Når Copenhagen Pride, den årlige festival for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede finder sted i København 21.-24. august, skal udvalgte busser for første gang flage med både Dannebrog og de regnbueflag, som er LGBT-bevægelsens symbol (LGBT står for lesbian, gay, bisexual and transgender). Det har politikerne i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg netop vedtaget, og ifølge en af forslagsstillerne, Peter Thiele (SF), handler det om at “markere, at vi i Danmarks hovedstad er komplet ligeglade med seksualitet, hårfarve eller skostørrelse” (BT 23.5.2013).
For nylig kom et stykke ny dansk forskning på gaden, som viser, at de danske politikere langt fra er ligeglade med seksuel orientering – men at homoseksualitet derimod har en privilegeret position i konstruktionen og afgrænsningen af danskhed. I afhandlingen “Somewhere, over the rainbow. Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur”, som Michael Nebeling Petersen fik årets KRAKA-pris for, undersøger han, hvordan homoseksuelle er blevet inkluderet i det nationale fællesskab, og hvordan det hænger sammen med forandringer i forestillingen om homoseksualitet, og med marginaliserings- og eksklusionsprocesser, som rammer andre befolkningsgrupper. Han fortæller om baggrunden for sit projekt:
– Min interesse var at se på, hvordan homoseksualitet bliver gjort muligt, italesat og produceret i de brede, nationale diskurser. Jeg ville tage Foucaults velkendte argument om, at seksualitet er noget, der bliver produceret og installeret i mennesket alvorligt i et studie af samtiden og de mulighedsbetingelser, homoseksualitet produceres under nu. For det at være bøsse eller lesbisk har nogle andre mulighedsbetingelser i dag, end det havde for blot 10-20 år siden, og når vi taler om “frigørelse”, er det ikke den samme transhistoriske identitet, der bliver frigjort. Mit projekt er derfor heller ikke et studie af homoseksualitet som noget, der bør eller kan “sættes fri”, men et studie af magt.
Nebeling har samlet og analyseret et bredt arkiv af repræsentationer af det, der forstås som ‘homo-rettigheder’ i offentligheden: fra Folketingets forhandlinger om homoseksuelles rettigheder (fx adoptions- og ægteskabslovgivning), over film og TV-shows, til artikler og debatter fra mainstreammedier i forbindelse med såkaldte homobegivenheder som Pride og det internationale sportsstævne World Outgames i 2009. Med aktiv støtte fra Københavns Kommune og omfattende dækning i medierne blev homoseksualitet meget synligt under netop World Outgames, som derfor blev et oplagt udgangspunkt for Michael Nebeling:
– Jeg havde det her fysiske arkiv af papir på mit kontor: Over 700 artikler om World Outgames, som jeg gik i gang med at mappe og finde strukturer i. Der foregik en hel masse: Blandt andet gennemsyrede en neoliberal, kapitalistisk logik – pink dollar-logikken – det hele i brandingen af København som homovenlig storby, og der blev målt på, hvor mange penge kommunen gav ud og fik tilbage osv. Men jeg døjede med et spørgsmål: Hvorfor var det kun hvide homoseksuelle mænd, der blev præsenteret? Og hvis det ikke var hvide homoseksuelle mænd, så var det nogen, der var på flugt fra undertrykkelse eller nogen, som skulle reddes. Der var en mærkelig dobbelthed: en voldsom dominans af hvid homoseksualitet, og samtidig en tilstedeværelse af ikke-hvid homoseksualitet, som syntes at hænge sammen med noget andet end homoseksualitet.

