Jævnligt dukker diskussion om kønkvotering op i debatten. Men lige så hurtigt spørgsmålet om kønskvotering kommer, lige så hurtigt bliver det skudt ned igen: Kønskvotering eruværdigt for det underrepræsenterede køn, direkte diskriminerendefor det overrepræsenterede køn – og fuldstændig umuligt at håndtere.

Kønskvotering er kontroversielt. Men hvorfor egentlig, når alle tilsyneladende er enige om, at ligestilling er vigtigt og et overordnet mål?

Norske Mari Teigen, sociolog, dr.polit. og forsker ved det uafhængige Institutt for Samfunnsforskning, forsøger at svare på spørgsmålene i sin bog Kvotering og kontrovers: om ligestilling som politikk (2003).

Bogen bygger på hendes doktorafhandling fra 2002, og den giver et tankevækkende indblik i norsk ligestillingspolitik gennem de sidste 20 år. Den består af en teoretisk indledning og fem afsnit, der går tæt på ligestillingspolitiske reguleringsinitiativer inden for forvaltning, erhvervsliv og på universiteterne.

Endelig omfatter bogen et studie af repræsentationsbaserede systemer, hvor Teigen sammenligner processen og argumentationen for indførelse af kvotering i henholdsvis offentlige udvalg, nævn og råd, og i bestyrelserne for private virksomheder. Dette studie er bogens eneste eksempel på anvendelse af radikal kvotering.

Regulering og påbud

Norsk ligestillingspolitik er karakteriseret ved at tilstræbe ændringer gennem regulering og påbud – frem for holdningsskabende initiativer, som fx i Danmark. Positiv særbehandling, herunder kvotering, har været et centralt værktøj til at fremme ligestilling. Kvoteringsregler findes i de politiske partier, ved optagelse i uddannelsessystemet, ved ansættelse i staten og kommunerne og i forbindelse med sammensætningen af offentlige udvalg, nævn og råd. Senest besluttede Stortinget i november 2003, at i 2006 skal erhvervslivets bestyrelser bestå af minimum 40 % kvinder.

Trods de mange tiltag er kønskvotering stadig kontroversiel i Norge. Som i Danmark. For at finde ud af hvorfor, kaster Teigen et skarpt blik på de præmisser, som ligestillingsdebatten bygger på. Præmisser som alt for sjældent ekspliciteres. 

I første kapitel Debatter om rettferdighet, meritokrati og kjønn gør Teigen det klart, at debattører har forskellige udgangspunkter for overhovedet at diskutere ligestilling – især hvad angår opfattelsen af retfærdighed. I Teigens optik er der tre opfattelser af retfærdighed, der præger ligestillingsdebatten.

Den første sætter upartiskhed som norm – nemlig ligebehandling.
Den anden har respekt for den enkelte som norm – nemligligeværdighed.
Og den sidste grunder sig på en opfattelse af retfærdighed, der sætter partiskhed med underpriviligerede grupper som norm, nemligligedeling.

Hvad der opfattes som retfærdigt rejser samtidig en diskussion om, hvilke udvælgelseskriterier, der kan betr agtes som gyldige: Princippet om ligebehandling lægger vægt på individuel dygtighed. Princippet om ligeværdighed lægger vægt på de institutionelle målsætninger. Princippet om ligedeling vægter udvælgelseskriterier, som er identiske med fordelingsmålsætningen.

Således sat på formel, bliver analyserne i bogens øvrige kapitler en praktisk opvisning af, hvilke retfærdighedsforståelser, der kæmpes om. Teorikapitlet kan imidlertid sagtens stå alene og er en fremragende indføring for den læser, der søger viden om anvendelsen af kønskvotering.

Kønsstereotypen fungerer positivt for mænd 

Documenting discrimination: A study of recruitment cases brought to the Norwegan Gender Equality Ombud gennemgår Teigen 381 sager indbragt for det norske Likestillingsombud i perioden 1985-1994 for at undersøge forekomsten af kønsdiskrimination i rekrutteringssammenhæng. Hun har sat sig for at undersøge, hvordan arbejdsgiverne argumenterer for at imødegå påstande om kønsdiskriminerende ansættelser, og på hvilket grundlag deres argumenter accepteres eller forkastes i forhold til ligestillingsloven.

