Demokrati er et af danskfagets kernebegreber, sådan lyder første sætning i Maja Bissenbakker Frederiksens nye ph.d.-afhandling, der undersøger ministeriets undervisningsvejledninger, lærerplaner og rapporter til danskfaget og fagets opfattelse af køn og etnicitet. For samtidig med at danskfaget står helt centralt i det danske undervisningssystem, indeholder de ministerielle tekster også idealer om ligeværd og ligestilling. 

Derfor var det også med særlig stor interesse, at den unge forsker kastede sig over danskfagets ministerielle teksters opfattelse af køn og etnicitet, som de går i direkte clinch med. For de fungerer som gensidige prismer, der synliggør strukturelle opfattelser af køn og etnicitet. For hvad der gælder for den ene gruppe, gælder ikke nødvendigvis for den anden. Fx foreslår det ministerielle materiale, at skolerne arrangerer teaterture og ekskursioner for de tosprogede for at styrke elevernes kendskab til det danske samfund og kultur. Derimod foreslår teksterne ikke ekskursioner til eksempelvis Kvindemuseet og temaforløb, der kan styrke drengenes kendskab til kvindelige interesseområder, som ellers præger litteraturundervisningen ifølge danskfagets egen selvforståelse. 

– De ministerielle teksters opfattelse af køn og etnicitet kan ses som et prisme for de eksistensmuligheder, vi giver hinanden. Ikke fordi danskfaget bestemmer alting, det er kun en lille del af ens liv at være i danskfaget, men det er nogle eksempler på, hvilke identitetsmæssige kasser, der er tilgængelige for os. Køns- og etnicitetsdiskurser er meget sigende for, hvilke pladser vi generelt kan indtage, uddyber Maja Bissenbakker Frederiksen, der betragter de ministerielle tekster, som et fastfrosset og koncentreret billede af, hvordan vi opfatter køn og etnicitet generelt i det danske samfund. 

– I afhandlingen fokuserer jeg ikke på, hvad eleverne lærer, men hvilke sociale pladser danskfaget har skabt til dem. Hvilken plads kan de sætte sig på, når de fx bliver tilbudt pladsen som en gæst fra fortiden, hvis de har en anden etnicitet end dansk – eller pladsen som den fantasiløse og autoritetstro pige eller vilde dreng? Hvad kan man være for en, og er det en særlig rar plads, man får? Og kan læreren se andet – og har hun lov? Det har effekt, hvordan vi skriver eleven frem i disse tekster, for det skaber specifikke råderum og erkendelsesmuligheder, understreger Maja Bissenbakker Frederiksen. 

Fra queer til curriculum 

Inden forsvaret af sin ph.d. har Maja Bissenbakker Frederiksen allerede et betydningsfuldt cv. I 2003 skrev hun en guldmedaljeafhandling om queer-læsning af danske litterære tekster på SDU, som efterfølgende udløste Krakaprisen samme år. Og i 2005 kom afhandlingen som bog med titlen Begreb om begær. Queeringer af nyere dansk litteratur, der udkom på Syddansk Universitetsforlag. Derfor er det oplagt at spørge, hvordan vejen førte hende til danskfagets ministerielle curriculum-tekster: 

– Det er faktisk en vej derfra: Jeg fik et ph.d.-projekt, som skulle være en udvidelse af specialet, hvor jeg skulle fortsætte med kanoniseret litteratur og have et perspektiv på lærervejledningerne. Og så endte det med, at det var receptionen, som jeg fandt mest interessant. Lærervejledningernes gode tekster som både er sprogligt og litterært interessante og skrevet af folk fra danskfaget, trak i mig, fortæller Maja Bissenbakker Frederiksen. 

– Samtidig ville jeg beskæftige mig med samtidens opfattelse af køn og etnicitet med danskfaget som eksempelmateriale. Af to grunde: Jeg er cand.mag. i dansk, og fordi faget har en så central rolle. Danskfaget er en tråd, som går gennem alle uddannelser i et samfund, hvor alle skal have en uddannelse. Hvor matematik repræsenterer naturvidenskaben, repræsenterer danskfaget den humanistiske del af uddannelsessystemet som et videnskabsteoretisk fag, hvor man lærer humanistisk tænkning, kildekritik og analyse. Danskfaget er også demokrati- og medborgerskabsopdragende i modsætning til faget matematik, og derfor er det et fag, som er et godt prisme for, hvad vi tænker om køn og etnicitet – og identitet i det hele taget. 

