Det er frygteligt at måtte sige det, men selv skulle jeg altså blive 45, før jeg fandt en kæreste, der havde den godhed at fortælle mig, at mandens seksuelle nydelse så langt fra er ligefrem proportional med graden af friktion. Nej, nydelsen skyldes skedevæggenes helt særlige riflede, bløde plasticitet i kombination med skedens geniale smøresekreter, der tilsammen giver en unikt tilpasset frydefuld, smygende fornemmelse af slimhinde mod slimhinde, der simpelthen ikke kan eftergøres på nogen andre måder. Ikke på nogen måde!
Manden, der fortæller dette, ligger på ryggen i min seng en solvarm efterårsdag og udvikler med strålende øjne, nærmest drømmende i sin fortælling om egen erfaring med mandlig eros, imens jeg betaget lytter. Han fortæller, hvor særligt det er, det kussen kan. Kunstige kusser, håndjobs, analsex, spyt og eksplorationscreme kan godt gå hjem og lægge sig. Ingen af delene vil nogensinde kunne konkurrere med denne…. frydefulde fornemmelse af at glide i kvindekroppens egne perfekt tilpassede sekreter. Og når alt var blevet fuldkommen blødt og vådt og varmt derinde… når hun var åben… så vidste man, at hun var parat – og så blev det til noget nærmest helt uimodståeligt… at afgive sin sæd.
Var det sådan, det var at være mand?
Den lettelse, der strømmede igennem min krop, var ubeskrivelig – og chokerende for mig selv at erfare.
Det gik op for mig, at jeg indtil denne dag havde gået rundt i en tro på, at kussens værdi for manden i bund og grund afhang af, hvor snæver den var, eller sagt med andre ord: At den dermed ALDRIG helt var god nok… Fordi den form for snæverhed dybest set er uopnåelig fra et organ, der er designet til, at et helt barn skal kunne komme ud – hverken mere eller mindre. Jeg husker også min vage undren… over alt det andet… hvordan det hele gik ud på for tiden, at unge kvinder skulle give analsex senest ved tredje date – og ellers var det ud med dem. Hvorfor var analsex blevet sådan en vigtig form for sex, der blev fremhævet tidligt og silde, hvis ikke fordi der var tale om en helt anden, »hård« og derfor bedre friktion, end den, skeden kunne give?

