Civilretsloven: den tunesiske undtagelse

  • Den 13. august 1956, tre måneder efter uafhængighedserklæringen, bekendtgøres den famøse Civilretslov (CSP). Dette juridiske dokument, der er grundlæggende nyskabende og progressivt, udgør fundamentet for ”en revolutionær reform af familieretten,” ifølge den tunesiske historiker, Sophie Bessis.
  • CSP forbyder polygami, der straffes med bøde og fængsel, samt forstødelse af kvinder, og den indfører lige juridisk ret til skilsmisse for mænd og kvinder. Fra da af skal begge de kommende ægtefæller give deres eksplicitte tilsagn til ægteskabet.
  • Denne lov, som gør Tunesien til en undtagelse i den arabiske verden, er dog ikke helt fri for diskrimination mod kvinderne: der er stadig ulighed i forhold til arv, ligesom forbuddet for en muslimsk kvinde mod at gifte sig med en ikke-muslim stadfæstes ved et ministerielt cirkulære i 1973.

Aldrig har gaderne i Hamman-Sousse, en by med 37.000 indbyggere i den tunesiske del af Sahel, været udsat for mage til spektakel. Onsdag den 19. januar er nogle hundrede personer forsamlet foran caféen Le Relais, tæt ved rådhuset, til et udendørs møde – det første efter Ben Alis fald. Det er ekspræsidenten Zine El-Abidine Ben Alis fødeby. Han er blevet afsat fem dage tidligere, og byen er i fuld gang med revolutionen. ”Ud med RDC!”, ”Opløs RDC!”, ”RDC, symbol på korruptionen”, står der på plakaterne. De er rettet mod det gamle regeringsparti, RDC, Konstitutionel Demokratisk Samling, som hele landet afskyr.
På fortovet tjener et bord som talerstol. I den blege vintersol står folk og lytter til Jamel M’Sallem, der er formand for Sousse-afdelingen af Den Tunesiske Menneskeretttighedsliga, LTDH, og medlem af det midlertidige byråd i Hamman-Sousse. Han kræver, at lokalerne og alle RDC’s besiddelser bliver ”givet tilbage til kommunen”. Den ene improviserede taler afløser den næste, alle sammen mænd. Men pludselig træder en kvinde op på bordet. Hun er nærmest spinkel og iklædt sweater og lange bukser. 
”Lad os holde op med at svælge i revolutionen, den tilhører ikke nogen. Lad os holde op med at råbe ”Ud med RDC!”, det er en fejl at kræve dets opløsning,” begynder hun. Tilskuerne er lamslåede. ”RDC tilhører ikke kun banditterne …” fortsætter hun ufortrødent, og nu bliver der hujet af hende. Hun tager sig ikke af det. ”RDC er dødt af sig selv. Det er ikke det, som er farligt, men det tomrum, som det efterlader. Det er nødvendigt med et program af økonomiske, politiske og sociale reformer. Det er det, vi har brug for …” Da hun har fuldført sit bravurnummer, træder hun ned fra bordet. Hendes stemme har end ikke skælvet, men ikke desto mindre er hun selv dybt påvirket. På grund af tilråbene, selvfølgelig. Men måske især på grund af hendes egen dristighed.
Man skal brænde for sagen for at stille sig frem på den måde – som kvinde i et tunesisk samfund, der stadig er helt igennem mandschauvinistisk og kvindefjendsk; og så oven i købet at ytre sig mod den herskende, enstemmige mening på stedet! Boutheina Berguaoui, 43 år, hustru og mor, lærer i samfundsfag på gymnasiet i Hamman-Sousse, kastede sig ud i det uden at tænke over det. Hun udviste i nogle minutter et ekstraordinært mod. Det mod, som man nogle gange får af en ubændig frihedstrang. ”Jeg var nervøs,” indrømmer hun.