– Curriculum repræsenterer det tankesæt, som former et fag, det man kan se i de tekster, som knytter sig til faget. Jeg valgte et lille hjørne af curriculum, nemlig nye tekster med et ministerielt stempel på, som fx undervisningsvejledninger, lærerplaner og rapporter. Her trækker jeg implicitte strukturer frem og laver analyser, som man som underviser simpelthen ikke har tid til. Jeg ville prøve at læse teksterne på tværs for at se, hvad danskfaget er for en størrelse lige nu – og hvad man her kan udlede om køn og etnicitet, som jeg også ser som et udtryk for nogle generelle tendenser i samfundet. 

Hverken onde eller dumme tekster 

– Teksterne er ikke onde eller dumme. Der står ikke på første side, at nu skal vi opdrages til danskhed eller i øvrigt synes vi kønnet er plat, understreger Maja Bissenbakker Frederiksen. 

– Tværtimod var jeg overrasket over, hvor gode de var. Især var jeg på linje med Fremtidens danskfag, som har gjort et stort arbejde for at kortlægge, hvad danskfaget er, hvad det skal være og indtænke nogle helt nye begreber. Det sjove ved lige præcis den tekst var, at der var et stort sammenfald med min egen tænkemåde. Og der var fokus på køn. Som en af de første tekster, sætter Fremtidens danskfag køn ind på alle niveauer i undervisningssystemet, og på mange måder gør teksten det, jeg synes, man skal gøre. 

– Men samtidig indeholdt den også nogle stereotypiseringer af både køn og etnicitet. Den var bl.a. noget orientaliserende ved fx at foreslå, at tosprogede skal repræsenteres med Tusinde og een nat, som et eksempel på en ikke-dansk litterær tekst og som har en særlig indflydelse fra “de kulturer, som de tosprogede har del i”. Som om alle kommer fra Mellemøsten. Samtidig er Tusinde og een nat i høj grad en fransk gendigtning, som dog har rod i en mellemøstlig tekst. Man kunne have valgt en nutidig tekst frem for en tekst, der understreger vores fantasi om Mellemøsten. 

I afhandlingen fremgår det, at de ministerielle tekster betragter kønslig ligestilling, som noget, der pr definition allerede er opnået i det danske samfund. Om ligestilling faktisk er opnået er derfor ikke til forhandling, men fremstilles som noget danskfaget allerede praktiserer. Derimod finder de ministerielle tekster det særlig relevant netop at diskutere ligestilling i forbindelse med de ikke-etniske danskere, der opfattes som en restgruppe, som netop skal opdrages til ligestilling. 

Faglighed er ukønnet, mens det pædagogiske i høj grad har køn 

– Faglighed har øjensynligt ikke noget køn ifølge teksterne. Det er meget interessant i forhold til, at det på det pædagogiske niveau i den grad er drengene, som er kønnet. I gamle dage var det kvinderne, der havde kønnet og mændene som var neutrale, men i de her tekster er det drengene, som har det problematiske køn. 

– På den ene side er det drengene som er problemet, og pigerne der er privilegeret og danskfagets subjekter par excellence. Samtidig medfører opdelingen mellem det pædagogiske niveau, som der hvor det handler om køn, og det faglige, som er der, hvor det er neutralt, at vi viderefører opdelingen mellem det neutrale og kønnet – det maskuline og kvindelige. 

– Der er stadig en idé om, at vi kan læse “forfattere” og så læse “kvindeforfattere” som supplement, og vi kan beskæftige os med henholdsvis eksistentielle sandheder og kvindeproblematikker. Vi kan tale om supplementet, de andre, det, der er udenfor. Vi kan ikke tale om privilegierne og de privilegerede i det her system. 

– Problemet er ikke, hvad der er indeni, men hvordan vi forholder os til det. Problemet er ikke, hvordan den tosprogede er, men hvordan vi læser den tosprogede. På samme måde med kanonen. Det er ikke noget problem, at man laver en kanon, som udelukkende består af mænd: Det udtrykker meget godt patriarkatet. Spørgsmålet er, om vi læser det som et udtryk for et udvalg, altså en udvælgelsesproces, som ikke selv er kønnet. Men kanonrapporten er ikke så firkantet og nationalistisk, som den er blevet fremstillet. Ingen af materialeteksterne har et stupidt mandschauvinistisk projekt. Det er gode tekster. 