Lever vi i et verbalt truende, aggressivt miljø i forhold til vagina

De evindelige jokes om kusser, der enten er store, latterlige, grimme eller uappetitlige netop som en konsekvens af den opsvulmning af vævet og rigelighed af smøresekret, som er et resultat af seksuel ophidselse. … Hvorfor var netop DEN kusse, den ophidsede kusse, der ovenikøbet, kunne jeg forstå, havde dette helt særlige at tilbyde manden, den ækleste af kusser?
Jeg hørte engang en fyr omtale kvindens skamlæber (som om det ord i sig selv ikke var slemt nok), »stænklapperne«. Jeg tror det grimmeste, jeg nogensinde har hørt, var en fyr, der fortalte, han havde sagt til en kvinde, »skat, må jeg få lov til at snotte dig i øksehugget?«. Det er ligefrem så grimt, at jeg føler behov for at forsikre om, at det i hvert fald ikke var mig, dét blev sagt til. (Så meget for søstersolidaritet). Men er vi kvinder blevet gjort skade på vores køn? Lever vi i et miljø, der er verbalt truende, nedgørende, aggressivt og destruktivt i forhold til vagina? Og rører det os slet ikke? Som kvinder? Som elskerinder? Som mennesker? 
Ja, jeg stiller det som et samvittighedsspørgsmål! Og det gør jeg, fordi disse historier fra mit eget kvindeliv randt mig i hu under læsningen af Naomi Wolfs Vagina: A New Biography. De rummer nemlig i en komprimeret form bogens centrale problemstilling: kulturens manglende kærlighed til det kvindelige køn. Og vores egen manglende bevidsthed som individer m/k om netop dette forhold! Og så gør jeg det, fordi Naomi Wolfs bog har fået en ganske ilde modtagelse i offentligheden med latterliggørelse, sarkasme og afvisning over en bred kam.
Først og fremmest i den engelsktalende del af verden naturligvis, da den jo ikke foreligger i oversættelse endnu. Men i Information kaldte Annegrethe Felter Rasmussen bogen en lige højre til det feministiske projekt, ud fra den påstand, at Wolf ville hævde, at kvinder tænker med kussen (og hvem vil dog ansætte en kusse… særligt da i en stilling med magtbeføjelser, var logikken). Men ikke nok med det. For ligesom – og det må man virkelig kalde det i denne sammenhæng – at føje spot til skade, refererede Annegrethe Felter Rasmussen også Wolfs anekdote om vennen, »Alan«, der serverede kusseformet pasta med stegte pølser og hel dampet laks som en initierende æresmiddag for bogprojektet… – hvorved han desværre også fik fremvist sin egen uafvidende væmmelse ved kvindekønnet, hvilket forårsagede, at Wolf fik en skriveblokering af et halvt års varighed: »Man kan blot vente på, at ‘Alan’ giver sig til kende, så vi kan oprette en Facebook-side til hans ære«, kvitterer Rasmussen.
Jo. Men… hvis det virkelig var det, det kom an på, skulle der vist nok ikke mangle anledninger til at oprette Facebook-sider til forskellige folks ære, skulle jeg hilse og sige. For nedgøringer af kussen og kussen brugt til nedgørende formål foregår med stor intensitet i offentligheden! Og måske var det mere interessant, at »Alans« klodsede gestus havde i den grad magten til at lukke munden på en ellers vidende og selvbevidst kvinde som Naomi Wolf.

Wolf er skarp og radikal

