Kønssocialisering lyder som et svært begreb. Men det er i virkeligheden meget enkelt. Kønssocialisering er den del af vores opdragelse, der definerer vores køn. Fra vi er ganske små, lærer vi, hvad der forventes af vores køn. Normerne, der skaber disse forventninger, har deres rod i vores kultur og bygger ofte på stereotype forestillinger om, hvordan man er en dreng eller en pige. De tager med andre ord ikke højde for, at der findes et utal af afvigelser fra normen; ligesom der findes mere end to køn; eller at race, etnicitet, seksuel orientering eller socialklasse ydermere spiller ind på, hvordan vores kønsopfattelse formes og udspilles.

I sin mest stereotype udformning er forventningerne til piger, at de er blide, søde og dygtige til omsorgsarbejde, mens drenge er vilde, opfindsomme og ambitiøse. Piger er vilde med lyserødt, og drenge kan lide blåt.

Hvad betyder det?

Ser vi på kønsopdelingen på uddannelserne og arbejdsmarkedet i Danmark, ser det ud til, at kønssocialiseringen har en afgørende betydning.

KVINFOs egen analyse af tallene for optagelse på de videregående uddannelser og erhvervsuddannelserne i 2020 viser, at der er et nogenlunde ligeligt optag af mandlige og kvindelige studerende, men at de fordeler sig kønsmæssigt i klynger i forhold til studieretning.

Mens kvinderne samler sig på de store universiteter i København og Aarhus – ikke mindst på de humanistiske uddannelser – er der flere mænd at finde på de tekniske uddannelser og på økonomistudiet.

Andre faktorer der spiller ind på valg af uddannelse og arbejde

Den sociale arv:

Også effekten af den sociale arv er kønsopdelt. Især sammenhængen mellem mødres arbejdsfunktion og deres døtres uddannelsesvalg er tydelig. Men det gælder for begge køn, at forældre med en høj arbejdsfunktion øger sandsynligheden for, at børnene tager en længerevarende uddannelse samt sandsynligheden for, at de senere opnår en lederstilling på arbejdsmarkedet.

Især er mødrenes uddannelsesniveau af betydning. Jo længere uddannelse mødrene har, des større sandsynlighed er der for, at både sønner og døtre senere får en lederstilling.

Egne familieforhold:

Kvinder og mænd, der lever i et parforhold uden børn, har den største sandsynlighed for at opnå en høj stilling på arbejdsmarkedet. Det at leve i et parforhold med børn rykker ikke ved mænds sandsynlighed for en høj stilling, mens det påvirker kvinderne negativt.

Enlige mødre har den laveste sandsynlighed blandt kvindegrupper, mens enlige mænd uden børn har den laveste sandsynlighed af alle mandegrupper.

Det kønsopdelte arbejdsmarked, VIVE, 2006.

På professionsuddannelserne er der 69 % kvinder, og de 31 % mandlige studerende klumper sig sammen på linjerne for bygningskonstruktion og maskinmesteri. Kvinderne er fordelt over en række faglinjer, der uddanner til omsorgsarbejde; heriblandt sygeplejerske, ernæringsekspert, pædagog, lærer og jordemoder.

Faktisk er 40 % af befolkningen uddannet inden for fag, hvor det ene køn er dominerende.

Er det ikke den enkeltes frie valg?

Ofte står fordomme og normer i vejen for, at vi vælger uddannelse mere bredt. Den mandlige sygeplejerskestuderende orker ikke dagligt at skulle retfærdiggøre sit studievalg, og den kvindelige IT-studerende føler sig ikke altid velkommen i et seksualiseret studiemiljø domineret af mænd. Det kræver en målrettet indsats af vende udviklingen.

