Krig, flugt og midlertidige bosætninger har store konsekvenser for kvinders sikkerhed. Når man har mødt de kvinder, der sidder i flygtningelejrene i Jordan, så er man ikke i tvivl om, at de er blandt dem, der har betalt den højeste pris for konflikten i Syrien. Hyppigheden af børneægteskaber og af vold og voldtægt mod kvinder stiger dramatisk og forhindrer kvinders aktive deltagelse i deres samfund, og i at bidrage til at skabe fred. Der er ikke adgang til et sundhedsvæsen og dermed trues kvinders sundhed, blandt andet i forbindelse med graviditeter og fødsler.
Women Deliver-konferencen sætter fokus på netop kvinders sundhed og rettigheder verden over. Og mens der i store dele af verden støt sker fremskridt, så har kvinderne i konfliktlande som Syrien, Yemen eller Libyen oplevet voldsomme tilbageskridt i kølvandet på borgerkrigene i landet. Der er med andre ord en alt for ofte overset ligestillingsdimension af ’sikkerhed’.
Netop sikkerhed er hovedfokus for den rapport om Danmarks udenrigspolitiske prioriteter, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen har udarbejdet, og her står konflikterne i Mellemøsten og Nordafrika centralt. Samtidig udpeger han ligestilling som et af de områder, som Danmark bør arbejde for at fremme.
Set fra de konflikthærgede lande i regionen, så er de to prioriteringer nært forbundne, både når det gælder beskyttelsen af de mest sårbare civile og i løsningen af konflikterne. Som Alaa Murabit, der er leder af Voice of Libyan Women og som også kommer med et af de centrale indlæg på Women Deliver, har fortalt FN’s Sikkerhedsråd
“Kun ved at samarbejde med kvinder og civilsamfundsorganisationer ved frontlinjerne kan vi imødegå de stigende trusler mod vores sikkerhed”
Men kvinders vej til indflydelse på fred er mangeartet, og kvinders største bidrag finder ofte sted i en halv-offentlig eller privat sfære, påpeger den canadiske forsker Maliha Chisti med baggrund i sine studier i Afghanistan. De samtaler og dialoger, som kvinder ofte er initiativtagere til på et lokalt og hverdagsplan kan udgøre processer, der sikrer, at freden også har forankring i det pågældende samfund.
Mobaderoon (initiativ-tagerne) består af et netværk af syriske kvinder, som på frivillig basis arbejder dialog-baseret med konflikt-håndtering og fredsopbygning. Et af deres mere end 150 projekter rundt omkring i det borgerkrigshærgede land består for eksempel i at bringe kvinder fra flere sider af konflikten sammen, men som har det tilfælles, at de alle har mistet et eller flere børn i konflikten.
”Kvinder kan lede deres familier til enten hævn eller til forsoning”, siger en af bevægelsens ledere, som for nylig gæstede et KVINFO-støttet arrangement i Danmark. Idéen er, at hvis man kan bringe kvinderne til at anerkende og forstå hinandens tab og lidelse, så kan man gøre dem til agenter for forsoning i stedet for, at de puster til den fortsatte konflikt.
Denne aktivist, som vi af sikkerhedshensyn her kalder Leyla, understreger, hvor afgørende det er, at civilsamfundet bliver involveret i fredsprocessen. Og i Syrien udgøres civilsamfundet i høj grad af kvinder, da en stor del af mændene enten er flygtet eller i krig.  Leyla fremhæver behovet for beskyttelse i processen, når man insisterer på at bryde med konfliktens logik og tale sammen på tværs af etniske og politiske skel: – ”Fredsaktivister bliver ofte beskyldt for at være forrædere. Efterretningstjenester og militser mener ikke vi bør tale sammen.”
Mens Mobaderoon arbejder med konfliktløsning lokalt, så har Awam Foundation for Culture and Development, en paraplyorganisation af kvindeorganisationer i Yemen, og den libyske ungdomsorganisation, Voice of Libyan Women, begge især forfulgt en strategi, som skal øge kvinders direkte indflydelse på formelle fredsforhandlinger, også på højt niveau
Det er sket igennem kursusvirksomhed, i Yemen blandt andet støttet af KVINFO, der ruster kvinder til at søge indflydelse, og det sker gennem undersøgelser af, hvad der kan fordre kvinders deltagelse, og igennem internationale appeller og alliancer. I Yemens Nationale Dialog Konference (2013-2014) var 28 % af deltagerne kvinder, men da den endte i krig, blev kvinderne udelukket fra nye fredsforhandlinger.
