Avatar

Nanna Elisabeth Bojsen Jensen

Amalienborg 5. juni 1915 :
Den Dag Kvinderne fik Valgret. 5te Juni 1915. Da var jeg 23. Man har bedt mig om at fortælle lidt om mine Indtryk fra d. 5te Juni i Aar. Heldigvis var jeg i Kbh. den Dag og oplevede som Marschal ved Kvindetoget til Amalienborg, ja, jeg synes selv, een af de betydeligste Dage i mit Liv.

Nanna fortæller

Vi var 250 unge Kvinder, de fleste var Gymnastiklærerinder, der havde faaet Opfordring til at hjælpe til med Ordningen af det store Kvindetog; vi samledes nede i Vanførehjemmets Gaard ved Grønningen tidligt om Formiddagen for at faa Instrukser. Halvdelen af os blev valgt til Ordensmarschaller og fik udleveret en Marschalstav med forgyldt Spids og lange flagrende Baand, et pragtfuldt Tegn paa vor Værdighed, den anden Halvdel af os fik grønt Baand om Armen og Kurv i Haanden, de skulde sælge Emblemer, som enhver Kvinde, der vilde deltage i Toget, skulde bære, endvidere havde de Kamferdraaber og Sukker med udtrykkelig Ordre til ikke at uddele dette sidste uden det første; vi lo af al den Forsigtighed, men for Resten viste det sig gavnligt nok, for det er ikke let for Kvinder at undgaa Besvimelser, naar man skal staa tæt sammenstuvet i mange Timer.

Vi fik mange andre Instrukser, om Togets Gang og Opstillingen paa Amalienborg Plads, men først og fremmest at sørge for god Orden, 5 i hver Række, god Afstand og meget meget mere; vi blev tilsidst helt betænkelige ved de mange Vanskeligheder, der øjensynlig vilde indfinde sig, men det gik meget bedre og meget lettere, end vi havde ventet.

Det myldrede op

Kl. 12 mødte de første Kvinder og tog Opstilling, og snart myldrede det op: Dansk Kvindesamfund i Spidsen med deres smukke Banner, forestillende den unge Kvinde, der knælende drager Guldhornet frem, saa et uendeligt Antal Foreninger, det hvide Baand, Afholdsforeningen, Kvindevalgretsforeningen, Kr. Gymnastikforening og mange mange andre. Toget voksede og voksede, fra Grønningen helt op til Østbanegaarden, stadig kom der flere og flere til, ogsaa Tilskuernes Antal øgedes stærkt. Op langs Rækkerne saa man af og til unge Piger med [Side 3] Standarter, hvorpaa der stod: ” Ingen Kvinde bør være Tilskuer” , det var naturligvis ikke det, der gjorde Udslaget, men der var virkelig næsten ingen Kvinder blandt Tilskuerne; men det kunde Mændene ogsaa helt godt besørge. Det var morsomt at iagttage dem, som de stod der og mønstrede Toget; nogle, det var især de meget unge Herrer, tog det hele uhyre overlegent og lidt ringeagtende, de mumlede adskilligt om os, som de selv lo meget af. Saa var der Ægtemænd, der lidt genert fulgte deres Koner hen til Rækkerne, men skyndsomt med sky Sideblik selv fjernede sig, men der var jo da ogsaa nogen, der havde Mod til at blive staaende. De ældre Herrer, synes jeg, tog Situationen kønnest, de smilede til os, som de vilde sige: “Kan I udrette noget godt, saa kom bare med”.

Afmarch

Kl. 2 var Tidspunktet til Afmarch bestemt, og Toget havde nu naaet en umaadelig Længde og satte sig i Gang under fuld Musik, i Spidsen [Side 4] den kønne Fanevagt, de mange unge Piger, barhovedet, i hvide Kjoler med røde Skærf, langs Siderne gik Marschallerne med Stavene, som af og til maatte bruges til at pirre paatrængende Tilskuere tilbage med.

En Politibetjent havde hovedrystende betvivlet Kvindernes Evne til at gaa i Optog: “De havde jo aldrig været Soldater” , sagde han. Han har da senere maattet vedgaa, at det udmærket godt kunde lade sig gøre, ja, jeg syntes næsten, Politiet selv var overflødigt.

