I 2006 indledte tunesisk politi en klapjagt på kvinder, der bar det islamiske tørklæde, hijab. Cirkulære nummer 108, som siden 1981 har forbudt tørklæderne i skoler og uddannelsesinstitutioner, blev nidkært håndhævet – med den begrundelse, at kvinders brug af tørklæde er et udtryk for sektarisme importeret fra udlandet, som præsident Zine Al Abidine Ben Ali udtrykte det. 

Alligevel er tørklæderne tydelige i hovedstaden Tunis’ gadebillede i dag. Som i andre nordafrikanske storbyer spadserer unge piger i stramme jeans med udslået hår arm i arm med jævnaldrende veninder med hijab. Og på campus omkring Al Manar-universitetet er der langt mellem kvinder uden tørklæde. 

Myndighederne har tilsyneladende opgivet at håndhæve cirkulære nummer 108. Nogle af de studerende omgår cirkulæret ved at hæfte rullekraven fast i en strikket hue, der skaber samme effekt som hijab, mens de fleste andre bærer det regulære tørklæde. Og for nylig har en kvindelig lærer fået domstolenes ord for, at hun har lov til at bære hijab. 

“Tunesien: Verdsligheden er truet”, skriver tidsskriftet Jeune Afrique på forsiden af februarnummeret i 2008 efter domstolsafgørelsen. En reaktion på tørklædedommen, man genfinder blandt landets kvindeorganisationer: 

– De rettigheder, vi har opnået, trues af tilbageslag, konstaterer Khadija Sherif, formand for Sammenslutningen af Demokratiske Kvinder i Tunesien, AFDT. 

Men selv om den snigende islamisering af det tunesiske samfund bekymrer kvindeorganisationerne, er det præsident Ben Alis autoritære styre, som holdes ansvarlig for udviklingen. 

– Regimet har et skizofrent forhold til islam. Trods landvindinger for tunesiske kvinder, som er enestående for et arabisk land, er kvindernes ligestilling traditionelt blevet misbrugt af magthaverne, som har praktiseret en form for statsfeminisme, påpeger Khadija Sherif.

Kvinders rettigheder en forudsætning for modernisering 

De tunesiske kvinders særstilling i den arabiske verden kan de takke landets første præsident, Habib Bourguiba, for. Han var blandt andet inspireret af den tunesiske tænker Tahar Haddad, som i begyndelsen af århundredet argumenterede for kvindernes ligestilling som en forudsætning for at modernisere det tunesiske samfund. I 1930 udgav han bogen Notre femme dans la charia et dans la société(“Kvinden i shariaen og i samfundet”, red.), en af klassikerne i tunesisk feminisme. 

Habib Bourguiba overtog Haddads teori om, at islams traditionelle kvindesyn står i vejen for moderniteten. 

– Habib Bourguiba så kvindernes status og en ændring i samfundets kvindesyn som det første trin i udviklingen af en demokratisk stat. Derfor forbedrede han kvindernes stilling, allerede inden han organiserede en udviklingsforfatning af staten, påpeger Hafhida Chekir, forfatter til bogen Les droits des femmes entre les textes et les résistances (“Kvinders rettigheder mellem lov og modstand”, red.) og lektor i jura ved Al Manar-universitetet i Tunis.

Tunesiske kvinder arbejder uden for hjemmet 

I modsætning til de to andre nordafrikanske Maghreb-lande, Algeriet og Marokko, blev polygami afskaffet tidligt i den tunesiske civilretslov, der organiserer kønnenes stilling. Den traditionelle “bortvisning”, hvor en mand kan forvise sin hustru når som helst, blev erstattet af en juridisk skilsmisse, som kvinder også kan anmode om. Og tvangsægteskabet er formelt set afskaffet med lovens krav om, at både brud og gom skal give deres frivillige samtykke til ægteskabet. 

I 1958 får både piger og drenge adgang til obligatorisk og gratis skolegang, og retten til abort, i hvert fald på papiret, indføres på medicinske kriterier i 1965 og på sociale kriterier i 1975. 