Så læste jeg Jasbir Puars bog “Terrorist Assemblages” (2007), som ser på indrulleringen af queer figuren i nationale formationer, og materialet åbnede sig for mig på en helt ny måde. Hvis man så på den homoseksuelle figur i materialet som noget, nationen og byen skulle være stolt over, så tegnede der sig nogle nye logikker, hvor jeg kunne tænke nationalisme og race ind i produktionen af homoseksualitet.
Det gør Michael Nebeling bl.a. i sin analyse af en reportage i BT fra den store parade gennem København under World Outgames. Her møder journalisten fx en 86-årig dame fra Frederiksberg og en småbørnsfamilie, der alle glade ser på det farvestrålende optog: De normale, danske borgere etableres som åbne og tolerante over for de homoseksuelle, der pænt er placeret inde i optoget. Men så kommer paraden gennem immigrantområdet Nørrebro, og artiklen fokuserer nu på Sabaah, en forening for homo-, bi- og transpersoner med etnisk minoritetsbaggrund, der har en vogn med i paraden: “Selv om vognen er fuld af mennesker, er mange af dem maskeret. Udelukkende fordi de ikke er sprunget ud og frygter, hvad der kan ske, hvis deres familie og venner finder ud af, at de er til deres eget køn”, som der stod i BT.
Michael Nebeling påpeger, at homofobi her bliver placeret uden for en dansk kontekst: Nørrebro bliver det danske frisinds modsætning, og i modsætning til den gode minoritet – de danske homoseksuelle, hvor “etnohomoerne” får lov at være med – konstitueres befolkningen på Nørrebro som den dårlige minoritet, der pga. deres forestillede manglende frisind ikke kan inkluderes i det nationale fællesskab.

– Det at være muslim synes at udelukke kategorien homoseksuel, så det er virkelig svært at have en homoseksuel muslimsk identitet og gøre den genkendelig. Homoseksualitet bliver konfigureret dels som sekulært, dels i modsætning til islam, der formodes altid at være homofobisk og tilbagestående. Homofobien flytter helt konkret ud til de racialiserede deltageres familie og venner. Den placeres altså på bestemte grupper, som jeg argumenterer for dermed produceres som befolkningsgruppe i samme bevægelse, som de italesættes som homofobiske. Det er interessant, at frisind og tolerance i den grad bliver koblet til seksuelt frisind: Frisind er lig med frisind over for seksuelle minoriteter, mens religiøs og racial mangfoldighed konfigureres fuldstændig modsat, forklarer Michael Nebeling, og fortsætter:
– Det er også interessant, at lesbiskhed stort set forsvinder i denne type reportage. Det handler bl.a. om, at lesbiskhed ikke står i så stærk kulturel modsætning til opbygningen af det nationale, som den mandlige homoseksuelle har gjort det. Primært fordi den lesbiske har været usynlig og dermed ikke truende. Så det at inkludere mandlige homoseksuelle praksisser bliver det ultimative bevis på afskaffelsen af homofobi.

Fra død til levende

Hvordan den homoseksuelle figur gøres genkendelig inden for nationale formationer er også omdrejningspunkt for Michael Nebelings analyse af folketingsforhandlinger om centrale homorettigheder 1988-2010. Hovedargumentet i afhandlingen er, at den homoseksuelle figur er blevet grundlæggende forandret fra at have været en figur forbundet til død (fx degeneration, selvmord, AIDS og sygdom) til en figur, der bliver relateret til liv (fx reproduktion, national genkendelse, ægteskab og slægtskab). Under overskriften “Da homoen blev familieduelig” viser Nebeling denne udvikling fra død til levende i forhandlingerne fra loven om registreret partnerskab i 1989, over introduktionen af stedbarnsadoption i 1999 til regulær adoption i 2010:
– Det er slående, hvordan homoseksualitet i folketingsforhandlingerne er blevet en del af domænerne slægtskab og familie på blot 20 år. Forskellen på forhandlingerne i 1989 og 2008 er voldsomme – det er store diskursive forandringer, fortæller Nebeling.
Sidst i 1980’erne skorter det således ikke på skrækscenarier og glidebaneargumenter i forhold til, hvad indførelsen af registreret partnerskab for par af samme køn kan medføre. En politiker fra Fremskridtspartiet fremfører, at det ligefrem “truer menneskenes eneste mulighed for overlevelse som race”, mens andre er bekymrede for, at det registrerede partnerskab vil skade Danmarks anseelse i udlandet. Michael Nebeling er dog mest interesseret i “pro-diskurserne”, altså argumenterne for rettigheder til homoseksuelle, og viser, hvordan disse bl.a. er drevet af et ønske om at normalisere homoseksuelle gennem det monogame, tosomme samliv, som man forestiller sig, at retten til at indgå partnerskab vil medføre. Erhvervelsen af en rettighed er altså her et eksempel på, hvorledes nationen ikke bare producerer, men disciplinerer og normaliserer ikke-heteroseksuelle seksualiteter.

