Buenos Aires 30.4.2004 Florencia Raquel Romano tager imod i joggingsæt. Hun tilbyder, som i ethvert argentinsk hjem, den bitre te “mate” serveret i en oval besmykket jernkop med et metalsugerør. Drikken går på omgang til en karakteristisk slubren. På væggene hænger fotos fra fodboldkampe i Argentina, der spænder fra bunden af fjerde division til den absolutte top. Billederne fokuserer hverken på en midtbaneduel eller begejstringen over et mål. De viser kropssprog og grimasser på Florencia, der som sortklædt hoveddommer og linjedommer dirigerer fodboldlandets mandlige talenter på grønsværen.

– På det billede, siger hun og peger på et billede af en kamp mellem to provinshold i tredje division, har jeg netop udvist hjemmeholdets anfører for et groft frispark. Han brokkede sig ikke, men blev helt paf. Fordi jeg er kvinde, smiler Florencia.

De sidste 15 år har Florencia kæmpet for at blive officiel fodbolddommer for det argentinske fodboldforbund. Det har været en årelang kamp mellem en kvindelig David og en magtfuld mandsdomineret Goliath. 

Fodbold er en alvorlig ting i Argentina. Ubestridt landets nationalsport med kampe flere gange om ugen og en status, der gør de bedste, mandlige, fodboldstjerner til halvguder. Maradona var Guden. Hver lille flække i det store land har fanklubber for de største hold – specielt de to hovedstadsklubber River Plate og Boca Juniors. På en vilkårlig søndag ånder Buenos Aires af fodbold. Tusinder af viceværter sidder foran deres bygninger og nærlytter til radiotransmissioner, og fædre og sønner samles på cafeen stuvet sammen som sild i en tønde, klistret til skærmen.

Kvinderne? I Argentina er fodboldmiljøet 100 % mandsdomineret, et miljø, som Florencia har kæmpet for at blive en del af.

– Jeg har altid villet være noget inden for fodbold. Som barn spillede jeg ustandseligt fodbold med mine fætre indtil en dag, hvor der manglede en dommer til en junior-kamp. Her påtog jeg mig dommerrollen, og efter den dag har mit mål været at blive topdommer i Argentina og gerne på verdensplan, siger hun og viser stolt fotos fra kampen USA mod Nigeria i kvinde-VM 2003.

Florencia er fra provinsen Tucumán og uddannet lærer. Hun er ansat på deltid på en kommuneskole og har takket være to sponsorerer råd til at træne et par gange om ugen. De bedste mandlige dommere har intet deltidsarbejde, men de aflønnes af forbundet.

At komme i mål

I dag kan Florencia med et smil kigge tilbage på hendes kamp for anerkendelse. Men tilbage i 1996, da hun trods bestået eksamen ikke fik sit dommerbevis og heller ikke fik lov til at dømme kampe i forbundets laveste rækker, skulle forbundsformanden stå skoleret for landets kongres og forklare sig.

Dengang trådte Florencia Romano frem på tv-skærmene i de argentinske hjem som kvinden, der modsagde fodboldherrerne i selve fodboldens land. Og efter den pinlige tv-transmitterede kongres-forespørgsel fik Florencia sit dommerbevis. De høje herrer i fodboldforbundet måtte erkende, at denne kvindelige dommer ikke havde til sinds at følge den generelle kæft-trit-og-retning, som de mandlige kolleger havde underlagt sig. Officielt havde de mandlige dommere ingen mening om sagen, men de lod Florencia stå alene overfor et forbund, der i øvrigt underbetaler dem alle.

Da Florencia endelig fik dommerbeviset fik hun ingen kampe. For mange dommere lød forklaringen. Så sultestrejkede hun i en måned, og hun lænkede sig et par dage til forbundets hoveddør – for rullende kameraer. Efterfølgende måtte hun indlægges for dehydrering. Men argentinerne tog hende til deres hjerter.

– Fanklubber rundt omkring i landet skrev til mig, at dommerens køn ikke betyder noget for dem, bare jeg følger reglementet – og deres hold – skrev de med et smil.

I februar 1998 fik Florencia sin første kamp som linjedommer. Siden har hun været hoveddommer helt op til den næstbedste række og linjedommer i den bedste.

– Endnu har jeg ikke fået en kamp i den bedste række som hoveddommer. Jeg vil gerne dømme den såkaldte “super-clásico” mellem River Plate og Boca Juniors (Maradonas klub, red.). En VM-kamp for mænd er mit højeste ønske, siger hun.

Kvinder og mænd identificerer sig med Florencias tacklinger 

Sociolog Juan Henriquez betegner Florencia som et folkeligt fænomen, specielt arbejderklassen kan identificere sig med. Hendes kamp mod diskriminering på arbejdsmarkedet og kamp for retfærdighed – i et mandsdomineret miljø som fodbold – kan de argentinske kvinder og mange mænd genkende fra deres egen hverdag. Argentinas arbejdsmarked er stadig meget mandsdomineret, hvor kvinder ikke har mulighed for at have embeder med for synlig, offentlig, magt. Og fx i Florencias tilfælde drejer det sig mindre om, at fodboldforbundets herrer er uenige med Florencias stil, men mere om, at hun slet og ret er en kvinde i fodboldverdenen. Som den første kvindelige fodbolddommer baner hun måske vejen for andre medsøstre, mener Henriquez.

Argentinerne kender Florencia som fodboldens enfant terrible. I 2000 kaldte hun offentligt forbundsformanden for en “mafioso” – mafiagangster – på grund af de utallige korruptionsskandaler under hans formandskab. Forbundet kvitterede med fire måneders karantæne, hvorefter Florencia replicerede med et sagsanlæg om diskriminering. Buenos Aires kommune og sportsministeriet støttede Florencia, hvorefter karantænen blev forkortet.

Flere kvindelige dommere på banen?

Flere gange om måneden dømmer Florencia herrekampe – og et par gange om året dømmer hun kvindekampe. Ifølge eget udsagn kan hun bedst lide at dømme mandekampe, fordi intensiteten er en anden. Kvindefodbold har aldrig været stort i Argentina, men siden begyndelsen af 1990erne har flere klubber åbnet kvindeafdelinger. Florencia håber det er startskuddet til, at flere kvindelige fodbolddommere kommer på banen.

Rent praktisk er det svært at være kvindelige fodbolddommer i Argentina. De mandlige dommere bruger omklædningsrummene. 

– Så enten bruger vi omklædningsrummet på skift, eller også klæder jeg om og går i bad i rummet for dopingkontrol. Og det er da lidt sjovt, fortæller Florencia.

I dag er Florencia ifølge eget udsagn stadig lige fandenivoldsk. Men i takt med at hendes dommerkarriere får lov at blomstre, er hun gledet væk fra mediernes søgelys.

– Jeg får mere og mere erfaring. Det er det bedste argument mod de høje herrer i forbundet.

Rune Vitus Harritshøj er freelance journalist, bosat i Buenos Aires. Han skriver regelmæssigt for Forum.