Lyon 31.3.2003 Poeten Baudelaire, som selv gik til bunds i syfilis og absint, kaldte hende en amoralsk latrin, og Nietzsche kaldte hende en afskyelig, skrivende ko. Det er en underdrivelse, at George Sand vakte forargelse i sin yngre dage. Men der var også dem, der betragtede hende som en af sin tids største forfattere. For Victor Hugo, Frankrigs store, nationale digter, var hun “samtidens store kvinde, som andre er samtidens store mænd”.

Det, der faldt en del af den franske intelligentsia for brystet, var bl.a. George Sands uhæmmede kærlighedsliv. Hun var en veritabel storforbruger af mænd; forlod den ene til fordel for den anden, når hun da ikke havde to affærer i gang på samme tid. Da hun forlod den unge poet, Alfred de Musset, under en rejse til Venedig, til fordel for hans italienske læge, lagde hun sig ud med den franske kulturelite. For selv om det skete midt i 1800-tallet, hvor den romantiske og ulykkelige kærlighed besynges af en ny generation af sværmeriske poeter, så var det uset og provokerende, at en kvinde levede et så tøjlesløst og frit kærlighedsliv. 

De mange herrebekendtskaber, og især det mangeårige forhold til komponisten Frédéric Chopin, har siden George Sands død i 1876 præget hendes eftermæle sammen med et ry som en inferiør og lidt sentimental forfatter. 
Men i universitetskredse er George Sand de sidste mere end 30 år blevet nærlæst, både som litterat, politiker og kvindeforkæmper, og Sand-studier er etablerede grene af den humanistiske forskning i såvel Frankrig og Europa som i USA. 200-året for hendes fødsel den 1. juli 1804 markeres i Frankrig med et officielt Sand-år, men også med konferencer i blandt andet Tyskland og USA. 

– George Sand er blevet glemt som forfatter, fordi romantikken blev fortrængt af realismen og naturalismen. Og som kvindeforkæmper fordi hun ikke mente, at stemmeret til kvinderne var hovedprioriteten i 1800-tallets kvindekamp. George Sand var ikke desto mindre en af de første, der krævede total ligestilling mellem kønnene. Og en af de første, der rejste spørgsmålet om køn og identitet, siger Michelle Perrot, kvindehistoriker og forfatter til bogen Polémiques et politiques (1996) om George Sand. 

– George Sand sagde faktisk det, som 100 år senere blev et kvindepolitisk slogan: “det private er politisk”. Det vil sige, at spørgsmålet om ligestilling ikke kun handler om stemmeret men også om magtforholdet mellem mænd og kvinder i familien og bag hjemmets fire vægge, mener Reine Prat, koordinator for Sand-året i det franske Kulturministerium.

Aurore Dupin, som George Sand hedder i virkeligheden, voksede op under sin bedstemors strengt katolske opdragelse, men hun blev også opdraget til en intellektuel nysgerrighed. Hun læste en imponerende række af tunge filosoffer, var optaget af Jean-Jacques Rousseau, og interesserede sig livet igennem for både kunst og videnskab på mere end bare amatørplanet. 

Hun var kun 18 år, da hun giftede sig med Casimir Dudevant, en underløjtnant i hæren, som snart viste sig at være en udannet tølper. Skilsmisse var forbudt på daværende tidspunkt, men Casimir og Aurore enes om at leve adskilt, inden de blev lovligt separeret. Aurore kastede sig derefter ud i et hektisk kærlighedsliv, men først og fremmest flyttede hun til Paris. Hendes formue var i første omgang båndlagt, fordi hun var gift, så hun var nødsaget til at finde noget at leve af. Det blev skribentvirksomheden, blandt andet inspireret af Jules Sandeau, en ny elsker, som tilbød hende et partnerskab. Aurore Dudevants første noveller blev udgivet under pseudonymet J. Sand sammen med Sandeau, men det viste sig hurtigt, at hendes pen var tilstrækkeligt hvæsset til, at hun selv kunne skrive. 
Aurore Dudevant blev til George Sand, som blev fast skribent ved en række parisiske aviser, deriblandt Le Figaro og senere La Revue des Deux Mondes. Det er på dette tidspunkt, hun begyndte at gå i herretøj.

