Førstegenerationsindvandrere lever inden i en kulturel boble, hvor ældgamle – nærmest middelalderlige – skikke og traditioner bare videreføres i det uendelige uden forandring eller påvirkning af de historiske, politiske og kulturelle forandringer, som vi andre oplever.

Ovenstående er ikke et citat, men det udgør alligevel den underliggende antagelse bag mange af indvandrerdebattens indlæg om, hvordan indvandreres kultur og traditioner står i vejen for deres families tilpasning til det danske samfund. Debatten baserer sig imidlertid på nogle forestillinger om kultur og traditioner, som der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved. 

For det første ignorerer indvandrerdebatten ofte, at kultur og traditioner faktisk aldrig er statiske, men altid forandrer sig over tid i forhold til forskellige sociale sammenhænge. 
Ser man for eksempel på det danske samfund, er det tydeligt, at forskellige befolkningsgrupper udlever meget forskellige former for dansk kultur. At være husmoder i Næstved medfører ikke det samme danske liv som at være forretningsmand i Herning, fisker i Skagen eller rocker i Greve. 
Med et historisk perspektiv kan den kontinuerlige skabelse og fornyelse af traditioner også eksemplificeres: En kær gammel dansk tradition som at tænde lys i adventskransen blev faktisk først udbredt i Danmark omkring Anden Verdenskrig, kom i øvrigt fra Tyskland og har desuden ændret betydning fra generation til generation. 

For det andet antager kulturdiskussionen implicit, at indvandrerforældre både socialt og kulturelt ønsker at isolere deres børn fra resten af samfundet. Spørgsmålet er, om denne antagelse ikke i høj grad er baseret på stereotyper og luftige forestillinger om, hvordan “de andre” lever? De indvandrerforældre, som jeg har mødt i forbindelse med min forskning, gør faktisk et omfattende arbejde for at sikre deres børns deltagelse i det danske samfund.
Forældrenes indsats forbliver dog ofte usynlig, blandt andet fordi de mange små hverdagshandlinger bliver taget for givet af danskere, der kun lægger mærke til indvandrernes fremmedhed
Hvem bemærker, at lille Hassans mor har stået på hovedet for at lave en typisk dansk kagemand til drengens fødselsdag i børnehaven, når hun i øvrigt kommer med et tørklæde over håret? 

Nogle gange trænger den offentlige debat således til at få tilført mere konkret viden om, hvordan (og hvor forskelligt) indvandrere faktisk lever og forholder sig til det danske samfund. Da højtiderne er et af de tidspunkter, hvor kultur og traditioner fremstår som særligt vigtige – og ofte forstås som særligt gamle – kunne man som eksempel præsentere historien om, hvordan 39-årige Samira sammen med sin familie forholder sig til arabiske og danske højtider.

Samira kom fra Mellemøsten til Danmark i 1992, da hun blev familiesammenført med sin mand efter at have læst nogle år på universitet i udlandet. Hun bor på Nørrebro, taler dansk, men er stadig arbejdsløs og bruger derfor hverdagen til at tage sig af husholdningen og sine fire børn.

Samira arbejder aktivt for at børnene skal få kendskab til forskellige danske og arabiske højtider. 
Det er vigtigt for hende, at børnene forstår hendes egen baggrund, og hun introducerer dem derfor til muslimske traditioner. Fejringen af ramadanen og den efterfølgende højtid ‘Id al-fitr er en vigtig begivenhed for familien. 

I Danmark har de dog ikke så mange slægtninge at besøge, så efter at Samiras mand har været i moskeen, tager familien ud til et indkøbscenter i København, hvor de går i biografen, børnene leger, og familien spiser sammen. Eventuelt mødes familien med venner og naboer. Selvom denne fejring af ‘Id al-fitr afviger meget fra, hvad Samira var vant til fra sin barndom i hjemlandet, føler hun, at hun har skabt nogle traditioner, der fungerer som en god ramme i børnenes opdragelse. 

Familiens fejring af højtider stopper imidlertid ikke der. Samira er meget opmærksom på, at børnene også skal deltage i danske højtidstraditioner, så de kan blive inkluderet i det danske samfund. Hun sørger blandt andet for, at de deltager i de juleaktiviteter, der foregår i deres børnehave. Hun og hendes mand kommer også til børnehavens julefest. 
I fritiden tager hun børnene med for at se julemanden i butikkerne, ligesom hun køber en julekalender til dem og i øvrigt laver et lille juletræ derhjemme ved at sætte pynt på en stor, grøn plante. 
Hun fortæller børnene historien om Maria og Jesus, for eftersom Jesus er en profet i islam, kan muslimer også godt være med til at fejre hans fødselsdag. Selve juleaften er dog ikke vigtig for familien. Det vigtige for Samira er snarere, at børnene deltager på lige fod med deres danske kammerater i de aktiviteter, der foregår i løbet af december. 

