Forestillingen om, at den kreative klasse – den attraktive gruppe af kreativt arbejdende, café latte-drikkende, storby-hoppende, altid tablet-opkoblede, nyhedsslugende, liberalt tænkende, socialt engagerede, kritiske forbrugere og first movers – understøtter en progressiv ligestillingskultur skydes i sænk af de tre forskere Kathrine J.C. Sang, Andrew R.J. Dainty og Stephen G. Isons i forskningsartiklen Gender in the UK architectural profession: (re)producing and challenging hegemonic masculinity (Work, Employment & Society, januar 2014).
Gennem en lang række interviews med uddannede arkitekter, fordelt på både mænd og kvinder, der alle er aktive på arbejdsmarkedet, analyserer de tre forskere kønsbestemte strukturer i arkitektbranchen. På trods af branchens tilkobling til det kreative segment og en forventning om, at den dynamik og innovation, der kendetegner arkitektfaget, også smitter af på organisationsstrukturen og den sociale bevægelighed, fandt de frem til, at faget stadig domineres af en konservativ, kønshierarkisk kultur.

Den rigtige slags mand

At lange arbejdstider og male bonding udenfor arbejdstiden ofte gør det svært for kvinder at trives på arbejdspladsen og ikke mindst avancere, er ikke nyt. Til gengæld viste de tre forskeres arbejde, at det ikke er nok at være en mand heller. Det kræver en mand med en helt bestemt form for maskulinitet at være den rigtige slags mand. Eller arkitekt.
– I forbindelse med min ph.d.-afhandling om arbejdsrelateret stress og køn i arkitektfaget, interviewede jeg ikke kun kvinder, men også en del mandlige arkitekter, fordi der simpelthen er flest mænd i branchen. Forventeligt nok var der en overvægt af kvinder, der kæmpede med at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, men jeg stødte også på mænd, der havde samme type problemer, og der gik det op for mig, at der ikke fandtes nogen litteratur, der fokuserede på mænds problemer indenfor faget. Mænd bliver som regel betragtet som en homogen gruppe, der trives godt med en konkurrencepræget struktur. Derfor var det overraskende at opdage, at der også var mænd, der syntes, at faget var hårdt, og som ikke passede ind. Og at de mænd, der ikke passede ind, blev betragtet som dårlige arkitekter, fortæller Kathrine Sang om baggrunden for artiklen.
Byggepladsjargon og krav til byggeteknisk viden er yderligere to områder, hvor kvinder i arkitektfaget ofte føler sig udfordrede. Ikke at de ikke besidder den faglige viden, men de kæmper mod den fordom, at de ikke gør. Undersøgelsen viste dog, at byggepladsen i ligeså høj grad kunne være et intimiderende sted for de yngre mandlige arkitekter.

Alternativ maskulinitet marginaliseres

Kathrine Sang fortæller, at tidligere studier af etniske minoriteters muligheder indenfor arkitektfaget allerede har vist, at det klart er en fordel at være en hvid, heteroseksuel mand, hvis man vil til tops på de store tegnestuer. Hvad den nye forskning viste, var dog, at der skulle lægges endnu et karakteristika til:
Den mand, der arbejder sig til tops i arkitektverdenen, er ikke kun hvid og heteroseksuel, han er også en mand uden omsorgspligter udenfor arbejdet.
Enten var de adspurgte mandlige arkitekter barnløse, eller også var de gift med kvinder, der varetog al omsorgsarbejdet på hjemmefronten, hvilket stillede dem frie til at arbejde så meget, det skulle være, og hvornår det skulle være.
Under researcharbejdet til artiklen mødte forskerne dog to mænd, der ikke levede op til den privilegerede maskulinitetsopfattelse, Robert og Simon.