For lige at slå det fast: Naomi Wolf skriver naturligvis ikke, at kvinder hverken er deres kusser eller tænker med kussen. Så plat og så primitivt fremlægger hun selvfølgelig ikke sin pointe: At der nemlig eksisterer et kompliceret neurologisk netværk imellem området omkring kvindens vagina og hjernen, som interagerer intenst med hinanden, og hvortil også evnen til at få orgasme er knyttet. Kussens tilstande udløser forskellige former for biokemi i hjernen, der igen skaber følelsesmæssige tilstande. Men de følelsesmæssige tilstande påvirker også det neurale netværk den anden vej – så hvis en person eksempelvis modtager en række seksuelt truende, krænkende, latterliggørende eller aggressive input fra sine omgivelser, påvirkes skedens neurale netværk negativt, dvs. bl.a. med tab af følsomhed. Naomi Wolfs stærkeste og mest velunderbyggede pointe er, at det kvindelige kønsorgan konsekvent objektgøres og nedgøres på en særlig måde i den vestlige kulturkreds.
Pludselig forstod jeg, hvorfor Jørgen Leths skildringer af kussen, dels i Brøndums Encyklopædi og dels i sin selvbiografi, Det (u)perfekte menneske, om Kokkens Datter, havde budt mig sådan imod begge dele: Jørgen Leths blik på kvindens kønsorgan som en mark, hun har imellem sine ben, som hun kan handle med og opnå fordele ved – er reelt en degradering, skønt han kalder det det stik modsatte: en hyldest og en magtfaktor. Kvindens jord. Hendes land. Dét, der må udnyttes med andre ord og bliver udnyttet. Af hvem? Af hende selv selvfølgelig, ville Jørgen Leth sige. Af manden, ville Naomi Wolf sige. I kraft af en kombination af symbolsk vold (måden at verbalisere kussens betydning) og konkret vold (at kvinder grundet deres sociale stilling tvinges til at gøre en salgsvare af deres kønsorgan), bliver kvinden frataget kussen som noget, der er en integreret del af hende(s) selv og gøres i stedet til en objektiverbar genstand, der kan udnyttes, benyttes, byttes, sælges eller lejes ud.
Det er i kapitlerne om synet på vagina op igennem historien og nutidens seksuelle kultur med pornografien som den allestedsnærværende seksuelt socialiserende faktor, at Wolf er skarp og radikal.
Hun redegør overbevisende for de forskellige kollektive måder, hvorpå kussen i dag bliver italesat og billedliggjort på en nedværdigende, degraderende måde – bare mængden af nedgørende slang for kusse, overgår langt, hvad der findes af nedsættende slang for pikken. Men værst er vel næsten det menneske -og kvindesyn, pornografien er kommet til at stå for. Uanset om man bryder sig om det eller ej, så bliver de unge kvinder og unge mænd i dag socialiseret seksuelt af pornoen. Og efter nogle tiår i lykkelig, insisterende fornægtelse, begynder de videnskabelige beviser at strømme ind, og de viser, at menneskers seksuelle identitet og deres måde at fungere på bliver påvirket af pornografien.
Vores samtid opererer reelt med en indskrænket opfattelse af, hvad seksualitet overhovedet ER, siger Wolf. Sex reduceres til det, der kilder eller vibrerer. »Dette libertinske sex-som-sjov-syn på seksualiteten og vaginaens rolle i det, er vores komplicerede arv efter hele denne udvikling«, hedder det. At være libertinsk er nemlig ikke nødvendigvis det samme som at være frigjort og udfolde sin eros. Seksualiteten bliver gjort til en form for absolut frirum, hvor ingen står til regnskab for noget, og intet rummer nogen dybere betydning. Hvilke fantasier, fascinationer, præferencer vi end måtte dyrke, så siger de intet om, hvem vi er.
Nu har man imidlertid udviklet måleredskaber, der viser, at så enkelt er det ikke! Og blandt andet derfor synes jeg, at man bør lytte til, hvad Naomi Wolf har at sige. Flere og flere mennesker beretter efter års forbrug af pornografi, at de bliver desensibiliserede og for overhovedet at kunne føle noget, må de søge mere og mere ekstreme former for pirring, der i længden kan munde ud i reel frigiditet og impotens.