– Det var bleven det mest straalende Vejr, mildt og festlig Solskin, det var et godt Varsel, talte vi om. Stemningen blandt Kvinderne var høj, vi følte os næsten som gamle Bekendte og gode Venner i den ene store fælles Interesse, her gik i Toget elegante Fruer i pragtfulde Toiletter ved Siden af de aller mest jævne og tarvelig klædte Borgerkoner. I den lange Ventetid under Opstillingen havde de talt sammen, som om de altid havde kendt hinanden; al Rang og Standsforskel var som ophævet, vi følte os i Sandhed som eet Folk, danske Kvinder, der her oplevede en stor Glædesdag sammen, det var en dejlig Følelse. Her saaes i Toget en lille Flok engelske Suffragetter, egentlig saa kan jeg godt forstaa, at danske Kvinder har faaet Stemmeret før de, for selv her i det fremmede Land, var de ikke blot interesserede og ivrige, men ogsaa temmelig højrystede og anmassende paa en Maade, som vi danske var lidt kede af; men dygtige og begavede saa de ud.

De svingede flag og viftede til os

– Overalt paa vor Vej frem var Vinduerne stopfulde af Mennesker, der svingede Flag og viftede til os. Vi skred midt ad Gaderne, og paa begge Sider stod Tilskuerne tykt og tæt, jeg fik en flygtig tankeforbindelse med Jøderne og det røde Hav. – Der var en fuld Mand blandt Tilskuerne, der kom med nogle drøje Bemærkninger og en skraldende Latter, en lille meget pæn Kone ved Siden af mig sagde indigneret til os: ” Ja, grine af os, det kan han, men kan nogen af jer tænke sig saadan et stort Tog af Mænd, uden at der var en fuld imellem, for det kan jeg ikke; men det ved vi da, at der er ikke en eneste fuld Kvinde her imellem os i Dag.”

Da Musikken holdt op, begyndte vi selv at synge, alle vore gamle skønne Fædrelandssange, og saa svingede vi ind paa Amalienborg Plads. Jeg var i begyndelsen af Toget, og jeg maa rigtig nok sige, at man fik Lov at vente en god Tid, før hele Toget var kommet ind og havde taget Opstilling, Kolonner svingede op ved siden af Kolonner, men stadig saas den lange Række opad Gaden som en tyk Strøm, der aldrig vilde faa Ende. Endelig efter 1 1/2 Times Forløb var alle kommet ind og stod i mønsterværdig Orden, Række efter Række, flankeret af os Marschaller.

Gamle fru Jutta

– Nu blev Deputationen med gamle Fru Jutta Bojsen Møller i deres Midte hentet op til Slottet. Her var det, jeg for første Gang lagde Mærke til Diakonisserne og Lukassøstrene, der vakte en vis Opsigt i deres sorte Dragter, jeg kom til at tænke paa et Skriftsted fra Skolen, noget om, at Gud giver sine elskelige det i Søvne, jeg syntes, det passede paa dem, for er der nogen, der ikke har agiteret for Kvindesag og Valgret, er det nok dem; men her mødte de dog saa støt og selvfølgeligt op og var med at høste Frugten af Fremskridtskvindernes Arbejde, men samtidigt pynte paa os alle sammen ved deres Præg af Pligttroskab.

– Lidt efter ser vi en Ekvipage med rød Lakaj paa Bukken og en Herre indeni: ” Kongen”, tænker vi, og Marschallerne svinger Stavene, og alle bryder ud i begejstrede Hurraraab; – der blev en meget flov Stemning, det havde slet ikke været Kongen, men en Adjudant eller saadan noget. Det kunde vist ikke være sket i en Forsamling af Mænd. Kort efter kom da den rigtige Konge smilende kørende, en begejstret Kvinde blandt Deputationen kastede en dejlig Rosenbuket, hun lige selv havde faaet, op i Vognen til ham; begejstrede Hurraraab hilsede Kongen ustandseligt: ” Det lyder som Lærker, der jublende svinger sig mod Sky”, udbrød en gammel graahaaret Kvinde.

Vi sang og sang

Medens Deputationen var hos Kongen, sang vi den ene Sang efter den anden, først Gyrithe Lemches sang, der var digtet til Dagen; om Tiden og Livet der kalder paa os, og sidste Vers:

Danmark kalder, moderlige, dyrebare Navn
Thyras og Margrethes Rige aabner os sin Favn
Frem i Lyset, frem af Skygge,
Med at værne, med at bygge
Danmarks Lykke, Danmarks Ære
Signet Kaldet være

Bagefter sang vi Kongernes Konge, vort Modersmaal og andre, det lød meget smukt og højtideligt. Saa kom Deputationen tilbage, og vi sang: “Der er et yndigt Land”, efter første Vers kom Kongen og Dronningen og begge Prinserne frem paa Altanen, og øjeblikkelig forvandledes alt til et Hav af røde og hvide Marschalstave og vinkende Hænder.

