Avatar

Jørgen Poulsen

Hvert år 5. juni stryger Dannebrog til tops. Vi fejrer demokratiet og Grundlovens indførelse i 1849. Men realiteten var, at kun en begrænset del af danskerne fik stemmeret. Det drejede sig om godt og vel 70 pct. af alle mænd over 30 år. Grundprincippet var ikke lige og almindelig valgret til voksne personer, men den såkaldte husbondvalgret, det vil sige valgret til de mænd, som rådede over egen husstand.

Tim Knudsen

Professor emeritus

Lic. adm. pol. et cand.mag.


Tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Tim Knudsen har deltaget i en række internationale forskningsprojekter om bl.a.
statsministre, regeringsledelse og topembedsmænd.

Læs mere om Tim Knudsen

 

”Der er mange grunde til, at man efter min opfattelse ikke kan kalde Grundloven i 1849 for en indførelse af demokrati. En af dem er, at det ikke stod i Grundloven, at vi har demokrati. Det står der heller ikke den dag i dag. Der står, at vi har et indskrænket monarki i modsætning til det absolutte monarki, som man havde under enevælden. Kongen havde i 1849 fortsat den udøvende magt. Det betød bl.a., at det fortsat var kongen, der i princippet bestemte, hvem der skulle være ministre, og hvornår de skulle fyres. Og det var kongen, der i princippet bestemte, om der skulle være valg.

Jeg kender ikke nogen akademisk anerkendt forståelse af demokrati, der hævder, at man kan have demokrati, når folket ikke engang indirekte via parlamentarisme kan bestemme, hvem der har den udøvende magt”, siger Tim Knudsen, professor emeritus, der er historiker, forfatter og politisk kommentator. Tim Knudsen var professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, indtil 2012, og han har i mange år forsket i udvikling af det danske demokrati, og hvordan det danske folkestyre fungerer.

Skruen strammes om folkestyret i 1866

Den anden årsag til, at 1849-forfatningen ikke er demokratisk, er, at store grupper ikke havde stemmeret, minder Tim Knudsen om. De går under betegnelsen de 7 F’er. Fruentimmere dvs. kvinder, Folkehold dvs. tjenestefolk, Fattige, Fallenter dvs. mænd, der var gået konkurs, Fjolser, dvs. mentalt handicappede, Fremmede, dvs. mænd, der boede i Danmark uden dansk indfødsret, og Fængslede, dvs. mennesker med en plettet straffeattest.

Tilmed blev Grundloven forringet i 1866, forklarer Tim Knudsen. Man indførte nye bestemmelser om, hvordan Landstinget skulle sammensættes. Kongen udpegede 12 af de 66 landstingsmedlemmer. De sad i princippet på livstid. 27 af medlemmerne blev valgt af de samme vælgere, som valgte Folketinget, mens de sidste 27 medlemmer blev valgt af en lille gruppe mennesker med store ejendomsbesiddelser.

Tidslinje

1848: Enevælden falder.

1849: Grundloven vedtages. Gælder ikke for hertugdømmerne.

1854, 1855 og 1863: Fællesforfatninger for hele riget, der reducerer Grundloven til en regionalforfatning.

1864: Danmark mister Slesvig, Holsten og Lauenborg.

1866: Grundlovsændring: Valgregler til Landstinget strammes.

1915: Grundlovsændring: Almindelig og lige valgret indføres.

1920: Grundlovsændring: Genforeningen.

1953: Grundlovsændring: Betyder bl.a. at prinsesse Margrethe bliver tronfølger. Afskaffer Landstinget.

”Resultatet blev et Landsting, der favoriserede specielt godsejere, som jo stort set også sidder på regeringsmagten frem til 1901. Det var ikke almindelig og lige valgret, som ellers er et grundprincip, der skal være overholdt for, at vi kan tale om demokrati. Først i 1915 får størstedelen af den voksne befolkning valgret. Men også her er en række undtagelser”, fortæller Tim Knudsen.

