Titlen på artiklen er et citat udtalt af lægen James Compton, der levede af at sælge homøopatiske remedier til at lette kvinders menstruationsgener. Han mente, at kvinder var en afvigelse fra mennesker.
En kvinde ankommer til et supermarked og går hen til rækken af indkøbsvogne for at trække én ud, men indkøbsvognen vil ikke. Hun prøver igen og så én gang til, før hun begynder at ruske i vognen, stadig uden held. Der zoomes nu helt ind til hendes frustrerede ansigt, billedet fryser, mens en speakerstemme tager over:
“Tænk på ugen før din menstruation. Føler du irritabilitet, anspændthed og træthed? Tror du, det er PMS? Tro om igen! Det kunne være PMDS, præmenstruel dysforisk syndrom. Stærke emotionelle og fysiske symptomer i ugen før din menstruation. Lyder det bekendt? Så ring for mere info om PMDS og hør, hvad din læge kan gøre for at lette symptomerne. Hvorfor finde sig i det i endnu en måned?
Billedet er fra en amerikansk reklame for det antidepressive lægemiddel Sarafem, der i 2000 blev massivt markedsført til behandling af PMDS af det amerikanske medicinalfirma Eli Lilly. Efter noget tid blev reklamen trukket tilbage på grund af anklager om sexisme og for stor overlap med symptomer på PMS. Men medicinen fortsatte med at blive solgt på det amerikanske marked.

Gammel vin på nye flasker

Historien om lægemidlet Sarafem kan kort og godt fortælles således: Eli Lilly var ved at miste patentet på den stærkt profitable antidepressiv Prozac. Når patentet på et lægemiddel ophører, kan andre producenter sælge generiske kopier til lavere pris og udkonkurrere de oprindelige patenthavere. Lykkes det medicinalfirmaet at få godkendt medicinen til en ny diagnose, kan patentet forlænges, og indtjeningen dermed sikres i endnu en årrække. Sarafem indeholdt præcis samme middel som Prozac i samme mængde og så ud på samme måde. Kun én detalje gjorde forskellen: Tabletterne under navnet Sarafem var farvet lyserøde som en del af markedsføringen til et kvindeligt marked, og blev solgt som middel til at behandle PMDS.
Forud for lanceringen af Sarafem var gået flere års massiv lobbyvirksomhed fra Eli Lilly for at få godkendt PMDS som diagnose hos den amerikanske psykiatriforening, der udgiver den toneangivende diagnosemanual, DSM, som også WHO’s diagnosesystem skeler til, når de tager stilling til nye diagnoser.
DSM-manualen havde siden 1987-udgaven indeholdt en foreløbig menstruationsdiagnose i sit tillæg, og på trods af mange kontroverser og anklager om pres og medicinalfirmaers ufine metoder blev PMDS endeligt godkendt og optaget som fuldgyldig diagnose under depressive lidelser i 2013-udgaven.

Man kan godt have PMDS i Sverige, men ikke i Danmark

En næsten identisk historie som den om Sarafem udspillede sig i slutningen af 2011, da Den Europæiske Lægemiddelagentur godkendte PMDS som diagnose. Medicinalfirmaet Lundbeck, der også var ved at miste sit patent på det antidepressive middel Cipralex, var ikke sen til at ‘udvikle’ Premalex, en fuldstændig identisk tablet, der i Sverige blev markedsført til behandling af PMDS, som de mener, at 3-5 % af kvinder lider af.
I Danmark medførte den svenske lancering en del debat, og diagnosen blev stærkt kritiseret af blandt andre Etisk Råd. En talsperson fra Lundbeck forsikrede efterfølgende, at der ikke var planer om at markedsføre Premalex i Danmark, og debatten fortog sig igen. Der er dog ingen grund til at tro, at Lundbeck ikke vil forsøge at komme ind på det lukrative marked igen. I 1970’erne forsøgte medicinalfirmaet Ferrosan fx at markedsføre hormonpræparatet Terolut mod menstruelle gener, som de påstod, at 70 % af kvinder led af. Terolut slog ikke igennem herhjemme, men i nogle andre europæiske lande har man i varierende grad behandlet præmenstruelle symptomer med hormoner.

Behandling står på ægte- og moderskab

Sygeliggørelse af kvinders kroppe var og er almindelig i den vestlige kulturhistorie – og sygeliggørelse er ikke blevet mindre med udviklingen af moderne biomedicin.
Allerede i skrifter fra Hippokrates 400 år f.v.t. beskrives menstruelle tilstande både i form af fysiske gener og humørsvingninger. Man mente, at generne skyldtes hysteri, en sygdom relateret til livmoderen, som bevægede sig i kroppen i takt med månens faser og periodevis blokerede for blodstrømmen til hjertet, som man dengang anså for center for tankevirksomhed. I det antikke Grækenland mente man, at tilstanden optrådte hos kvinder, der ikke havde seksuel omgang med mænd og havde fravalgt børn. Behandlingen bestod derfor af ægte- og moderskab.
I kristendommens tidlige historie og i middelalderen blev hysteri anset som et tegn på kætteri og kvinders ledtog med djævlen. Ifølge den berømte håndbog i heksejagt i middelalderen, Malleus Maleficarum, der var et effektivt redskab til at undertrykke dissidenter, lesbiske og andre påståede ‘afvigere’, var det kvinders ‘svage karakter’, der gjorde dem mere modtagelige for djævlens fristelser end mænd.
Som medicinsk diagnose kom hysteri tilbage igen i løbet af 1800-tallet med Freuds psykoanalytiske begrebsapparat. Mange sygdomme, der ikke kunne diagnosticeres i datiden, som neurasteni, lupus erythemasosus og fibromyalgi, blev tilskrevet hysteri. I dag oplever kvinder med blandt andet endometriose og andre svært diagnoserbare sygdomme at blive kaldt hysteriske, simulanter eller hypokondere.