– Her opstår min undren: Hvorfor kommer der de her stereotypiserende tendenser? Og hvordan kan det være, at de egentlig sætter fokus på væsentlige problemer uden, at der sker nogle reelle omfordelinger af magt? Vi taler meget om dem, som er problemet og udfordringerne, men ikke om dem, der vinder på systemet. Og hvem, der er privilegeret. For hvem bliver privilegeret af, at danskfaget fokuserer på danskheden? Og hvem bliver privilegeret af, at kvinder figurerer som et særområder under litteratur? 

– Den maskuline, hvide position kan nemmest fremtræde som den, der ikke har privilegier. Det er med den franske sociolog, Pierre Bourdieus udtryk, den privilegeredes privilegium at fremstå som uprivilegeret, fremhæver Maja Bissenbakker Frederiksen.

Det betyder, at så længe, at maskulinitet og hvidhed udgør normen i danskfaget, er det for fx pigernes vedkommende vanskeligt at rejse ligestillingskritik og elever med anden etnicitet end dansk har heller ikke mulighed for at tale om diskrimination. 

– Samtidig er drenge i fokus for bekymring. Jeg vil her understrege, at jeg ikke underkender problemet, men alligevel er det interessant, at den måde problemerne bliver italesat på, er betydelig anderledes end ved den anden restgruppe, nemlig elever med anden etnicitet end dansk. I tilfældet drenge, skal vi lave det feminiserede skolesystem om. Og i det andet tilfælde skal den tosprogede lave sig selv om, så han/hun bedre kan passe til skolesystemet.

Kan mænd undervise i kvindelige forfattere? 

At danskfaget stiller store udfordringer til lærerne fremgår tydeligt i Bissenbakkers afhandling. Fx med undervisningsforslag som dette: 

“Inden mødet med Herman Bangs frøkener arrangeres en udstilling på katederet af gammelt mellemværk og broderier. Og den modige lærerinde kunne den dag være iført hat og handsker – og fortælle om ugifte kvinders vilkår for 100 år siden (Dansk litteraturs kanon: 28) 

– Man kan læse citatet ironisk. Hos Herman Bang optræder der netop lærerinder, og dem kan man spille med en ironisk mimen. Men citatet kan også læses bogstaveligt – og den læsning siger, at det kun er kvinder, der kan spille lærerinder. Dermed antydes det, at vi skal forstå køn som en essens: Den mandlige lærer kan og må ikke spille en bangsk frøken, for kønnet er ikke noget man spiller, men noget man ER. 

– Men begge læsninger peger på, at hvis man skal beskæftige sig med kvinder, så kræver det, at man er kvinde. Der er sikkert også nogle feministiske positioner, som mener, at det er udmærket. Mens andre vil sige, at det er interessant, at det der handler om kvinder, også bliver til et kvindeområde og ikke til noget, som alle lærere og elever bør beskæftige sig med. 

– Dermed får vi den gode gamle opdeling mellem kvindehistorie og historie, ligesom vi allerede har en opdeling mellem kvindeforfattere og forfattere. 

Fra balstyrisk dreng til selvglad mand 

De ministerielle lærervejledninger forholder sig også til selve lærerrollen, både når det gælder mandlige og kvindelige lærere. At de kvindelige lærere medfører en feminin slagside er nok mindre overraskende i forhold til, at der også rettes kritik mod den mandlige lærer, som fremstilles som besværlig og barnlig:

“Det er ikke sjældent at møde den holdning hos hovedsageligt. mandlige lærere at de er bedøvende ligeglade med hvad der står i læseplanerne. De gør, som de selv vil, eller som de altid har gjort.”[…] Det siger sig selv at det kan mæn’erne altså ikke længere få lov til. Holdningen hviler på en opfattelse der i kortform lyder: ‘jeg er faget’ eller endnu værre: ‘jeg er skolen’, hvor fagligheden er gået helt fløjten.” (Citat fra Danskfagets fremtid, som indgår i ph.d.-afhandlingen) 

– Citatet kan ses som et udtryk for en forestilling om, at i den ene ende er der balstyriske, umodne drenge, som ikke kan koncentrere sig, og i den anden ende er der den mandlige lærer, som er den voksne dreng, som heller ikke kan styre sig. Dvs. vi har en udvikling fra den vilde dreng til den antiautoritære, megalomane, selvglade, mandlige lærer. Samtidig er der en idé om, at på den ene side er det besværligt med de her drenge, men at de også understreger deres drengethed ved netop at være besværlige og umodne og fx ikke gider lære om digte. 