Begrænsningerne faldt efterhånden

”Indtil 1961 kunne man blive frataget sin valgret, hvis man modtog visse typer af socialhjælp. Det skal vi lige huske, inden vi jubler alt for meget over valgretten i 1915. Fallenterne fik først stemmeret i 1953. Så er der selvfølgelig de fremmede. De har jo stadig ikke valgret til Folketinget, hvis de bor i Danmark, men ikke har dansk statsborgerskab. Der er derfor nu flere voksne med bopæl i Danmark, som ikke har valgret end for en generation siden. De har dog valgret til kommunalvalg. Så er der fjolser. Der er stadig omkring 200 mennesker i Danmark, der er over 18 år, som ikke har valgret, fordi de mentalt er så dårlige, at man ikke kan give dem det. Endelig skal det med, at man i 1915 først fik valgret til Landstinget, når man fyldte 35 år. Da der kun var valg hvert ottende år, kunne man altså blive næsten 43 år, før man stemte til Landstinget.

Men fordi vi får så bred en valgret i 1915, og fordi vi fra 1901 nogenlunde følger det parlamentariske princip om, at en regering ikke kan blive siddende, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig, kan man efter min mening være bekendt at kalde det et demokrati i 1915. Når jeg siger “nogenlunde”, så skyldes det blandt andet, at først efter 1920 opgiver kongen at ville bestemme, hvornår der skal være valg, hvilket jo kan bringe den siddende regerings liv i fare uden, at et flertal er konstateret imod den. Og først fra 1945 ser det ud til, at kongen ikke blander sig i, hvem der skal være ministre.”

Kvinders repræsentation vokser langsomt

Det tog tid, før kvinderne blev markant repræsenterede i landspolitik. I mellemkrigstiden var der ret konstant omkring ni kvinder i Rigsdagen. Det svarede til 3% af de folkevalgte. Vi skal helt frem til 1966, før blot 10% af pladserne tilfaldt kvindelige kandidater. Siden er kvindeandelen vokset i små ryk, så 39,6% af MF’erne i dag er kvinder.

Endnu langsommere gik det med at få kvinder ind på ministerstolene. Før 1950 havde der blot været udpeget to kvindelige ministre. Nina Bang, verdens første demokratisk udpegede kvindelige minister, i 1924 og Fanny Jensen i 1947. Fra 1953 sættes tempoet op, men vi skal ind i år 2000, før vi med en kvindeandel på 45 % har noget, der ligner ligestilling i regeringskontorerne. I 2012 er kvindeandelen toppet med 48%, hvorefter den er faldet markant til 30% i 2014. Til gengæld fik Danmark sin første kvindelige statsminister i 2011.

Departementschefer

“Det er blevet alt for overset”, tilføjer Tim Knudsen, “at langt de fleste departementschefer er mænd. I hele Danmarkshistorien har der kun været et dusin kvindelige departementschefer mod dog 67 kvindelige ministre. Og i vore dage holder departementschefer i gennemsnit kun fire-fem år, så det lave tal for kvinder skyldes ikke langsom udskiftning.”

Der er altså plads til forbedringer ikke mindst af repræsentationen i Folketinget og i embedsmandseliten. Men Tim Knudsen mener, at skoen nu trykker helt andre steder.

Klassedeling omkring uddannelse

”Det er på tide at tale om andre grupper end kvinderne. Der er i politik i dag en uddannelsesklassedeling. Siden 1982 har vi kun haft Djøf-statsministre. Vi har også kun haft Djøf’ere som seriøse modkandidater til posten som statsminister. Da regeringen i 2011 blev dannet, havde næsten 50% af ministrene læst statskundskab eller lignende. I den øvrige del af regeringen var der også en del andre akademikere. Så er der også i en dansk regering typisk i vores tid en eller to journalister. Tilbage har man en enkelt repræsentant fra arbejdsklassen”, siger Tim Knudsen og peger som eksempel på Carsten Hansen, minister for Land, By og Bolig.

”Billedet i dag tegnes næsten udelukkende af akademikere. Djøf’erne vejer mest. Selv om de kun udgør 83.000 af den samlede befolkning, fylder de enormt i politik. Særligt folk fra statskundskab stormer frem. Den nye skævhed bliver voldsommere og voldsommere valg for valg”, påpeger Tim Knudsen.