50 års fremskridt

1956: Kundgørelse af Civilretsloven (CSP), der er bestemmende for kvindens retsstilling i Tunesien
1989: Grundlæggelse af ATFD, Sammenslutningen af Demokratiske Kvinder i Tunesien
1991: ATFD’s første kampagne mod seksuelle overgreb, før åbningen af et kvindecenter til modtagelse af forulempede kvinder i Tunis
1993: Rettighederne i CSP styrkes, især ligheden mellem ægtefællerne
 

Det var hendes 14-årige datter, Maïssa, der for et år siden introducerede hende til det sociale netværk Facebook. Men det var ad mere traditionel vej, at Boutheina Berguaoui kom til at interessere sig for politik. Hendes far, der kom fra Siliana i det centrale Tunesien og var aktiv i Destour-partiet, lærte hende først om koryfæerne i den tunesiske nations historie, fra Sheik Taâlbi, der grundlagde det gamle Destour-parti i 1920, til fagforeningsmanden Farhat Hached, som var den første leder af UGTT, den faglige landsorganisation i Tunesien (Union Générale Tunisienne du Travail), og som i december 1952 blev myrdet af ”Main rouge”, en fransk terroristorganisation. 
Ben Alis RDC blev fuldstændig forvandlet til et misfoster, ”totalt forvrænget”, i forhold til det gamle, sagnomspundne parti, forklarer hun. ”Som sådan er RDC en del af vores arv. Som statsparti, derimod, eksisterer det ikke længere, det døde samtidig med Ben Alis regime. Hun føler sig krænket ved tanken om, at nogen kunne anse hende for at være tilhænger af det forhadte parti.
Selvom Boutheina Berguaoui er medlem af fagforbundet UGTT og mangeårig aktivist i LTDH (Ligue Tunisienn des Droits Humains – den Tunesiske Menneskerettighedsliga), er hun ikke yderliggående. ”Snarere pacifist,” smiler hun. Under Golfkrigen i 1991 tog hun ordet på universitetet foran en forsamling studerende. Hendes tale chokerede ikke. Mændene i Hamman-Sousse udviste mindre fair play. I det mindste nogle af dem. ”Der må gøres noget ved mandschauvinismen, men lidt efter lidt,” fremfører taleren. Da den feberagtige stemning på mødet har lagt sig, bliver det hverdag igen. Med alle konventionerne. Lige indtil næste gang?

At samle mod til sig og gøre noget ved tingene. Det var også det, den nu 30-årige Nabila Nasri vovede sig ud i. Men i begyndelsen var det ikke noget, man kunne se. Det var i slutningen af Ramadan-måneden i 2002. Den dag tog den lille tjenestepige fra Ghardimaou i Jendouba-området, tæt ved grænsen til Algeriet, en utrolig beslutning inde i sit hoved.  Hun ville forlade sin mand og tage til Tunis alene sammen med sin lille datter.
På det tidspunkt er Nabila 22 år gammel og har været gift i to år med en fætter på moderens side. Hun fører en begivenhedsløs tilværelse, som så som mange tunesere, der er plaget af fattigdom og elendighed. Faderen, der var emigreret til Marseille og arbejdede som bygningsarbejder, døde langt fra sine kære og efterlod sig hustru og syv børn.
Selvom skolegangen i Tunesien er meget udbredt, meget mere og bedre end i Marokko og Algeriet, dækker den endnu ikke alle. I 2002 gik 92,1 procent af børn mellem seks og 14 år i skole, og det var ligeligt fordelt mellem drenge og piger. Nabila og hendes søskende er blandt de sidste otte procent af tuneserne, der ikke er kommet med på vognen. Godt nok er skolen gratis, men man skal jo købe hæfter og blyanter. ”Det var for dyrt. Selv mine brødre gik ikke i skole,” sukker den unge kvinde.
Mens brødrene arbejder som daglejere, bliver den lille Nabila, den ældste af søstrene, sendt til Tunis af sin mor. Hun bliver ”hosboende tjenestepige”, dvs. en hushjælp på fuld tid, der bor hos sine arbejdsgivere – som hun betegner som ”pæne mennesker.” Hun tilbringer tre år i Tunis uden at gå ud af huset. Hun sender sin løn til sin mor, uden at klage over noget. Tværtimod, for her hverken fryser eller sulter hun. Og som den yderste luksus har hun sit eget værelse. Da hun får at vide, at hun skal giftes med sin fætter, protesterer hun ikke.