Nebelings analyse viser samtidig, at indførelsen af det registrerede partnerskab blev muliggjort ved signifikante undtagelser ift. ægteskabet, som skulle sikre det heteroseksuelle ægteskabs patent på familie og slægtskab. Ikke-heteroseksuelle par blev forbudt adgang til adoption, medicinsk assisteret reproduktion (fra 1996) og også undtaget kønsspecifikke love som faderskabsreglen i børneloven, hvor et nyfødt barns mors ægtefælle automatisk bliver opført som fader til barnet – hvis det altså er en mand.
Adoptionsforhandlingerne løber gennem 00’erne, og i 2008 fremsættes et beslutningsforslag, som vil give homoseksuelle par adgang til adoption. Her er forældreegnethed til forhandling i debatterne, bl.a. hos Venstres Gitte Lillelund Bech, der udtaler: “Det at vokse op i en homoseksuel familie kan være væsentlig bedre for barnet end det, det kom fra; det kan være et børnehjem i Sydafrika, det kan være, at hele familien er uddød af aids eller lignende”.
– Det er et stærkt citat, fordi det illustrerer et gennemgående træk i forhandlingerne. Vi ser, at akkurat de samme diskursive konstruktioner af Andethed gennem død, der tidligere umuliggjorde homoseksuelles adgang til familie, reproduktion og nationen, nu flyttes hen på de Andre. Derigennem muliggøres homoseksuelles inklusion, siger Michael Nebeling om denne forståelse af potentielle homoseksuelle forældre som trods alt mindre uegnede end fattige og aids-syge mennesker. Han påpeger, at heteroseksualiteten hele vejen igennem er målestok for forældreskab:
– Spørgsmålet er derfor hele tiden: Kan homoseksuelle være lige så gode forældre som heteroseksuelle? Og når de kan få lov til det, skyldes det den neoliberale omkodning af de homoseksuelle: De er godt uddannede, de har gode jobs og masser af penge til de her ønskebørn – det er nærmest den perfekte neoliberale opskrift på subjekter, som klistrer til de homoseksuelle. Der er ikke nogen, der siger, at homoseksuelle skal have adgang til at skabe familie, punktum. Homoseksuelle skal gøre sig fortjent til det, og det vil sige at være en meget, meget dygtig og ønsket medborger, der dermed kan komme op på heteroseksualitetens egnethedsniveau, forklarer han.
Denne inklusion kalder Michael Nebeling en brutal kamp for at blive levende, fordi den samtidig indebærer en udpegning af nogle andre til døden: de afgivende forældre. En pointe, som udfoldes yderligere i hans analyse i afhandlingen sammen med Lene Myong af filmen “Rosa Morena” om en dansk homoseksuel mand, der adopterer en fattig brasiliansk kvindes barn.