– Det skyldes først og fremmest, at hun som journalist har brug for at komme i parlamentet og i retten, hvor kvinder ikke har adgang. I den forstand er hun grænseoverskridende. Og hun er også optaget af at iagttage, hvordan omgivelsernes syn på hende ændres, afhængig af om hun fremtræder som mand eller kvinde. Hun er en af de første, der rejser spørgsmålet om køn og identitet. Hun skriver til forfatteren Flaubert, at “en mand og en kvinde er så meget det samme, at der næppe er forskel”. Men samtidig er hun også meget opmærksom på forskellene, hvoraf moderskabet er den vigtigste. Hun rider som en mand men sætter sig også ned og syr babytøj til sin førstefødte, siger Michelle Perrot.

– Hun undersøger kønsproblematikken fra alle sider, og hun er indimellem selvmodsigende, fastslår Reine Prat. – Hun siger at kønnene er ens, men også at de har forskellige aktionssfærer. Hun påkalder sig moderskabet som noget typisk kvindeligt, men hun forlanger også at intet forbydes hende med henvisning til, at hun er kvinde.

Hendes første roman under pseudonymet G. Sand, Indianafra 1832, er et feministisk angreb på ægteskabet, der slavebinder kvinderne og giver dem i ægtemandens vold, fordi lovgivningen konfiskerer kvindernes selvbestemmelse. 
“Hustruen er mandens ejendom som frugttræet i haven”, som Napoleons lov udtrykker det.

Med Indiana og Valentine, som hun udgiver samme år, bliver George Sand med ét slag berømt. Romanerne har mange træk fra hendes eget liv, og temaet er typisk for George Sands indgang til kvindesagen. Men det er en indfaldsvinkel, som gør hende upopulær blandt tidens suffragetter og især blandt eftertidens feminister. 

– George Sand kræver ikke stemmeret for kvinderne, for set med hendes øjne er problemet i første omgang, at den gifte kvinde i henhold til lovgivningen er reduceret til en mindreårig. Kvinderne skal først anerkendes som selvstændige individer, ellers giver stemmeretten ikke mening. Så længe kvinderne ikke er frie og ikke opdrages til at være frie og selvstændige, vil de bare adlyde deres mænd og stemme, som de siger. Man kan være uenig i det synspunkt, men argumentationen indeholder en vis logik, mener Michelle Perrot.

Senere feminister som Simone de Beauvoir bebrejder hende dette syn. Især fordi George Sand rent faktisk havde muligheden for at kræve valgret for kvinderne. Hun var nemlig ikke blot en kendt personlighed, der havde omgang med tidens kulturelle intelligentsia fra forfatterne Balzac og Hugo til maleren Delacroix og komponisten Frantz Liszt. Hun var også nært knyttet til den gruppe af revolutionære socialister, som i 1848 vælter det såkaldte “juli-monarki” – så nært knyttet, at hun omtales som republikanernes propagandaminister. 

– Hun kunne ikke være minister, for kvinderne var jo ikke valgbare. Men hun blev bedt om at skrive regeringens officielle bulletin. Hun skrev pædagogiske tekster, der forklarede demokratiet og republikken for folket. Og hun grundlagde en avis, La Cause du Peuple, Folkets Sag, som ganske vist hurtigt gik ned. Hun havde en afgørende indflydelse på tidens politiske tænkning, understreger Michelle Perrot.

