“Det er den mest selvbiografiske bog, jeg nogensinde har skrevet”, blev Peter Høeg citeret for at sige i et af mange forskræp op til udgivelsen af “De måske egnede”. Senere følte forfatteren sig nødsaget til at dementere udsagnet. Romanen var alligevel ikke helt så selvbiografisk som forhåndsomtalerne og anmelderne med Poul Borum i spidsen var blevet forført til at tro. Romanens Peter er ikke lig med forfatteren af samme navn, heller ikke selv om denne mod romanens slutning udstyres med efternavnet Høeg. Og forfatteren er derfor heller ikke og især ikke adopteret som fortælleren i “De måske egnede”, hvis adoptivforældre hedder Karin og Erik ganske som forfatterens egne forældre. Den vellykkede forførelse blev tilsyneladende så stort et problem for forfatteren Peter Høeg, at han på Bogforum 93 måtte udpege sine forældre for publikum: “Se de sidder deroppe. Det er mine rigtige forældre. Jeg er ikke adopteret”, fortalte således forfatteren sit publikum.

Også denne læser havde i en første læserus slugt adoptionshistorien råt. Bagefter indser man sin naivitet. Historien kunne næppe være sand, ihvert fald er det usandsynligt, og i givet fald helt sensationelt, hvis der ud af et forældreløst og gennemført mishandlet institutionsbarn skulle kunne vokse et forfatterskab frem som Peter Høegs. At forfatteren til “Forestilling om det tyvende århundrede”, (1988) “Fortællinger om natten”, (1990) “Frøken Smillas fornemmelser for sne” (1992) og sidst “De måske egnede” (1993) sprogligt, intellektuelt og mentalt de første femten år af sit liv skulle dele erfaring med hovedpersonen Peter Høeg i “De måske egnede”, lader sig næppe realisere i virkelighedens verden. Hvor skulle han have fået sit sprog fra?

Alligevel faldt jeg i, og mange andre læsere med mig. Men modsat Erik Skyum-Nielsen, som ikke brød sig ikke om romanen og satte sig for at finde ud af hvorfor (Inf.19.1.94), mener jeg, at Peter Høegs store og ganske vellykkede forførelse må tilskrives romanens kunstneriske sandhed.

Men debatten førte dengang ikke til en egentlig diskussion af “De måske egnede”, men snarere til et raseri over, at nogen satte spørgsmålstegn ved Peter Høegs stjernestatus. Og omvendt lod Skyum-Nielsen sig rive med. I opfølgende artikler blev “De måske egnede” til en stadig ringere bog i samklang med hans oplevelse af, at romanen, for hver gang han læste den, virkede mere “frastødende” på ham i sin “sære blanding af paranoia og følelsesporno, kynisme og grådkvalt sentimentalitet”. (Inf. 2.3.94)

Skyums påstand var, at modtagelsen af “De måske egnede” havde karakter af ren Smilla-effekt, et ekko af Peter Høegs samtidige internationale gennembrud. Havde Peter Høeg ikke forsøgt at tilskrive sig selv en større skæbne gennem “en massiv henvisning til sin empiriske person og igennem sit læsermanipulerende show scoret en tårepersende forhåndssympati”, så ville kritikken have indset, at der var tale om en uholdbar æstetisk konstruktion.

For Erik Skyum-Nielsen begyndte romanens problem som en fornemmelse af, at et eller andet var rivende galt i det æstetiske, og da han gik sin fornemmelse efter og spurgte hvad og hvorfor, fik han øje på forholdet mellem romanens to tidsplaner: Et datidsplan fra årene 1969-71 hvor størsteparten af romanen foregår, og så korte glimt, dyk ned i et nutidsplan, der bringer glimt fra fortællerens dagligdag, fra hans laboratorium, fra det skriveværksted, hvorfra teksten bliver til så at sige for øjnene af sin læser.