Medskyldighed og længslen efter at komme ind i normen

Det er imidlertid ikke alle homoseksuelle, der inviteres ind til at være en del af nationen. Michael Nebeling arbejder med begrebet homonormativitet som betegnelse for homoseksuelle politikker og praksisser, der ikke udfordrer heteronormative antagelser og institutioner – som fx når homoseksuelle subjekter gøres genkendelige og forståelige inden for ægteskabsinstitutionen. Netop kampen for ægteskab har været kontroversiel inden for LGBT-bevægelsen og queer teori både i Danmark og andre steder som et udtryk for en problematisk assimilering til heteronormativiteten. Michael Nebeling er kritisk, men samtidig forstående over for kravet om ægteskab:
– Jeg gør meget ud af ikke at afvise kampen for ægteskabet som et udelukkende heteronormativt krav, for jeg mener, at kampen for at blive genkendelig inden for en praksis som ægteskabet også er en kamp for at blive genkendt og få et udholdeligt liv. Aidskrisen står jo som et meget monstrøst eksempel på, hvor brutale konsekvenserne kan være af at være uigenkendelig eller ikke-legitim, siger han og uddyber:
– Jeg synes, at man i meget akademisk arbejde om homonormativitet glemmer, at heteronormativiteten ikke er forsvundet. Det er blevet nemmere at blive genkendt som homoseksuel i nogle bestemte heteronormative praksisser, men det er stadig svært og kræver kamp at overskride dem. Derfor er det vigtigt at fastholde, hvordan heteronormativitet og homonormativitet virker sammen. Det ene afløser ikke det andet. Det er en af grundene til, at jeg i afhandlingen har de tre queerteoretiske analytiske modi: Heteronormativitet, homonormativitet og homonationalisme, hvor sidstnævnte begreb kan bruges til at karakterisere, hvordan den homoseksuelle inklusion og normalisering hænger sammen med nationalisme og national opbygning.
Ifølge Michael Nebeling er det altså både muligt og vigtigt at have forståelse for længslen efter inklusion fx i kampen for ægteskab, samtidig med at man både analytisk og aktivistisk må være opmærksom på, hvilke ting der bliver usynlige i den kamp, og forholde sig kritisk til givne forståelser af, hvad frihed og rettigheder er.
– Jeg har forpligtet mig på ikke at udpege nogen som de forkerte – “Se, det er de homonormative derovre!” – men at have en sensibilitet over for kampen for at blive levende. Over for hvor skrækkeligt det er ikke at være levende, og hvor forståelig længslen efter at blive genkendt inden for normative paradigmer er. Og det kan ikke være den ikke-normatives ansvar at være normnedbrydende. Det må være normen, man kritiserer, og ikke den, der prøver at komme ind i den, fastslår Nebeling.
– Noget af det fantastiske ved at stå udenfor, eller i hvert fald i grænselandet af det genkendelige, er, at der er flere muligheder for at bevæge sig ud forbi strikte normative grænser. Og faren ved at ryge ind i normen, med al den længsel der kan opfyldes ved ikke længere at stå udenfor og altid være bange for at vippe ud over kanten og helt forsvinde, det er, at man kommer til at gøre den norm endnu stærkere, så man bliver medskyldig i andre former for normative eksklusionsprocesser. Og det er den dobbelthed: Medskyldigheden, som noget man godt kan bære, samtidig med at man har nogle politiske krav om at blive anerkendt, som jeg gerne vil have står tilbage fra min afhandling.

En umulig fortælling

Siden Michael Nebelings afhandling udkom har flere store dagblade været interesserede i den. Og modtagelsen bekræfter hans pointe. I de første presseomtaler så han nemlig til sin overraskelse sit arbejde udlagt som en ukompliceret bekræftelse af den positive historie om Danmark som et frigjort paradis for homoseksuelle – netop den historie, som afhandlingen gør op med.
– Det er ret nedslående, når man har brugt lang tid på at dekonstruere noget, og man så kommer til at fremstå som en, der konstruerer det, man ville dekonstruere. Jeg kritiserer fx Søren Pinds måde at bruge homoseksualitet som en del af en danskhedskonstruktion, samtidig med at hans parti Venstre stod for en stærkt heteronormativ stemme- og lovgivningspraksis i Folketinget. Det blev i en artikel i Jyllands-Posten til, at det er Venstres fortjeneste, at homoseksuelle nu får lov at gifte sig i kirken. Det giver jo ikke mening – men det passer ind i fortællingen om, at homoseksualitet er noget, alle danskere kan lide, fordi alle danskere er homovenlige. At genfortælle det er en del af den måde, danskhed bliver dansk på. En dansk performativitet. Diskursen om Danmark som homovenlig og fortællingen om homofrigørelsen som en temporal bevægelse er så stærk, at det næsten er umuligt at gøre en anden fortælling genkendelig.
Det erfarede Michael Nebeling, da de næste journalister ringede, og han gjorde det tydeligt, at hans arbejde ikke bekræfter, men komplicerer denne fortælling.
– Så var de ikke interesserede i at lave interviewet længere. Jeg tror, at homorettigheder er så lig med progressivitet og frisind, at det er meget svært at italesætte, at det også kan være lig med tilbageskridt for andre grupper eller politiske krav. Ud over at det er deprimerende for mig, at mit projekt ikke kan fortælles, så er det også ret deprimerende for forskningen generelt, at forskning ikke kan formidles, medmindre det taler inden for de allerede kendte narrativer. Humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning handler jo til dels om at sætte spørgsmålstegn ved vores vanetænkninger. Og hvis man ikke kan gøre det uden for universitetet eller forskningsbaserede tidsskrifter, så er det da trist for formidlingen af forskningen. Samtidig må man også stille sig selv spørgsmålet: Hvem vil jeg fortælle det her til? Og her retter min kritik sig ikke til de store aviser, men til kønsforskningen, til LGBT-miljøet, til folk, der arbejder antiracistisk.


