Den seneste udgave af KVINFOs nyhedsbrev landede i indbakkerne i går. Hvis du ikke allerede er på modtagerlisten, så tilmeld dig ved at bruge dette link, så du også bliver en del af samtalen om køn, ligestilling og mangfoldighed. Her kommer en Sankt Hans-tale, for ingen skal snydes for opfordrigen til at tænke over traditioner – og måske omtænke dem:

Ifølge Google Maps er der 738 kilometer mellem bjerget Bloksbjerg i Harzen i Tyskland og bjergbyen Davos i det østlige Schweiz. Der er relativt langt imellem de to steder, men her til Sankt Hans kan vi sagtens få øje på naboskabet.

To gange om året sker der noget dernede i bjergene, som til forveksling ligner hinanden. I aften tænder vi bål i haven og den lokale park. Sagnet lyder, at ilden sender heksene af sted til den tyske bjergtop. De rejser individuelt og eksklusivt på kost og mødes med de bedste af de bedste fagfæller fra en lige så eksklusiv, kreativ klasse. Arrangementet er udstyret med et magisk glasloft. Kun de bedste er inviteret til at tænke nye tanker og blive klogere i netværket, mens de ”svinger sig i lystig ringdans”, som H.C. Andersen skrev i 1831.

Som de fleste ved, mødes verdens ’globale elite’ også en gang om året i bjergene. Det er, når Davos samler omkring 2.500 statsledere, ministre, toppolitikere, internationale topchefer og ledere af græsrodsorganisationer fra hele verden. De gør status og skitserer, hvad fremtiden byder os. Enhver ved, at den slags bedst sker i den friske luft og i selskab med ligemænd.

Så hvorfor er det lige, vi sender vores hekse til et topspitze sted med superkloge fagfæller, der kan træffe beslutninger på hele verdens vegne, hvis vi i virkeligheden vil af med dem, koste hvad det vil og inklusive menneskeafbrænding? Det virker til, at heksen ler sidst. Men sådan er der jo så meget, vi ser i bagklogskabens klare lys, som historien udvikler sig.

Hekse bliver først brændt, når politik bygger bålet

Apropos. Kong Christian IV står i statueform foran Christiansborg i København med en spejling af hovedstadens mest berømte tårne under sig. Lad os netop i dag løfte en lille tanke om, hvad vi egentlig skulle med en forevigelse af ham lige der, hvor al lovgivning og retningen for fremtidens Danmark bliver lagt.

Manden er i sig selv et paradoks. Han byggede nogle af Københavns mest storslåede renæssancebygninger helt uden at røre en murerske. Samtidig kørte han statskassen i sænk, mens han brandede sig som Løven fra Nord, der kunne redde hele Europa men i stedet drev Danmark ind i Trediveårskrigen. Og ikke mindst nåede han lige inden krigen – det er jo Sankt Hans – at udstede den såkaldte trolddomsforordning. Altså en lov mod trolddom. Sådan noget har været ildeset lige siden Anden Mosebog, hvor der står, at en troldkvinde ikke må have lov at leve.

Før Christians forordning var der dog ikke så mange, der tog livet af såkaldte troldkvinder eller hekse i Danmark. Det fik han så lavet om på. Fra 1617 og fem til ti år frem (kilderne er uenige) fandt 60 procent af alle drab på hekse i Danmarkshistorien sted med op til 50 henrettelser på bål eller ved halshugning om året, da det gik grusomst for sig.

Topstyret heksejagt

Det står ikke helt entydigt i historiebøgerne, hvordan Christian IV fik sin idé til loven, der tillod heksejagt og -drab. Men der er flere fremtrædende teser. Eksempelvis at dommedag var nær, og da ville trolddom blusse op og skabe uorden. En anden lyder, at kongen som barn selv oplevede trolddom. I 1589 var hans storesøster nær gået glip af sit ægteskab med James den 6. af Skotland, fordi et uvejr blæste hendes flåde ud af kurs. Christian var da 12 år – en let påvirkelig alder – og måske drog han konklusionen som voksen, at han måtte bekæmpe det onde, der gik hans families ekspansion og gode, internationale netværk imod.

En tredje årsag er, at Christian IV markedsførte sig selv som alle danskeres lutherske husfader, der tog kristendommen til sig og som en slags højskoleforstander sikrede mad i maven og ro på gangene om natten. I forlængelse heraf findes en fjerde tese, som går på, at trolddomsforordningen var det, man i dag vil kalde et autoritært ledertræk, som skabte frygt og rædsel i befolkningen, der gjorde, at de aldrig ville glemme at betale deres skatter eller finde på at gå imod kongen, uanset deres holdninger til krige og byggeprojekter.

Christian IV førte altså, hvad man kan kalde en topstyret heksejagt, der fremmede hans egen position som landsfader. Hvorfor heksejagten ebbede ud, står ikke helt tydeligt noget sted, men der var som bekendt en noget voldsom krig i Europa, som gav ham reelle sikkerhedspolitiske udfordringer. I midten af 1620’rne var Trediveårskrigen ved at rive dele af Jylland, Fyn, Sjælland, Norge og tilbageværende danske dele af Sverige ud af Christian IV’s og dansk varetægt. Takket være nogle guerillabønder på Fyn gik det som bekendt anderledes med det meste. Men det er også en anden historie.

Skal Christian væltes og bålet slukkes?

Under alle omstændigheder er i aften bålaften, og historien om Christian IV efterlader os ved spørgsmålet om, hvorfor han for to år siden blev opført som statue i København, for mens han spejler sig i sine flotte bygningsværker, spejler vi os så i ham i dag, 372 år efter hans død? Anerkender vi med den statue, at han fra sin magtposition sendte flere mennesker i døden på et brændende bål end nogensinde før eller siden? Eller viser den statue, at vores samfund bygger på paradokser, uduelige beslutninger og et par gamle, flotte bygninger? Skal han væltes, eller lader vi ham stå?

På samme vis kan vi spørge, om vi skal blive ved at brænde heksen til Sankt Hans, når vi ved, hvordan virkelige hekse engang led samme skæbne på grund af fake news og politiske beslutninger? Et alternativ kan være, at vi lader traditionerne leve med nye narrativer. Heksen dør ikke, for hun er anderledes. Hun bliver sendt på eksklusiv efteruddannelse på Bloksbjerg. Eller hun vokser ud af asken stærkere, som foreningsbålets udgave af Daenerys Targaryen fra Game of Thrones, der blev til en magtfuld dragemor efter at være blevet brændt på et bål. Tror vi på, vi kan blande fortid og nutid? Eller er det nu, vi faktisk skal holde op med at bevare et gammelt ritual som at brænde en heks, fordi den bedste årsag vi kan komme op med er, at sådan.har.vi.altid.har.gjort?

Hvis vanen holder stik, så regner det i aften. I så fald kan du se den japanske tegnefilm Kiki den lille heks på Netflix. Lille Kiki udnytter sin kost og flyveevne til at arbejde som en slags en-heks GLS-bud. Filmen er japansk og bygger på en helt anden fantasi og historie, end den Christian IV gav Danmark. Og sådan kan vi bruge Sankt Hans til fortsat at ønske fred her til lands og tænke over vores traditioner og hvordan vi bruger dem. Forhåbentlig innovativt, så der er plads til nye fortællinger, vi bygger vores fremtid på.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her.