I en sidegade til en sidegade til den myldrende souq i den Marokkanske turistby Marrakech sidder ni kvinder hver dag og syr på deres drømme. I bogstaveligste forstand. De ni kvinder, alle i alderen 30-40 år, de fleste mødre og hustruer, nogle få ugifte, er alle medlemmer af kooperativet Reseau Femmes Artisanes Marrakech. Det, kvinderne drømmer om, er at skabe en bæredygtig og overskudsgivende forretning med de produkter, de i fællesskab designer, syr og broderer. Med afsætning til kunder i udlandet arbejder de ni kvinder nu på fuldtid, men med en varierende indtægt, der i snit endnu ligger langt under det, man i Marokko vil kunne forvente af et fuldtidsarbejde.
Kooperativet har siden 2008 været involveret i et KVINFO-støttet samarbejde med studerende fra Danmarks Designskole, den franske NGO Planet Finance Maroc og den marokkanske designskole Collège Lasalle. Herigennem har kvinderne udviklet deres teknikker og metoder til produktudvikling, design og produktion. Der er også afholdt workshops i markedsføring, prissætning og afsætning.
’’Vi har lært meget om nye teknikker, om at designe motiver, og hvordan man lettere overfører dem til papir og herfra til materialer og om at bruge og sammensætte farver, som også appellerer til udenlandske markeder. Den danske og skandinaviske smag foretrækker eksempelvis meget enklere motiver og farvevalg til blandt andet broderi. Det giver også et mindre tidsforbrug og gør, at man kan sætte en lavere pris.  Vores drøm er naturligvis at sælge vores varer i mange lande. Vi har vist vores produkter i Spanien, Frankrig og Danmark og håber, at det kaster ordrer af sig. Og ellers prøver vi at bruge vores netværk og skabe kontakter via nettet, ’’ fortæller kvinderne i fællesskab.

Kooperativet har også mærket den globale, økonomiske krise. Det er svært at få produkterne afsat. Kvinderne forsøger at udvide deres salgsplatform med nye distributionskanaler som restauranter, cafeer, større butikker eller stormagasiner. Men indtil videre har ingen bidt på. Nu sælger de varerne enten via værkstedet, hvor de syr og modtager forretningsbesøg – eller fra en lille butik i souq’en, byens centrale marked.

Der er plads til 6 kvinder i kooperativets lokaler – 3 har ingen maskine og syr hjemme i hånden. Hertil kommer et varierende antal – op til 30 – løsere tilknyttede, afhængigt af kunders ordrer og efterspørgsel, som også sidder hjemme og arbejder. Kvinderne ønsker sig større lokaler, og meget gerne i sammenhæng med andre kunsthåndværkere, så de kan samle produktion og salg af deres respektive varer i samme bygning. Det er en stor og i øjeblikket temmelig fjern drøm, men som de siger, det er der, det starter, og lidt efter lidt kan det blive til virkelighed.

Nogle af kooperativets faste medlemmer bor så langt væk fra syværkstedet, der ligger i centrum af Marrakech, at de ikke har mulighed for at komme hver dag.

Kvinderne taler for tiden om at etablere en fælles børnepasning i tilknytning til kooperativet. Dels fordi der ikke findes nogen offentlig børnepasningsordning, og som dermed ville gøre det lettere for flere kvinder at arbejde mere. Og dels for at forhindre børnearbejde.
’Det er svært at kontrollere og sikre, at det ikke sker, når kvinderne arbejder hjemme. Vi ved, at flere og flere sender deres børn i skole, og det opfordrer vi også til, men vi ved også, at det for nogle kvinder er nemt og fristende at sætte deres større børn til at udføre nogle af de simple opgaver og på den måde være i stand til at producere mere,’ siger Sa’ida Cha’abouni, som er forkvinde for kooperativet.

Størstedelen af kooperativets ægtefæller er positivt indstillede over for deres hustruers arbejde. I de tilfælde, hvor der har været modstand, har de i fællesskab forsøgt at overbevise manden om fordelene ved at have en arbejdende hustru, fortæller Sa’ida Cha’abouni.
’Det er sket, at vi har været på besøg for at tale med en mand. Vi har slået på de økonomiske argumenter, og jeg tror, det har virket,’ fortæller hun.
Hun tror, at de gange, hvor der har været modstand fra mandens side, har det bundet i misundelse og at han har følt, at kvinden ville konkurrere med ham.

Så godt som enstemmigt tilkendegiver kvinderne, at de er stolte over at kunne bidrage til deres husstandsindkomst. Pengene, de tjener, udgør nemlig et væsentligt bidrag til husholdningen.
’’En af os har for eksempel fået mulighed for at betale medicin til et sygt familiemedlem. Mange hjælper forældrene økonomisk – og kan gøre det i højere grad, end hvis de ikke havde den ekstra indkomst,’’ fortæller de.

Alle i kooperativet producerer den samme type produkter, som er dem, kunderne efterspørger, og som kvinderne har udviklet i fællesskab. De deler indtægterne ligeligt mellem sig. Alle symaskinerne er fælles investeringer og er købt for indtægter fra salg. De er kommet til gradvist, efterhånden som der blev penge til det.

Kooperativet optager indimellem piger, som falder ud af det almindelige uddannelsessystem, og oplærer dem i kunsthåndværk. Der er to af kvinderne, som fast har ansvaret for at undervise og oplære nye kvinder i håndværket. 


Kvinderne sælger både deres egne produkter og produkter fra andre kooperativer i et netværk af kvindekooperativer, som støtter hinanden i at udvikle og markedsføre deres forretning og deres produkter. Når der kommer potentielle kunder, skal produkterne arrangeres præsentabelt. 

Samarbejdet med Danmarks Designskole har blandt andet resulteret i, at kvinderne i kooperativet har fået ny inspiration til designmetoder og -processer.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).