Diskussionen omkring Dag Heedes bog: “Herman Bang: mærkværdige læsninger” er interessant af flere grunde (se anmeldelsen heraf af: L. Munk Rösing: “Herman Bang læst med queerbrillen” og reaktionen herpå: D. Heede: “Akademisk svar på tiltale”). En vigtig grund er naturligvis, at den kaster et nyt lys over Bangs forfatterskab. En anden og måske mere aktuel grund er, at den præsenterer queer-teorien fra forskellige synsvinkler, som fortjener at blive fulgt op, eftersom denne teori udgør et frugtbart alternativ til kognitivismen, der er den store (universitære) ideologi for tiden og som reducerer seksuelle spørgsmål til mentale dysfunktioner eller genetisk arvemasse. Kognitivismen er samtidig i sin alliance med genetiske forståelsesformer et instrument i en postmoderne biomagt, der drejer sig om at producere producenter (arbejdere), dvs. hjerner og kroppe. Tænk på genmanipulation, den udbredte reduktive skematik inden for kognitivismen, det stigende antal overvågningsapparater, muligheden af indplante chips i kroppen osv.

Jeg vil dog ikke gå ind i en større debat omkring denne teori eller selve anmeldelsen af Heedes bog. Derimod er det vigtigt at fastholde, at den historiske situation, der betingede queer-teoriens opkomst, hænger sammen med det autoritære og disciplinære samfunds vigen til fordel for kontrolsamfundet, – en overgang, som bl.a. M. Foucault, der udgør en essentiel inspirationskilde for denne teori, har udforsket. Det disciplinære samfund eksisterer ikke mere og derfor heller ikke den patriarkalske undertrykkelse, der herskede i det, eftersom magten nu er organiseret omkring biopolitikken, hvilket Foucault også var en af de første til at fremhæve. 

Det drejer sig i dag om skabe de rette hjerner og kroppe til en postmoderne informatisering, hvis særlige tilsidesættelse af seksualiteten giver sig udtryk i reduktionen heraf til mentale (kognitive) skemaers dysfunktioner eller genetiske egenskaber i forskellige hjernedele (tænk f.eks. på de mange genetiske bud på homoseksualitetens sæde heri). Hvor seksualiteten i det disciplinære samfund bl.a. var styret og fortrængt af en særlig faderlig autoritet, er den i dag bortreduceret i f.eks. en kognitivistisk dominans, men kun tilsyneladende, eftersom denne puritanske reduktion overlader den enkelte til sin egen krop.

Heede har derfor ret i at anføre, at ‘den homoseksuelle persontype’ “… på mange måder er ved at forsvinde. Ligesom den heteroseksuelle for øvrigt.” Homo- og heteroseksualitet er ved at forsvinde, eftersom biopolitikken får større og større magt. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Heede alligevel med en vis nostalgi fastholder, at Rösings anmeldelse “… udtrykker en heteronormativ tendens, der er karakteristisk for psykoanalysen, især den ny-lacanianske version, LMR repræsenterer …” Det er tillige underligt, at han anfører, at der “… sgu [er] diskurser, strukturer og institutioner nok, der taler heteroseksualitetens sag.” Er heteroseksualiteten ved at forsvinde eller ej? 

Heede synes ikke rigtigt at kunne beslutte sig, selvom han mest hælder til en udskældning af “… heteronormativiteten og patriarkatets mest subtile og effektive virkemåder.” Men hvis Foucault har ret, er disse virkemåder historisk forbipasseret eller der eksisterer kun rudimentære levn heraf. Når Heede derfor absolut skal køre sit skyts frem mod dem, virker det som en nostalgisk fastholdelse af en modstander, der ikke eksisterer mere. Det virker som om, han absolut vil fastholde et fjendebillede for at gøre oprør imod det. I sig selv en autoritær attitude, om end fra neden af.