Den stakkels homo

Men er fejringen af det homovenlige Danmark den eneste historie, der fortælles igen og igen? Hører vi ikke også jævnligt problemhistorien om, at det er svært at være homoseksuel, at der er en overrepræsentation af selvmord, ringere sundhed osv. – og er det eventuelt en nødvendighed som afsæt for rettighedsarbejde i et ikke-ligestillet samfund?
– Det er jo den nemme identitetspolitiske strategi: “Den stakkels homoseksuelle”. Det er en måde at blive en genkendelig gruppe, som har brug for penge og et sted at være. Så det er en virksom strategi, og det er fejringen også: At du bliver dansk ved at kunne lide homoer, er jo en god strategi for at få homorettigheder igennem i Folketinget, ikke? griner Michael Nebeling og fortsætter:
– Det ærgerlige med “stakkels homo”-strategien er, at løsningen tit bliver, at minoriteten skal have et sted at være i Kødbyen, eller have lov til at blive gift, eller gå en dag i parade i gaderne. Det bliver en minoritets-tolererende logik, hvor minoriteten skal ind i majoriteten, snarere end at majoritetens ret til at definere normaliteten sættes på spil. Jeg har fuld forståelse for, at identitetsbaserede bevægelser bruger sådanne strategier – for at bygge communities, hvor anti-normative politikker også kan udvikle sig – men jeg ville ønske, at de i højere grad ville sætte spørgsmålstegn ved normen i stedet for at søge en tilnærmelse af normen. Det kunne have været sjovt, hvis debatterne om ægteskabet for alvor havde turdet sætte spørgsmålstegn ved de privilegier, som arveret og forældreskab, der er forbundet med ægteskabet, fremfor bare at søge privilegiet. Og det ville helt sikkert indebære en fare for ikke at få lov til at blive gift i folkekirken: Det var en meget pæn homoseksualitet, der blev inviteret inden for i kirken, og det var måske prisen for at få den rettighed i hus, reflekterer Michael Nebeling.
I de seneste debatter om ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle forældreskaber, mener han dog, at LGBT-bevægelsen har været god til også at argumentere for andre krav, som fx flere forældreskaber i regnbuefamilier, der kan være med til at skubbe til nogle af de mest heteronormative forventninger om, at der altid kun kan være to forældre:
– Fokus på tosomhed synes at være en ekstrem stærk konstruktion, både heteronormativ og homonormativ, af forældre- og familieduelighed. Det ses også i debatten om transnational adoption: At have danske adoptivforældre udelukker at have afgiverforældre: Du kan kun have og knytte dig til to forældre, så du er nødt til at glemme det land, du kommer fra. På samme måde skal homoseksuelle forældreskaber bestå af to forældre for at gøre sig gyldige som familier – de kan ikke være tre eller fire, selvom det jo er realiteten for rigtig mange regnbuefamilier, at tre-fire voksne fungerer som forældre, påpeger Michael Nebeling.

Hvad er det queer?