Menstruation i moderne medicin

I det 19. århundrede betragtede man menstruationen som indikator for kvinders (manglende) mentale kapacitet og underlegenhed. Menstruation blev også brugt som begrundelse til ikke at lade kvinder deltage i det intellektuelle miljø. En sådan argumentation er også blevet brugt i Danmark.
I den moderne medicins historie har præmenstruelt syndrom, PMS, været genstand for forskning i de sidste godt firs år. Den amerikanske læge Robert Frank beskrev i 1931 lidelsen præmenstruel tension, som han tilskrev ophobning af østrogen i organismen. Han foreslog blandt andet at strålebehandle ovarierne som behandling. Frank var samtidigt en konservativ ideolog og var imod kvinders indtog på arbejdsmarkedet.
Historisk har krisetider medført større antifeministiske bevægelser og krav om mere traditionelle kønsroller. Ved Den Store Depression i USA i 1929 blev jobmarkedet mere konkurrencepræget, og kvinder sås som en trussel mod mænds beskæftigelse. Frank mente, at kvinder burde blive hjemme og udfylde moder- og hustrurollen i stedet. Samme holdninger florerede i efterkrigstiden, da det massive behov for kvindelig arbejdskraft under krigen ikke længere var til stede.
I 1980’erne blev PMS verdenskendt i de engelsktalende lande efter to retssager, hvor kvinder blev frikendt for lemlæstelse og drab på mænd med henvisning til, at de led af PMS. Tilsyneladende en sejr, men efterfølgende opstod der en kæmpeindustri, der profiterede af at sælge PMS-remedier, og antifeministiske argumenter fik nyt liv. Der blev til gengæld ikke nævnt noget om, at kvinderne i retssagerne efter eget udsagn havde handlet i selvforsvar imod partnervold.
Til gengæld blev PMS-begrebet folkeeje og er i løbet af de sidste 40 år blevet en så stor del af myten om kvinders hormonelle cyklus, at den videnskabelige uenighed om diagnosen næsten aldrig nævnes. Samme uenighed gælder den nyeste diagnose, PMDS.

Findes PMDS?

Selvom forskere henviser til PMDS som en valid diagnose i videnskabelige tidsskrifter, viser min systematiske litteraturgennemgang, at diagnosen er diffus og meget løst defineret. Nogle af symptomerne er dårligt humør, oppustethed, ændringer i appetit og sexlyst og brystømhed. Symptomer som for de flestes vedkommende ikke blot opleves af de fleste menstruatorer (som ikke altid nødvendigvis er ‘kvinder’), men også af mænd og andre, der ikke menstruerer.
Nyeste forskning peger på så mange metodologiske problemer ved indsamling af data om PMDS, at resultaterne anses for ubrugbare. For eksempel får man samme resultater om cykliske ændringer i humøret, hvis man stiller mænd de samme spørgsmål, som kvinder er blevet stillet i de tidligere spørgeskemaer. Bevæger man sig udenfor vestlige kulturelle referencer, er PMS og PMDS heller ikke lige så udbredte blandt kvinder.

Kortvarig anerkendelse, langvarig stigma

Det er vigtigt at anerkende, at menstruationsgener findes. Humørsvingninger findes (hos alle mennesker), og mere eller mindre introverte perioder findes. Problemet i at patologisere og derved medikalisere almindelige kropslige erfaringer hos kvinder er, at sygeliggørelse af ‘afvigende’ adfærd som vrede, irritabilitet eller behovet for introversion og derved ‘egoistisk’ adfærd indsnævrer handlingsmulighederne indenfor ‘kvindelighed’. Altså bliver vrede eller andre menneskelige udtryk beskrevet som ‘ufeminine’.
En sådan begrænsning er et redskab til at udøve social kontrol overfor kvinder og skaber en hegemonisk femininitet, som er den dominerende narrativ om, hvad det vil sige at være kvinde i en bestemt samfund til en bestemt tid.
Mange kvinder med menstruationsgener bliver til at starte med lettede og føler sig anerkendt, når de hører om PMDS. Endelig er der en forklaring på de negative følelser forbundet med kvinders kropslige erfaringer. Men PMDS er samtidig en diagnose, der kun ser på den enkelte og kan være med til at individualisere det ubehag, der kan være forbundet med at erfare verden fra en kvindelig position i samfund med sexisme, chikane, lesbofobi, løngab og utryghed i det offentlige rum.
PMDS tager ikke hensyn til, at de fleste kvinder, der bliver diagnosticeret med PMDS, ifølge flere undersøgelser har erfaringer med overgreb eller svigt under opvæksten, stress i voksenlivet, fattigdom eller partnervold. I lighed med mange andre psykiatriske diagnoser dekontekstualiserer PMDS den enkeltes erfaringsverden og efterlader hver kvinde som sin egen lykkes smed, godt hjulpet af psykiatrien og big pharma. Det er på tide med et opgør med denne neoliberale kropspolitik.