Langt størstedelen af klagerne kommer fra kvinder (97%) . En typisk klager er kvinde og har søgt en stilling enten på topniveau (56%) eller mellemniveau (39%) i den offentlige sektor. Den offentlige sektor er ganske overrepræsenteret, idet kun 7% af klagerne stammer fra den private sektor.

Teigen finder to typer af sager: åbenlyse overtrædelser (især i den private sektor) og tvetydige sager (især i den offentlige sektor). De tvetydige sager er vanskelige at afgøre på grund af den vægt, der lægges på personlige kvalifikationer.

Af de 381 sager, som Teigen har analyseret, har ombudet i 38% af tilfældene konkluderet, at rekrutteringen er i strid med ligestillingsloven.

Det er et særligt problem, at ombudet hverken har magt til at tvinge afgørelser igennem eller kompetence til at tage stilling til korrekt praksis af håndtering af ansættelser, hvor der lokalt er aftalt et princip om fortrinsret til ansøgere af det underrepræsenterede køn.

Fortrinsretsreglen hører til de moderate tiltag under hatten ‘positiv særbehandling’ og betegner ordninger, hvor det underrepræsenterede køn foretrækkes ved lige eller tilnærmet lige kvalifikationer. Flere studier tyder på, at fortrinsretsreglen sjældent kommer til direkte anvendelse, og også Teigens egen empiri understøtter dette. Det skyldes, at de skønsmæssige vurderinger, som der tillægges selektionskriteriet ‘personlig egnethed’, kolliderer med anvendelse af fortrins! retsreglen.

Når man har vurderet kandidaterne ud fra personlige kvalifikationer, vil kandidaterne nemlig ikke længere fremstå som tilnærmet lige kvalificerede. Differentiering mellem kandidater ud fra personlig egnethed støder dermed mod fortrinsretsreglen, hvor forudsætningen er, at det er muligt at identificere to kandidater som tilnærmet er lige kvalificerede.

Udfaldet i de tvetydige sager bliver, at ombudet konkluderer, at sagen ikke er i strid med loven. Teigen mener, at ombudet hellere bør konkludere, at der ikke er bevis for, at loven er overtrådt.

Sagerne viser i øvrigt, at man i rekrutteringssammenhæng simpelthen ikke kan se individet for bare køn: Når kvinder er i mindretal fungerer kønsstereotypen negativt i forhold til dem; men når mænd er i mindretal fungerer kønsstereotypen positivt til fordel for dem.

Kønskvotering i den private sektor

I et andet af bogens kapitler tager Teitgen fat i statens ønske om indførelse af kønskvotering i private virksomheders bestyrelser.

Ved analyser af høringsnotater og -udtalelser i Kvotering til styreverv – Mellem offentlig og privat handlefrit har Teigen sammenholdt argumentation og baggrund for indførelse af kvotering i henholdsvis det offentlige udvalgssystem og i private bestyrelser. Ifølge Teigen er der gennemgående en tendens til at lægge vægt på ligestillingens selvfølgelighed. Det bevirker, at ligestillingspolitiske tiltag ikke begrundes nøjagtigt, og retfærdighed fremstår som en ligelig (antalsmæssig) fordeling af kvinder og mænd.

I 1980’erne var begrundelserne for lovregulering af kønsrepræsentation i det offentlige udvalgssystem knyttet til ønsket om en mere retfærdig fordeling. Begrundelserne for lovregulering af kønsrepræsentation i private bestyrelser er knyttet til et ønske om ligebehandling af offentlig og privat virksomhed, demokratisk udvikling (som parallel til virksomhedsdemokrati) og for dårlig ressourceudnyttelse af talentmassen.

Overordnet er diskursen altså skiftet fra et retfærdighedsargument til et ressourceargument, og det gør det mere problematisk at finde accept for kvoteringstiltaget. 

Men når der er gode erfaringer med kønskvotering for offentlige udvalg, hvorfor er der så stor modstand mod kønskvotering i private bestyrelser, spørger Teigen?

Sagen er, at man måske forsøger at overføre en argumentation og logik fra den
politiske sfære til den økonomiske sfære. Politikkens legitimitet hviler på beslutningers repræsentativitet og markedets legitimitet hviler på beslutningers effektivitet, konstaterer Teigen.