Når de, der kæmper for adgang til ægteskab eller andre homorettigheder, kritiseres for at tilpasse sig normerne frem for at udfordre dem, eller for at være for “pæne” frem for subversive, rejser det også nogle centrale spørgsmål i forhold til, hvad queer studier er eller skal være, mener Michael Nebeling.
– Der er en tendens i analyser af LGBT-kultur til at opstille en dikotomi mellem på den ene side seksuel assimilation eller tilpasning over for transgression eller overskridelse, fx monogami over for promiskuøsitet. Denne dikotomi mellem den normative, ikke-transgresserende queer og den ikke-normative, transgresserende queer kan gøre os blinde for, hvordan det hvide homopar med job på Novo Nordisk, der går hånd i hånd i paraden, også kan fucke nogle ting op og have alle mulige transgresserende elementer. Den gør os blind for, at dem, der knalder rundt i Ørstedsparken, og de “gode” homoer, der har gode job og går pænt i paraden, kan være de samme mennesker, der bare lever forskellige steder. Den gør os også blind for noget andet, der fører os tilbage til ideen om frisindet som særligt knyttet til seksuelt frisind: At den monstrøse Anden i paraden ikke nødvendigvis er den promiskuøse, ørstedsknaldende homo, men måske den fantasmatiske muslim, som står ved siden af og kigger på. Det er sket i rigtig mange queer studier, at man ikke ser, at transgression kan tage mange former og ikke altid er lig med seksuel transgression: I queerbevægelsen kan en transgression også være at insistere på at være katolik, forklarer Nebeling.
Michael Nebeling argumenterer i afhandlingen for en gentænkning af queerteoris tidligere fokus på seksualitet som privilegeret forskningsobjekt, og for en undersøgelse af, hvad det queer er, når queer forstås som en politisk metafor uden fikseret referent, i det han kalder en objektløs analysestrategi:
– Judith Butler har et meget smukt citat, hvor hun siger, at man finder de politiske veje i kølvandet af det, der ikke kan blive sørget over. For at kunne blive sørget over, må man have været levende. Spørgsmålet er: Hvad er det, som det normale er nødt til at kaste bort, for at opnå positionen som normal? Hvad er det, der falder udenfor? Hvem kan ikke indtænkes som en del af rettighedskampen? Kølvandet skal forstås på den måde, at her er det, vi kun kan ane, fordi det er udenfor vores opfattelse – det vi ikke kan genkende, som ikke eksisterer. Så ved at kigge derud hele tiden og fastholde den objektløshed, jeg insisterer på – dvs. et konstant fokus på, hvordan normen etablerer sig som norm – tror jeg, man kan finde politiske muligheder og veje.
– Hvis jeg fik muligheden for at begynde mit forskningsprojekt nu, så ville jeg nok tage min insisteren på det objektløse længere ud og hele tiden prøve at kigge ud til min horisont og følge det queer, som det cirkulerer rundt. For som vi har set, bliver mange af de strategier, som er blevet brugt til at andetgøre den homoseksuelle og den homoseksuelle familie, nu anvendt transnationalt ift. afgivende adoptionsforældre. Man kan også se, hvordan den arabiske maskulinitet bliver konstrueret med mange af de samme patologiserende, perversgørende strategier, som den mandlige homoseksualitet blev konstrueret med for indtil 20 år siden. Og der kan queerteorien virkelig gribe noget. Det gad jeg godt at prøve, siger forskeren og smiler.
Ud fra den tilgang kan det, som Michael Nebeling også selv skriver, forekomme modsætningfyldt, at han vælger at studere et seksuelt identitetspolitisk felt:
– I mit arbejde har jeg af nogle etiske grunde valgt at følge den hvide homoseksualitet. I min analyse af artiklen om paraden har jeg fx udpeget produktionen af den mistænkeliggjorte Anden, muslimerne på Nørrebro som en afnationaliseret og racialiseret befolkningsgruppe. Så kunne jeg være blevet der og analyseret videre derfra, men gik så tilbage til den hvide homoseksualitet og kiggede i mit næste studie på repræsentationer i folketingsdiskurserne. Og der dukker både den muslimske Anden og de adoptionsafgivende forældre op som nogle andre figurer, som queeres. I stedet for at følge dem med rundt i strømmen, er jeg blevet ved med at gå tilbage til det givne identitetspolitiske udgangspunkt, og det er så paradokset, siger Michael Nebeling, og fortsætter:
– Jeg fortryder ikke det valg. Det var vigtigt, fordi hvid homoseksualitet i Danmark i de sidste 20 år er en ret enestående case til at undersøge, hvordan normalitet produceres som normalt, og hvordan afvigelser produceres som afvigende. Som en, der ikke identificerer sig som muslim, havde jeg det også svært med at skulle studere den Anden som “den muslimske Anden”. Som bøsse, der lever i et registreret partnerskab og er kommet i homomiljøet i mange år, havde jeg mulighed for at fange noget af det, som var på færde i denne gruppe og dens kamp for at blive levende. Og i den medskyldighed, den kamp bærer. Det syntes som et mere etisk valg at komme med en stemme indefra, når stemmen vil være kritisk. Konsekvensen bliver så, at jeg hele tiden trækker de her Andre frem – selv om jeg prøver ikke at fiksere dem, men vise, at det hele tiden cirkulerer og ikke er stabile formationer. Man kan sige, at disse Andre kommer til at blive en projektionsflade for det, jeg studerer, og at jeg dermed gentager en ret kendt racial struktur med, at de hvide er centrum for det hele, og så er der nogle andre, der trækkes ind og smides ud igen.
– Og det er ligesom der, jeg er havnet. Kunne jeg have valgt at tage de Andre ind som analyseobjekter også og følge det queer der, med fare for at blive en hvid mand, der studerer de Andre? Jeg tror ikke, der er nogen løsning på det. Det, der er at lære af det, er, at der ikke er nogen veje uden om racismen, uden om andetgørelsen, og der er ikke nogen position, hvor man kan stå udenfor racismen eller skubbe den af sig. Man vil altid være involveret i den – men man må så prøve at tage de valg, der passer bedst til de politiske og etiske mål, man har. Og hvad man ønsker at bidrage til, siger Michael Nebeling.