– Kvinderne får en uafhængighed, som er enestående i den arabiske verden. Tunesiske kvinder arbejder i vid udstrækning uden for hjemmet i dag. Mange er selvstændige erhvervsdrivende, og 52 procent af de studerende er kvinder. Selv om den legale minimumsalder for ægteskab er 18 år, er tunesiske kvinder i gennemsnit 29 år, når de bliver gift, og de får i gennemsnit 1,7 børn, hvilket mere eller mindre svarer til vestlige kvinder, påpeger Hafhida Chekir. Men lovgivningsmæssigt er der stadig meget at ønske for de tunesiske kvinder: 

– Kvinder arver stadig kun halvdelen af mændenes arv. Manden er fortsat familiens overhovede i juridisk forstand, og ligestillingen er aldrig for alvor slået igennem i den brede befolknings mentalitet, påpeger juristen.

9/11 gav mulighed for at hæmme både islamister og feminister 

– Det er staten, som har været arkitekten bag ligestillingspolitikken, ikke kvinderne selv. Bourguiba gav kvinderne stemmeret for at være sikker på, at vi stemte på ham. Han så sig selv som kvindernes forsvarer og så ingen grund til at tillade autonome kvindeorganisationer, der står uden for statens indflydelse, fortæller Khadija Cherif fra Sammenslutningen af Demokratiske Kvinder i Tunesien, AFDT. 

– Vi har fået en form for statsfeminisme, der tjener regimets interesser. Regimet udnytter ligestillingen som et propagandainstrument og et demokratisk blåstempel, blandt andet i forhold til udlandet. Virkeligheden er, at de kvindeorganisationer, som repræsenterer kvindernes egne synspunkter, udsættes for repression, understreger Khadija Cherif. 

Siden Bourguiba i 1987 blev afsat af nuværende præsident Ben Ali, og især efter 11. september 2001 har den internationale kamp mod terror været med til at øge undertrykkelsen af både den islamiske og den demokratiske opposition i landet. En antiterrorlov fra 2003 har skabt meget vide rammer for at anholde og fængsle mistænkte på grundlag af terror. Herudover har den feministiske organisation AFDT fx fået indefrosset et betydeligt støttebeløb fra EU, ligesom den demokratiske opposition, herunder de uafhængige feministiske grupper, generelt er blevet forhindret i at virke, siden Ben Ali er kommet til magten. 

– Det begyndte med islamisterne, men det har nu bredt sig til hele den demokratiske opposition, konstaterer Mohammed Trifi, formand for Den Tunesiske Menneskeretsliga. 

– Menneskeretssituationen er blevet forværret inden for de seneste år. Politiske modstandere er døde under tortur. Oppositionsledere er blevet arresteret eller er rejst i eksil. Og civilsamfundets organisationer, herunder menneskeretsorganisationer, bliver udstillet og forhindret i at arbejde. Et frygtsomt klima har lagt sig over landet, hvor alle føler sig mere eller mindre udspioneret, fortæller menneskeretsforkæmperen. 

Som en af landets førende feminister, journalist Sihem Ben Sedrine på det feministiske webtidsskrift Kalima, har udtrykt det: 
– Bin Laden har stemt på Ben Ali, og Ben Ali har stemt på Bin Laden. 

– Op igennem 1990’erne var styret godt på vej til at blive diskrediteret især af udlandet. 11. september 2001 kom som en gave fra himlen, som gjorde det muligt at slå ned på hele den tunesiske opposition. Vi aflyttes og skygges, vore lokaler og bankkonti lukkes, og vi forhindres i at holde møder. Selv er jeg blevet idømt otte månders fængsel for “valutasmugling” af 100 euro, siger Naziha Rejiba, bedre kendt som Om Zied, en af de førende tunesiske debattører, blandt andet som lederskribent ved Kalima, det feministiske internettidsskrift.

Tunesisk regering overdriver en islamisk trussel 

Om Zied og andre feminister, som Khadija Cherif, er enige om, at styret formentlig overdriver den islamiske trussel for bedre at kunne klamre sig til magten. Et synspunkt, som bekræftes af udenlandske terroreksperter. 

