På hylderne i Phnom Penhs akademiske boghandel står en bog, som man skulle tro havde vakt ramaskrig i Cambodja, da den udkom sidste år. Gender-based Violence During the Khmer Rouge Regime fremlægger nemlig helt ny dokumentation for forbrydelserne under Khmer Rouge i en tid, hvor folkedrabet er på alles læber. 

Cambodja er lige nu midt i et storstilet FN-støttet retsopgør mod seniorlederne fra Khmer Rouge eller de Røde Khmerer, den kommunistiske revolutionære bevægelse, der havde magten i landet fra 1975-1979. I alt fem topfigurer står tiltalt for krigsforbrydelser, mord, tortur og andre overtrædelser af international lov og den cambodjanske straffelov. De fem risikerer fængsel på livstid, hvis anklagemyndigheden i tribunalet kan bevise, at de havde et direkte eller indirekte ansvar for de godt to millioner døde mænd, kvinder og børn under ‘Cambodjas holocaust’, som Khmer Rouge-tiden populært kaldes. 

Forskningsprojektet bag bogen Gender-based Violence During the Khmer Rouge Regime er historisk, fordi det er det første nogensinde, der har undersøgt kønsbetingede forbrydelser under Khmer Rouge. Bag projektet står den japanske forsker Nakagawa Kasumi, der til daglig arbejder på universitetet i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Ideen til projektet fik hun fra en cambodjansk dokumentarfilm, hvor overlevende fra folkemordet fortalte om deres oplevelser. En af dem var en kvinde, der havde overværet en massevoldtægt. 

– Hvis hun havde oplevet systematiske voldtægter begået af Khmer Rouge-soldater, måtte der findes mange andre som hende, fortæller Nakagawa.

Folkedrab med kønsmæssig dimension 

Nakagawa Kasumi fik ret. Det lykkedes hende at opspore 1500 overlevende m/k, som havde været over 10 år gamle, da Khmer Rouge sad på magten, og som enten selv havde været udsat for kønsbetingede overgreb, havde set andre blive udsat for det, eller som havde været soldater dengang og derfor vidste noget om overgrebene. 100 af dem blev herefter udvalgt til at fortælle deres personlige historie. 

Tilsammen tegnede de et billede af et folkedrab med en klar kønsmæssig dimension: Khmer Rouge var ansvarlig for både voldtægt, drab på voldtægtsofre og ugifte kvinder, der var gravide, samt tvangsægteskaber og tvangsprostitution. 

En af kvinderne i bogen fortæller, hvordan hun i 1978 overværede tre Khmer Rouge-soldater voldtage og myrde en kvinde inde i en skov, da hun sammen med tre andre tvangsarbejdere en dag var ude for at plante ris i en af regimets arbejdslejre. Soldaterne opdagede dem ikke, og de fire turde ikke fortælle nogen om det, de havde set. 

– Jeg var rædselsslagen, og vi skyndte os tilbage uden at lave en lyd, for vi var bange for, at de ville opdage os og slå os ihjel, fortæller kvinden 30 år efter. 

Men den voldtægts- og mordscene, de fire øjenvidner så udspille sig i skoven, bliver ikke en del af bevismaterialet i det kommende retsopgør. Det vil alle de andre forbrydelser, der var specifikt rettet mod kvinder under Khmer Rouge-tiden, heller ikke blive. For selvom både FN og Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) for længst har anerkendt kønsbetingede forbrydelser som fx voldtægt som en forbrydelse mod menneskeheden på lige fod med andre overgreb, så er der ikke et ord om køn at finde i det retslige grundlag for Khmer Rouge krigsforbryderdomstolen. 

Ligesom der heller ikke har været offentliggjort en eneste konklusion fra forskningsprojektet Gender-based Violence During the Khmer Rouge Regime i hverken de cambodjanske eller internationale medier. Forskningsprojektet er blevet mødt med larmende tavshed fra alle sider. 