Deler anmeldernes irritation over gudindesnak

Ganske vist lukker man bogen med den lidt blandede fornemmelse af en kvindelig forfatter, der har et lige lovlig stort narcissistisk behov for at glorificere mandens (ønskede) dyrkelse af kvinden i det heteroseksuelle parforhold som selveste kvintessensen af det feminine selv, men som på den anden side også øser af et så stort og velunderbygget materiale, at man jo skulle være ignorant for ikke at anerkende projektets relevans. Hvis man ikke gider læse kussens kulturhistorie – er man efter min mening idiot. Og det er dén historie Naomi Wolf fortæller.
Jeg deler anmeldernes irritation over al gudindesnak – vi er mennesker… Også dernede og basta! Dén anerkendelse ville være langt væsentligere for kvinder at få, end al den smiger og idealisering, som Naomi Wolfs gudindesnak lægger op til.
Wolf forfalder også til den velkendte unode, at for den, der lige har fået en hammer, ligner al ting søm. På en ukritisk måde bruger hun neurobiologien til at forklare alt med, herunder det fænomen, der kendes som »Askepotkomplekset« eller »Kvinder der elsker for meget«. Wolf forklarer kvinders tilbøjelighed til patologisk og selvdestruktiv afhængighed i parforholdet med, at det neurale netværk på en anden måde end hos manden giver hende et kraftigt skud dopamin, hvis hun er så heldig at møde den helt rigtige elsker – hvilket altså skulle prædisponere kvinder for at udvikle et addiktivt forhold til en elsker ganske som narkomanen til sit stof. Denne måde at forklare selvdestruktiv afhængighed i parforholdet på forekommer imidlertid denne anmelder svært reducerende, og som en farlig forsimplende udlægning.
Der mangler også en kvalificerende refleksion fra Wolfs side over konsekvenserne af den neurovidenskabelige kompleksitet, hun selv redegør for: På den ene side synes der at eksistere en nærmest uendelig form for plasticitet eller – hvis man foretrækker: kapacitet for tilpasning i mennesket, hvilket netop skyldes den evige vekselvirkning imellem det omgivende miljøs stimuli, der på en og samme tid opfattes og tolkes gennem sanserne, som meddelelser til hjernen, der atter virker formende og forandrende ind på opbygningen af hjernen.
På den anden side findes der »åbenbart« en evig og rigtig måde at forholde sig til kvindens kusse på gemt i de ældgamle, mystiske elskovstraditioner: Tantra, Tao, Islams duftende have og så videre. Problemet er, at Wolf også kommer frem til, at lige såvel som pornografien synes at påvirke den mandlige seksualitet i en retning, hvor direkte og »hård« stimulering, det være sig i fantasien eller i selve akten, er forudsætningen for overhovedet at kunne mærke noget, så gælder ved nærmere eftersyn det samme for kvinder. Mænd og kvinder synes ret fælles om, under påvirkning af pornografien som socialiserende faktor, at både ville og måtte søge ekstrem, direkte og stærk seksuel påvirkning, gerne peppet op med overskridelsen af tabuer såsom incest eller sex med børn, for overhovedet at kunne føle noget.
Hvis vi åbenbart er så plastiske, hvordan kan man så på den anden side udkaste noget som værende en endegyldig norm (Tantra, Tao, Islams duftende have)? Lige nøjagtig dét kan jeg godt forstå, at kritikerne spørger om. Og så kan jeg ikke forstå det alligevel.
Meget kan man sige om neurobiologien, men den kan efter min mening ikke takkes nok for omsider at skaffe os af med den pseudovidenskabelighed ang. mediernes påvirkning eller ikkepåvirkning af os, som jeg med skam at melde anser, at min generations akademikere har budt ind med. Min generations postfeministiske medieforskere konkluderede op gennem ’80-erne og ’90-erne nærmest rituelt, at hverken tv-serier med massivt kønsreaktionære budskaber, sexistiske reklamer, voldelige computerspil eller pornografi havde indflydelse på folks bevidsthed. Overhovedet. Nej.
For folk og især folk, der var født lige ind i den medieverden uden at have kendt til noget andet, kunne så let som ingenting skelne imellem fiktion (medierne) og den virkelige verden (?), mente man. Hvordan man vidste det? Jo, det havde man skam selv spurgt dem om – og tænke sig, alle svarede nej til at være påvirkede. Alle påstod, at de udmærket var klar over forskellen mellem fiktion og realitet. Neurobiologien skyder effektivt denne påstand i sænk: Det er fuldkommen utænkeligt, at mennesket ikke bliver påvirket, præget og mærket på både krop og sjæl af alt, hvad det oplever! Neurobiologien er den videnskab, der har opfundet redskaberne til pt at måle og dermed bevise dette.

Hver tidsepoke sit sprog og tilgange

Hver tidsepoke udvikler formentlig sit eget sprog og sine egne tilgange til de problemstillinger, som presser sig på som relevante. Derfor er det næppe noget tilfælde, at Naomi Wolf griber til den nyeste neurobiologiske forskning, der netop viser, hvor plastisk forholdet imellem individ og miljø i virkeligheden er. I forhold til kønspolitik er pointen, at alle de symbolske måder, vi omgås kussen på – også er den faktiske måde, vi omgås kussen på – og som kvinder lige fra små piger bliver meddelt er måden at omgås kussen på… og som også bliver deres egen måde at omgås kussen på.

