I den dynge af reklamer, der jævnligt er blevet presset gennem brevsprækken i julemåneden, fyldte bogbranchens betragteligt. Her kunne man støde på titler som “Sy og strik for begyndere” og “Lær at hækle og brodere” med omslag, der trækker nostalgiske linier tilbage til 50’ernes småternethed. Også strikning er kommet på hitlisten igen. Hvad er det lige, der sker 5 år inde i det nye årtusinde? Er vi på en længselsfuld rejse tilbage til fortiden? 

Det virker som om, man kan stille den nyligt udnævnte seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod et hvilket som helst spørgsmål om årsagen til menneskers mere eller mindre obskure foretagsomheder gennem tiderne, og hun vil kunne svare prompte. Med hendes rolige, klart formidlende stemme og enorme katalog af viden har den 53-årige forsker og bibliotekar da også ofte været oplagt gæst i diverse radio- og tv-programmer, hvor emnerne har strakt sig fra rim og remser, sagn, myter, trolde, ellefolk – dem med hul i ryggen – til stort set alle former for ritualer og traditioner.

Hverdagsliv skaber historie

Den meste tid tilbringer Else Marie Kofod dog på Dansk Folkemindesamling, Chr. Brygge i København, hvor hun siden 1972, med en enkelt afstikker, har været ansat som projektforsker, bibliotekar og fra 1. januar 2005 tiltrådte stillingen som seniorforsker. Hun er uddannet cand. mag. i nordisk filologi og folkloristik, har især arbejdet med sagn, men hendes interesse går nu mere i retning af traditioner set ud fra et kulturanalytisk perspektiv. 

– Jeg synes, at hverdagslivet er utroligt spændende, og her på Dansk Folkemindesamling beskæftiger vi os med netop almindelige mennesker. Det er her historierne bliver skabt. Det er her, det hele begynder. Det er mangfoldigt. Jeg kan blive ved med at finde nye, spændende emner og synes, at området er rasende interessant. Vi arbejder med jo med “levet liv” her, siger Else Marie Kofod, så man næsten fornemmer det mellem hænderne på hende.
– Det er et virkelig et fantastisk privilegium at arbejde med dagliglivet, understreger Else Marie Kofod, der for øjeblikket er stærkt optaget af traditioner og ritualer i forbindelse med især brylluppet. 

Kofod har netop lagt sidste hånd på et 500-siders forskningsprojekt med arbejdstitlen, “Traditionen tro – hverdag og fest igennem de seneste 200 år”. En del af researchen har bl.a. i bestået i en intens gennemgang af læserbreve bragt i Alt for Damerne og Familie Journalen, siden deres brevkasser begyndte og op til 1977, en gevaldig dukkert i diverse relevante arkiver og en masse interviews.

Gamle dyder vinder frem

Kofods værk udkommer i bogform, og skal sandsynligvis også ph.d. bedømmes, men inden da løfter forfatteren gerne sløret for, hvad hendes forskningsprojekt bl.a. rummer. 

– Fra dåb til død er brylluppet så absolut den største og vigtigste fest. Det var den for 200 år siden, og det er den stadig. Det er her, vi har de fleste ritualer og traditioner samlet. Jeg har lagt et forstørrelsesglas ned over brylluppet for at vise, hvad disse ritualer og traditioner kan være udtryk for mht. fx magtdemonstrationer og sociale relationer. Brylluppet er også interessant, fordi vi har stærke emner som tabu, seksualitet og magt repræsenteret her.
– Formålet med mit projekt er bl.a. at vise, hvordan ændringer i samfundsstrukturen, og sociale vilkår også skaber grobund for nye traditioner. Den historie, der fortælles igennem traditioner og ritualer, er én version af hverdagens sociale liv, fortæller Else Marie Kofod, der samtidig finder det særdeles interessant, at de gamle borgerlige dyder begynder at vinde frem igen, men med nyt indhold. 

– Vi har denne totalt rammeløse generation fra 20-40 år. De er børn af 68-generationen, der smed alle de gamle traditioner over bord. Nu mangler deres børn rammer – traditioner og ritualer, et sted at høre til. Der er bl.a. en søgning tilbage til det gamle borgerskabs værdier, men den er interessant, fordi den finder sted i et helt andet samfund og i et helt andet århundrede end der, hvor traditionerne har deres oprindelse, forklarer Else Marie Kofod og tager os tilbage til udgangspunktet for hendes forskning for 200 år siden. 