Seksuel vold er tabu 

Da Nakagawa Kasumi påbegyndte sit arbejde i 2006, var hun ellers overbevist om, at det ville blive stort i enhver forstand. I hendes hjemland, Japan, har man nemlig i årevis haft sit blik fæstnet på de kønsbetingede krigsforbrydelser, der blev begået mod især koreanske og kinesiske kvinder under 2. Verdenskrig. Tusindvis af kvinder blev taget til fange af japanske soldater og levede som sexslaver på feltbordeller. 

Situationen for disse såkaldte “comfort women” har været genstand for massiv interesse hos både forskere, organisationer og medier, og selvom Japans regering har nægtet ethvert kendskab til fænomenet og herunder også har afslået at give kvinderne en officiel undskyldning, har nogle af dem fået en beskeden og symbolsk erstatning gennem private fonde. 

I december 2000 etablerede en japansk NGO derudover en uofficiel international krigsforbryderdomstol for militært sexslaveri. Domstolen fik stor mediebevågenhed, og i “tribunalet” sad bl.a. Gabrielle Kirk MacDonald, tidligere chefdommer i det internationale krigsforbrydertribunal ved retsopgøret om ex-Jugoslavien. 

Også i andre lande, hvor krig og folkedrab har fundet sted, er overgreb mod kvinder blevet heftigt debatteret. Eksempelvis netop i det tidligere Jugoslavien, hvor der foregik både tvangsprostitution og systematisk massevoldtægt af kvinder. 

Anderledes var situationen i Cambodja, erfarede Nakagawa Kasumi allerede fra dag ét. 
– For det første var det stort set umuligt at rejse midler til min forskning. Ingen ville røre ved emnet, ikke engang de cambodjanske kvindeorganisationer, fortæller hun. 

Argumenterne mod forskningsprojektet gik enten på tvivl om, hvorvidt den slags kønsbetingede forbrydelser faktisk havde fundet sted – eller tvivl om, hvorvidt Nakagawa overhovedet kunne finde nogen, der ville fortælle sin historie. 

– Der var en almindelig antagelse af, at ofrene nok ikke havde overlevet. Det er et stærkt billede på, hvor tabuiseret seksualitet og seksuel vold er i det cambodjanske samfund. Ofre for voldtægt og lignende overgreb får ofte lagt skylden på deres egne skuldre: “Hun lagde nok selv op til det” eller “Hun gjorde nok ikke ret meget for at afværge det”. Samtidig spiller familiens ære en kæmpe rolle, så mange familier vælger at tie seksuelle overgreb ihjel for at beskytte deres gode rygte, siger Nakagawa. 

Til sidst lykkedes det dog at få midler fra Asia-Japan Women’s Resource Center samt Open Society Institute (OSI) til at gennemføre projektet. Men da konklusionerne lå klar til offentliggørelse, bed ikke et eneste medie på. Da FORUM møder Nakagawa i Phnom Penh, er det første gang, hun giver et interview om bogen, der som sagt udkom i 2007. 

Strenge sædelighedsregler for mænd og kvinder 

I tiden mellem 1975-79 blev cambodjanske kvinder overalt i landet voldtaget af Khmer Rouges soldater, viser Nakagawas forskning. Det foregik enten systematisk i fængslerne som led i tortur eller spontant i arbejdslejrene, hvor soldater udså sig en kvinde. Kvinden, der blev voldtaget i skoven, blev eksempelvis hentet på et hospital, hvor hun var indlagt. Ligesom denne kvinde blev voldtægtsofrene ofte slået brutalt ihjel efter voldtægten, fordi den officielle Khmer Rouge-politik strengt forbød voldtægt. Blev en soldat taget i voldtægt, ville han ofte selv blive slået ihjel som straf. Derfor slettede soldaterne sporene efter sig – og tog eventuelle vidner med i købet. 