Kritikken har stort set koncentreret sig om datidsplanet, hvor den forældreløse Peter under opholdet på Biehls Privatskole sammen med pigen Katharina og den fortabte August sætter sig for at afsløre den hemmelige plan bag skolens pædagogiske praksis. Erik Skyum-Nielsen derimod koncentrerede sig i sin kritik om nutidsplanets jeg-fortæller, som er den instans, der især gav kritikeren røde knopper. Fortællerens ubearbejdede narcissisme viser sig hver gang, han åbner munden, skrev Skyum, og ikke mindst i forholdet til det barn, han er far til. I beskrivelsen af hende er tonen hul, pivfalsk, fuldtorkestreret kleenex, lød dommen. Den centrale passage som Skyum udleverede til latteren lyder i sin helhed:

“Jeg er vågnet om natten, barnet har sparket dynen af sig, jeg ved ikke om hun har følt sig for varm eller har frygtet at blive indespærret. Jeg har lagt dynen over hendes ben alene, så fryser hun i hvert fald ikke, og skulle hun blive desperat kan hun øjeblikkelig komme fri. Så har jeg ikke mere kunnet sove, i mørket har jeg siddet og set på dem begge, barnet og kvinden. Og så er følelsen blevet for stor. Det er ikke sorg eller glæde, det er tyngden og presset fra at være blevet ført ind i deres liv, og ved at vide, at skulle man skilles fra dem, da ville det være ens udslettelse. Da har jeg bedt. Ikke til nogen, Gud og Jesus er for altid for tæt på Biehl, men ud i universet, til der hvor de store planer dannes, også dem der lå bag ved og over Biehls og vores tid der. Jeg har bedt om vores overlevelse. Eller i hvert fald barnets og kvindens”.

Men problemet ved at bruge citater som argument er jo, om det overbeviser, om det virker efter hensigten, om citatet således kan bære al den foragt, som der lægges op til? Det interessante i Erik Skyum-Nielsens diskussion af “De måske egnede” var imidlertid hans fokus på forholdet mellem de to fortællerinstanser, den voksne fortæller og den fortalte Peter fra Biehls Privatskole. For romanens udfordring ligger åbenlyst gemt i forholdet mellem de to.
Allerede på det overfladiske niveau er romanen således bemærkelsesværdig, fordi der skabes forbindelse mellem det barn, fortælleren var engang, og det barn han er far til. Det mærkværdige ved “De måske egnede” er, at en mandlig forfatter her sætter barndom og faderskab i spændingsfyldt forhold til hinanden som forudsætninger for og som forlængelser af den mandlige eksistens. Mandlige forfattere skriver også om børn, men det er som hovedregel om det barn, de selv var en gang, sjældent om det barn, de selv sætter i verden. Med “De måske egnede” skaber Peter Høeg altså et litterært billede på det socialt nye forhold, at barnet for manden bliver identitetsgivende, at barnet også for manden bliver en måde at forsone sig med døden på, fordi livet føres videre i barnet.