– I 1800-tallet var brylluppet ikke en fest for festens skyld. Brylluppet var en magtdemonstration, men på forskellig vis afhængig af, om der var tale om bondesamfundet, borgerskabet eller adelen, siger Kofod, hvis forskning bl.a. viser, at traditioner og ritualer bliver brugt strategisk til fx at positionere sig og demonstrere magt og status i forhold til andre sociale lag.

Den velbevarede mødom

Else Marie Kofod finder især borgerskabets normer og værdier interessante, fordi de har været normsættende for en stor del af de ritualer og traditioner, vi i dag kender. Borgerskabet var ikke født velhavende i modsætning til adelen, men havde kæmpet sig op til deres position, der lå mellem adelen og bondesamfundet – den senere middelklasse. Og brylluppet var i den grad med til at demonstrere, hvor man hørte til på den sociale rangstige.

Den største magt lå ubetinget i brudens velbevarede mødom, den hvide brudekjole – naturligvis, det hvide slør og myrterne, der kun kunne bæres af bruden, hvis hun var jomfru. Var der den mindste tvivl om uskylden – selvom det jo sandt for dyden kunne være svært at bevise – var der i hvert fald ingen myrter. 

– Altså dét at kunne gennemføre et bryllup, hvor bruden kunne iføre sig alle jomfruens symboler, det var tegn på magt, kontrol og en bekræftelse af borgerskabets seksualnormer.

I bondesamfundet og hos adelen havde man arrangerede ægteskaber. Giftemålene var styret af praktiske og økonomiske årsager. Men borgerskabet indfører i begyndelsen af 1800-tallet kærlighedsægteskabet. Her kommer følelserne, romantikken og kærlighedsdigtene ind i billedet. Det kommer jo også til udtryk i eventyrene, som borgerskabet tog til sig fx: “..og så de levede lykkeligt til deres dages ende”. 

Kofod fortæller videre, at med borgerskabets kærlighedsbryllup opstår det skarpe skel mellem den åndelige og den fysiske kærlighed, der gør, at jomfrueligheden får så stor betydning. 

– Det var virkelig skamfuldt og forbundet med tab af status hos borgerskabet, hvis bruden ikke var jomfru. Hvis bruden var gravid før sit bryllup, var det en social deroute, der ville noget for hele familien, så man vogtede jo i den grad på døtrene før brylluppet. De to, der skulle giftes, var jo nærmest ikke i kontakt med hinanden før brylluppet. Forlovelserne var lange, fordi den unge mand først skulle have sin uddannelse og et arbejde, så han kunne forsørge din kone og kommende familie, forklarer Else Marie Kofod og fortsætter: 
– Borgerskabet er karakteriseret ved selvkontrol. Man skal styre sine følelser. Man har en maske. Man råbte og skreg ikke, men bevarede roen, kontrollen og lagde dermed distance til andre og en grænse omkring sig. 

– Borgerskabet bruger simpelthen kærlighedsbrylluppet som en del af den borgerlige strategi. Man holdt små stuebryllupper. Der var stramme etiketteregler for fx bordskik, og man holdt måde med mad og drikke i modsætning til pøblen. I bondesamfundet, som var et knaphedssamfund, var bryllup lig med masser af mad og drikke, og det skulle der være mere end nok af, når der skulle festes. 

Også på andre måder adskilte brylluppet i bondesamfundet sig fra borgerskabets. 
– I bondesamfundet var brudekjolen sort, men med en særlig hovedbeklædning, der blev udskiftet, så snart bruden var gift. Hovedbeklædningen markerede, at parret nu var med i de giftes fællesskab, som man “blev danset ind i”. Jomfrueligheden var uden betydning. Det vil man også tydeligt kunne se på gravstene – der fremgår det ofte, at der ikke er gået ni måneder efter brylluppet, lyder det fra Else Marie Kofod, som snart bevæger sig videre til midten af 1800-tallet. Her begynder borgerskabet at gøre brylluppet mere officielt. Det bliver vigtigt, at vise omverdenen en jomfruelig brud med hvad dertil hører, hvorfor vielsen nu foregår i kirken. Det skyldes, at borgerskabet begynder, at efterligne adelen og dermed lægger yderligere distance til de lavere klasser.

– På landet var kirken derimod ikke så vigtig. Brylluppet var det såkaldte “ja-gilde”, hvor mændene slog nævnerne ovenpå hinanden. Først efter at parret var flyttet sammen, gik man til præsten i kirken, men der findes ikke mange kilder om det. Det er et tegn på, at kirken i forbindelse med brylluppet ikke havde den store betydning for bønderne. Det var ja-gildet, der talte. 