George Sand var engageret socialist og brændte for folket. Især bønderne som hun kendte fra familiegården i Nohant i det centrale Frankrig, hvor hun tilbragte sin barndom og senere opholdt sig meget af sit voksenliv. Der var noget grundtvigsk over George Sands vision om uddannelse af bondestanden, så den kunne blive skikket til at tage del i det politiske liv. Og hun er også en af de første, der interesserede sig for den nye arbejderklasse i litteraturen. Hendes socialisme er af den generøse, humanistiske slags, der forarges over fattigdom og uvidenhed og forestiller sig et utopisamfund, hvor alle rigdomme deles ligeligt, så enhver får tilfredsstillet sine behov. Men hun væmmes ved vold som politisk kampmiddel. Og det får hende til at begå, i hvert fald i samtidens og i de socialistiske arvtageres øjne, sit andet store politiske fejltrin, ved siden af nedprioriteringen af kvindernes valgret. Hun forarges over Pariserkommunen og den revolutionære opstand i 1871, hvor oprørerne blandt andet henretter en flok uskyldige gidsler. 

– Hun væmmedes over beretningerne om Robbespierres rædselsregime, som druknede Den franske Revolution i et blodbad, og det er dette voldsorgie, hun ser igen i Pariserkommunen. Hun skriver blandt andet: “lad os være stædige revolutionære – men ikke terrorister”, og i dette citat er hun jo næsten skræmmende nutidig, siger Michelle Perrot.

Alligevel er George Sand blevet fejet til side som en lidt naiv utopist, der skriver uskyldige landbohistorier som La petite Fadette (1849) og La Mare au Diable (1846), en slags almuefabler med en klar, naiv morale.

– Uskyldig og uskyldig, La Mare au Diable handler jo faktisk om et voldtægtsforsøg. Hun beskriver de elendige forhold, landbokvinderne lever under, påpeger Reine Prat. 
– Hendes heltinder i romanerne er alle frie kvinder, der viser, at det er muligt at handle og sætte sig ud over tidens begrænsede kvinderolle. Hendes forfatterskab har haft umådelig betydning både for kvindernes frigørelse og for litteraturen, både i og uden for Frankrig. Hun og Balzac inspirerede gensidigt hinanden. Emily Brontë var inspireret af George Sand, og Dostojevski, som hun også mødte, siger ligefrem, at hun er den russiske romans moder i kraft af romaner som Consuelo. Hun er en af de første kvinder, som lever af at skrive, og Sand-forskningen har blandt andet til formål at rehabilitere hende som forfatter, understreger Françoise Van Rossum Guyon, specialist i 1800-tallet franske litteratur og grundlægger af Center for Sand-forskning ved universitetet i Paris.

– Hun overskred alle de begrænsninger, der blev lagt på kvinderne, og netop i det grænseoverskridende er hun vores samtidige. Hun er en kvinde, der tør. Hun tør forsøge at være lykkelig, hun tør elske med en dramatisk intensitet, siger Michelle Perrot, mens Reine Prat peger på, at hun kræver retten til at være lykkelig i ægteskabet. Og både med sit liv og i romanen Lélia fra 1833 stiller hun kravet om kvindernes ret til erotisk tilfredsstillelse.

Ved slutningen af sit liv lægger hun ganske vist en vis afstand til sine mest provokerende eskapader, blandt andet fordi hun har svært ved de angreb, der karakteriserer hende som umoralsk. Men hun kaster også et klarsynet tilbageblik på sine mange forhold med for eksempel denne kommentar:

“Når en begavet mand bliver en begavet kvindes ven, kan hun prise sig lykkelig. Som elsker giver han derimod alle kvinder omtrent det samme, og ofte er det den tarveligste og dummeste af os som får mest glæde af ham. Min erfaring eller snarere mine erfaringer med kærligheden er ganske grundige. Hvis jeg skulle leve mit liv om igen, ville jeg leve det som jomfru.” 

I anledning af 200-året for hendes død udgives hendes værker for første gang samlet. Et forslag om at transportere hendes aske til Panthéon-kirken, hvor Frankrigs store mænd (og en kvinde Marie Curie) er gravlagt, er derimod i al diskretion blevet opgivet. Lokalbefolkningen i Nohant, hvor hun er begravet, ville ikke af med hendes grav og præsident Jacques Chirac har personligt sat en stopper for planen. Georges Sand er stadig en tand for provokerende for det pæne Frankrig. Hun må derfor nøjes med en mindeplade. 

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Frankrig. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.