Det værste er overstået

”I begyndelsen var jeg tilfreds ved tanken om at blive gift, at blive herre over mit eget liv, få et hjem og børn …” Skal hun vende tilbage til Ghardimaou? Hun vender tilbage. Kræver hendes kommende ægtemand, at hun skal holde op med at arbejde? Hun holder op med at arbejde. Hun bliver ikke stødt over at skulle bo i fattigdom hos svigerforældrene. Heller ikke over, at hendes mand er arbejdsløs. Hun finder sig i alt. Lige indtil den dag, hvor hendes mand, der var træt af at høre hende tale om Tunis, tager sit bælte af og slår hende. ”Jeg blev så forbavset,” husker hun. Måske blev lysten til at undslippe født i det øjeblik?
Nabila er tålmodig og venter til slutningen af Ramadan i 2002 med at stikke af. Hun beder sin mand om følge sig hen i den anden ende af byen til hendes mor til ’Eid-festen (religiøs, muslimsk højtid,) som traditionen byder. Han er gnaven, men han har ikke mistanke om noget. Han følger Nabila og deres lille Yasmine hen til svigermoderen. ”Da jeg først var hos min mor, sagde jeg til min familie, at jeg nægtede at vende tilbage til min mands hus. Jeg viste dem mine blå mærker, mærkerne efter slag, som jeg havde over hele kroppen. Mine brødre sagde okay. Jeg besluttede mig for at blive skilt,” fortæller den unge kvinde, der i dag bor i Tunis med sin lille datter og sin nye mand.
Lige ret til juridisk skilsmisse er en tunesisk undtagelse. I modsætning til Marokko og Algeriet, som har bevaret mandens privilegier i forskelligt omfang, så kvinderne dér kun kan få skilsmisse under visse omstændigheder, har Tunesien med den indførte civilretslov fra 1956 tildelt kvinderne den samme ret til skilsmisse som mændene. I Nabilas tilfælde tog retten sin tid, men endte med at give hende medhold. Hendes eksmand blev i 2007, efter en retssag på fire år, dømt til at betale underholdsbidrag. ”Faktisk har han aldrig betalt mig noget. Men jeg har heller ikke gjort krav på det. Jeg har min datter og min frihed, det er det vigtigste,” siger Nabila.
Januarrevolutionen? Hun trækker let på skuldrene. På grund af plyndringerne mistede hendes nye mand sit arbejde. Den butik, hvor han arbejdede, blev ribbet. Hun ser ikke bekymret ud. Hun ved, hvordan man skaffer mad på bordet. ”Hvis jeg var blevet i Ghardimaou, kunne jeg ikke være blevet skilt. Presset ville have været for hårdt,” gentager hun.
I hendes nye hjem i Tunis har hun født en lille dreng. ”Yasmine har valgt hans fornavn: Adam,” smiler den unge mor. Hun er stolt af sin datter, som går i skole, i tredje klasse, og som hun har givet en lillebror. ”To børn, det er nok,” tilføjer hun. Det kan godt være, Nabila aldrig har været i biografen eller på restaurant, aldrig har stemt og hverken kan læse eller skrive, men hun er informeret om prævention. Som alle tunesiske kvinder i hendes generation tager hun p-piller.
Søndag den 16. januar demonstrerede hun i sit kvarter sammen med naboerne, mens hun på arabisk råbte: ”Mad og drikke! Men ingen Ben Ali!”
Nabila ler. Det værste er virkelig overstået for hende og hendes datter.

