Hun har fået hademails, spottende sms’er og sågar dødstrusler. Hun er blevet beskyldt for kun at lave fordomsfulde film for Vesten, at kritisere islam og være en skamplet for det saudiarabiske samfund. Men det holder ikke Saudi-Arabiens første kvindelige filminstruktør, Haifaa Al-Mansour, tilbage. Hun har fundet et meningsfyldt arbejde som filminstruktør, og hun håber, at hun med sit arbejde kan inspirere andre kvinder i Saudi-Arabien til at turde tage chancer og tage kontrol over deres eget liv. For det er ikke nemt at være kvinde i Saudi-Arabien. Og slet ikke, hvis man har ambitioner om at udtrykke sig på det store lærred.

Ingen biografer

Alligevel er det lykkedes Haifaa Al-Mansour at lave tre mindre kortfilm, og i 2005 udkom dokumentarfilmen Women without shadows, der undersøger de restriktive regler for kvinders påklædning i Saudi-Arabien. Women without shadows er blevet vist på internationale filmfestivaler, som her i Damaskus, og den vandt bl.a. Den Gyldne Daggert ved Muscat Film Festival i Oman. Og den har skabt debat, både hjemme og ude, og den har sat Saudi-Arabien på det filmiske landkort. 
Hun arbejder nu på sit første spillefilmprojekt, en børnefilm der er delvist finansieret og skal optages i Saudi-Arabien. Også den fokuserer på den institutionaliserede kvindeundertrykkelse i hendes hjemland, men denne gang bruger hun fiktionen som genremæssig forklædning til at udtrykke sin sociale kritik i. Men det er en kritik, der er svær at få ud til landets befolkning – af den simple grund, at der simpelthen ikke findes nogle biografer i Saudi-Arabien.

Korrumperende kultur

Branchen har altså virkelig trange kår i Saudi-Arabien. Biografer er forbudt og filmproduktion er næsten ikke-eksisterende. Så sent som i 2006, altså for blot tre år siden, så den første saudiarabiske spillefilm dagens lys, faktisk med Haifaa Al-Mansour på rulleteksterne, krediteret som associate producer. Filmen Keif al-Hal? eller groft oversat Hvordan går det? blev filmet i De Forenede Arabiske Emirater med blandt andet jordanske skuespillere i hovedrollerne. Al-Mansour forklarer forbudet og den saudi-arabiske frygt for filmmediet således:
“Den herskende religiøse elite er overbevist om, at film er et amoralsk medie, og de tror, at film kan korrumpere det uskyldsrene saudiske samfund, hvilket selvfølgelig er totalt fejlagtigt. De ved slet ikke, hvad film er, deres forståelse af kunst er meget indskrænket. Altså, de tror, at hvis det bliver tilladt at vise film, så ville vi ikke se andet end porno!”, griner Al-Mansour.

Film kan forandre

”Filmen er et redskab, der skal bruges til at skabe mulighed for, at et samfund kan reflektere over sig selv. Film er ikke bare underholdning, men skaber et rum for os, hvori vi kan være mere accepterende, mere tolerante – og det er målet for mig. Når jeg laver film, vil jeg have folk til at reflektere over tingenes tilstand og ikke bare acceptere verden som den er. Blandt andet har vi i denne del af verden en lang tradition for at behandle kvinder dårligt. Fordi vi er vant til det, og fordi det sker hver eneste dag, glemmer vi, at det er forkert”, siger Al-Mansour og fortsætter:
”Mange mennesker i Saudi-Arabien ønsker, at andre kulturer skal acceptere os, som dem vi er, men det er ærligt talt svært. Selv for mange saudier. Helt ærligt, jeg vil ikke acceptere at blive diskrimineret, jeg vil have, at det ændrer sig, jeg vil have, at der er mere respekt for kvinder i Saudi-Arabien, for ytringsfrihed, at medmenneskelighed dyrkes mere, ja, jeg kunne blive ved. Og jeg tror, at mine film kan få folk til at forholde sig til det, mange mennesker ellers tager for givet”, understreger Al-Mansour.