– Boys will be boys, og det kan vi ikke ændre på, derfor må vi ændre på faget. Kønnet er så stor en magt, det kan vi ifølge teksterne ikke ændre på, derfor må vi indrette os på kønnet, som det er. I teksterne er kønnet næsten mere essentialiseret end etniciteten, og det har den effekt, at kønnet må være det, det er, men man kan derimod rette op på etniciteten. 

En gæst fra fortiden 

I de ministerielle tekster bliver de tosprogede skrevet frem som en gæst fra fortiden. Og det er ifølge Bissenbakker Frederiksen måske fordi, netop denne fremstilling giver nogle fordele for danskfaget: 

– De tosprogede er et problem for mange af disse tekster. Man kan næsten forestille sig en hvidhåret dansklærer, der har siddet og tænkt: Hvad skal vi finde på? Og så går der lidt snabelsko i den: De tosprogede kan oversætte lidt fra arabisk, de kan noget omTusinde og een nat, der er også noget med noget perkerdansk. Så kender de tosprogede til gammeldags kønsrollemønstre, og ved undervisning i demokrati, som er et af fagets kerneområder, er de særligt anvendelige, for det ved de tosprogede ikke noget om. 

– Og så er der hele den historiske litteratur, som er et af danskfagets store problemer. For hvorfor skal vi læse sagaer og i det hele taget historisk litteratur? Her bliver den tosprogede både problemet og løsningen i en. For den tosprogede fremstilles både som én, der har et særligt behov for at vide noget om dansk litteratur, og som én, der kan illustrere for os andre, hvordan det er at komme fra en fortidig kultur, som fx har gammeldags æresbegreber. 

Elever med anden etnicitet end dansk har altså ifølge de ministerielle tekster i særlig grad brug for en demokratiopdragelse, da de ifølge teksterne ikke har lært sig demokratiets spilleregler. Men samtidig har de svært ved at protestere, for protester opfattes ikke som en protest, men derimod som manglende selvkritik. 

Med andre ord skal elever med anden etnicitet end dansk både revitalisere den danske elev med tradition og historie, og samtidig skal de ikke-etniske danske elever fremstå som dem, der kommer fra ikke-ligestillede og ikke-demokratiske kulturer uden mulighed for at kritisere positionen. 

– Man får lukket af for kritik. Kritikken af den privilegerede position bliver dermed umulig, uddyber Maja Bissenbakker Frederiksen. 

Tandlæge – bare fordi man har tænder?

Når køn kommer på dansktimernes skema, ser det ifølge Maja Bissenbakker Frederiksens afhandling ud til, at kun kvinder har et køn, og at ministeriets skrivelser stadig abonnerer på gamle forestillinger om kvindeforskning frem for kønsforskning. Hun uddyber: 

– Forskelsfeminismen er på spil her. Det at se kønnet som en konstruktion er ikke et tilbud som i særlig høj grad gives i teksterne. Kønnene fremstår som to adskilte størrelser, der udfylder deres funktion ved at blive forenet i kærligheden. Der kan kun eksistere det feminine kvindekøn og det maskuline mandekøn i en heteroseksuel struktur. Det er som om humaniora er vågnet op til 60’er og 70’er feminismen, men opvågningen til nutidens kønsforskning kommer måske i 2030, tilføjer Maja Bissenbakker Frederiksen skælmsk. 

Teksterne beskæftiger sig ikke med, hvordan vi bliver produceret som køn, som fx den den svenske lærervejledning gør, og som Maja Bissenbakker Frederiksen trækker frem som et eksempel på en anden tilgang til køn end den danske. I den svenske lærervejledning lægger man op til køn, som noget man kan forholde sig til som en konstruktion, på samme måde som man kan betragte nationalitet som en konstruktion. 

– Køn lider under det, som det altid har lidt under, at det ikke er noget man behøver forskningsbaggrund for at beskæftige sig med: For vi har alle sammen et køn, og derfor er vi alle eksperter. På det videnskabelige niveau behøver vi derfor ikke at beskæftige os med det, men på det pædagogiske niveau kan vi altså godt arbejde med det. Det svarer til, at man indkalder mig som tandlæge, fordi jeg har tænder, som min queer-fælle Liv Mertz plejer at sige. 

– Kønnet fremstilles som hovedregel som en essens indeni, som vi må vande, så den kan komme frem, mens etniciteten nok også er en essens, men den er en vildbasse, som må passes til, så den passer ind i et demokratisk samfund, slutter Maja Bissenbakker Frederiksen om de ministerielle teksters syn på køn og etnicitet.