Catherine Robbe-Grillet er 84 år. Enke efter Alain Robbe-Grillet (Sidste år i Marienbad), feteret fransk forfatter og filmskaber. En af Frankrigs mest eftertragtede dominatrixer. Hun bor på et slot i Normandiet sammen med sin yngre, kvindelige partner. Hun lever for at iscenesætte sadomasochistiske fantasmer. For nydelsens skyld.
Ligegyldigt hvilket billede de stikord fremmaner på nethinden, vil virkelighedens Catherine Robbe-Grillet helt sikkert udfordre det.
Selv beskriver hun sig som en ‘petite bourgoise’, men hun er skarp som en usleben diamant.
Det viser hun i svenske Lina Mannheimers dokumentarfilm The Ceremony, vist på Cph Dox 2014, der går tæt på sanseligheden som forløser i Robbe-Grillets særegne, sakralt-æstetiske univers, hvor hun med intens ærlighed fortæller om begær og aldring.

Og ikke mindst i virkeligheden.

Hun er lille og piget spinkel, som hun står sammen med sin nuværende partner, Beverly Charpentier, 52, i lobbyen på Hotel 27 i København. Rank og utålmodig. I læggede slacks og et pænt cardigansæt. Hendes hår er holdt tilbage af et turbanlignende hårbånd, der får hende til at minde om Karen Blixen, som hun koket fortæller at have mødt ved en middag på den Franske Ambassade i København sammen med sin forfattermand tilbage i 1970-erne.
Hun refererer dog til hende som Isak Dinesen, hvilket virker helt på sin plads.
Selv har hun udgivet adskillige kontroversielle bøger om sit liv med sadomasochisme under de skiftende pseudonymer Jean og Jeanne de Berg.
For Catherine Robbe-Grillet er kønnet og den seksuelle identitet altid flydende størrelser.
– Der er ingen grænser. Det afhænger af mødet med den anden. Jeg har altid haft affærer med både kvinder og mænd, men jeg har aldrig stillet mig selv spørgsmålet, om jeg var homo- eller heteroseksuel. For mig er det indlysende, at de to relationer ikke er ens, men de har været lige ‘normale’ for mig. Ideen om det normale og det unormale interesserer mig ikke. Selv mit forhold til min mand, Alain, var ekstremt bizart i andres øjne, fortæller hun, da vi har sat os.
Det alt andet end konventionelle ægteskab kommer vi tilbage til.

Kærlighed og dominans

Det er Beverly, der skænker kaffen. Hun ved præcis, hvordan Catherine skal have den. Undervejs spørger hun flere gange, om hun skal hente et sjal til Catherine. Det er ikke kun fordi, der er køligt i hotellets lobby. Beverly er Catherines underkastede. Det er en relation, der strækker sig langt ud over det seksuelle og ind i alle døgnets 24 timer. Hvis man forestiller sig en karikeret herre-slave-relation, er man gået hus forbi. Der er en ømhed mellem de to; en gensidig nydelse i relationens karakter.
– Det handler ikke bare om to kroppe, der rører hinanden, og som kommer. Det er noget langt mere cerebralt. Det er hele personens liv fra daggry til nat, der er involveret i denne særlige erotisme. Det er ikke begrænset til det seksuelle møde. Der eksisterer et vedvarende ekko. Underkastelsen omslutter alle livets momenter, fortæller Catherine Robbe-Grillet.
De to har levet sammen sådan i næsten 10 år. Siden den dag Beverly besluttede at træde ud af Catherines entourage af otte dominatrixer, der alle altid optræder i hendes ceremonier, og blive Catherines underkastede. Et radikalt skift i dominansposition Catherine selv gennemgik mange år forinden med omvendt fortegn.

Omskiftelige positioner

For Catherine Robbe-Grillet er det erotiske univers hendes livsværk. Der foregår ingen pengetransaktioner mellem hende og dem, der ‘forløses’, som hun under vores interview kalder det. En økonomisk transaktion ville forskyde magtbalancen til fordel for den, der betaler. Catherine Robbe-Grillet skaber sine erotiske ceremonier for sin nydelses skyld, og hun lægger ikke skjul på, at nydelsen ligger i magten.
Den har dog ikke altid haft samme form.
I 1958 indgik Catherine Rstakian en berygtet ægteskabskontrakt med sin mand Alain Robbe-Grillet. Eller nærmere en ‘ægteskabelig prostitutionskontrakt’. Her stod det beskrevet i detaljer, på hvilke måder og under hvilke forhold den unge kvinde skulle underkaste sig sin mand og være hans seksuelle slave til gengæld for en betydelig økonomisk kompensation pr. gang.
– Sammen med Alain var jeg altid underkastet. Det ændrede sig aldrig. På et tidspunkt havde jeg imidlertid en elsker, som også var den dominerende, men som godt kunne lide at vende tingene om. Jeg var stadig underlagt ham. Hvis rollerne blev byttet rundt, var det fordi, han bestemte det. På den måde var jeg både dominatrix og underkastet på samme tid. Hvis vi var sammen med en anden kvinde, var hun den underkastede. Jeg var dominatrix – men under min elskers blik. Jeg opdagede alligevel lidt efter lidt, at jeg godt kunne lide rolleskiftet. På et tidspunkt fik jeg lyst til at ‘flyve med mine egne vinger’. Så var jeg ikke længere underkastet.
Men De var stadig underkastet i forhold til Alain?
– Jeg var 45, da jeg skiftede. Det var i 1975. På det tidspunkt havde vi ikke længere et seksuelt forhold. Alain trak sig på det tidspunkt helt tilbage i sit elfenbenstårn. Han havde ikke længere nogen seksualitet. Det kan selvfølgelig være, at han masturberede, måske endda til fantasier om mig, men han helligede sig fuldstændigt litteraturen og filmen. Hans bøger var ekstremt sadistiske, men de var, hvad jeg vil kalde sadistiske sværmerier. Det var fantasmer.
Men De udlevede – og udlever stadig – fantasmerne?
– Ja, det gør jeg. Alle de fantasmer, der er mulige. Det vidste Alain godt, han glædede sig på mine vegne, men han deltog aldrig.

