Når man taler om vold og seksuelle overgreb, er det ofte underforstået, at det er mænd, som er voldelige og kvinder, der er deres ofre. Men der findes også mænd, der voldtager andre mænd, og kvinder, der voldtager andre kvinder, ligesom der forekommer vold i ikke-heteroseksuelle parforhold.

Voldtægt og vold i parforhold er i det hele taget et felt, hvor der er stor mangel på viden om både omfang, konsekvenser og forebyggelse. Når det kommer til vold mellem ikke-heteroseksuelle er denne mangel endnu mere udtalt.

Siden 1990’erne har der inden for især lesbiske miljøer i den angelsaksiske verden været en voksende interesse for vold i ikke-heteroseksuelle parforhold. I Danmark hersker der derimod en rungende tavshed omkring problemet. I dag findes der stort set ingen dansksproget information eller tilbud til dem, der er blevet udsat for samkønnet vold. Det eneste tilbud, der eksplicit er rettet mod ofre for samkønnet vold, ydes af Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet, som tilbyder hjælp til mænd, der er blevet voldtaget af en anden mand.

Hvad skyldes tavsheden? Den generelle mangel på politisk synlighed og interesse for ikke-heteroseksuelles vilkår og rettigheder i samfundet er naturligvis en del af forklaringen. Samtidig er der i de ikke-heteroseksuelle miljøer, ligesom blandt andre minoriteter, en angst for at blive stillet i et dårligt lys, der medvirker til, at man ikke taler højt om problemerne. Det betyder, at voldsmænd og -kvinder har alt for let spil i de ikke-heteroseksuelle miljøer, og at ofrene ikke får den hjælp, som de har brug for. Derfor er det vigtigt, at der kommer fokus på problemet.

I Sverige, der ellers på mange måder er længere fremme end Danmark, når det gælder forskning i ikke-heteroseksuelles livsvilkår, hersker der også stor uvidenhed om vold i samkønnede parforhold. Det har kønsforskerne Carin Holmberg og Ulrica Stjernqvist forsøgt at råde bod på med rapporten Våldsamt like och olika – Om våld i samkönade parrelationer, der i 2005 blev udgivet af Centrum för Genusstudier ved Stockholms Universitet.


Der er mange måder at være ikke-heteroseksuel

Selv om undersøgelsen har et par år på bagen, giver den et godt grundlag for at rejse en række spørgsmål, som vi stadig mangler svar på. Også i Danmark. Den illustrerer et generelt problem for forskning i ikke-heteroseksuelles livsvilkår – nemlig at det er meget vanskeligt at lave undersøgelser, der afdækker hele spektret af de ikke-heteroseksuelle livsformer, der findes i samfundet. Det er simpelthen ikke muligt at nå alle ikke-heteroseksuelle eller et repræsentativt udsnit af dem med et spørgeskema.

I rapporten forsøger Holmberg og Stjernqvist først og fremmest at tegne et statistisk billede af vold inden for ikke-heteroseksuelle parforhold. De valgte at indlægge et spørgeskema i avisen Kom Ut, der sendes ud som månedligt medlemsblad af Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande, RFSL (der svarer til den danske Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske).

RFSL organiserer bøsser, lesbiske, biseksuelle, transseksuelle og andre, der arbejder for seksuel ligestilling, men der er naturligvis mange ikke-heteroseksuelle, der af forskellige årsager ikke er medlem af organisationen. Forskerne understreger i rapporten, at RFSL’s medlemmer ikke er repræsentative for alle ikke-heteroseksuelle i Sverige, men de udgør den nemmest tilgængelige gruppe for en undersøgelse som denne.

I tråd med queerforskningens kritik af faste og ekskluderende kategorier, har Carin Holmberg og Ulrica Stjernqvist ikke spurgt til folks ‘seksuelle orientering’, men taget udgangspunkt i deltagernes seksuelle og kønsmæssige selvdefinition.


En fjerdedel har oplevet vold i parforhold

Holmberg og Stjernqvist opererer med tre typer af vold: fysisk vold, seksuel vold og psykologisk vold (såsom trusler om vold mod fælles eller partnerens børn eller bevidst ødelæggelse af ejendele).

