Fakta om projekterne i Tunesien og Marokko

KVINFO og KADK, Danmarks Designskole, har siden 2008 haft et samarbejde om at støtte kvindelige kunsthåndværkere i Marokko via et netværk af kooperativer.

Projektet har indeholdt træning i at udvikle design og teknikker, viden om produktion, kvalitetskontrol, regnskab, marketing og andre emner inden for forretningsdrift og iværksætteri.

Baseret på dette projekt, er endnu et projekt i gang i Tunesien - denne gang med deltagere fra det marokkanske projekt involveret som ressourcepersoner og drivende kræfter.

I efteråret 2013 blev der afholdt to lignende åbne håndarbejdsworkshops i Silkeborg og i København.

Læs mere om projekterne på vores hjemmeside

Eller i webmagasinartiklen fra januar: Det tager tid at opbygge et bæredygtigt fundament

Tunesiske og marokkanske partnere fra KVINFOs partnerskabsprojekter med blandt andet KADK – Danmarks Designskole – delte i efteråret ud af deres ekspertise til danske håndarbejdsinteresserede ved workshops på Kvindemuseet i Århus og på Klaverfabrikken i Hillerød.
Her fik danske gæster lejlighed til, under engageret og højt kvalificeret vejledning, at kaste sig ud i nørklerier inden for hækling, broderi og såkaldt possementsmageri, der for de knap så nørdede vil sige fremstilling af pynteborter og – genstande i tekstil og tråd – f.eks. kvaster og pon-pon’er.
Men ud over den håndarbejdsfaglige gevinst, bød arrangementerne også på viden om de tunesiske og marokkanske gæsters udbytte af projekterne og om de aktuelle udfordringer for dem og kvinder generelt i hjemlandene Tunesien og Marokko.
Kvindemuseets cafe var vært for den første workshop uden for København. De over 40 deltagere sørgede for at fylde cafeen op og holde de tunesiske og marokkanske gæster travle med at undervise. Før turen til Århus afholdt kvinderne en ligeledes meget besøgt workshop på Københavns Kommunes gadefestival Smag Verden.

Det gælder om at afprøve – og tillære sig – så mange forskellige teknikker som muligt, som gæsterne kan tage med sig hjem og anvende, når de broderer, hækler eller laver andre typer håndarbejde derhjemme. Her en meget dygtig deltagers ‘prøveklud.

I Hillerød såvel som i Århus blev workshoppen indledt med et lille live-interview, hvor kooperativet RFA i Marrakech og Asma Ben Mabrouk fra organisationen ASAD i Tunesien fortalte både om deres udbytte og oplevelser fra projekterne, og om hvilke udfordringer kvinder har i deres hjemlande. Men da interviewet ellers er ved at være slut, og det er ved at krible i fingrene på det ellers tålmodige publikum for selv at få fingre i det farverige garn, nåle og hæklenåle, insisterer Assiya Gourra på at give en spontan kommentar om, hvad samarbejdet med KVINFO og Danmarks Designskole i øvrigt har ført med sig.
Partnerskabet blev etableret i 2008, og siden da har kvinderne fra de marokkanske kooperativer og studerende og medarbejdere fra Danmarks Designskole mødtes jævnligt og kontinuerligt arbejdet sammen at udvikle de marokkanske kunsthåndværkere, fagligt og forretningsmæssigt. Assiya Gourra siger:
“Ud over det helt konkrete, vi som forretningsdrivende og kunsthåndværkere har fået ud af projektet, er der noget helt andet, jeg synes, er vigtigt. For en kvinde, som aldrig selv har været uden for landet, højst sandsynligt ikke engang uden for sin fødeprovins eller by, har samarbejdet med partnere fra udlandet og muligheden for at tage til udlandet og udstille eller sælge varer endnu mere vidtrækkende betydning. Det betyder nemlig, at hendes døtre højst sandsynligt får chancen for det samme, og at hun opdrager dem og opmuntrer dem til noget helt andet, end hun ellers ville have gjort”.

Også i Hillerød var tilslutningen til arrangementet stor. Der var venteliste, og Birgit Rømer, som stod for arrangementet i Klaverfabrikken, måtte til sin ærgrelse lade interesserede tilmelde sig forgæves.

En af teknikkerne, der blev undervist i på de i alt fire stationer, var tunesisk hækling. Det foregår – som almindelig hækling – med en pind, men til forskel herfra med en hel række masker ad gangen og ikke kun en enkelt.

Et bredt udsnit af aldersgrupper og flere generationer af familier deltog i workshoppen, og med stor koncentration.

Tunesisk hækling er ikke svært – og specielt ikke, hvis man i forvejen kan hækle ‘almindeligt’. Garn i smukke farver gør det ekstra opmuntrende at lære.

En anden teknik, der blev undervist i, er en slags vikling – hvor skinnende garn i matchende farver vikles omkring f.eks. en plasticslange, tykkere tråd eller en genstand, for så at ende som farvestrålende armbånd, halssmykker eller kuglepenne.


Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Marokkansk broderi kan ved første øjekast godt minde om korssting, men ved nærmere eftersyn er naturligvis både motiverne men også teknikkerne forskellige herfra – det ses for eksempel tydeligt, når man kigger på bagsiden af det marokkanske broderi.