Den officielle Khmer Rouge-politik tillod heller ikke udenomsægteskabelig sex. Godt nok havde Khmer Rouge sine kommunistiske idealer i orden og svor, at de ville skabe et helt nyt samfund med nye værdier, hvor alt gammelt tankegods og kultur skulle udryddes. Herunder forestillingen om ‘familien’. Men ægteskabet var en af de institutioner, Khmer Rouge fastholdt. Og utroskab var strengt forbudt. Derfor blev kvinder, der blev gravide uden at være gift, slået ihjel på anklager om hor – uagtet hvordan, de var blevet gravide. Også mænd blev ofre for Khmer Rouges sædelighedsidealer. Ville regimet have en mand ned med nakken, var det effektivt at beskylde ham for incest eller upassende omgang med unge piger.

Tvangsægteskaber i revolutionens navn 

Med ægteskabets betydning in mente var tvangsægteskaber derfor også almindeligt under Khmer Rouge. Såvel mænd som kvinder blevet tvangsgift med hinanden rundt omkring i de mange arbejdslejre, hvor den cambodjanske befolkning blev sendt til for at arbejde for revolutionen. Også mænd og kvinder, der var med i Khmer Rouge-bevægelsen blev tvangsgift med hinanden, hvis ‘Angkar’, den populære betegnelse for hovedorganisationen, havde bestemt sig for, at de passede godt sammen. Og så var det ligegyldigt, om man i øvrigt var gift med en anden i forvejen. 

Straffen for at nægte at lade sig gifte var fængsel, trusler om voldtægt, tortur og forflyttelse til en arbejdslejr, hvor man ville komme til at leve under endnu mere brutale vilkår eller, i værste fald, henrettelse. På brudenatten holdt Khmer Rouge-soldater så øje med, om det nygifte par gik i seng med hinanden, som de burde. 

– Efter ceremonien kom soldaterne for at observere os og forsikre sig om, at vi elskede hinanden og havde sex, ellers ville vi blive slået ihjel. Jeg kunne se dem gennem hullerne i væggen i vores hus, fortæller en kvinde i bogen. 

Ægteskab blev også et frynsegode for særlige dedikerede soldater. De kunne udvælge sig en hustru som skulderklap for god militær indsats. Mange Khmer Rouge-soldater, som var blevet såret og handicappet i den borgerkrig, der førte bevægelsen til magten, fik således lov til at udpege sig en ægtefælle som tak for indsatsen. 

– Det gode ved Khmer Rouge var, at hvis du gerne ville gifte dig med nogen, kunne du foreslå det til Angkar. (…) Hvis hun sagde nej, tvang Angkar hende til at sige ja, fortæller en tidligere Khmer Rouge-soldat i bogen. 

Sidst, men ikke mindst, var tvangsprostitution også et fænomen, man kunne støde på under Khmer Rouge. 

– Højtstående Khmer Rouge-officerer kunne i al hemmelighed have en lille gruppe unge kvinder hos sig, som skulle stå seksuelt til rådighed for dem. Udadtil ville de måske sige, at kvinderne skulle bruges til madlavning eller andet, men i virkeligheden var de officerens private bordel, fortæller Nakagawa Kasumi. 

Sammenhængskraft frem for sandhed 

Den del af landets historie, som forskeren afdækkede, var ukendt for hendes studerende på universitetet. 

– Mens jeg fik afslag og afvisninger fra alle de officielle kanaler i landet til at gennemføre projektet, var mine cambodjanske studerende lutter øre. De var rystede, når vi diskuterede min forskning: ‘Skete dét der virkelig her i Cambodja?’, spurgte de. 

De unges forargelse står i skarp kontrast til reaktionen hos nogle af dem, man egentlig ville forvente en vis opbakning fra, når det gælder ny forskning om cambodjansk historie set med kønsbriller på. 