“Er det overhovedet sundt således at spejle sin angst i et barn?” spurgte Erik Skyum-Nielsen retorisk. Angsten for kærlighedstabet, fortællerens sætten lighedstegn mellem tabet af barnet og hans egen udslettelse udløste hos Erik Skyum-Nielsens en psykiatrisk diagnose. Havde fortælleren været en kvinde, vil jeg imidlertid æde min gamle hat på, at passagen var gledet lettere ned. Det er kønnet, som i første omgang er forkert, og som derfor foruroliger. Men i næste øjeblik bliver det endnu værre.
Den voksne fortæller har i “De måske egnede” tydeligvis utroligt svært ved at være den nye far, som han gerne vil være. For en kvindelig læser er det mindst lige så provokerende hele tiden at blive konfronteret med den ufattelige afstand, der er mellem ham og barnet og “barnet og kvinden”, sådan som de hele tiden nævnes samtidig. Fortælleren er tydeligvis stadigvæk i forhold til “barnet og kvinden” barnet Peter, hvis historie han fortæller. Han er aldrig blevet voksen og autoritet, han er aldrig blevet far til barnet, men gentager det fravær som var hans eget vilkår som forældreløs:
“Ofte når jeg ikke frem til barnet. Jeg ser hende lege, det er en pige, jeg hører hende kalde. Men jeg kan ikke nå frem. Jeg er bange for at min egen angst skal forplante sig til hende, at hun skal blive lige så bange som jeg. Indimellem skyder jeg da kvinden, som et beskyttende filter”.
Han vil være far for barnet, men samtidig være i barnets sted i forholdet til kvinden. Når kvinden synger for barnet, bliver man rolig, som der stilrent står. I forholdet til kvinden er han stadigvæk barndommens forældreløse Peter, hun er moderen, mor til barnet, mens han selv må stå uden for deres tryllekreds og kikke ind i paradiset. Han er hverken barn eller voksen, men alene i sit laboratorium, hvorfra historien fortælles. Da han første gang er alene med barnet, sætter de sig sammen foran døren i en fælles venten på at barnets mor kommer hjem, men de sidder der unægtelig som to børn forladte børn, der kun overlever, fordi de ved, at hun kommer, moderen.
Som barn er man uskyldig, man er udleveret et vilkår, som man ikke selv har indflydelse på. Man må overleve med de muligheder, der gives. Derfor er Erik Skyum-Nielsens ubehag over den forældreløse Peters magtkamp med rektor Biehl også ganske uforståelig. Drengen vinder sit liv, han udnytter sine muligheder optimalt, og overgår sin læremester som hævner og dommer. Men som voksen afstår han fra at bringe netop den form for autoritet med ind i sit liv, hele barndomsbeskrivelsen er jo en lang begrundelse for nødvendigheden af at afstå fra den autoritetsudøvelse, som han selv har været offer for. Til gengæld beskrives hans liv i forhold til barnet som et problematisk fravær af autoritet, som far er han ude af stand til positivt at optræde som autoritet over for barnet, og i forholdet til kvinden er han stadigvæk at ligne med en forældreløs, der misunder barnet dets mor.

Erik Skyum-Nielsen havde således fat i noget vigtigt i sin kritik af “De måske egnede”, men han blev åbenbart så forskrækket over det, han var lige ved at høre, at han skyndte sig at erklære, at her er noget rivende galt såvel etisk som æstetisk. Problemet med Skyums undsigelse af “De måske egnede” er bare, at det ikke er romanens æstetik, det er galt med, selv om billedet af den voksne mandlige fortæller selvfølgelig må anfægte voldsomt. For der er da noget galt med et menneske, som så påfaldende og tydeligt fører barndommens afmagt med ind i forholdet til det barn, han selv er far til. Det nye og intereressante for mig er imidlertid, at angsten for tabet af barnet af fortælleren opleves som var det hans egen udslettelse, det gjaldt, samtidig med at der æstetisk peges så tydeligt på smerten, afmagten og det ufremkommelige i den uforløste barnlighed, som den voksne fortæller fortsat er bundet til.
Der er altså noget galt med fortælleren i “De måske egnede”. Og det er vel dybest set det, der tjener som indre begrundelse for, at forfatteren Peter Høeg låner identitet til en forældreløs, en “måske egnet”, der har problemer med den lineære tid. Forfatteren Peter Høeg er en kunstner som ved at give fortælleren sit eget navn og dermed sige, at “det kunne have været mig”, radikaliserer den viden, der placerer såvel barnets, som kunstens og psykosens sprog uden for den samfundsmæssige normalitet, hvor de fleste af os befinder sig. Barnet vokser ind i dette fælleskab, psykotikeren forlader det, og kunstneren balancerer på den grænse, hvor forbindelsen til fællesskabet hele tiden må belastes optimalt.
Det er formentlig den grunderfaring, der fik den i allerhøjeste grad egnede Peter Høeg til i den grad at indleve sig i de ikke egnedes liv, at han til og med lånte sin identitet til en “måske egnet”. At forførelsen i så høj grad lykkedes, skal han fra denne læser ikke høste utak for. Den spontane læseoplevelse af “De måske egnede” var bevægende og anfægtende. Da jeg spurgte mig selv hvorfor, gav romanen såvel etiske som æstetiske svar.
Elisabeth Møller Jensens artikel blev første gang bragt d. 8. maj 1995 i den svenske avis EXPRESSEN.