Hvorfor er det sødt og drenget, når en Bjørn Lomborg møder magtens
mappemænd i en kropsnær t-shirt, der ikke overlader noget til
fantasien? Mens det er smagløst og luderagtigt, når kvindelige
politikere som Lene Espersen viser bare en brøkdel af deres
attributter? Hvorfor bliver hun en “talende kavalergang”, mens Lomborg
aldrig omtales som et par “smilende overarme”?

Den nye udstilling, Den forsvundne krop – Mænd og mode 1750-2007, i Odense
stiller ikke lige netop disse spørgsmål, men foretager suggestive
historiske perspektiveringer og trækker forbindelseslinjer mellem mænd,
påklædning, magt og mode.

Ideen er såre enkel: Fra den
permanente samling af danske skulpturer og malerier og indlånte dragter
fra perioderne kastes et blik på mandsfremstillinger og mandemode i
perioden 1750-2007. Gammel vin på nye flasker? Helt klart. Men også et
nyt og forfriskende dristigt køns- og kropsblik på netop “flaskerne”,
altså “indpakningen” som andet end emballage. For en gangs skyld er det
ikke hoveder og hænder, der er i centrum, men “omgivelserne”, altså
tøjet selv som bærere af betydning, eller netop bærere af
ikke-betydning. Og mandekroppen som både nærværende og magtfuldt
fraværende.

Den afklædte kvinde og den påklædte mand

Feministiske
kunstnere har ironiseret over, at kvinder kun får adgang til museerne,
hvis de smider tøjet. Og det er altså vel at mærke som modeller på
lærrederne. Kunstmuseerne køber stadig i overtal værker af mandlige
kunstnere. Som så måske først og fremmest bliver set af kvinder.

Når
to kvindelige kuratorer, Gertrud Hvidberg-Hansen og Kjerstin Vedel, har
udvalgt påklædte mænd i traditionelle værker, er det kun tilsyneladende
en videreførelse af denne tradition. For det er netop påklædtheden, der
bliver udstillingens hovedtema gennem en højlydt undren over
mandekroppens fravær. Det er den manglende mandekrop, der på skæv vis
bliver bragt i fokus af de to kvinder.

Fest og farver

Udstillingens
hovedhistorie om mænd og mode i den vestlige verdens seneste 250 år er
fortællingen om et forsvindingspunkt. Mandemodens historie er på en
måde den omvendte af fjernsynets: nemlig en udvikling fra fest og
farver til kedelig sort-hvid. 1700-tallets magtmænd var aristokratiske
rokokolapse, der boltrede sig i de seneste moder inden for spraglede
gamacher, knælange frakker, fjerprydede hatte, kalvekrøs, kniplinger og
fryns, samt parykker, der helt eller delvis skjulte håret.

En
af rigets største modemænd var den lille, skrøbelige Ludvig Holberg,
hvis påklædning i dag snarere minder om DQs (årets danske Grand
Prix-vinder, Peter Andersen, der optræder som drag-queen) end om Anders
Fogh Rasmussens. Moden var en markør for international orientering,
dannelse og rigdom. Den var både en tydelig klassemarkør og en arena
for individuelt udtryk.

Efter datidens mode blev børn udklædt
som små voksne, som drengen på N.P. Dahlins portræt fra 1750’erne eller
-60’erne. Sablen udtrykker militær skoling, mens bøger og globus
fortæller om dannelse.

Krop og hoved

Aristokratiets
svanesang medfører også mandekroppens exit fra (kunst)historien. I
løbet af det nittende århundrede, hvor bourgeoisiet gradvis erstatter
adelen som herskende klasse, underkaster magtens mænd sig en stadig
mere streng uniformering. Efter den franske revolution er farven sort
for eksempel blevet uomgængelig i mandemoden.

Det berømte,
løsthængende jakkesæt i dunkle farver indføres som standardpåklædning
for en særlig gruppe mænd inden for økonomi og politik, der nærmest gør
dem usynlige eller upersonlige og lader kroppen forsvinde. Denne mode
har vist sig uhyre slidstærk. Selvom snit og materialer ændres over de
næste 150 år, er grundmodellen stadig den samme: diskrete benklæder i
afdæmpede farver koblet til skjorte og kropsskjulende jakke. Den
individuelle, kreative og pyntelige del er forvist til en lille
halsklud, der også markerer adskillelsen mellem hoved og krop, eller –
om man vil – sjæl og legeme eller intellekt og materie.

Denne
grænsedragning kan være ganske brutal som i de berømte “fadermordere”,
opretstående kraver der var så stive, at de kunne rive ørerne til
blods. Eller de kan markeres blødere i diverse slips, hvor farverne,
prikker og striber kan antyde en tøjlet kreativitet og fantasifuldhed.
Men vel at mærke i en stramt bundet knude.

Hovedet synes næsten sat på stage i Wilhelm Bendz’ portræt af den strenge kammerråd Drewsen.