Privilegeret og beskyttet

Haifaa Al-Mansour lægger ikke bånd på sig selv, når hun beskriver sit hjemland, og er ikke bange for at kalde det saudiarabiske samfund for ”vanvittigt”. Men Al-Mansour er heller ikke en helt almindelig saudiarabisk kvinde. Hun er mere bramfri og initiativrig end de fleste, og det skyldes i høj grad hendes beskyttede opvækst. 
Al-Mansour voksede op i en yderst liberal familie efter saudiarabiske standarder som nummer otte i en søskendeflok på 12. Faderen er juridisk rådgiver og derudover en kendt digter. Hun har set sin mor trodse samfundets gældende skrevne – eller uskrevne regler, og moderen går for eksempel nogle gange på gaden uden tørklæde. Faderen lod også sin ældste datter tage til udlandet for at studere, og det mente mange var fuldstændig uacceptabelt. 
”Vi er en liberal familie i et meget konservativt samfund”, forklarer Al-Mansour. ”Jeg er ikke fra en rig familie, man kan vel kalde os højere middelklasse. Min far er en uddannet og meget progressiv mand, der har ønsket, at vi børn skulle have en uddannelse. Han har altid støttet os, og jeg har aldrig følt, at jeg blev begrænset, fordi jeg var en pige, og det på trods af, at jeg kommer fra et land, der er meget begrænsende for kvinder.”

Outsideren

Den beskyttende opvækst føltes dog ikke altid som noget positivt for barnet Haifaa: 
”Da jeg begyndte at gå i secondary school, blev jeg mere opmærksom på at dyrke venskaber. Men her opdagede jeg, at mine kammerater ikke ville komme og besøge mig. Deres begrundelse var, at jeg ifølge dem var sekulær og liberal. Jeg fik at vide, at jeg ikke var egnet som ven, og at deres forældre ikke ville tillade, at de kom på besøg i mit hjem. Fra ganske ung alder følte jeg, at jeg var anderledes. Dengang gjorde det mig vred, men nu sætter jeg virkelig pris på, at mine forældre har skærmet mig fra denne vanvittige kultur – en kultur, der er absurd fundamentalistisk og så stamme-baseret. Det er den bedste gave, mine forældre nogensinde kunne give mig.”

Friheden på to hjul

Haifaa Al-Mansour husker specielt en episode, der eksemplificerer, på hvilken måde hun og hendes familie skilte sig ud fra det omgivende samfund og aldrig bekræftede dets kulturelle værdier: 
”Da jeg var lille, ville mine brødre have cykler, og min far tog også mig med, for vi skulle alle sammen have en cykel. Men manden, der solgte cyklerne, ville ikke sælge en til mig. Med vantro i stemmen sagde han til min far: ”Men hun er jo en pige!”. Heldigvis ville min far give os lige muligheder – og jeg fik min cykel!”
Friheden var nu ikke total. Al-Mansour kunne ikke cykle på gaden, det var for farligt for piger, men hun havde cyklen inde i huset, og den var en legemliggørelse af familiens mentale oprør mod de undertrykkende samfundsstrukturer i Saudi-Arabien.

Virkeligheden som inspiration

Denne tidlige oplevelse af oprør har givet hende direkte inspiration til hendes første spillefilm, en børnefilm, som hun arbejder på nu: ”Det er en coming-of-age-film om en 10-årig pige i Saudi-Arabien, der bliver følelsesmæssigt knyttet til en grøn cykel (ja, det er den fra min barndom!). Pigen i filmen ser den hver dag på vej til skole, men da hun forsøger selv at få en cykel, går hun imod samfundets normer – et samfund, der ikke tillader udendørsaktiviteter eller mobilitet for kvinder”.
Det skal ikke afsløres her, hvad der videre sker, men en ting er vigtigt for Al-Mansour: 
”Filmen skal være opløftende og skabe respekt for kvinder og medvirke til at styrke saudiarabiske kvinder. Det er vigtigt, at filmen skaber respekt for denne lille person, der har en drøm, og som forfølger den på trods af alle de forhindringer, hun møder på sin vej. Hun betaler en pris for sine valg, men intet er gratis – vi bliver nødt til at kæmpe for vores frihed. Det er, hvad jeg gerne vil sige med filmen, og jeg er sikker på, at vi kvinder til sidst vil vinde den respekt, og folk vil sætte pris på, hvad vi har gjort”.