Blandt andet derfor ser vi jo også, at purunge pigers prostitution af sig selv til gengæld for småting, griber om sig – et fænomen socialarbejdere har døbt »et blowjob for en big mac«. Efter tre lange årtier i drømmeland påpeger neurobiologien med andre ord den intime forbindelse mellem individ og omverden på ny. Og ansvarliggør derved også omverdenen – dvs. kulturen – på ny. Og hold dog op, hvor vi trænger til det!
Wolf giver os indblik i forsøg med rotter, der viser hvor prægede hunpattedyr bliver af deres initierende seksuelle oplevelser. Jeg synes ikke, det er ligegyldig viden. Jeg synes f.eks. heller ikke, at det er ligegyldig viden, at alle hunpattedyr har en klitoris. Jeg er i hvert fald vokset op med at blive fortalt, at dét var noget helt særligt for mennesket/kvinden. Men hvis alle hun-pattedyr har en klitoris, udgør det jo et kæmpe indicium for, at hunnens seksuelle nydelse er indstiftet i den evolutionære udvikling, som konstituerende for arternes overlevelse. Og at det er muligheden for at parre sig, skønt den fulde lyst ikke realiseres hos kvinden, der egentlig er det underlige ved mennesket.
Hallo! Er det ligegyldigt, at forskningen afslører, at kvinders lyst, deres seksualitet og deres begær i disse (det tror vi da) mest seksuelt frigjorte og ligestillede af alle tider, reelt er markant undertrykt? En ud af tre amerikanske kvinder rapporterer iflg. Wolf at lide af mindsket sexlyst, og for én ud af ti kvinder er fraværet af begær så udtalt, at det kan bære en klinisk diagnose. Imellem hver sjette og hver tredie kvinde melder om manglende evne til at få orgasme. Denne procentdel er STEGET siden den seksuelle revolution havde sit højdepunkt i 1976, hvor 25% kvinder klagede over manglende lyst. I en undersøgelse fra 2009 klagede 43% kvinder i forhold til 31% mænd over seksuel dysfunktionalitet. En undersøgelse fra 2010 viser, at kun 64% af kvinderne oplevede at få orgasme under deres sidste samleje, hvilket jo, som Wolf bemærker, betyder, at næsten fire ud af ti ikke fik orgasme. Imidlertid kunne 84% af undersøgelsens mænd rapportere, at deres kvindelige sexpartner skam havde fået orgasme.
En af de ting, som måleligt er gået tilbage, siden Hite-rapporten udkom i 1976, er således kvinders ærlighed med hensyn til at fremvise deres behov under den erotiske akt. … Frigørelse… anyone?

Hvorfor provokerer bogen?

Hvad er det, der (åbenbart) provokerer folk så voldsomt ved denne bog? For størstedelen bringes en viden til torvs, som burde få enhver – havde nær tænkt og skrevet feminist, men mener selvfølgelig kvinde op af stolen: Cirka en ud af fem kvinder i US beretter, at de er blevet seksuelt forulempet. The national Intimate Partner and Sexual Violance Survey kom frem til, at en trediedel af 16.507 adspurgte kvinder angav at have været udsat for voldtægt, fysisk vold eller stalking. Det skønnes, at 1,3 millioner amerikanske kvinder om året udsættes for voldtægt eller forsøg på voldtægt. En ud af hver enogtyvende mand har til sammenligning været udsat for voldtægt.
Undersøgelser peger på, at blot én oplevelse af seksuel krænkelse kan påvirke offeret kronisk for al fremtid. Overgrebet har en langtidseffekt derved, at det sætter en hæmning ind, som påvirker vaginas evne til at respondere på seksuel stimulation med øget blodtilstrømning til vævet. Det svarer til, at en mand ikke får erektion eller kun en delvis, »blød« erektion. Kvinder, der har været udsat for seksuel vold, får kort sagt sværere ved at fungere – ikke bare seksuelt, men på mange niveauer. Men først og fremmest rammes de af en mindsket selvfølelse!
Jeg er ikke blind for Naomi Wolfs forskellige fejl. Men jeg konstaterer også, at de får lov til at fylde ALT, imens selve bogens BUDSKAB ikke får lov til at blive diskuteret: Nemlig undertrykkelsen af kvinder! Dén pointe undlod lige det samlede anmelderkorps at forholde sig til.

