen for et konsekvent brug. Så er det nemmere med kun én mulighed, som man har på tysk. Yderligere udtrykker -ske ofte en lavere social rang end -inde, og derfor hed det arbejderske, menforfatterinde, selvom arbejderinde og forfatterske er grammatisk mulige.

Den højeste status har dog grundformerne uden en kvindelig markør, hvilket berettiger til en afskaffelse af både -inde og -ske,og den har ladet sig gøre, da et ord som lærer i sig selv pga. fælleskøn ikke indikerer, at der skulle være tale om en kvinde eller en mand – modsat tysk.

Oveni er dannelser som professorinde umulig på dansk, for det betød ikke kvindelig professor, men at den pågældende kvinde var gift med en sådan.

Formænd og forkvinder

De danske endelser som -mand og -kvinde kan efter min mening ikke opfattes udelukkende grammatisk, men bærer en betydning med sig, da de netop udtales og skrives nøjagtigt som de selvstændige navneord mand og kvinde. Man siger kvindelig formand, men med mandlig formand bliver logikken rystet og det virker som dobbeltkonfekt.

Ofte må kvinder på fortolkningsarbejde for at finde ud af, om de er inkluderede, og svaret er ikke altid entydigt. En mand kan altid føle sig inkluderet, medmindre der er tale om en af de få betegnelser, hvor kvinden er udgangspunktet, fx jordemoder.

Derfor har primært feminister logisk nok taget ordet forkvinde til sig, men hvorfor egentlig gå tilbage i retning af feminisering, som ellers er på retur og strider mod den kønsneutrale strategi? Enlærer er unægteligt mere mandligt konnoteret, hvis lærerindefindes, og det samme kan siges om formandFormand bør hellere erstattes af et neutralt alternativ, fx forperson som efter engelsk forbillede (chairman – chairperson), leder kunne bruges eller noget tredje.

Selvom den tyske løsning rummer paradokser og problemer, er der dog taget et valg, mens dansk er inkonsekvent. Som det danske sprog ser ud i dag kan det, gode intentioner til trods, være svært at anvende et kønsneutralt sprog, når ord som formand ogjordemoder eksisterer.

Og på dansk sker kønsspecifikation langt oftere af kvindekønnet med kvindelig, og derfor kan man ikke tale om sproglig ligestilling. Samtidig rummer ord som fx direktør stadig problemer, da mandlig konnotation ikke kan afskaffes ved lov. Men det er klart, at når vi har vænnet os til at sige kvindelig direktør, når det er en kvinde, ja, så forbliver direktør forbundet med en mand. Derfor bør vi tilstræbe en mere ligelig fordeling af mandlig og kvindeligeller helt udelade dem.