Ved præsidentvalget i 2008 fik Barack Obama og demokraterne flest kvindelige stemmer. Sådan ser det også ud til at blive i år. Demokraterne har traditionelt bedst fat i kvinderne, mens flest mænd stemmer republikansk. Ifølge en meningsmåling fra Washington Post støtter mere end 57% af kvinder under 50 år Obama, mens kun 38% siger, at de vil stemme på Romney. Spørgsmålet er dog, om det kan lykkes for republikanerne at overbevise flere kvinder om, at Mitt Romney og det republikanske parti også er til for dem. 
Primært er det kvindelige midtervælgere og tvivlere, som Romney og republikanerne skal overbevise. Og her kan hans kone Ann Romney måske komme ham til hjælp.


Førstedamerne og de kvindelige vælgere 

For der er stadig større fokus på hustruerne, når de amerikanske præsidentkandidater stiller op til valg. Siden Barbara Bush, hustru til tidligere præsident George H.W. Bush, holdt sin tale på det republikanske partikonvent i 1992, har pressen fokuseret på dette aspekt.
Barbara Bush var ikke den første præsidentfrue, der talte på et partikonvent, men hendes tale var banebrydende, fordi hun formåede at holde en politisk tale – uden at sige noget åbenlyst politisk. Endnu vigtigere var det, at hun satte et menneskeligt ansigt på sin mand, og dermed appellerede hun til de afgørende moderate og især kvindelige vælgere, som George Bush ikke selv kunne trænge igennem til.


Jagten på de kvindelige vælgere

Ved begge partiers konventer i år leverede hustruerne fremragende taler, hvis primære formål var at menneskeliggøre ægtemændene.
For Ann Romney var det især vigtigt at sætte et menneskeligt ansigt på sin mand, som er blevet kritiseret for at virke stiv og forkrampet. Men den 63-årige Ann Romney, der er blevet kritiseret for at være hjemmegående, mor til fem børn, og dermed ude af stand til at forstå udearbejdende kvinders virkelighed, skærpede tonen over for disse kritikere og appellerede helt bevidst til en gruppe kvindelige vælgere, som Mitt Romney har haft svært ved at tiltrække. Denne gruppe består især af gifte kvinder med børn, hvor iblandt en stor del er hjemmegående. Denne gruppe er interessant, da valgdeltagelsen blandt dem er meget høj.
Michelle Obama er derimod især populær blandt sorte veluddannede kvinder, der i hende ser et opgør med en kulturel stereotyp, der fremstiller sorte kvinder som overvægtige, larmende og temmeligt usofistikerede. Michelle Obama appellerer samtidig også bredere til gruppen af progressive kvinder med fuldtidsjob, der ikke ser deres primære rolle i hjemmet. Og denne gruppe får stigende betydning både i samfundet og i forbindelse med valget.
Hvor kvinder for bare få årtier siden kun udgjorde en lille del af den amerikanske arbejdsstyrke, og hvor manden stod for familiernes indtægt, er billedet i dag helt anderledes (se faktaboks). Dette på trods af, at lovgivningen og familiemønstrene i dag langt fra tilgodeser ligestilling på arbejdsmarkedet. Så selvom der stadig er langt flere hjemmegående husmødre, end tilfældet er i Danmark, er der stadig tale om en betydningsfuld og ikke mindst voksende gruppe af kvinder, der fokuserer på deres karrierer samtidig med, at de stadig har det største ansvar for familien. Og det er denne gruppe, Michelle Obama taler til.
Da Michelle Obama gik på talerstolen, leverede hun som ventet en kraftfuld tale, der både havde fokus på det personlige og det politiske. Førstedamen lagde vægt på emner som sundhedsreformen og kvinders rettigheder, og slog fast, at hendes mand stadig har de samme værdier og fastholder budskabet om håb og forandring, som da han blev valgt ind i Det Hvide Hus for fire år siden. Det lykkedes dermed Michelle at tale til de progressive og ofte veluddannede kvinder, samtidig med at hun formåede at fastholde sin appel til gruppen af sorte kvinder, for hvem hun er en rollemodel.

2012 – Kvindernes År?

Partikonventerne viste også, hvordan flere og flere kvinder er begyndt at gøre politisk karriere. Republikanerne er stadig noget bagud i forhold til demokraterne, når det drejer sig om at få kvinder til at gøre politisk karriere. Men det ser bedre ud. Også blandt ikke-hvide republikanske kvinder er der sket fremskridt. South Carolinas guvernør Nikki Haley, der har indiske rødder, er blot én af dem. Haley repræsenterer ikke kun en ny generation af unge republikanske kvinder med immigrationsbaggrund men også en generation af succesfulde kvinder i erhvervslivet.
Men der er stadig lang vej igen for kvinderne. I dag udgør amerikanske kvinder kun knap 17% i den nationale kongres, af disse er de fleste demokrater. Lidt over 23% af guvernør- og vice-guvernørposterne i de enkelte delstater er besat med kvinder, mens de udgør ca. 24% i delstaternes kongresser.
Selvom der i løbet af de seneste 25 år er sket en markant stigning af kvinder i amerikansk politik, så er stigningen fladet ud de seneste par år. På delstatsniveau er procentdelen visse steder ligefrem faldet. 2012 kan muligvis rette op på dette. 2010 var nemlig folketællingsår, hvilket har betydet en omfordeling af valgdistrikterne, og dermed skabt en del nye “åbne” pladser både i den nationale kongres og ude i delstaterne. Forskning på området viser, at det ofte kommer kvinderne til gode. Derfor spår mange, at 2012 kan blive “kvindernes år” – som 1992 sidst var det år rekordmange kvinder blev valgt ind.