I de senere år har STEM-fagene (science, teknologi, engineering og matematik) formået at tiltrække flere kvindelige studerende til et ellers mandsdomineret studieområde ved blandt andet at afholde IT-camps for piger, hvor de har kunnet møde kvindelige rollemodeller og blive præsenteret for, hvad en uddannelse inden for IT kan tilbyde dem. Konkrete tiltag for at skabe et mere inkluderende studiemiljø, hvor minoriteter ikke konstant skal retfærdiggøre, at de er til stede, er et andet værktøj, man kan bruge for at åbne op for de skæve kønsfordelinger.

På UC Syd gjorde man i 2019 en målrettet indsats for at tiltrække flere mandlige studerende til uddannelserne som lærer, pædagog og socialrådgiver. Her gennemgik man billed- og videomateriale på uddannelsesinstitutionernes hjemmesider og sociale medier og sørgede for, at mænd blev repræsenteret både med billedmateriale og med fortællinger om uddannelserne. Undersøgelser viser samtidig, at det er nemmere at få kvinder til at interessere sig for STEM-fag, da lønniveauet generelt ligger højt, end det er at få mænd til at interessere sig de traditionelle kvindefag som for eksempel sygeplejerskeuddannelsen og humaniora.

Det resulterede i en stigning på 25,7 % i optaget af mandlige studerende på læreruddannelsen, 21,5 % på pædagoguddannelsen og 22 % på uddannelsen til socialrådgiver.

Top og bund

At der er færre mænd end kvinder på de videregående uddannelser, men at mænd vælger de uddannelser med de højeste lønninger, betyder, at mænd generelt er overrepræsenteret i både top og bund af det danske samfund.

For den store gruppe af mænd uden uddannelse vil det betyde et løft, hvis velfærds-/omsorgsuddannelserne bliver mere kønsneutrale og dermed i stand til at tiltrække mandlige studerende.

Er skolen kun for piger?

I de senere år er der opstået en debat om ’den feminiserede skole’ og ’taberdrenge’. Udgangspunktet for debatten er, at den moderne skoleform er konstrueret på en måde, der favoriserer pigerne, og at drengene derfor falder udenfor og ikke opnår samme uddannelsesniveau som pigerne.

Hvor det statistisk set kan aflæses, at en større del af pigerne tager en længeregående uddannelse end tidligere, peger forskningen på, at svaret på nogle drengegruppers underpræstation ikke skal findes i en ’feminisering’ af skolen.

I stedet viser forskningen, at det har en afgørende indflydelse for drengene, at det i gruppedynamikken anses for maskulinitet at have en sløset tilgang til læring, mens det accepteres som feminint at være pligtopfyldende. Arbejde med at styrke alternative og/eller mere rummelige kønsopfattelser kan altså styrke drengene i fremtiden.

Samtidig viser forskningen, at selv om enkelte drengegrupper ikke klarer sig godt i uddannelsessystemet, er der stadig en overvejende gruppe, der præsterer og klarer sig godt. Begrebet ’taberdrenge’ er derfor kun med til at stigmatisere drengegruppen som helhed, hvilket ikke er konstruktivt for at løfte de drenge, der har brug for det.

Læs Pia Frederiksens ph.d.-afhandling ’De vanskelige drenge’ her (gratis download).

Hvorfor er det vigtigt?

Diversitet er godt. Det gælder ikke kun kønsmæssig diversitet, men diversitet over en bred kam. Jo flere vinkler, der kommer på et fagområde eller en problemstilling fra mennesker med forskellig baggrund og erfaringsramme, des mere kompleks bliver udviklingen på området eller løsningen på problemet. Sagt med andre ord: hvis en uddannelse eller en virksomhed har en bredere gruppe at rekruttere fra, er den samlede talentmasse også større.

Derudover arbejder mange mennesker i fag, hvor de skal møde borgerne. Her er diversitet en force for den medmenneskelige forståelsesramme. Flere børn bliver mødt, hvis pædagoger for eksempel er både mænd, kvinder, non-binære, brune og hvide. Det samme gælder i sygeplejen, hvor forståelsen af den enkeltes borgers behov er større, hvis repræsentationen blandt plejepersonalet er bredere.