2013 personer deltog i undersøgelsen. Af dem angiver 501 eller 24,9 %, at de har været udsat for mindst en af disse tre typer af vold fra en nuværende partner eller i deres senest afsluttede parforhold. 9,8 % er blevet udsat for vold i deres nuværende forhold, mens 17,3 % blev udsat for vold af deres seneste partner.

Af dem, der er blevet udsat for vold af deres nuværende partner, betegner 46 % sig som homoseksuelle mænd, 33,3 % som lesbiske, 21,1 % som biseksuelle kvinder og 4 % som biseksuelle mænd. En enkelt person betegner sig som hhv. transperson-mand, transperson-kvinde og heteroseksuel mand. 3 % har sat kryds i kategorien “andet”.

De homoseksuelle mænd var altså mest udsatte i deres nuværende forhold. Hermed punkterer Carin Holmbergs og Ulrica Stjernqvists rapport den antagelse, at mænd skulle være mindre villige end kvinder til at angive vold i deres nuværende parforhold. Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at hele 77 % af de homoseksuelle mænd, der er blevet udsat for vold i deres nuværende parforhold, betegner dette forhold som “meget godt” eller “godt”, mens 60,6 % af de lesbiske i samme situation angiver det samme.

Af dem, der havde været udsat for vold af deres partner i deres senest afsluttede forhold, betegner 43,3 % sig som lesbiske, 32,4 % som homoseksuelle mænd, 14,3 % som biseksuelle kvinder, 3,2 % som biseksuelle mænd og 5,4 % som “andet”. 2 personer betegner sig som transperson-kvinde, 1 som transperson-mand og 1 som hhv. heteroseksuel mand og kvinde.

Lesbiske havde været mest udsatte i deres sidst afsluttede parforhold, men af disse var 23,2 % af heteroseksuel karakter. Biseksuelle kvinder i heteroseksuelle parforhold synes generelt også at være særligt udsatte for vold, både af deres nuværende og seneste partner. Hele 45,9 % af de biseksuelle kvinder, der var i et heteroseksuelt forhold, blev udsat for vold af deres partner. Af de biseksuelle kvinder, hvis seneste partner var en mand, havde 60 % oplevet vold i forholdet

Det ændrer dog ikke ved, at hovedparten af de ikke-heteroseksuelle, nemlig de homoseksuelle mænd og de lesbiske kvinder, udsættes for vold af en samkønnet partner. Hvorfor det forholder sig sådan, kan Carin Holmbergs og Ulrica Stjernqvists undersøgelse imidlertid ikke rigtigt sige noget om. De har dog undersøgt visse forhold hos dem, der angiver, at de udsættes for vold af en nuværende partner.

De fleste voldelige parforhold er af længerevarende karakter: 25,8 % af de lesbiskes forhold er på 5-10 år, mens 35,2 % af de homoseksuelle mænds er på over 10 år. Størsteparten af denne gruppe er også åbne om deres seksualitet i forhold til omgivelserne: 66,7 % af de lesbiske og 69,2 % af de homoseksuelle mænd lever helt åbent. De fleste (57,6 %) bor også i en storby. Der synes ikke at være nogen væsentlige forskelle mht. alder, etnicitet, uddannelse og indkomst mellem partnerne i de forhold, hvor der er forekommet vold.


Viden om voldens årsager mangler

Den eksisterende internationale forskning på området handler hovedsageligt om vold i lesbiske parforhold. Holmberg og Stjernqvists gennemgang af forskningen viser, at der langt fra er overblik over problemets omfang og karakter. De påpeger, at der ikke er belæg for påstande om, at vold i samkønnede parforhold skulle være lige så udbredt som inden for heteroseksuelle forhold.

Samtidig slår de fast, at vold, herunder seksuel vold, ikke er ualmindelig i ikke-heteroseksuelle parforhold. Og det er ikke “blot” et problem for dem, som volden går ud over. Det stiller også udfordringer for de feministiske analyser, der udelukkende forklarer voldens årsager som en del af mænds undertrykkelse af kvinder.