Ære og værdighed
Men det var jo borgerskabets værdier, der vandt indpas, og dem vi, bredt betragtet, alle gennem tiderne er blevet præget af. 
– Det gælder mange af de bryllupsritualer og traditioner, vi i dag kender som at kaste ris – et symbol på frugtbarhed – brudevalsen, hvor man danner kreds om parret og tvinger dem tættere sammen. Gommen, der bærer bruden over dørtærsklen. Det er alt sammen opstået som understregning af borgerskabets skarpe skel mellem åndelig og fysisk kærlighed og er med til at markere at “nu må I godt!”.

– Borgerskabets normer har haft så stor betydning, at man selv op i 1950’erne og ’60’erne skulle vente med at gå i seng sammen, indtil man var gift. Hvis man var i tvivl, om bruden var jomfru, så kunne bruden måske ikke bære slør. Hvis hun var gravid inden brylluppet, så kunne kjolen være i en anden farve. Det var mødrene, der besluttede, hvad bruden kunne iføre sig. Brudens forældre betalte jo brylluppet, mens gommens forældre betalte for hans uddannelse, siger Else Marie Kofod og fortæller, at graviditet før brylluppet var et gentagende tema i disse år blandt bekymrede læserbrevsskribenter i Alt for Damerne og Familie Journalen.
– Af researchen fremgår det, at det var et stort problem ikke at blive gift i den hvide brudekjole, og at jomfruligheden dermed var vigtig. Bare en lille smule mave, og der var ingen hvid kjole. At det betød så meget skyldes, at ægteskabet var dén fremtidsdrøm, der var udsigt til. Så brylluppet skulle foregå med ære og værdighed, forklarer Else Marie Kofod og fortæller, at grunden til at borgerskabets normer og værdier fik sådan en medvind skyldtes, at “middelklassen snobbede opad”. Mange af dem var børn af folk, der var kommet ind fra landet til byerne. Men det store løft for middelklassen socialt kommer først i 1960’erne, hvor der bliver lige adgang for alle til uddannelserne. 

Den sexede brud

Og så kom oprøret i 1968, hvor alle de borgerlige dyder, fasttømrede traditioner og regelsatte rammer i den grad blev forkastet. Brylluppet var nu noget nærmest antikt, men skulle det være, så måske i hipt med hat og psykedelisk lilla lårkort. Eller på engen – blomsterbørn blandt blomster.

Og i dag efter at have krydset årtusindeskiftet er borgerskabets 200 år gamle værdier vendt tilbage? 
– De borgerlige dyder vinder virkelig frem. Man ser det bl.a., når yngre mennesker køber damaskduge i Netto. Er der nogen, som har fingeren på pulsen, så er det i øvrigt Netto, der er utrolig dygtig til at aflæse tidsånden. I dag går man op i at dække et pænt bord, køber lækker mad, god vin, sølvkandelabre osv. Og når folk bliver bedt om at møde til fest i et bestemt antræk, så gør de det. Man holder sig til etiketten, lyder det fra Kofod. 

Denne tilbagevenden er, som nævnt, anført af 68’ernes børn. De er vokset op i ’70’erne – generationen, der er mellem 20-40 år i dag. Og de er med Kofods ord, “vokset op i en tid, hvor man kan sige, at alting blev lavet om en til en fest. Der var ingen begyndelse og ingen slutning – tingene var flydende.” 
– Typisk for dem er, at de er rammeløse, og derfor søger rammer. Vi ser en modreaktion mod deres forældres oprør, og i ’68 skete det samme; man kommer til sidst så langt ud på et overdrev, at man må reagere.
– Længslen mod faste rammer, traditioner og ritualer er ifølge Kofod samtidig forstærket af, at mange af os i dag er bymennesker. Vi kender ikke længere hinanden, og har derfor brug for fællesskaber, der som regel består af venner. Venner har stor betydning i dag og de fællesskaber fyldes med traditioner og ritualer. Man mødes måske på et værtshus én gang om året, dyrker sport sammen, man drager i fælles flok ud og kløver juletræet. Man dyrker unikke og specielle oplevelser sammen. Det kan også være årets særlige mærkedage man markerer – godt hjulpet på vej af Netto. Men man vælger også fællesskabsrammen, fordi man har brug for, at tingene ikke forandrer sig så hurtigt, som de jo gør i dag. Man taler ikke længere om datoer, men om uge 36 eller uge 41. Man har brug for den tryghed, det giver at høre til et sted. 