Kritik i børnehøjde

Det er ikke overraskende, at Al-Mansour nævner iransk film som en stor inspirationskilde. Filminstruktører som Abbas Kiarostami og Samira Makhmalbaf er blot to ud af mange eksempler på iranske filminstruktører, der har brugt børnefilmen som udgangspunkt for allegoriske samfundsfortællinger. En måde at omgå censuren på, når man nu gerne vil kritisere tingenes tilstand, men ikke kan gøre det direkte. 
”Selvfølgelig har Saudi-Arabien og Iran ikke den samme historie, men vores samfund ligner hinanden, begge lande er ekstremt konservative, og den politiske situation er også sammenlignelig. Selvfølgelig har Iran en meget lang filmtradition, så dér adskiller vi os fra hinanden. Men måske er jeg inspireret af den iranske praksis med at bruge børnefilm som en sublimeret form for kritik. Jeg er i hvert fald interesseret i at bringe en form for social kritik frem i mine film”, understreger Al-Mansour.

Mand bag sløret

I hendes allerførste film, kortfilmen Who? fra 2003 står  den totale tildækning af kvinder i Saudi-Arabien for skud.
”På det tidspunkt var der er et rygte om, at en seriemorder var løs. Man blev bedt om at låse sin dør, for der var den her mand, der havde klædt sig ud som en kvinde – og du ved, hvordan kvinder klæder sig i Saudi-Arabien, totalt tildækket – der gik fra dør til dør og tiggede, men som i virkeligheden slog folk ihjel. Det passede selvfølgelig ikke, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad nu hvis det forholder sig sådan? For folk forsvarer, at kvinder er helt tildækkede, men de frygter det også. Så jeg lavede en film om en seriemorder – en mand, der er klædt som en kvinde, tildækket helt i sort, endda med handsker og alting, som går fra sted til sted og slår folk ihjel uden nogen opdager ham.”

Usynlige eksistenser

”Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med filmen bagefter, men så blev den samlet op til en konkurrence i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater. Pludselig lå den på internettet, og alle saudierne så den, og alle hadede mig for filmen. De sagde, at jeg var imod islam, fordi jeg kritiserer den måde, kvinder er tilsløret på. Men for mig handler det om, at det faktisk er et sikkerhedsproblem, når kvinder er totalt tildækkede. Det er altså et problem, at et samfund rummer så mange mennesker uden identitet.”
I sin seneste film, dokumentaren Women without shadows fra 2005, som Al-Mansour stadig rejser rundt på festivaler med, møder man en masse kvinder, der enten er for generte eller utilpasse ved kameraets tilstedeværelse til at ville udtale sig. Og de fleste af dem, der trods alt bliver overtalt, er fuldstændig tildækkede. Det er kvinder uden ansigt, kvinder man ikke kan skabe øjenkontakt med. For Haifaa Al-Mansour er det frygteligt:
”Dit ansigt er din identitet, men disse tildækkede kvinder har jo ingen identitet, og på den måde afvikler kvinderne deres egen eksistens. Det skaber samfundsproblemer, det isolerer kvinder i samfundet, for folk kender dem ikke. De kan ikke forholde sig til dem, og derfor bliver de tildækkede kvinder til rent abstrakte objekter, der bevæger sig rundt i landet. Men de er ingenting. Og de ved ikke engang selv, hvem de er”, sukker Al-Mansour.

Andenrangs-borgere

”Der er hårde vilkår for kvinder i Saudi-Arabien. Vi må ikke køre bil, vi må ikke rejse ud af landet uden tilladelse fra en værge – det kaldes det. Det kan enten være en far, en bror og nogle gange en søn. Enten skal denne værge rejse med kvinden, eller også skal han give en skriftlig tilladelse.
Kvinder kan ikke stemme, men vi har nu også kun kommunale valg i landet, for der er ikke demokrati i Saudi-Arabien. Saudiarabiske kvinder kan heller ikke gifte sig med en ikke-saudier uden tilladelse fra indenrigsministeriet. Og den tilladelse kan tage op til to år at få. Problemet er, at saudi-kvinder ikke kan tage kontrol over deres eget liv,” konstaterer Al-Mansour og fortsætter:
”Vi skal arbejde på kønsopdelte arbejdspladser. Kvinder kan ikke arbejde med mænd. Og det begrænser arbejdsmulighederne. Selv arbejdede jeg tidligere i et oliefirma, og der skulle ikke bare jeg, men også min far underskrive min kontrakt. Han skulle skrive under på, at han ikke havde noget imod, at jeg arbejdede der. Altså, på det tidspunkt var jeg uddannet fra universitetet, jeg var voksen, jeg kunne tage mine egne beslutninger, og alligevel skulle min far underskrive det stykke papir, for at jeg kunne få muligheden for at arbejde. Det er absurd!”