Depression og fyresedler

Robert er midt i trediverne og gift, da han bliver far til en lille pige. Robert vil gerne være en tilstedeværende far og tage del i omsorgsarbejdet omkring sin datter. Det konstante arbejdspres og de høje performancekrav clasher dog så fundamentalt med hans privatliv, at han ender i en depression, og må tage en måneds orlov fra sit arbejde.
Simons situation er lidt anderledes. I hans tilfælde er det hans ældre mor, der i en periode har brug for omsorg. Han er derfor nødt til at sige fra overfor de lange arbejdstider for en tid. En beslutning, der skal vise sig at blive fatal for hans karrieremuligheder, for han ender med at blive fyret.
Robert vender i sidste ende tilbage til arbejdet på fuld tid, men må helt opgive samtidig at være den nærværende far, som han også gerne ville være. Simon vælger efterfølgende at skifte karrierebane.
Som Kathrine Sang forklarer, møder de to mænd et dobbelt stigma, fordi de som mænd udfordrer de gængse normer for, hvordan man gør og er sit køn.
– For at være en god arkitekt er du nødt til at være en bestemt form for mand. Kvinder er derfor automatisk ekskluderede. Til gengæld lykkes det de fleste kvinder indenfor faget at finde en eller anden form for balance, hvor de kan håndtere både deres arbejdsliv og familieliv (ved at vælge mindre karrierebetonede områder, red.). De samme options er ikke tilgængelige for mændene. De bliver på en måde dobbelt diskriminerede, hvis de forsøger at overskride normerne for deres køn, siger Kathrine Sang.
Det mindre stress-fyldte arbejde, som kvinderne vælger ved enten at forblive i en assistentfunktion eller slå sig til tåls med at designe interiører frem for de ydre bygninger, er ofte ikke en mulighed for en mandlig arkitekt.

Mænd kønsdiskrimineres

I maskulinitetsantologien Mandens Byrde (2013) problematiserer de to redaktører Anders Haahr Rasmussen og Lisa Bartfai mandens køn ved blandt andet at kalde det ‘det usynlige køn’. ‘Køn’ er i vores samfund blevet lig med ‘kvinde’, og ‘kønsdiskrimination’ beskriver næsten uden undtagelse de problemer, kvinder løber ind i, når de vil gøre karriere eller på andre måder udfordrer den traditionelle idé om, hvilken plads de bør indtage i samfundet.
Mandens køn bliver derimod usynligt, fordi han står på den privilegerede position. Det er hans blik, der kastes ud på verden. Han er verdens målestok. At mænd ikke ser på sig selv som ‘køn’, gør det dog svært for dem at formulere den samme diskrimination, de møder, når de ikke lever op til netop den målestok. Endnu sværere er det derfor at gøre oprør mod den.
En detalje i de britiske forskeres undersøgelse ledte dem til den samme erkendelse. Det viste sig nemlig, at den kvindelige overordnede, der fyrede Simon, efter han ikke havde kunnet leve op til firmaets høje performancekrav, også var en del af undersøgelsen.
Vanessa fortalte, at hun selv kæmpede med at få sin work-life-balance til at gå op, især fordi hun gerne ville have mulighed for at være en god mor for sine børn samtidig med, at hun gjorde karriere. Derfor var hun involveret i flere forskellige initiativer, der arbejdede for at ændre arbejdskulturen i branchen, så den kunne tilgodese flere kvinder.
Alligevel overså hun i fyringssituationen, at også Simons problem var et kønsrelateret problem. Selvom Simon var en mand, fejlede han ved ikke at leve op til idealet for, hvordan den mand, der kan blive en ‘god arkitekt’, skal være.
– Vi er nødt til at forstå, hvordan mænd privilegeres – og at det ikke altid automatisk forekommer på baggrund af deres køn, fastslår Kathrine Sang om undersøgelsen.