Skrøbelige placeringer

I indstillingen af “Somewhere, over the rainbow” til årets KRAKA-pris fremhæves forskerens brug af “en række affektteoretiske greb, som lokker læsninger af alternative sammenhænge og logikker frem”. Michael Nebeling fortæller om sin inspiration fra en af de førende tænkere inden for affektteori, Sarah Ahmed:
– Meget af min afhandling er klassisk diskursteoretisk, men der hvor affektteorien virkelig kaldte på mig var, at jeg kunne bruge den til at undgå at tænke assimilation i modsætning til transgression. Sarah Ahmed foreslår, at vi i stedet for at forstå dem som den dikotomi, jeg gerne ville væk fra, kan analysere disse tilstedeværelser gennem affekten, følelsen, af discomfort eller ubehag. Vi kan lægge mærke til ubehaget som den ikke-normatives særlige erfaring med at være et normativt sted. At have det behageligt er ikke at bemærke normerne, fordi man passer ind i dem.
– Sara Ahmed har således et begreb om den feministiske killjoy, lyseslukkeren, der altid er sur, fordi vedkommende altid er undertrykt. Men den undertrykkelse er jo ikke imaginær, den er reelt tilstede. Det er, fordi det ikke-normative støder på det normative, og det er normens privilegium ikke at mærke den grænse. Så der kan være noget politisk potent i at være vred, ked af det og sur over at være undertrykt, og sige “Jeg har det dårligt!” Altid at finde den gode stemning og den gode løsning, som alle kan klappe af, er også en form for dressering af vrede.
– Det at være skidevred, når man fx sidder til familiefesten, og det hele er så heteronormativt, det er også at sætte spørgsmålstegn ved det, der bliver forbundet med glæde – ved de normative grænser for glæden. Ahmed taler derfor også om queerness som noget, der altid allerede er ulykkeligt. I hendes logik er det at kræve eller tilrane sig lykke i en queer sammenhæng lig med at modarbejde heteronormativitet, fordi heteronormativitet har patent på lykke. Det handler om at synliggøre ulykkelighed som netop fravær af lykke – og ikke fejlethed, forklarer Nebeling.
Michael Nebeling stiller også i sine analyser af populærkulturens repræsentationer af homoseksuelle fx i film skarpt på kampen for lykke – og hvor skrøbelig den lykke er:
– Det er en meget vigtig pointe: skrøbeligheden i homoers rettigheder. Placeringer i heteronormativiteten er skrøbelige placeringer, fordi de så let kan smutte. Ægteskabsinstitutionen og lovgivningen omkring børn eller alt det andet, der udgør de institutionelle og temporale systemer i vores liv, er jo ikke skabt for homoseksuelle subjekter eller relationer – men homoseksuelle har fået lov til at være derinde. Og muligheden for at falde ud igen, den konstante påmindelse om, at du er der om ikke på lånt tid, så på tålt ophold eller nåde, er jo helt bestemte øjeblikke af ubehagelighed. For den lesbiske mor, som skal underskrive sig under rubrikken “Far” og alle de andre steder, hvor heteronormativiteten skinner igennem. De er en påmindelse om, at den homoseksuelle inklusion eller rekonfiguration er en meget skrøbelig position, som meget let kan smutte, afslutter Michael Nebeling.