Derudover repræsenterer et statsligt direktiv om kønskvotering en overskridelse af grænsen mellem offentlig/privat, idet det direkte berører ejendomsretten ved at fratage ejerne retten til at bestemme over bestyrelsens sammensætning,

Det centrale argument mod kvotering i private bestyrelser er, at ejerskab er det bedste udgangspunkt for rekruttering af den bedst kvalificerede kandidat, underforstået at den, som risikerer sin kapital, vil have størst interesse i at vælge den rette kandidat. En nærmere præcisering af kvalifikationer uddybes dog ikke, og Teigen påpeger “at der er grunn til å undres over den ensidige vekten som tillegges en vedvarende uspesifisert kompetanse ved sammensetting av bedriftsstyrer. At det ofte vil være et mangfold av hensyn og interesser som spiller inn, berøres ikke.”

Men det kan der være gode taktiske grunde til: For når den mangfoldighed af hensyn og interesser, der spiller ind, lægges åbent frem, skaber det også en forventning om, at kriterierne bliver specificerede. Så bliver det muligt at stille spørgsmål ved relevansen af de forskellige kriterier – og ved hvorvidt de faktisk kan tilpasses hensynet til en mere kønsbalanceret sammensætning af bestyrelser, eller om det vil være fuldstændig umuligt at håndtere.

Vi genkender billedet fra dansk erhvervsliv. Som forklaring på den lave andel af kvinder i Dansk Industris bestyrelse er netop af hensyn til de forskellige partsinteresser: Man kan tilsyneladende godt blive enige om, at tilgodese brancher, geografi og størrelse – hensyn der prioriteres over hensynet til ligestilling.

Hvad der er mest retfærdigt og hvordan selektionsprocessen foregår, er med Teigens ord en kontrovers om, hvad vi forstår ved retfærdighed og kvalifikationer.

Både modstandere og fortalere betoner nemlig vigtigheden af både retfærdighed og kvalifikationer, men de er uenige om, hvilke værdinormer man skal gå ud fra, jf. hendes udpegning af de 3 normer: ligebehandling, ligeværdighed el. ligedeling.

Problemer og perspektiver

Teigen konstaterer, at der er sket et skift i begrundelserne for ligestilling: Argumenter om diskrimination er veget tilbage til fordel for argumenter om kvinder og mænds forskellighed.

Det er gevinsterne ved ligestilling, der er i fokus, og ikke længere diskrimination.

At forskelsargumenter har overtaget argumentet om diskrimination, bedømmer Teigen som en effekt af, at ligestillingspolitikken har tilpasset sig et debatklima, hvor økonomiske og teknokratiske kræfter hersker. 

I Danmark er vi også vidne til en udbredt argumentation om mænds og kvinders forskellighed: Tænk bare på rapporterne om kvinders positive betydning for bundlinjen (ie. Roy Adler, Nina Smith). I henhold til Teigen, er det ikke positivt for ligestillingen, hvis ligestilling bliver knyttet til et spørgsmål om ressourcer frem for et spørgsmål om rettigheder. For på den måde kommer bevisbyrden af kvinders betydning til at hvile på kvinderne selv, hvorved kvinder risikerer at fremstå som en nærmest ‘etnisk’ kategori med særlige karakteristika.

Det forstærker dyrkelse af kønsforskellen, hvor enkelt kvinder i sidste ende risikerer at blive bedømt efter en særlig kvindelig stereotyp.

Kønkvotering signalerer imidlertid en stærk politisk vilje til ligestilling som et overordnet mål.

Samtidig nævner Teigen, at den ligestillingspolitiske debat og kønsforskningen ikke er i overensstemmelse med hinanden. Hun påpeger, at orienteringen mod forskelsargumentation for ligestilling er i modstrid med kønsforskningens store opgør med kønsessentialistiske tankegods.

At kønsforskningen og ligestillingsdebatten er ude af trit med hinanden, er en både provokerende og urovækkende konstatering, som jeg gerne havde set udfoldet nærmere. For hvad er perspektiverne? Og har Teigen ret? Formår forskningen ikke at komme udover Akademia – og anvendt og omsat i politik og samfundsliv? Eller bliver kønsforskningen afvist, som et vidensbaseret felt? Vi mangler Teigens svar.

Susanne Olsen er bibliotekar og MA i kønsstudier ved Odense Universitet.