Vi kan bedst lide dem, der ligner os selv

Det er primært de kvindelige arkitekters vidnesbyrd, der tegner en grundskitse af branchens kønnede spilleregler op. Udover de lange arbejdstider, som småbørnsmødre kan have svært ved at honorere, beskriver de en branche, hvor de vigtige aftaler indgås, og nye klienter hentes ind via uformelle maskuline samværsformer. Med andre ord sker alt det sjove og karrierefremmende på golfbanen eller på pubben efter arbejde – eller i det, man kunne kalde den udvidede arbejdstid.
Sara, der er partner i et større arkitektfirma, fortæller om en episode, hvor hun netop har færdiggjort et stort projekt for en klient, men da klienten ringer til firmaet for at fejre projektet, er det hendes mandlige chef, der bliver inviteret ud til drinks, selvom han intet har haft med projektet at gøre. Han takker ja.
Kathrine Sang beskriver denne form for uformel networking som homosocial adfærd. Både mænd og kvinder deltager i homosocial adfærd. Vi søger automatisk samvær med dem, der ligner os selv. I denne specifikke sammenhæng betyder det dog, at dem, der ikke ligner dem, der i forvejen har magten, heller ikke kommer til at omgås magten – og dermed fratages chancen for at erobre den.
– De fleste mennesker vælger at arbejde og hænge ud med andre mennesker, der ligner dem selv. Her betyder det ikke kun, at mænd vælger at omgås mænd, men at mænd uden omsorgspligter vælger at omgås andre mænd uden omsorgspligter, fortæller Kathrine Sang.
Hun beskriver i det hele taget branchen, som et felt, der ser dynamisk og progressivt ud på overfladen, men som understøttes af en ekskluderende, patriarkalsk struktur.
– Arkitektfaget er dygtigt til at se godt ud på overfladen. Det har en fernis af ordentlighed. Men kradser man lidt i den overflade, finder man ud af, at kvinder og mænd med ikke-normative maskuliniteter faktisk bliver behandlet ret dårligt, siger Kathrine Sang.

Danske mænd vælger karrieren til

På det Kongelige Danske Kunstakademis skoler for Design, Arkitektur og Konservering er der efterhånden en mindre overvægt af unge kvinder på arkitektuddannelsen. Ser man på kønsfordelingen i toppen af arkitektbranchen er den dog stadig domineret af mænd.
Lene Dammand Lund, rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering [DKDAK, red.], oplever alligevel ikke udfordringerne så store som i det britiske miljø.
– Når man ser på fordelingen af projektledere på de store byggeprojekter som f.eks. hospitalsprojekter er den ca. 50/50. Der er rigtig mange dygtige kvindelige projektledere derude. På bestyrelses- og partnerniveau ligner branchen resten af samfundet. Her er der flest mænd, men i takt med at de dygtige kvindelige projektledere kommer frem, oplever jeg en lille tendens til, at de dygtige kvinder også stiger i graderne, siger Lene Dammand Lund.
Alligevel har hun i sit arbejde som arkitekt på de store tegnestuer oplevet, at de unge mænd tit er bedre til at melde direkte ud omkring, hvad de forventer af deres karriere.
– Kvinderne skal være bedre til at vælge karrieren til, siger hun.

Investering i netværk er guld

Det er især i netværkssituationen, at de unge mandlige arkitekter formår at skabe stærkere alliancer simpelthen ved at investere mere tid i at skabe de gode relationer.
– Der er en overordnet tendens til, at vi i højere og højere grad bliver et netværkssamfund. Alle investerer i at opbygge relationer. Det er sådan, man får arbejde. Og det kan godt være råt, for det er sværere end at svare på en jobannonce. Der gælder nogle andre spilleregler, og nogle kvinder og mænd er bedre til det spil end andre. Jeg ser dog en snert af, at mænd er bedre til at gribe netværkschancen, når den er der. De er mere generøse med deres tid og mere risikovillige. Her er kvinder mere kalkulerende, og regner på, at hvis de ikke kan få et konkret resultat ud af det, vil de hellere tage hjem og bruge den ekstra time sammen med familien. Ofte kan det dog være den ekstra time, der gør forskellen på længere sigt, siger Lene Dammand Lund.
Der er ingen tvivl om, at tid er en vigtig faktor også i den danske arkitektbranche. Der skal smides nogle timer på tegnebordet, hvis man vil være partner på en af de store tegnestuer. Alligevel understreger Lene Dammand Lund, at den forskel i arbejdskulturen, hvor de danske tegnestuer er præget af en mere flad struktur frem for et stærkt markeret hierarki, gør bevægeligheden lettere.