Ved
1800-tallets slutning var farver og former definitivt forsvundet ud af
mandemoden. Det var nu blevet et entydigt kvindeligt gebet, som
klunketidens kvinder til gengæld dyrkede til overflod. Selv mandlige
kunstnere iklædte sig borgerskabets klædedragt, også selvom de knap
havde råd til det.

1968’er-generationen indførte med
knudemændskritik og velourhabitter en vis opblødning af denne
uniformering, men myten om jakkesættets død er vildt overdrevet.

Det
lange hår og islænder-sweateren blev kun en lille parentes i
magtmændenes historie. Tværtimod genindførte det tyske modefirma Hugo
Boss i firserne stadigt stivere og mere bredskuldrede jakkesæt, og
denne mandsdragt er nu mere udbredt end nogensinde. 

Jakkesættet
er måske en af modehistoriens mest langtidsholdbare konstruktioner.
Formen kan spores helt tilbage til middelalderens købmænd, der fandt på
konceptet med en sort, løsthængende dragt, der skulle aflede
opmærksomheden fra det lokale og individuelle. I flere århundreder har
habitten fungeret som forsvindingspunkt for den magtfulde mandekrop.

Borgerskabets diskrete charme

Udviklingen
i magtens patriarkalske repræsentationsformer fra aristokratiets
spektakulære demonstrationer til borgerskabets diskrete charme – fra
pludderbukser, pudderparykker og fjerhatte til afdæmpede,
uniformslignende og monotone standarddragter med jakke, bukser, vest og
slips kan sammenstilles med den franske filosof Michel Foucaults
berømte analyser af det moderne disciplinsamfund i hans klassiske bog Overvågning og straf fra 1975. Foucault hævder her en afgørende ændring i magtens virkemåde fra aristokrati til borgerskab.

Det
feudale samfunds magtmekanisme var baseret på synlighed og
demonstrationer: For at fungere måtte magten vise sig – i alle
udtrykkets betydninger. Kongen, fyrsten eller feudalherren måtte ses
gennem offentlige og pragtfulde ceremonier og ritualer: dåb,
forlovelser, bryllupper, kroninger, besøg og begravelser. Og også
gennem grusomme strafferitualer som offentlig tortur og henrettelser.
For fyrsten legemliggjorde landets love. Straffe var således offentlige
ceremonier, der viste, hvem der havde magten. Enhver straf var også
fyrstens personlige hævn og selvforsvar. Den moderne borgerlige magt
fungerer radikalt anderledes. Magten er ikke længere prangende,
demonstrativ og selvhævdende. Kroppen forsvinder. Foucault taler om, at
den moderne disciplinmagt er præget af en lumsk og forræderisk
ydmyghed. Den vil helst være anonymiseret, virke i det skjulte og
ligesom være indbygget i systemerne: i deres arkitektur, struktur,
systematikker og logikker.

Denne glidning kan aflæses
dragthistorisk i udviklingen fra mandemodens spraglede ekshibitionisme
til dets nuværende tillukkede, afdæmpede og diskrete sprog. Den
patriarkalske magt stræber efter at være usynlig, kropsløs og anonym:
Habitten er dens allerbedste skjul. Jakkesættet er således næsten et
magtøkonomisk columbusæg. Det garanterer ensartethed verden over og
muliggør, at mænd på børser i New York, London og Tokyo kan cirkulere,
uden at kroppen gør sig bemærket. Med jakkesættet på kan mænd bevæge
sig frit og modstandsløst rundt i verden, udendørs og indendørs, i
kontorlandskaber, banker og bordeller.

Magt, mænd og kunst

Det
kropslige fravær præger tilsyneladende ikke kun magtmændenes symbolske
selvrepræsentationer. Også mandlige kunstnere fra det moderne
gennembruds dandyer over symbolismens bohemer til modernismens
selvportrættører vedbliver tilsyneladende at male mandekroppen ud af
billedet. Og udviklingen fortsætter – helt frem til Peter Martensens
massemandeportræt af postmoderne hvidskjortede flipproletarer.

Jakkerne
er smidt af de sorthårede herrer på Peter Martensens maleri “De hvide
skjorter”, men kroppene synes alligevel uhyggeligt fraværende i et
konformt, anonymt mandemylder, hvor påklædningen stjæler både billede
og titel.


Den forsvundne krop – Mænd og mode 1750-2007

rejser med sit skæve blik på ældre og nyere dansk kunst, hvor mænd har
afbilledet mænd, en række spørgsmål om magt, repræsentation og køn. Den
moderne mandskrop har kunnet forsvinde i en magtfuld og tilsyneladende
værdifri anonymitet, der garanterer en absolut subjektposition.
Kvindekroppen har ikke et sådant helle.

Således gør Lene
Espersen måske bare en dyd ud af nødvendigheden, når hun går linen ud
og tager objektgørelsen på sig. Mens Bjørn Lomborg har fundet en
interessant niche i en patriarkalsk kropsforsvindingskultur, hvor hans
bøssebuildede buste bryder med en århundredelang maskulin
fortrængningshistorie. Det er denne historie, udstillingen fortæller på
fortjenstfuld vis. Mandekroppen findes ikke i Odense. Men man sørger
over dens forsvinden.