For at sige det ligeud virker det på denne anmelder som om den magt, Wolf beskriver, der udøves igennem kønslivet, og som lukker munden på kvinder, synes at være for provokerende at forholde sig til. Samtidig ser det ud, som det sårer noget forfængeligt dybt i os, at nogen vil påstå… ja, bare antyde… at den eros vi, VI her i vesten har opdyrket… den moralsk frigjorte, pornografiske seksualitet… at den ikke er den BEDSTE. Nej. DET er for groft til, at vi vil høre på det. Og dog er det, hvad Wolf fortæller os.

Vestens frigjorte, pornografiske seksualitet bliver krænket

Kussen er – hvis nogen ikke skulle have forstået det – ikke bare en udgang (for fødslen af barnet), men også en indgang – til en verden af følelser, tilknytninger og relationer. Men den verden er vi i fuld gang med at ødelægge med alle disse former for symbolsk vold rettet imod kussen (lillepigeidealer, der konkret omsættes i plastiske bortoperationer af væv samt operative indgreb med det formål at stramme vævet op (=stramhed/friktionssex) samt socialt pres på kvinder, der tvinger dem til at objektivere deres kønsorgan som en form for salgsvare (= prostitution)).
Det er dybt foruroligende, at vi har et globalt anmelderkorps, der ikke er i stand til at se dét!
Det spørgsmål, Wolf rejser, er i virkeligheden så alvorligt, at vi slet ikke har råd til at lade være med at forholde os til det! Og for mig at se, er det netop, hvad de negative anmeldelser er gået ud på! At sætte kikkerten for det blinde øje og hævde, at der ingenting var at se – men, må man spørge sig, hvoraf så denne djævelske og veloplagte nedgøring af såvel projektet som forfatterens person… Hvis bogen virkelig er ligegyldig?
Det er, som om bogen i sidste ende rejser nogle dybtliggende spørgsmål om vores relationsevne – som offentligheden ikke vil høre. Prisen for, at kvinder erhvervede den formelle ret til at gøre sig gældende i samfundslivet på lige fod med mænd var, at de også måtte tilpasse sig »systemet«, som det nu engang var, og de erobrede kun retten ved at sværge højt og helligt på, at der principielt ikke var nogen forskel på dem og mænd. Men den verden, hvis normer og værdisæt, vi som kvinder har accepteret… eller måttet acceptere… for at få adgangsbillet til »mændenes verden«/samfundslivet, måske læderer kvinder i en langt højere grad, end vi overhovedet er klar over eller har ordene og begreberne til at kunne formulere. Det er reelt denne problemstilling, Wolf adresserer med kussens kulturhistorie samt neurovidenskabens landevindinger som sprog.
Hvilke konsekvenser har kulturens miskendelse af kvindelighedens betydning? For seksualiteten og for selve tilknytningsevnen?
Dette krav… at skulle fungere som en mand, har i realiteten amputeret kvinders forhold til store dele af sig selv og deres egen behovsverden. Ikke mindst i seksualiteten. Ret beset ikke så underligt, eftersom man længe har vidst, at omkostningen ved at være mand og skulle realisere sig selv på arbejdsmarkedet netop er en amputering af føleevnen- (hvilket det så i det traditionelle 50’erkønsrollemønster har været op til kvinden at kompensere for). Det er sandt – på den måde er der ingen forskel på kvinder og mænd. Forskellen er bare, at verden som helhed og som konsekvens heraf henvises til at leve og klare sig i stigende grad uden den nære kontakt, det intime liv, den dybe forbindelse. Og hvad er det i færd med at gøre ved os?
Er vi fri til at elske? Nej! Det er vi ikke, siger Naomi Wolf. Vi bilder os det bare ind, fordi vi har fået fri adgang til sex og mulighed for skilsmisse. Vi skal naturligvis forsat have adgang til fri sex, mulighed for skilsmisse og kønnenes ligeværdige deltagelse i samfundslivet. Men måske er vi nødt til at forstå, at det er så store kulturelle omvæltninger, at vi er nødt til at gentænke mennesket og menneskets behov på en respektfuld og omsorgsfuld måde, som bør få indflydelse på samfundsindretningen! Og dét mangler vi endnu at erkende. Wolfs bog bringer vidnesbyrd om dét.