Forkvinden i AWAM Foundation for Culture and Development, Bilgis Abou Osba, der også underviser i politik på Sanaa Universitet, påpeger, at “kvinders deltagelse i fredsforhandlinger er ikke udtryk for luksus. Derimod tilskynder kvinders deltagelse til at man kommer frem til bæredygtige og gode løsninger”.
Lige nu forhandles der i Kuwait mellem de stridende parter, og efter pres fra en gruppe af Yemens kvindeaktivister, med én kvinde i hver delegation. I de Syriske fredsforhandlinger er 6 ud af 30 forhandlere kvinder. I Libyen har kvinder ganske vist opnået større synlighed efter det folkelige oprør – men bæredygtig fred kræver, at hele Libyen deltager i den. Voice of Libyan Women’s egen undersøgelse påpegede, at manglende sikkerhed var hovedårsagen til, at mange kvinder holdt sig fra at blande sig, og den iværksatte en unik kampagne ved navn The Noor projektet – oplysningsprojektet. Med billboards og TV-indslag gjorde kampagnen med islamisk argumentation opmærksom på, at det er forkert og en forbrydelse at udøve vold mod kvinder. Også ifølge islamiske værdier. 
Fredsforhandlinger foregår ofte I det skjulte, uden offentlig adgang eller indsigt, og lukkede forhandlinger har tendens til ikke at inddrage kvinder. Kvinder deltager kun i 9 % af alle forhandlinger, og de leder dem i kun 2%. Nogle gange, som i tilfældet Yemen, er det FN, der mægler i disse forhandlinger. FN’s sikkerhedsråd har i sin resolution 1325 fra år 2000 vedtaget, at kvinder skal deltage på lige fod med mænd i fredsforhandlinger, og at kvinder har krav på beskyttelse under krig.
Det gælder i de lande, hvor der er decideret krig, men også i nabolande som Egypten, Jordan og Marokko, hvor afledte spændinger, flygtningestrømme og stramninger fra regimerne sætter tryghed og sikkerhed på spil, med mere restriktive rammer for kvinders virke til følge.
I disse år skrives der nye forfatninger i flere lande i Mellemøsten, og det udgør en chance for at skubbe på processen mod større ligestilling mellem kønnene. Desværre udgør dette momentum også en risiko for yderligere at marginalisere kvinder, så de holdes ude af indflydelse på den formelle forhandlingsproces. Det er meget uheldigt, i og med at fredsprocesserne skaber mulighed for, at kvinder kan få mere indflydelse på eget samfund. En helt frisk rapport fra UN Women bekræfter, at kvinder i alle verdensdele er massivt under-repræsenterede i freds- og transitionsprocesser, og selv hvis de sidder med ved forhandlingerne, har de svært ved at opnå reel indflydelse.
Derfor er det vigtigt at vi både i vores udenrigspolitik og på konferencer som Women Deliver holder fast i, at kvinders sikkerhed og rettigheder kun kan beskyttes, hvis de også får indflydelse på hvordan konflikter løses og på udformningen af deres land, sådan som de har krav på. Kvinder i konflikt- og krigszoner er ganske vist ramte, men de rummer også en mere sikker fremtid. Det er budskabet i Women Deliver, at alle vinder, når man investerer i kvinder.  Det gælder ikke mindst, når det handler om at sikre kvinders indflydelse på fredsprocesser.
Som Amal Basha, menneskerettighedsaktivist i Yemen, har indvendt: ”Det er også vores land” – landet tilhører indlysende også kvinderne, og for at hele landet står bag en fred, skal kvinderne ikke kun være dem, der står for den videre forankring af freden, de skal have indflydelse ved forhandlingsbordet.
Se kronikken i Berlingske Tidende
Læs også artiklen “Kvinder er udsatte – og uundværlige – i nødhjælps-arbejdet” i KVINFO’s Webmagasin.