 

Mange grupper af kvinder

Kvinder udgør den største vælgergruppe i USA. Derfor må begge partier appellere til denne gruppe og signalere, at man i partierne taler deres sag og forstår deres problemstillinger. Men kvinder er forskellige og stemmer ikke som en samlet flok. Derfor er det nødvendigt for kandidaterne at gøre sig klart, hvilke grupper af kvinder, de henvender sig til. Og her gælder alle kneb.
“Microtargeting” er et udbredt fænomen i amerikanske valg. Begrebet er, som ordet indikerer, hentet fra reklameverdenen, og bruges til at rette reklamekampagner til specifikke grupper af forbrugere. Således kan partierne målrette deres kampagner til for eksempel yngre veluddannede mexicanske kvinder i storbyerne eller hvide husmødre i provinsen. Brugen af berømtheder til at promovere partierne eller enkelte kandidater er heller ikke ualmindelig. Navnlig fordi de kan fungere som talerør eller trækplaster for bestemte vælgergrupper. Skuespilleren Eva Longoria (kendt fra tv-serien Desperate Housewives) talte for eksempel ved demokraternes konvent i år. Longoria, der er af latinamerikansk afstamning, var selvfølgelig valgt for at appellere specielt til latinamerikanske kvinder.
Under de demokratiske primærvalg til præsidentvalget 2008 mellem Hillary Clinton og Barack Obama sås tydeligt en “generationskløft” blandt kvinder. Hvor ældre kvinder primært stemte på Clinton, valgte mange yngre kvinder at stemme på Obama. På samme måde var der også andre faktorer, der adskilte demokratiske kvinder. Hvor der blandt andet var en langt større procentdel af kvindelige arbejdere, latinamerikanske kvinder og midaldrende sorte kvinder, der stemte på Clinton, så tiltrak Obama langt flere højtuddannede unge kvinder og universitetsstuderende.

 

Abort eller ej

Abortspørgsmålet fylder meget ved dette års valg. Af flere årsager. Selvom abort er lovligt og blev grundlovssikret i 1973 med højesteretsafgørelsen Roe v. Wade, er det politisk stadig en varm kartoffel. Kongresmedlem Todd Akins kommentar om berettigede voldtægter, og republikanske anti-abort lovforslag i nogle af delstaterne, er blot et par eksempler på, hvordan abortspørgsmålet til stadighed vender tilbage til den politiske dagsorden. Officielt er abortmodstand republikansk politik. Men det er vigtigt at bemærke, at ikke alle i partiet støtter op om denne politik, der på mange måder er en konsekvens af den højredrejning, som partiet har oplevet i løbet af de senere år.
Mange moderate republikanske kvinder støtter fri abort og mener ikke, at det er noget staten skal blande sig i. Omvendt er der blandt demokraterne mange konservative og religiøse demokrater, der ikke støtter fri abort. Og man har da også i partiet ofte undgået at tage et klart og tydeligt standpunkt af frygt for at miste vælgere.
Det er i det hele taget ikke ualmindeligt, at mange amerikanere på nogle områder er moderate eller venstreorienterede, mens de på andre er konservative. Eksempelvis er der en tendens til, at sorte, asiatiske og latinamerikanske vælgere ofte er socialt konservative med hensyn til familiestruktur og familietraditioner, mens de er mere moderate eller venstreorienterede, når det gælder det socialpolitiske område. Blandt kvindelige vælgere er der ligeledes en tendens til at stemme efter sin socialpolitiske overbevisning, mens mænd ofte er økonomisk konservative og prioriterer den form for økonomisk politik, når de skal stemme.


Svært at mobilisere vælgerne til at stemme

Præsidentvalget og politik ser i disse dage ud til at fylde uendeligt meget i medierne. Men sagen er, at stemmeprocenten ikke er specielt høj i USA sammenlignet med Danmark.
Partierne har derfor en opgave at løfte, når det drejer sig om at mobilisere vælgerne. For selvom konservative kvinder måske ikke kunne drømme om at sætte kryds ved Obama, så er det ikke på forhånd givet, at de vil støtte Romney. De vil måske slet ikke stemme. På samme måde er demokraterne nødt til at sikre sig, at deres kvindelige vælgere stemmer på valgdagen. Det havde de stor succes med i 2008, men det er ikke sikkert, at det vil gentage sig igen i år.
De to partier appellerer til forskellige grupper. Det blev endnu mere tydeligt på konventerne.