Kongen talte

– Da der var bleven stille, talte Kongen, som De alle har læst, og endte med et “Danmark leve”, som vi besvarede med at synge sidste Vers af: “Der er et yndigt Land”. Det var et højtideligt og gribende Øjeblik. Alle vi, hvis Bedstemødre har frydet sig efter 48, og hvis Mødre har sørget efter 64, vi har vist følt, at det vilde være saa tomt om vi aldrig oplevede en eneste virkelig historisk Dag, den Dag følte jeg virkelig, at jeg oplevede det.

Der var et Par langsynede Damer i Toget, der mente, at Kongen havde haft en Skælm i Øjet, og ikke rigtig taget os alvorligt, men det tror jeg nu ikke, de har Ret i; i ethvert Fald havde vi alle opfattet Dronningens alvorlige Udtryk.

“Danskerne kan ikke gå ordenligt i tog”

– Nu skulde det lange Tog i ordnede Rækker ud af Pladsen gennem Frederiksgade. Det hedder sig, at Danskerne ikke kan gaa ordentlig i Tog, og Politiet havde spaaet, at om Toget holdt sammen og kom ind paa Pladsen, saa kom det i ethvert Tilfælde ikke ud igen som samlet Tog. Men Kvindernes Valgretstog d. 5te Juni 1915 forlod Slotspladsen lige saa regelmæssigt og ordnet som det kom ind. Ad Frederiksgade og Bredgade tilbage til Grønningen gik disse 1200 stilfærdige Kvinder, der alle syntes besjælede af den Tanke, at dette Tog skulde blive et smukt Tog, værdigt den Sag, der havde samlet dets Deltagelse. Man siger at mange holdt sig borte fra dette Tog, som de kaldte Gadeoptøjer; men den Benævnelse passede rigtignok ikke paa disse Kvinder, som stilfærdigt glade, men dog med en egen bevidst Holdning banede sig Vej, 5 i hver Række, Arm i Arm, gennem en forstaaende Menneskemængde, der hilste dem med Hurraraab, mens man fra mange Vinduer dryssede afskaarne Blomster ned over dem. Tilbage til Grønningen gik vi og afventede der Deputationens Tilbagekomst. Lidt efter kom de i 6 biler, hvorfra de staaende oplæste Kvindernes Adresse til Kongen, Regering og Rigsdag, og de Svar og Velkomsthilsner man havde givet Deputationen. Særlig Lykke synes jeg min gamle Grantante, Jutta Bojsen Møller gjorde.

En ung mand på 80

Da hun i sin lange Tale fra Bilen ikke alene kom ind paa sine Børn og Børnebørn, men ogsaa omtalte sin Børnebørns Børn, da svingede en ung Mand – paa 80 tror jeg – begejstret med sin Hat og raabte ud over hele Mængden: “Ja, do ska bli Minister, ska do”. Det kunde Ægtemændene ikke staa for, de kom nu frem og tog mod deres Fruer, og de, der ingen Mand havde, fik milde Blik og Hilsner fra Venner og Bekendte; men gamle Fru Jutta, der hele Dagen havde været som en levende Standart og den Kvinde, der ligesom havde præget Dagen mest, smilede og græd paa een Gang og vinkede, da Bilen kørte hende bort til Fest i Grundtvigs Hus. Samme Nat rejste hun til Jylland for næste Dag at fortælle om Grundlovsdagen ved en Fest paa Himmelbjerget. Saa ung kan man altsaa være i sit 79 Aar, naar man gennem hele Livet uden at trættes har kæmpet for alt hvad man har kært. Det var noget af det smukkeste den Dag, at de gamle var saa ungdommelige og vi unge fik Lov at mærke at man regnede med os som rigtige, fornuftige Mennesker.

Vort gamle Danmark skal bestå

– Men bag al Glæden, Taknemmeligheden og Alvoren, der prægede den Dag og Dagen i dag, tror jeg, at der hos unge og gamle ligger en eneste altovervejende Tanke og Bøn.
Vort gamle Danmark skal bestaa
Saa længe Bøgen spejler
Sin Top i Bølgen blaa.

Nanna Elisabeth Bojsen Jensen, født 1882, var lærerinde og underviste bla. ved C. la Cours Skole i Randers, Frk. Wintelers Skole i Odense og Nykøbing Katedralskole.