Det er ikke helt rigtigt, at det kun er mænd, der er nomineret til dette års Bodilpriser. Når statuetten uddeles på søndag den 20. februar, vil man som altid finde både en kategori for Bedste kvindelige birolle og Bedste kvindelige hovedrolle. Men det er ikke ensbetydende med, at det var nemt at finde skuespillerinder at indstille til prisen, da Filmmedarbejderforeningen afholdt det årlige nomineringsmøde. Sjovt nok gik det dog lidt bedre til birollerne end til hovedrollerne.
Nu kan jeg godt forstå, hvis nogle af de kvinder, der har spillet med i en dansk film sidste år, bliver lidt forargede. Det bør de sådan set også blive. På dem, der skriver filmene. På dem, der ikke sørger for, at der er gode roller og interessant materiale for dem at arbejde med. På instruktørerne, der ikke insisterer på, at kvindelige skuespillere skal have væsentligt mere plads end den skammekrog, de er blevet henvist til i langt de fleste af sidste års film. Hvis de da overhovedet er med. Nicolas Winding Refns vikinge-ballade “Valhalla Rising” havde for eksempel ikke en eneste kvinde på rollelisten.
Dansk film år 2010 var i forbløffende grad domineret af mænd. Og det gælder ikke kun på skuespillerfronten. Også når det drejer sig om mandlige instruktører, manuskriptforfattere og fotografer, var der (som altid) et stort overtal af mænd. Yderligere bemærkelsesværdigt for sidste filmår var desuden de overvejende mandlige temaer og synsvinkler.
Michael Noer og Tobias Lindholms film “R” foregår i en rå fængselsafdeling for mænd. Nikolaj Arcels “Sandheden om mænd” handler om den vrangvilligt voksne Mads, der har svært ved at finde sig til rette i parforhold og tynges af egne og omgivelsernes forventninger til, hvordan en mand på hans alder skal leve. Thomas Vinterbergs “Submarino” følger to brødre, der mødes til deres mors begravelse, efter en familietragedie har holdt dem fra hinanden i 20 år.
I Casper Christensen og Frank Hvams filmoversættelse af tv-succesen “Klovn” tager de to drengerøve på Tour de Fisse, noget der ikke umiddelbart er foreneligt med Franks forsøg på at overbevise sin knibske kæreste Mia om, at han har faderpotentiale. Og i Susanne Biers “Hævnen” er lægen Anton udstationeret i Afrika og har derfor ikke mulighed for at være der for sin søn Elias, da han sammen med klassens nye dreng Christian kommer i uføre. Christian har også sit at slås med, for han har just mistet sin mor og har efter tabet svært ved at få en følelsesmæssig forbindelse med sin far. Og det var blot de film, der er nominerede i kategorien Bedste danske film.

Kvalitet afgøres ikke af køn

Det skal understreges, at alle disse film er virkelig gode film, der efter min mening til fulde fortjener deres nominering. Manglen på store kvindelige roller og temaer gør ikke per automatik en film dårlig, uvæsentlig eller uharmonisk. Den enkelte filmkunstner fortolker og formidler sin virkelighed, videregiver sine visioner, som kan være vedkommende og engagerende for et publikum, der består af både mænd og kvinder. Således synes jeg i virkeligheden, at den ansvarsforflygtigelse og egoisme, som Mads’ selvbedrag i “Sandheden om mænd” fører til, i lige så høj grad kan beskrive kvinder i den samme generation. Hvis det i øvrigt ikke var sådan, at vi på tværs af kønnene kunne se og nyde filmværker som universelle kunstneriske produkter, hvis kvalitet ikke blev afgjort af det kønsmæssige udsigelsespunkt, så ville der gennem filmens 115 års levetid ikke have været meget sjov ved at gå i biografen for kvinder verden over.

Filmen som spejl

Pointen er dog, at filmen både spejler virkeligheden og påvirker virkeligheden på en og samme tid. Film er ganske ofte en refleksion af det samfund og den tid, de er lavet i, og de kolporterer derudover den eller de skabende bagmænds verdensanskuelse. Mere eller mindre subtilt. Det filmiske blik på verden og os, der lever i den, er med til at konstituere vores selvbillede.
Det er en alment accepteret anskuelse, når det gælder studiet af nationale filmproduktioner. Når vi bruger udtryk som iransk film, tysk film eller dansk film, er det ud fra en forestilling om, at kulturelle og samfundsmæssige særpræg sætter deres spor på en given nations visuelle kulturprodukter. Man kan naturligvis ikke oversætte en film en til en og gøre et enkelt værk “ansvarlig” for en hel nations mentale bagage, men det ville være en fejl at udelade det aspekt i en mangfoldig analyse. Det samme gør sig gældende med køn. Og det er derfor, at sidste års chokerende mangel på gode kvinderoller i dansk film bør få folk til at spærre øjnene op. Det er nemlig ikke sådan, at der ikke findes gode historier for, om og med kvinder, skrevet, instrueret og filmet af kvinder. Og man kan glæde sig over, at Susanne Biers “Hævnen”, som efter min mening bør være vinderen af kategorien Bedste danske film, har fået stor national som international succes. På den måde fungerer Bier som rollemodel og inspirationskilde for kvindelige filmentusiaster, ikke bare herhjemme, men også i udlandet.

Nedlæg kategorien?

Som medlem af Filmmedarbejderforeningen kunne jeg måske have insisteret på, at vi i år simpelthen nedlagde kategorien Bedste kvindelige hovedrolle for at råbe filmindustrien op. Det skulle man måske have gjort. Der var blot en overhængende fare for, at det ville have afstedkommet en kønspolitisk debat, der rent ville have overskygget det, som Bodil er sat i verden for. Nemlig at fejre filmkunsten, som alle i foreningen elsker, på trods af at dårligt anmeldte branchefolk nogle gange tvivler.
Film er mere end køn, og derfor kommer jeg også og hylder dansk film på søndag. Men som kvinde græder jeg bitre tårer over, at kun 4 af 22 film er instrueret af en kvinde, kun 5 er helt eller delvist skrevet af en kvinde og kun 2 er fotograferet af en kvinde, og det endda den samme. Jeg ønsker de nominerede kvinder held og lykke, men jeg har svært ved at se, at kvinder i den danske filmbranche, såvel som det store kvindelige biografpublikum, har meget at fejre.