– Der er intet, der tyder på, at der i Tunesien eksisterer velorganiserede terrornetværk med tilknytning til Al Qaeda. Men undertrykkelsen af demokratiet og fraværet af demokratiske perspektiver øger risikoen for, at en ny generation af unge fristes af den radikale islam, mener Vincent Geysser, specialist i Tunesien ved det franske Institut for Arabiske Studier, IREMAM. Den stigende islamisering af det tunesiske samfund skal ses i det lys. 

– Udraderingen af de demokratiske partier har efterladt et tomrum, som udfyldes af islam, blandt andet som en protest mod USA’s fremfærd i Irak. Samtidig har styret udviklet et skizofrent forhold til islam, analyserer Khadija Cherif fra kvindeorganisationen AFDT. 

– På den ene side bekæmper man en påstået islamisk trussel, og på den anden side forsøger regeringen at imødekomme den radikale islam ved at promovere en form for statsislamisme. Den har altid ligget latent i Tunesien, hvor forfatningen forlanger, at præsidenten skal være muslim, påpeger hun. 

Præsidenten afslutter nu alle taler med et religiøst citat, og det religiøse Zitouna-universitet, som ved selvstændigheden blev underlagt det verdslige og statsfinansierede universitet, er igen blevet en religiøs institution. 

– Resultatet er, at islamiseringen breder sig fra de fattigste befolkningsgrupper, der altid har været stærkt troende, til middelklassen, der plejer at være verdsligt orienteret. Det er en potentiel trussel mod ligestillingen og adgangen til det offentlige rum, som kvinderne traditionelt har haft i Tunesien, mener Khadija Cherif.

Feminister splittede i forhold til statsfeminismen 

Cherif påpeger, at det tunesiske styre forsøger at skjule en statsislamisme ved nok en gang at mobilisere statsfeminismen. 

– Ben Ali har indført kønskvotering til parlamentet, så 25 procent af parlamentarikerne skal være kvinder. Men det er en ren kulisse, al den stund den demokratiske opposition og menneskerettighederne i almindelighed undertrykkes, mener Khadija Cherif. 

Men her er de tunesiske feminister splittede. En fløj omkring Om Zied ser kvindekampen som en del af den demokratiske kamp og mener ikke, at decideret kvindepolitiske krav er relevante lige nu. 

– Det, som truer de tunesiske kvinder, er det samme, som truer de tunesiske mænd. Der er ingen ligestilling og ingen kvindefrigørelse i et samfund, hvor frihedsrettighederne og menneskerettighederne undertrykkes. I denne situation er det pjat at beskæftige sig med for eksempel kvindernes arveret, mener Om Zied. 

Her er Khadia Cherif dybt uenig: 
– For at imødekomme islamiseringen og fastholde ligestillingen som et legitimt politisk mål er det vigtigt, at vi bliver ved med at minde om, at kampen ikke er slut, og at ligestillingen aldrig er blevet fuldført. Derfor tager vi spørgsmålet om kvindernes arveret op, ligesom vi peger på for eksempel kønsbestemte uligheder i forhold til arbejdsløshed og fattigdom, hvor kvinderne rammes særligt hårdt, siger Khadija Cherif.

Fælles front omkring tørklædet 

De tunesiske kvinders kamp mod statsfeminismen på den ene side og statsislamismen på den anden fører derimod til enighed på ét punkt: Det islamiske tørklæde skal hverken forbydes i feminismens navn, eller påtvinges i islamismens. Men derimod være et individuelt valg for den enkelte kvinde. 

– Sammenslutningen af Demokratiske Kvinder i Tunesien har taget afstand fra den stigende islamisering af samfundet, som udbredelsen af hijab er et udtryk for. Og vi vil til enhver tid kæmpe imod, at der indføres tørklædetvang. Men det må være op til den enkelte at vælge, understreger Khadija Sherif. 

Og Om Zied er enig: 
– Jeg er både imod dem, der vil påtvinge kvinder tørklædet og dem, der vil forbyde det.