Dødsgang

Al-Mansours arbejdsplads var amerikansk-ejet og derfor mere liberal end de fleste andre. Her skulle hun ikke gå tildækket, og mænd og kvinder arbejdede side om side. Men der findes meget få steder, der ikke er kønsopdelt, og det skaber samfundsmæssige problemer ifølge Al-Mansour: 
”Læreruddannelsen er den mest udbredte uddannelse blandt saudi-kvinder. Det er en af de eneste professioner, hvor kvinder kun skal være sammen med andre kvinder, men der er enormt mange uden arbejde. Skoler i byen har ikke ledige stillinger, så kvinderne bliver nødt til at tage til øde områder for at arbejde, og da de ikke kører bil, og der ikke er nogen offentlig transport, må mange af dem gå til og fra arbejde. Nogle dør bogstaveligt talt på vejen. Det er en ond cirkel, og kvinderne betaler prisen”.

Indoktrinering

Men det er ikke alle kvinder, der er enige med Haifaa Al-Mansour i, at kvinder er undertrykte i Saudi-Arabien. Det er overraskende at se, eller rettere sagt høre to unge, tildækkede kvinder i filmen Women Without a Shadows, at de bifalder de herskende tanker om, at kvinder kun bør have frihed i hjemmet. Er den unge generation blevet hjernevasket af de religiøse overhoveder?
”Faktisk er ældre kvinder mere moderne end den yngre generation. Jeg tror, at den yngre generation i højere grad har læst den gamle religiøse litteratur, fordi vi i 1980’erne og 1990’erne var styret af en meget fundamentalistisk skole med en striks fortolkning af islam: Kvinder skulle blive hjemme, kvinder skulle dække deres ansigter, ja, kvinder skulle dække alt, så de bar også sorte handsker og strømper, så intet, intet, kunne ses. Jeg tror, at det er et resultat af den periode, at den unge generation faktisk tror på, at kvinder ingen rettigheder bør have”.

Forandring efter 9/11

”Men der er håb for fremskridt. Selvom det er svært, så har Saudi-Arabien siden 11. september 2001 været under enormt pres fra den internationale verden, og det hjælper landet med at forandre sig. Så der er i det mindste et plus ved den dag i september 2001. Selv de fundamentalistiske islamiske skoler er begyndt at granske deres litteratur på ny. De forandrer sig ikke fundamentalt, men lidt.”
”Mennesker kan generelt ikke lide forandringer, de bliver nødt til at blive presset. Men jeg tror, at kvinder lider i Saudi-Arabien, og at de har brug for at få magt over deres eget liv, brug for at blive inspirerede og få rollemodeller.”

Foregangskvinde

Selv er Haifaa Al-Mansour ikke bleg for at stille op som sådan en rollemodel, hvis virke kan inspirere andre kvinder til at ændre adfærd. Men hun ved også, at hun ikke er en helt almindelig kvinde efter saudiarabiske standarder: 
”Jeg er en privilegeret person, jeg har ikke alle de livsbegrænsninger, som så mange saudiarabiske kvinder har. Jeg ville elske at se andre end folk som mig – den første kvindelige filminstruktør eller den første pilot, eller hvad ved jeg – klare sig godt. Vi har brug for at se gennemsnitlige kvinder fra middelklassen tage chancer. Og det tager tid, at vi kollektivt når den konklusion, at kvinder har behov for at ændre sig. Det sker i Saudi-Arabien, jeg kan se det ske, men det foregår meget, meget langsomt”, siger Al-Mansour.