Landets mest prominente ligestillingsforkæmper, Mu Sochua, etablerede Cambodjas første kvindeorganisation, Khemara, i 1993, og siden blev hun landets allerførste kvindeminister fra 1998 til 2003. Hun fik bl.a. gennemført revolutionerende love om vold mod kvinder. 

Mu Sochua har hørt om forskningsprojektet og er lige så rystet over resultaterne som den unge generation. Men hun kan til gengæld godt forstå, hvorfor det er blevet mødt med tavshed. Det handler om samfundets sammenhængskraft: Familien. 

– Tænk på, hvad det ville betyde for familierne i Cambodja, hvis sandheden kom frem. Tænk på, hvad det ville betyde for de børn, der er resultaterne af et Khmer Rouge tvangsægteskab eller en voldtægt, siger Mu Sochua. 

Bødler og ofre lever side om side 

Tavsheden undrer heller ikke en af landets fremmeste eksperter i traumer fra tiden med Khmer Rouge. Sotheara Chim er psykiater og leder af Transcultural Psychosocial Organization (TPO) i Cambodja, der i årevis har arbejdet med traumebearbejdning af Khmer Rouge-tiden. Organisationen har i flere år tilbudt workshops for kvinder, hvor de både kan lære et håndværk og tale sammen om fortiden. Erfaringen fra arbejdet er, at cambodjanerne har valgt tavsheden. Selv de mest forfærdelige oplevelser, som man ellers ville synes var svære at bære på alene, kommer ikke frem. 

– Jeg husker tydeligt en kvinde, der under en af vores workshops pludselig fortalte en historie, hun havde holdt for sig selv i 30 år. Hendes lille søn på to år havde stjålet en banan, og som straf bandt Khmer Rouge et reb om drengens fødder, spændte rebet bag en bagagebærer på en cykel, og cyklede rundt på en grusvej med drengen hængende bagefter, indtil han døde. Moderen blev tvunget til at se på, fortæller han. 

Kvinden havde aldrig fortalt nogen om sønnens død. De Khmer Rouge-soldater, der begik drabet, lever den dag i dag i det samme samfund som hende selv. Derfor forstår Sotheara Chim godt, hvorfor andre historier heller ikke ser dagens lys: 
– Bødler og ofre lever jo side om side. 

Når Khmer Rouge Tribunalet fælder sine domme over de fem anklagede topledere, vil kønsbetingede forbrydelser som sagt ikke være at finde blandt anklagerne. FN’s Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) opererer med ni forskellige kategorier inden for anklagen ‘forbrydelser mod menneskeheden’, hvorunder seksuelle forbrydelser er inkluderet. Men gruppen bag Khmer Rouge Tribunalets retslige grundlag har udeladt muligheden for at anklage lederne direkte for sexslaveri, tvangsprostitution og andet, der hører under ICCs kategori. I princippet kan de kønsbetingede forbrydelser dog optræde i retssagen under kategorien ‘andre umenneskelige handlinger’. Men det vil næppe ske, retssagens øvrige juridiske knaster taget i betragtning. Et af de store slag mellem anklagere og forsvarere står nemlig om, hvorvidt man vil kunne dømme seniorlederne for at have et overordnet ansvar for forbrydelser, der blev begået af soldater og andre med lavere rang. 

Derfor vil mange cambodjanere, der overlevede folkemordet, i det hele taget føle sig snydt. Godt nok siger man, at de cambodjanske domstole vil kunne retsforfølge folk med en lavere rang, når tribunalet er afsluttet, men få tror på, det vil ske, fordi retssystemet er fattigt og svagt. 

Tilbage sidder Nakagawa Kasumi med et stykke historisk forskning, der trods modige kilder og hårdt arbejde måske aldrig vil komme Hr. og Fru Cambodja for øre, og som derfor snart vil fordufte lige så tavst fra boghylden i Phnom Penhs akademiske boghandel, som den kom.