Vigtige emner er længere om at komme på dagsordenen

Den nye skævhed kan ikke undgå at påvirke, hvilke politiske spørgsmål der kommer på dagsordenen, hvilke love der bliver vedtaget, og hvordan vælgerne oplever det politiske liv. Tim Knudsen har hentet nogle eksempler fra danskernes hverdag frem.

”For det første tror jeg, at nogle spørgsmål bliver underbelyst, og at de er længe om at komme på den politiske dagsorden. Det kan fx være problemerne i det almennyttige boligbyggeri og ghettoerne. Mennesker, der bor i den slags byggeri, er meget sparsomt repræsenteret i Folketinget. Der er få medlemmer med indvandrerbaggrund, og der er mig bekendt kun en eneste i Folketinget, der har boet i et almennyttigt byggeri. Til gengæld er der, så vidt jeg husker, 600.000 mennesker rundt om i landet, der bor i den boligtype. Det vil sige, at nogle spørgsmål og problemer kan være meget abstrakte for Folketinget.

Underrepræsentation

Vi kan også tage sådan noget som plejehjem. Her skal du til Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance for at finde nogle MF’er, som har arbejdet sådanne steder. Jeg tror, det var Liselotte Blixt fra DF, der på et tidspunkt rejste et spørgsmål om inkontinens på plejehjemmene. Jeg har svært ved at forestille mig, at en 26-årig statskundskabsstuderende, som kommer i Folketinget, vil rejse det spørgsmål.

Det er blot nogle eksempler på, at dagsordenen bliver påvirket af sammensætningen af Folketinget”, konkluderer Tim Knudsen.

Fremmedgørende sprog

For det andet mener Tim Knudsen, at politikerne ubevidst kommer til at tale et teknokratsprog, som en del af befolkningen enten synes er uforståeligt, eller som de synes er meget fremmed for dem. Uden at ville hænge en bestemt politiker ud finder Tim Knudsen hurtigt et citat frem, hvor Morten Østergaard fra De Radikale, mens han var uddannelsesminister, er citeret i ”Søfartens Ledere”: ”Vi skal hele tiden sikre, at vi har en kritisk masse af maritime kompetencer, som kan sikre, at den maritime klynge kan bevare sin styrkeposition”.

”Hvad betyder det? Måske at der skal uddannes flere søfolk?”, siger en undrende Tim Knudsen, der medgiver, at magasinets målgruppe er smal og speciel. Men som eksempel er det vældig beskrivende.

Laveste tillid til politikerne i mange årtier

”For det tredje leder det over i, at der er en hel del vælgere, der ikke kan genkende sig selv i de politikere, vi har. Tillid og identifikation mellem vælger og folkevalgt er meget, meget vigtig. Det kan altså også være med til at forklare, at tilliden til politikere for øjeblikket ligger lavere, end den har gjort i mange årtier”, siger Tim Knudsen.

Tim Knudsen har ikke et bud på en snuptagsløsning, der kan forbedre tilliden eller øge andelen af underrepræsenterede grupper, så Folketinget i højere grad afspejler alle befolkningsgrupper og begge køn.

Hvordan forbedres tilliden til folkestyret?

”Jeg tror, vi skal kigge hele det politiske og administrative system efter og finde de mange kilder til, at vi har den her situation. Jeg tror ikke på, at man med et par opstillingsregler eller andre initiativer bare lige kan ændre på det”, siger Tim Knudsen og henviser til en undersøgelse, der er gennemført om de vilkår, som medlemmer af kommunalbestyrelserne i dag arbejder under. I undersøgelsen gav 25% af byrødderne udtryk for, at de er kommet til at stemme for nogle ting, som de ikke forstod, fordi problemstillingerne er komplekse, bilagsmaterialet svært at forstå og tiden til at sætte sig ind i det knap.

”Hele vores system er forældet. Vi har en grundlov, som for 2/3 vedkommende stammer fra 1849. Vi har et ministerielt system, som blev indført i 1848, og hvis grundprincipper stadig eksisterer. Kommunalbestyrelserne er ikke blevet reformerede på trods af, at vi har haft to kommunalreformer. Der er altså en række steder, hvor der trænger til grundlæggende reformer, men det har ret lange udsigter, før vi får dem”, konstaterer Tim Knudsen.