Det frie begær

– Jeg har altid elsket friheden, tilføjer Catherine Robbe-Grillet efter en tavshed. – Vores måde at leve på har altid været forankret i frihedstanken.
Catherine Robbe-Grillet har spillet en ikke uvæsentlig rolle i frisættelsen af det kvindelige begær. Hun opererer indenfor en marginal subkultur, men som en del af den franske kulturelite i over et halvt århundrede, har hun altid haft en særlig position at tale fra. Hun balancerer lige på den rigtige side af grænsen for det acceptable. Selv beskriver hun sadomasochismen som en svovldamp, der svæver lige på grænsen.
Je suis une femme sulfureuse, siger hun med en lille latter, og spiller på dobbeltbetydningen i det franske ord for svovl, der også betyder dæmon/kætter.
Der er ingen tvivl om, at hun gennem tiden har udfordret det franske borgerskab. I en grad hvor hendes første roman, L’Image, blev brændt offentligt. Men hun har altid stået selvsikkert ved at være, den hun var. Drevet af nysgerrighed efter at udforske den ritualiserede seksualitet og hele spektret af sit eget begær. En fri kvinde, ja.
Alligevel er frihed ikke det første ord, man tænker på, når man ser de strengt koreograferede ritualer. Men magtforholdet mellem dominans og underkastelse kan ikke oversættes direkte som forholdet mellem magt og afmagt. Underkastelsen kan have sit eget element af magt, forklarer hun.
– For mig er det helt indlysende, at sadomasochisme overvejende er en maskulin fantasi. Det interesserer kvinder langt mindre i min erfaring. Så snart en kvinde er dominatrix, kan hun finde lige så mange mænd, hun vil have. Selv i min alder. Det er anderledes for en mand, fordi så få kvinder søger denne form for relation, med mindre det er en kærlighedsrelation. Derfor er kvinderne meget dyrebare for de mænd, der gerne vil være dominerende. Han vil altid være bange for, at hun forsvinder igen, eller at han går for langt, og hun ikke vil være med længere. I det miljø er man altid herskerinden, når man er kvinden.

Æstetik og nydelse

I Lina Mannheimers film får man et unikt indblik i Catherine Robbe-Grillets overdådigt iscenesatte ceremonier. Der er en særegen skønhed til stede, en gennemført æstetik. Alle rekvisitter og kostymer er smukt forarbejdede. Når pisken svinges over en nøgen ryg, er den fremstillet af det fineste læder og af den dygtigste sadelmager. Det segl, der har brændt Catherines initialer ind i huden på en anden af hendes livsvarigt underkastede, Christian, er af sølv, rosentræ og ibenholt.
I et enkelt øjeblik i The Ceremony vælder hvide andedun i en lyskegle ned over to mænds svedige, smertende kroppe som billedet på en blid, næsten sakral forløsning. Øverst på en trappe står Catherine Robbe-Grillet og overvåger seancen som en ypperstepræstinde.
– Jeg har altid været meget inspireret af min katolske skolegang. Der er mange rekvisitter i den katolske kirker, kandelabre og levende lys. Det spiller altid en rolle i mine ceremonier, ligesom brugen af liturgisk musik ofte gør det. Iscenesættelsen spiller sammen med sensualiteten. Den gør en form for religiøsitet mulig. Det er ikke en intellektuel oplevelse, men en form for spirituel oplevelse. Måske handler det om at frigøre seksualiteten fra det rent prosaiske, fra det kønslige. Jeg spiller på seksualiteten, men orgasmen er ikke altid målet. Det er en anden form for erotisme, forklarer Catherine Robbe-Grillet.
Hvis orgasmen ikke er målet, er målet så en form for transcendens?
– Ja, jeg repræsenterer en transcendens for dem, der deltager i mine ceremonier, men det er en midlertidig transcendens, selvfølgelig. Jeg er jo ikke Gud. Jeg er måske en substitut for Gud for nogen …

For nydelsens skyld

Måske er det hendes alder. Måske er hun bare sådan. Catherine Robbe-Grillet svøber sig ikke i falsk beskedenhed. Hun ved, at hun er eftertragtet. Hun modtager konstant henvendelser fra mennesker, flest mænd, der ønsker at få iscenesat deres BDSM-fantasmer af hende.
De kommer fra alle socialklasser, alle etniciteter, begge køn og alle seksuelle orienteringer. En stor, tatoveret skovhugger fra lokalområdet er en af deres faste besøgende. Han kan kun finde seksuel forløsning under Catherines seancer. Andre bønfalder hende i årevis om et møde.
– Nogle gange føler jeg mig som en velgører, nærmest som en sygeplejerske. Andre gange spørger man mig, om jeg er shaman. Måske er det det, jeg er. Jeg har den kapacitet i mig, siger hun.
Så vender hun sit skarpe blik bag brillerne direkte mod mig.
– Men jeg gør det ikke af venlighed. Jeg gør det, fordi jeg selv tænder på det.