Men hvis brylluppet som institution i anno 2005 versionen er iført 200 år gamle traditioner, er der så ikke grund til seriøs bekymring på ligestillingens vegne?
Nej, det mener Else Marie Kofod absolut ikke, og hun nævner en række eksempler: 
– Der er jo nærmest sket et jordskred mht. kønsrollerne i forhold til indholdet i de gamle normer. I dag fremhæves en gravid mave på bryllupsbilledet. Bryllupsbillederne er nærmest frække i dag. Det er lige før, man går ombord i hinanden. Brudekjolen er ofte dybt nedringet eller tilsat sexet undertøj, hvoraf noget ses. Bruden fremstillet næsten som luder. Men det er jo i den grad en demonstration af hendes seksualitet. Det er hende, der bestemmer. Hun er den udfarende, og det havde hun jo ikke været for 50 år siden. Her viser ligeberettigelsen sig, ligesom seksualiteten er kommet ind i billedet, og er lige så vigtig som romantikken. 

– Typisk er også, at parret før brylluppet indgår alle mulige aftaler omkring og efter brylluppet. Hvem vasker op hvornår, passer og henter børn osv. Og man ved jo godt, at når man vågner op til hverdagen mandag morgen, så er det de aftaler, der gælder. Det der foregår indenfor brylluppets rammer, har ikke noget med det virkelige liv at gøre. Altså alle kvinder elsker røde roser. Han skal gøre sådan og sådan, men det er en del af mytologien. Det hele er en iscenesættelse, og derfor man kan godt tillade sig at demonstrere et kønsrollemønster, man ikke ville drømme om at praktisere til hverdag, lyder det fra Kofod. 

Bryllup som teater

Af hendes forskning fremgår også, at synlighed og individualitet spiller en meget stor rolle for 68-generationens efterkommere. Som hun siger ,”Vi er ikke længere født med en identitet. Vi kommer godt nok fra en familie, men det er ikke længere den, der sætter rammerne. Dem skal du selv skabe og dermed også din identitet. Der er en klar tendens til, at alle gerne vil være unikke på hver deres individuelle måde, og det giver sig også udslag ved bryllupper, som ofte holdes som temafester fx som beduinfest eller noget andet specielt og unikt!”

– Ofte er brylluppet i dag at sammenligne med et teaterstykke, hvor alle har en rolle at spille. Og man kan sige at i disse rammeløse tider, er det vigtigt, at man faktisk har en rolle at spille, og at alt er iscenesat ned til mindste detalje, for ellers kan man ikke finde ud af det. Før lå det på rygraden. I dag er kravene nogle helt andre. Brudeparret i dag vælger generelt traditionen, men tilsat noget unikt.

Indenfor denne genoplivning af forfædrenes traditioner og rammer er der altså plads til udvikling, og den sker ifølge Else Marie Kofod på bekostning af familien. 
– Man inviterer kun dem, der betyder noget for én, og familien har mindre betydning end tidligere, så vennerne er de primære. Det er jeg ikke er enig med alle i, men jeg mener, at blodets bånd ikke nødvendigvis tæller lige så meget som værdien af vennerne blandt unge i dag. Det fører så tilbage til selve ægteskabet, som holder så længe, man får noget ud af det i dag. Det ligger også nedenunder de mange aftaler, man indgår forud for brylluppet, fortæller Kofod. 

De sociale samfundslag eksisterer stadig, men er med tiden blevet mere udviskede. Der er dog ting, som afslører folks rødder. 
– Enhver kan gå ud og låne penge til et stort, flot bryllup, få én til at arrangere det hele. Du kan leje smoking og minkpels etc. Men der er stadig synlige tegn på, hvilket lag man tilhører. Jeg talte fx med en mand, der tager ud til fester og spiller. Hans pejlemærker for at vælge den musik, der ville passe sig, var vin-etiketterne, folks sko – dem lejer man ikke – og navnene på bordkortene. Og via hvilke specielle traditioner og ritualer man finder på, positionerer man sig stadig og lægger afstand i forhold til andre. Men primært er traditionerne det kit, der får fællesskabet til at fungere. Det har det altid været, men på forskellige måder. I dag mere end nogensinde. 

Anne-Mette Klausen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.