Samira udgør ikke et enestående eksempel. Hendes historie viser, at de højtidstraditioner, som mange indvandrerfamilier fejrer, på ingen måde er uforanderlige reproduktioner af hjemlandets kultur. Tværtimod bruger hun kun de dele af traditionerne, som i øjeblikket synes meningsfulde. Samtidig bliver højtidstraditionerne præget af de muligheder, som samfundet giver for bestemte traditioners videreførelse. Det øgede samvær med venner og naboer her medfører ikke, at slægtninge i hjemlandet betyder mindre, men når Samira og hendes familie hvert år gentager muslimske højtider i Danmark, bliver festlighederne her langsomt til nye traditioner, som specifikt illustrerer en tilknytning til livet i Danmark. De skaber minder og glæder i et dansk rum, og dermed vendes fokus langsomt mod livet i det danske samfund. Selvom ‘Id al-fitr er en muslimsk højtid, bliver den fejret i en dansk ramme. 

Med andre ord kan indvandreres kulturelle handlemåder – hvad enten det drejer sig om højtider eller mere dagligdags aktiviteter – ikke undgå at blive påvirket af det samfund, hvori de lever. 
For størsteparten vil livet i Danmark langsomt medføre en øget involvering i lokalsamfundet, om end det foregår på egne præmisser. Denne proces skal selvfølgelig ikke overvurderes som en lineær vej til integration, men den skal heller ikke underkendes, som den alt for ofte bliver det i den danske debat.

Når indvandreres traditioner og tilhørsforhold til det danske samfund diskuteres, handler debatten ofte om danskhed. Selvom man sjældent definerer, hvad det egentlig betyder at blive “dansk”, er opfattelsen af danskhed tilpas afgrænset til, at det nemt ses, at de færreste indvandrere undergår denne totale forandring. Det gør Samira heller ikke. Hun gør sit bedste for, at hun og hendes børn skal blive gode medborgere i samfundet, men hun føler sig ikke specielt dansk. Hun forventer, at hendes børn vil opfatte Danmark som deres hjemland, fordi de er vokset op her, men hun regner alligevel ikke med, at de vil føle sig “danske”. Hun mener, at de hele tiden vil være bevidste om, at deres familie har en anden kulturel baggrund. 

Når Samira fejrer både ‘Id al-fitr og jul jonglerer hun altså ikke bare med forskellige traditioner, hun jonglerer også med flere slags tilhørsforhold til forskellige steder. For hende er det ingen modsætning samtidig at høre til og deltage i et dansk lokalsamfund og i et samfund, der geografisk ligger meget langt væk.

Der er dermed tydeligvis et modsætningsforhold mellem den hverdag, som Samira lever, og den opfattelse, at indvandrere for at kunne høre til i Danmark er nødt til at opgive alle kulturelle og sociale relationer til deres hjemland. Når vi antager, at indvandrere nødvendigvis skal blive “danske”, så reproducerer vi en gammeldags forestilling om kultur, traditioner og tilhørsforhold som faste, uforanderlige enheder, der kun er tilknyttet bestemte lande. Hvis kultur, traditioner og tilhørsforhold i stedet forstås som noget, vi hele tiden skaber og genskaber i forskellige sociale sammenhænge, så bliver det også klart, at det faktisk ikke er nødvendigt at droppe alle relationer til ét sted for at kunne høre til i et andet. Ligeledes ses det, at traditioner ikke bare er baseret på fortid og kulturel baggrund, men i lige så høj grad er skabt eller genskabt i forhold til det nutidige samfund. Dette er et forhold, som igennem det seneste årti er blevet påvist i megen samfundsvidenskabelig forskning, men hvis konklusioner stadig ikke er slået igennem i den offentlige debat. 

Lad os derfor få gang i nogle diskussioner om indvandreres kulturelle handlemåder og tilhørsforhold, der tager udgangspunkt i viden og konkrete forhold snarere end i generelle antagelser om “de andre”. 
Som sagen står nu, tales der betydeligt mere om indvandrere end med indvandrere. Det gælder især i forhold til kvinder som Samira, der oftest portrætteres som undertrykte husmødre, men sjældent får mulighed for at udtrykke, hvad de egentlig selv synes om den sag. 
Det kræver ofte et vist politisk engagement eller tilstrækkelig provokation til at have overskud til at kaste sig ind i debatten. Alligevel kunne man ønske sig, at debatten ville give plads til flere “almindelige mennesker”, det vil sige de indvandrere, der ikke har nogen speciel politisk eller religiøs agenda, men blot arbejder på at skabe en tilværelse her i landet. Det ville samtidig tilføre den offentlige debat mere viden om, hvordan mange indvandrerforældre formår at kombinere forskellige traditioner og tilhørsforhold i arbejdet med at inkorporere deres børn i det danske samfund. 

Invitationen er hermed givet videre – til medier, forskere og indvandrere. 

Marianne Holm Pedersen er ph.d.-studerende ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Ovenstående artikel er baseret på forskningsprojektet “Indvandreres brug af arabiske og danske traditioner ved ‘skabelsen af hjem’ i Danmark”, som blev udført hos Dansk Folkemindesamling i 2003. En kortere version er tidligere publiceret som kronik i Berlingske Tidende.