– Fra at være trygt placeret i det private og det lavkulturelle, strømmer seksualiteten ind alle vegne i det offentlige rum. Den befinder sig nu støjende, vulgær og overtydelig i alle kulturelle produkter som i reklame, film, fjernsyn, journalistik, kunst og – forskning. Men seksualiseringen er ikke det samme som pornografi. Derfor er det misvisende at betegne udbredelsen af seksualitet i det offentlige rum for pornografisering, siger den norske medieforsker dr. Wencke Mühleisen, der sidste år udgav bogen Kjønn og sex på TV og som talte på en nylig afholdt konference om medier og køn i Olso.

Det, der karakteriserer pornografien som genre er, ifølge Wencke Mühleisen, at den som regel er forbudt i sin samtid eller kun tilgængelig særlige steder. Derudover overskrider den klassiske pornografi de normer og moralske værdier, som flertallet i en befolkning har. Pornografien er på den måde noget helt andet end erotik, seksualisering og blød pornografi:
– Hvis pornografien ikke indebærer en tydelig overskridelse af flertallets normer, moral og seksuelle disciplinering, har den mistet den fascination for overskridelse, som på godt og ondt konstituerer den. Mainstreamingen af det pornografiske element, det vi forstår netop som blød porno og seksualisering af medierne, indebærer en afvigelse i forhold til den klassiske pornografi.
– Historikere har for eksempel påpeget, at den moderne pornografi frem til den 19. århundrede satte sig op mod religiøse autoriteter og fungerede som en form for social kritik og angreb på myndigheder. De reagerede så ved at forbyde pornografien. Indholdsmæssigt er pornografien oppositionel.

Wencke Mühleisen bruger hellere udtrykket medieseksualiseringen om de mange fremstillinger af seksualitet i det offentlig rum. Fremstillinger, der udtrykker alt fra anerkendelse og afstandstagen til seksualitet, efterligning og parodi på seksualitet til dokumentariske undersøgelser af seksualiteten. Hun nævner fx europæiske filminstruktører som franske Catherine Breillat (kendt for filmen Romance (1999) red.) og Virginie Despentes (kendt for filmen Baise-moi (2000) red.), der laver film med eksplicit seksuelt og pornografisk indhold. Eller filmselskabet Zentropa, der eksperimenterer med den pornografiske filmgenre ved at søge kvinder og homoseksuelle som målgrupper.
– En række Tv-programmer diskuterer fx også samliv, sex, og skilsmisser, og bidrager ofte med erfaringsbaserede rapporter om, hvordan ikke-eksperter lever og oplever ændringer vedrørende køn, seksualitet og samliv, fortæller Wencke Mühleisen.

Publikum bryder sig om seksualisering

Pornografien ignorerer fuldstændig skellet mellem det private og det offentlige. Og selv om medieseksualiseringen ikke uden videre kan puttes i samme kategori som pornografien, skaber den ligesom pornografien uorden og forskydninger i adskillelsen mellem det private og det offentlige:
– En række feminister har registreret dette og kritiserer seksualiseringen af det offentlige rum for netop at hive seksualiteten ud af det private rum, det nære, det ansvarlige, det relationelle, familiære og det intime. Men seksualitetens tilsyneladende naturlige tilhørsforhold i det private og familiære er en moderne opfindelse og knyttet til middelklassens og det moderne borgerskabs dominans, og også knyttet til konstruktionen af det moderne autonome individ, siger Wencke Mühleisen.

– Modellen for den borgerlige offentlighed er bygget på privatiseringen af seksualiteten og seksualiseringen af personligheden. Det viser teoretikere som fx Jürgen Habermas og Michel Foucault. I essayet Sex in public fra 2000 viser queer-teoretikerne Laurent Berlant og Michael Warner, hvordan privatiseringen af seksualiteten, som historisk set er ret ung, netop fører til den instinktive afvisning af en offentlig seksuel kultur.