Tirsdag den 11. januar blev den 57-årige teaterinstruktør Raja Ben Ammar gennembanket, slæbt ved håret og kaldt alverdens forsmædeligheder af en flok civilklædte politifolk, da hun prøvede at demonstrere sammen med omkring hundrede andre kunstnere i centrum af Tunis. ”Jeg hører hjemme her, det er mit land!” råbte hun til militsen. Tre dage senere faldt regimet. For skaberen af Mad’art Carthage, et skuespilhus nord for Tunis, begynder et nyt kapitel.
Det samme gælder for Azzedine Gannoun og Leila Toubel fra El Hamra-teatret, og for Taoufik Jebali og Zeinab Farhat, de drivende kræfter på El Teatro. ”Et kartel af banditter har lagt deres klamme hånd på Tunesien i 23 år. Det er slut. Men jeg ånder endnu ikke lettet op, alle hajerne fra det gamle regime skal væk,” advarer Raja Ben Ammar, der er medlem af den frie kunstnersammenslutning, der netop har fremsat sit manifest på Facebook.
Første gang var i 2002. En horde af civilklædte politifolk kastede sig over hendes bil for at spærre vejen for hende. Hun var på vej til et møde tæt ved medinaen i Tunis. Hun rullede vinduet ned og spurgte, hvad der skete, mens hun lod som ingenting. Hun blev mødt med to voldsomme lussinger, alt imens slagene haglede ned over hendes biltag og bildør, så de til sidst blev slået ind. ”Jeg var dristig,” siger hun næsten forbavset.
Antastelser af den art har hun oplevet meget af. Uden at hun nogensinde har overvejet at sætte farten ned. ”Masser af mennesker har oplevet det, der er tusind gange værre,” afslutter hun. 

Khadija Cherif på 60 år er, ligesom juristen Sana Ben Achour, en af de historiske personager i ATFD, den demokratiske kvindebevægelse i Tunesien, en feministisk gruppe, der blev stiftet i 1989 i Tunis, to år efter at præsident Ben Ali kom til magten. Men det var under Bourguiba i 1982, at hun, der interesserede sig lidenskabeligt for sociologi og litteratur, blev aktivist, Hun gik ind i LTDH, Den Tunesiske Menneskerettighedsliga, den ældste menneskerettighedsorganisation i den arabiske verden. ”Vi blev betragtet som outsidere, som ’nogle underlige nogen.’ Folk sagde: ”Det nytter ikke noget.” Men jeg tror nu alligevel, at vi har gjort en forskel,” understreger hun. ”På trods af tavsheden vidste tuneserne, at vi eksisterede.” Og det ændrede alt.

Modernitetens landvindinger

Khadija Cherif blev født i en ”oplyst, borgerlig familie”, som hun selv udtrykker det, og hun har aldrig ladet sig narre af magtens store armbevægelser. ”Ben Ali solgte billedet af de tunesiske kvinder, på samme måde som han skræmte med islamismen: ren folkeforførelse. Han havde ingen politisk sans, ingen planer for samfundet. Falske bønner, påtaget religiøsitet og tomme ord på tv, det var alt hvad han var,” hidser hun sig op. Hun taler om ham i datid. ”I dag oplever vi en genfødsel.”
Khadija Cherif er valgt som generalsekretær for FIDH, Det Internationale Menneskerettighedsforbund, hvis formand er en anden tunesisk kvinde, Souhayr Belhassen, og hun ønsker, at ”de unge, Facebook-generationen” vil afløse og tage deres tørn med at ”beskytte moderniteten”, der var så hård at opnå.
Advokaten Bochra Bel Haj Hamida på 55 år kom på Facebook i 2008. Fuldt ud, som med alt, hvad hun gør. Hendes første opsigtsvækkende bedrift går tilbage til 1984. Som ung advokatfuldmægtig blev hun udvalgt og beskikket til at forsvare de dødsdømte, der blev anholdt efter ”brødopstanden” i Bourguibas tid.
Hun blev stærkt oprevet over de ti unges skæbne. De blev dømt til døden ved hængning. Men bortset fra en håndfuld venner, herunder Khadija Cherif og Souhayr Belhassen, var der ingen, der råbte op. ”Jeg henvendte mig til advokater, aktivister … uden resultat. Jeg blev kun mødt med kulde og fjendtlighed,” husker hun. ”Hvis jeg har mod, er det ikke i forhold til magten, men i forhold til oppositionen.”
Hun stammer fra en familie i beskedne kår i Zaghouan i det sydlige Tunesien og er glødende liberal, hun udtaler sig radikalt og har en buldrende latter, hun er tidligere formand for ATFD (Association Tunisienne des Femmes Democrates) og en af frontfigurerne i den tunesiske offentlighed. Hun føler sig godt tilpas med revolutionen. ”Det eneste, jeg frygter, er ensretningen: at vi går fra ”ja, ja til Ben Ali” til ”nej, nej til Ben Ali” …”