Carin Holmberg og Ulrica Stjernqvist lægger i deres diskussion op til, at vi ikke behøver at forkaste en feministisk analyse af voldens årsager for at forklare vold i ikke-heteroseksuelle parforhold. De antyder, at den bedste forklaringsmodel er, at adfærdsmønstre, som samfund og kultur typisk tilskriver mænd, godt kan praktiseres af andre end biologiske mænd og være rettet mod andre end biologiske kvinder. Magt gør sig også gældende i relationer mellem mennesker af samme køn, og både mænd og kvinder kan bruge vold til at opretholde magt over en person af samme køn.

Samtidig kan der være specielle faktorer på spil i samkønnede forhold. De svenske forskere peger fx på muligheden for, at social isolering af ikke-heteroseksuelle par i et heteronormativt samfund kan påvirke forekomsten af vold. Et andet åbent spørgsmål, som rapporten rejser, er om den sociale karakter af ikke-heteroseksuelle miljøer har betydning. Sociale mødesteder og andre fællesskaber er relativt begrænsede, og tidligere partnere vil ofte indgå i et pars sociale omgangskreds.

Dermed kan der være særlige betingelser for jalousi i ikke-heteroseksuelle forhold, foreslår Holmberg og Stjernqvist. De peger også på, at venskabsrelationer med personer af samme køn kan spille en mere jalousiskabende rolle end i heteroseksuelle forhold. Men igen findes der ingen forskning i, hvorvidt disse sociale forhold kan være medvirkende til vold i ikke-heteroseksuelle parforhold.


Ingen hjælp at hente

Carin Holmberg og Ulrica Stjernqvist har også undersøgt, om end kun med stikprøver, hvordan svenske hjælpeorganisationer forholder sig til vold i ikke-heteroseksuelle parforhold. Resultatet er lidet opmuntrende. Kvindeherberger, manderådgivninger og lignende sociale initiativer har sjældent gjort sig nogle tanker om problematikken i forhold til deres tilbud.

Nogle steder mødte forskerne homofobiske reaktioner på spørgsmålet. Samtidig mente mange af de frivillige socialarbejdere, at det må skyldes fordomme hos de ikke-heteroseksuelle, når de ikke gør brug af hjælpeorganisationernes tilbud.

Forskerne undersøgte også de rådgivningstilbud, der er særlig rettet mod ikke-heteroseksuelle, som hos RFSL og den svenske pendant til STOP AIDS. Her var der heller ikke megen hjælp at hente for mennesker, der har været udsat for vold af en partner. Generelt har interesseorganisationer for homo-, bi- og transseksuelle i de senere år haft fokus på at synliggøre volden mod seksuelle minoriteter, hate crimes, i samfundet, mens interessen for vold i samkønnede relationer har været kølig.


Pionerarbejde kalder på mere forskning

Carin Holmbergs og Ulrica Stjernqvists undersøgelse er helt sikkert ikke uden problemer. For selv om de forsøger at afdække den mangfoldighed af livsformer, der kendetegner RFSL’s medlemsskare, så giver netop denne mangfoldighed også nogle teoretiske problemer for undersøgelsen.

For eksempel kommer den vold, som en biseksuel kvinde udsættes for af sin heteroseksuelle mandlige partner, principielt ikke ind under samkønnet vold. Ikke desto mindre er det naturligvis vigtigt at få sat fokus på vold mod biseksuelle kvinder i heteroseksuelle parforhold.

Undersøgelsen afklarer som nævnt ikke, hvilke dynamikker der forårsager vold i ikke-heteroseksuelles parforhold – og hvordan de hænger sammen med køn, lighed og ulighed i et heteronormativt samfund. Det kunne interview med deltagerne have givet mere viden om, men selv om spørgeskemaet inviterer respondenterne til at deltage i en interviewundersøgelse, findes der (endnu) ikke et tilgængeligt materiale, som viser, om det har fundet sted.

Alle forbehold til trods har Carin Holmberg og Ulrica Stjernqvist gjort et vigtigt stykke pionerarbejde mht. at få afdækket problemet med vold i ikke-heteroseksuelle parforhold i en skandinavisk sammenhæng. Nu er det så op til forskningen, rådgivere og politiske aktører, om man vil bruge deres rapport som et springbræt til videre forskning i og fokus på problemet.