– Måske, siger Mühleisen provokerende, kan populær- og lavkulturens stereotype, smagløse og individorienterede fremstillinger af det seksuelle forstås som et ønske om at blive løftet op OG UD til de offentlige, samfundsmæssige og politiske sfærer? Seksualiseringen ser faktisk ud til at udtrykke noget publikum bryder sig om, noget som søger efter intellektuelle, politiske og æstetiske analyser. Spørgsmålet er, om vi tager udfordringen op eller skubber seksualiteten tilbage til heteronormativitetens varme, nære, intime, private og familiære?

For samfundskommentarorer tjener pornografien og seksualiseringen af mediekulturen konsekvent som eksempel på kulturens moralske forfald, hævder Mühleisen. Tæt knyttet til seksualiseringens smagløshed og dens status som lavkulturel er bekymringen for pornografiens og seksualiseringens påvirkning – især hos unge kvinder og piger.:
– Når det gælder medieseksualiseringen er man særlig optaget af påvirkningen af unge sårbare sind, og i den forbindelse er man sjælden særligt bekymret for nationens unge mænd. Det er de unge kvinder, vi ønsker at beskytte. De bærer den dag i dag nationens ære og skam samt håbefulde fremtid på deres spæde skuldre og kroppe, og dette udløser spaltemeter i medierne. Påstande om påvirkningen fra kulturelle billeder bliver konsekvent knyttet til lavkulturelle udtryksformer så som pornografi, film, tegneserier eller subkulturelle former som fx gangsterrap. Finkulturens sex, vold og stereotypier bliver sjældent anset for at have særlige skadelige virkninger på sine relativt dannede og reflekterede konsumenter, fx sådan nogle som os.

Er det private ikke længere politisk?

I 1970erne kæmpede kvinder for seksuel frigørelse og en vigtig parole var, at det private var politisk. Hvad er der sket i løbet af de sidste 30 år?
– Det er et meget interessant spørgsmål. Parolen om, at det private er politisk var en opfordring til at indtage et kritisk blik på den traditionelle beskyttelse af privatlivet, som værende adskilt fra politik, magt og økonomi – det som hørte offentligheden til. Det personlige, det intime og det seksuelle og dets implikationer med magt og politik, skulle løftes frem i offentligheden. Det førte også til ændringer i mediekulturen. Samliv, relationer, omsorg, sygdom, fritidsinteresser og hobbyer, emner, der tidligere trygt var placeret i ugebladssfæren og stemplet som kvindelig og lavkultur, har gjort sit indtog i den generelle offentlighed via fjernsyn, radio og dagsaviser. Set i et køns -, etnicitets – og klasseperspektiv har nogle af disse ændringer været meget vigtig for almen og politisk bevidstgørelse af tidligere udeladte emner. Temaer, som er blevet sat på dagsorden, er for eksempel kvinde- og børnemishandling, eller homofobi.

– De sociale handlinger, der strukturer husholdninger, intimitet, køn og seksualitet – dvs. det private, er ikke neutrale. De er udtryk for magtrelationer, der er åbne for ændringer. Den tidlige feminisme påviste familiens sociale aspekt: Det offentlige aspekt ved det private, og at det private er offentligt konstrueret. Dette perspektiv indebærer imidlertid ikke det samme som at udviske adskillelsen mellem det private og det offentlige. Det indebærer en bearbejdelse af de overordnede forståelser af disse sfærer, siger Wencke Mühleisen.

I dag er mange feminister netop kritiske over for, at seksualiseringen fjerner seksualiteten fra det private og det intime og de allierer sig fx konservative kræfter i kampen mod pornografi eller medieseksualisering. Men de er meget betænkelige sengekammerater, hævder Mühleisen:
– Det er ikke en ny tendens, at feminister eller kvindepolitiske grupperinger allierer sig med konservative og kristne fundamentalistiske kræfter i kamp mod pornografi eller medieseksualisering. I iveren efter at kritisere objektgørelsen og seksualisering af kvinder, støtter man normer for, hvordan relationer, samliv og seksualitet skal realiseres: Normer som er bygget på et patriarkalsk fundament. Ofte er det de heteronormative familieværdier som model, der står tilbage. I den model forstås seksualiteten som individets inderste essens og identitet. Den forstås som det mest ægte udtryk for det subjektive og personlige, og det gælder i særlig høj grad for kvinder.
– Intimitetens realisering i det private forudsætter, at det seksuelle, personlige og intime adskilles fra arbejdet, det politiske og det offentlige. Når det erotiske og det seksuelle forurener arbejdsliv eller offentligheden, fører det til en modstand og oprør, som vi ser i debatterne om seksualisering af medieoffentligheden.