Kulturudveksling

Angsten for forandring præger de konservative og religiøse kræfter i landet, og blandt andet derfor kan det være så svært at lave film og ikke mindst få dem vist i landet. Haifaa Al-Mansour har dog haft filmvisninger af Women without shadows på det franske konsulat i Saudi-Arabien, men der var modtagelsen mildt sagt kritisk, fortæller hun: 
”Nogle blev meget ophidsede og beskyldte mig for at lave film for Vesten. Men jeg laver ikke film for Vesten. Jeg vil til gengæld lave film, der kommer på internationale filmfestivaler, for det gør os til en del af verden. De vrede røster forstår ikke, at vi bliver nødt til at tilkoble os den omgivende verden, for at den forstår os. På samme måde som vi ser amerikanske film, og vi ved noget om den amerikanske kultur eller den franske eller egyptiske kultur, har folk også brug for at høre noget om den saudiarabiske kultur.”

Stærke reaktioner

”Det var meget kontroversielt, da jeg viste Women without shadows i Saudi-Arabien, nyhederne bugnede af historier om screeningen. Blandt andet var det meget kontroversielt, at en sheik havde sagt i filmen, at kvinder ikke behøvede at dække deres ansigter. Han havde troet, det var en film for et vestligt publikum, ikke for et saudiarabisk. Efter visningen af filmen fik han besøg af en religiøs delegation, der bad ham om at trække udtalelserne tilbage, og det gjorde han. Men det var i virkeligheden det bedste, der kunne ske, for jeg var i avisen i næsten to uger i træk, jeg var i prime time tv – i et slags Today Show på Al Jazeera – og det gjorde mig til en kendt filminstruktør i hele Saudi-Arabien. Jeg tror ikke, det var det, de konservative saudier ønskede skulle ske, men de hjalp mig faktisk med at blive populær”, siger Al-Mansour med et bredt grin.

Ting skal give mening

Al-Mansour er altså langt fra kun en hadet figur i Saudi-Arabien, og hun har efter eget udsagn formået at sætte nogle diskussioner i gang i sit hjemland, der ellers havde svært ved at finde fodfæste. 
”Jeg tror, jeg vandt respekt med filmen. For jeg fornærmer hverken islam eller de religiøse mennesker, men jeg accepterer bare heller ikke ting, der ikke giver mening. Og jeg spørger altid, om vi ikke skal diskutere tingene. Alle saudiere er jo som brødre, lad os kæmpe den samme kamp, for i en familie taler man sammen for at forstå hinanden. Vi må åbne vores hjerter for hinanden. Jeg tror, at jeg med denne holdning har vundet respekt, selv fra folk, der ikke deler mine holdninger.”

Margen af frihed

Det er ikke et problem for hende at vende tilbage til Saudi-Arabien fra Sydney, hvor hun nu bor med sin amerikanske diplomat-mand. Hun har sågar fået økonomisk støtte fra selveste den saudiarabiske Prins Al-Waleed, der er nevø til Saudi-Arabiens Kong Abdullah, fortæller hun: 
”60 procent af budgettet til min næste film kommer fra Saudi-Arabien. Prins Al-Waleed er en entreprenør, og han putter en masse penge i min film. Jeg tror, han har tiltro til kvinder og tror på at det giver mening at give kvinder magt. Så for kvinder, der virkelig vil noget i Saudi-Arabien, foreligger nu en gylden mulighed. Lige nu er der en margen af frihed, som filminstruktører, forfattere og andre kunstnere bør benytte sig af så situationen i Saudi-Arabien bliver forbedret.”

Mod til at provokere

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Haifaa Al-Mansour håber, at hendes nye film, hendes første spillefilm, vil blive vist i Saudi-Arabien, blandt andet fordi der er så mange saudiske penge i den. Om ikke andet så ved hun, at folk er villige til at rejse til nabolandene for at gå i biografen: 
”Hver weekend rejser folk blandt andet til Bahrain for at gå i biografen, og jeg er sikker på, at der er mange, der også vil rejse for at se min film. For de er jo nødt til at have set min film for at kunne kritisere mig,” klukker Al-Mansour, og afslutter med et skævt smil: 
”Lad mig bare give dem noget at snakke om”.