Til billedet af den nye biomagt hører, som antydet, ikke kun den kognitive puritanisme, men tillige, at denne magt overlader den enkelte til sin egen krop. Hvor det disciplinære system tidligere undertrykte seksualiteten, evt. under patriarkens autoritære styre, opløser den postmoderne biopolitik forholdet til den anden – homo eller hetero – og dennes krop. Det Andet er reduceret til det samme, – til fordel for en seksualitet, der ved en umiddelbar betragtning er non-sex, men ved en nærmere er autoerotisk. Den enkelte er alene med sin krop med sine sms’er, sine frække fotos på mobiltelefonen eller computeren eller i forsøget på at finde en identitet i den seksuelle chat på Internettet, men samtidig overladt til muligheden af at udskifte denne efter behag. 

Nydelsen er overalt og ingen vegne, overalt fordi vi alle steder er overladt til os selv og vores isolerede krop, og ingen vegne, fordi der ikke længere tilbydes nogen seksuelle identiteter. Eller alle former for nydelse udgør en særlig identitet, som ingen længere kan slippe fri af, men som er lige så kortvarig som selve den seksuelle nydelse. Skilsmissen er derfor på dagsorden før foreningen og adskillelsen før parringen. Spørgsmålet er naturligvis, hvor vidt queer-teorien er med til at fremme denne udbredelse af nydelsen overalt og dermed tjener biomagtens isolering af den enkelte …

Et andet af Heedes fjendebilleder er psykoanalysen, specielt den lacanianske eller den ‘ny-lacanianske’, som han vil fastholde på en ‘heteronormativ’ forståelse. Dette vidner imidlertid om en mangel på indsigt i Lacans politiske ståsted, såfremt dette skulle ligge til grund for de positioner, som Heede kritiserer. Samtidig med Foucault pegede Lacan f.eks. på, at (den patriarkalske) Ødipus var ved at forsvinde, og dermed også på den biopolitik, som er specielt tydelig i dag, ligesom han kritiserede Freud for dennes fiksering til Ødipus. Han understregede derfor gang på gang nødvendigheden af at tænke tingene på anden vis end via undertrykkelsens diskurser. 

Lacan pegede iøvrigt på, at det ubevidste grundlæggende er ‘homoseksuelt’, uanset den seksuelle adfærd, som den enkelte udviser, ligesom han hævdede, at alle personer, som elsker en kvinde, er heteroseksuelle – uanset disse personers bio-køn. Han pegede endelig på, at homoseksuel adfærd i en række tilfælde er det bedst tænkelige for subjektet, selvom dette måske var psykotisk. For Lacan var homo- eller heteroseksualitet således hverken et enkelt spørgsmål om en bestemt undertrykkelsesdiskurs, en given seksuel adfærd eller en bestemt idealiseret identitet. Hans holdning var langt fra heteronormativ, men tænkte politisk og historisk.

Blandt lacanianere i dag forefindes samme holdning til det ubevidste og nydelsen. Se f.eks. tidsskriftet La Cause Freudienne nr. 37, 1997, der handler om “L’inconscient homosexuel” (“Det homoseksuelle ubevidste”), eller nr. 55, 2003 om “Les Gays en analyse?” (“Queer i analyse?”). En lacanianer som J. Allouch gør iøvrigt en del ud af at fortolke Lacan som en queer-teoretiker, og selvom jeg ikke deler denne fortolkning, peger det atter på, at Heede går galt i byen med sit fjendebillede. Men hvis han vil nuancere det, kunne han jo starte med at præcisere, hvilke lacanianske psykoanalytikere, der var de argeste modstander mod registrerede “… partnerskab af samme køn …” i Frankrig og hvorfor de var det (jeg kender personligt ikke til sådanne arge analytikere!). Det kunne specielt være spændende, om han betragtede deres holdning i forhold til vores historiske samtid, herunder biopolitikken, og ikke i henhold til en nostalgisk oprørsdiskurs.

René Rasmussen er psykoanalytiker og forfatter.