Kvinder fremtræder ofte i medierne som objekter eller blikfang – og det er netop objektgørelsen, der falder mange feminister for brystet. Men kan man overhovedet komme udenom at være blikfang i en overvejende visuel mediekultur?
– Selv om mænd i stigende grad bliver fremstillet som objekter og udstiller sig som objekter i mediekulturen, kan denne tendens til ligestilling ikke slås i hartkorn med den traditionelle objektgørelse af kvinder. Fordi kvinder i den herskende visuelle kultur bliver set på med et maskulint blik, hænger den kvindelige position som objekt, som den anden, som den som kønnet hæftes på, fast. Og det bliver ved og ved. Det er trægheden i kulturen. På den anden side har feministisk medieforskning vist, hvordan kvindelige skuespillere og studieværter på film, fjernsyn, i reklame benytter sig af blikfangsfunktionen og bruger seksualiseringen som et magtmiddel og en mulighed for at spille på og gøre nar af hele det patriarkalske billedgalleri. Medieforskeren Vibeke Pedersen har fx i en dansk sammenhæng vist dette i analyser af studieværter på fjernsyn, fx Synnøve Søe.

Seksualiteten på dagsordenen i det offentlige rum

På konferencen i Oslo, talte Wencke Mühlsien om, at seksualisering i populærkulturen kan forstås som et slags uartikuleret ønske om at få sat seksualiteten på dagsorden i det offentlige rum. I hendes forskning og i interviews har hun været fortaler for, at den nuværende visuelle populærkultur kan forstås som et brud og måske også som en protest mod en borgerlig kultur:
– Seksualiseringen af det offentlige rum deler ikke i samme grad den pornografiske genres norm-overskridende potentiale. Den er tværtimod konventionel og stereotyp. Men ikke kun. Fordi mediesseksualiseringen også flirter med den klassiske pornografis ønske om normoverskridelser, bidrager den også til noget af forstyrrelsen af grænser, konventioner – og jeg vil mene: den offentlige ro og orden.
– Det er der flere grunde til. Vores kulturs begrænsede diskussioner omkring seksualitet og visuelle fremstilling af det seksuelle er rykket eftertrykkeligt tæt ind på livet af os. Og tættere på end mange ønsker. Når reality-programmer på tv åbent viser de såkaldte intime detaljer og iscenesætter det, vi oplever som privat seksualitet, bliver nogen af os urolige. Vores instinktive reaktion er, at dette er out of place og hører hjemme bag lukkede døre – og under dynerne, siger Wecke Mühleisen.

– I modsætning til dette ubehag sender eksempelvis de fleste forældre uden ængstelse og angst for overskridelser af fælles moralnormer deres barn til seksualundervisningen på skolen. Dér risikerer man kun bekræftelser af herskende normer og forestillinger.

– Jeg mener, at vi som forskere bør spekulere på, om seksualiseringen af medieoffentligheten på sin beskidte og lavkulturelle måde åbner op for en ny og anden plads til seksualiteten end den borgerlige offentlighed kunne tilbyde. Jeg vil hævde, at det i et feministisk perspektiv er afgørende at dekonstruere og nyordne skellet mellem det private og det offentlige, som så eftertrykkeligt har sørget for at holde kvinder på plads og reducere den seksuelle kultur til at tjene “patriarkalske knæbøjninger”.

Wencke Mühleisens bog ‘Kjønn og sex på tv’ (2003) og doktorafhandling ‘Kjønn i uorden. Iscenesettelse af kjønn og seksualitet i eksperimentell talkshowunderholdning på NRK fjernsynet’ (2002) kan lånes på KVINFOs bibliotek.