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Torsdag den 30. december er Nessma tv’s seere lige ved at falde ned af stolene. På den private, tunesiske kanal, der teoretisk set holdes i kort snor, ligesom de nationale medier, taler man minsandten frit om den heksekedel af et oprør, som Sidi Bouzid er blevet til, efter at en ung grønthandler satte ild til sig selv der 14 dage tidligere. Et tv-hold fra Nessma tv filmede i byen. ”Folk afslørede mediemørklægningen og korruptionen, og de påpegede igen og igen, at oprøret ikke handlede om brød, men om værdighed,” beretter produceren, den 36-årige Rim Saidi.
I den private kanals studie er gæsterne også holdt op med at tale sort. Udsendelsen, der blev optaget onsdag den 29. januar, bliver er kæmpe seerhit. ”Nabil Karoui (kanalens chef, red.) havde givet mig grønt lys. Han vidste, det var risikabelt. Jeg tager hatten af for ham,” tilføjer den unge kvinde. Selvfølgelig reagerer magthaverne og sender stævningsmænd og en hel armada af politifolk. Men det er for sent. Internettet forpligter, informationer og amatøroptagelser cirkulerer allerede, med få eller ingen hindringer. På sin måde har Nessma tv taget affære. Medierevolutionen er i gang.

Anbefalet læsning

  • ”Les Femmes musulmanes au miroir de l’orthodoxie islamique” (De muslimske kvinder set i lyset af ortodoks islamisme, red.) af Latifa Lakhdar, Ed. De L’Aube, 2007
  • ”Les Arabes, les femmes, la liberté” (Araberne, kvinderne, friheden, red.) af Sophie Bessis, Albin Michel, 2007

”Da min far så udsendelsen, flippede han ud. Han sagde til mig: ”Rim, vil du ikke godt rejse væk og gemme dig i Tataouine?” Men han var også stolt,” fortæller produceren, hvis forfædre var berbere fra Sydtunesien. Hendes far, der kommer fra beskedne kår, leder en konfektionsfabrik. Rim Saidi interesserede sig ikke meget for politik, hun var troende, men ikke udøvende muslim, og hun voksede op langt fra aktivistkredse. Som for størstedelen af folk på hendes alder var det Facebook, der ændrede hende. ”Ben Ali er væk, men systemet er der endnu. Vi har levet 23 år under en psykopat, det forsvinder ikke bare med et fingerknips. Jeg føler mig lettet. Men fri, nej! Det er en læreproces. Vil tuneserne være i stand til at skabe noget godt?” spørger den unge kvinde, der er fan af amerikansk litteratur og koreanske film. ”Hvordan skal man omsætte denne frihedstrang, dette ønske om værdighed? Jeg tror, vi gør klogt i stadig at være oppe på mærkerne.”