«Efter 100 dage med dOCUMENTA 13 er det tydeligt, at gæsterne ikke kun bliver udfordret intellektuelt. De bliver også berørt i både deres sjæl og hjerte.» Sådan siger Bernd Leitfeld, administrerende direktør for dOCUMENTA 13. En udstilling, der allerede efter de første 100 dage har slået publikumsrekord i forhold til de andre år.
Og når man besøger den omfattende udstilling, er der ingen tvivl om, at alle bliver berørt. Og at køn spiller en central rolle.
Den amerikanskfødte kunsthistoriker Carolyn Christov-Bakagiev, der står i spidsen for årets Documenta, som nogle også betegner som kunstens olympiske lege, har heller ikke været bleg for gentagne gange at vedkende sig sit feministiske ståsted. Det gjorde hun både ved presseåbningskonferencen i juni 2012, men også allerede i sommeren 2011, hvor hun i et interview til frieze udtaler:
«dOCUMENTA 13 er feministisk, ikke post-feministisk, for jeg mener slet ikke, at feminismen overhovedet er slut. Så den er feministisk, men det betyder ikke, at et overvældende antal af kunstnere vil være kvinder. Måske er der, måske er der ikke. Det betyder ikke, at værkerne handler om køn. Men mange af kunstnerne er feminister, og nogle af dem er mænd. For mig er Francis Alys helt sikkert en feministisk kunstner, selvom han aldrig taler om hverken mænd eller kvinder eller køn, og William Kentridge er også en feministisk kunstner. Det er helt klart, hvem der er feminister, og hvem der ikke er. Det har noget at gøre med de formelle og proceduremæssige, stilistiske, tekniske og konceptuelle rammer, der tilsammen er baseret på en usikkerhed og følsomhed. Det har noget at gøre med det at vide, at der ikke kun er noget inde i eller uden for vores kroppe, men derimod teorier, der indbyrdes er forbundne som Möbius bånd.»
Carolyn Christov-Bakargiev i frieze, spørgsmål 1, 2011

«Glødende feministisk, global og multimedial i sin tilgang med værker af afdøde kunstnere og udvalgte stumper af gammel kunst», har New York Times anmelder skrevet om dOCUMENTA 13 – og netop det udsagn har fået lov til at stå på Wikipedia, som en karakteristik af den store og omfattende udstilling.

Stor kvindelig repræsentation

«dOCUMENTA 13 er dedikeret til kunstnerisk forskning og former for fantasi, der undersøger engagement, stof, ting, udformning, og aktiv livsstil i forbindelse med endnu ikke underordnet teori. Det er terræner, hvor politik er uadskillelige fra en sanselig, energisk, og verdslig alliance mellem den aktuelle forskning i forskellige videnskabelige og kunstneriske felter og andre kundskaber, både gamle og moderne. dOCUMENTA 13 drives af en holistisk og ikke-logocentrisk vision, der er skeptisk over for den vedvarende tro på økonomisk vækst. Denne vision deles med og anerkender former og praksis for at kende alle de levende og livløse beslutningstagere i verden, herunder mennesker.
Carolyn Christov-Bakargiev
Den trettende udgave af Documenta involverer mere end 300 deltagere, hvor alene et scannerblik kan konstatere, at her er der virkelig tale om kvindelig repræsentation, hvoraf mange af værkerne berører emner, der handler om både kvinders rettigheder men også om køn generelt og kunstnere som fx Anna Maria Maiolino, Susan Hiller, Judith Barry, Ida Applebroog, Sanja Ivekovic og Tejal Shah, for blot at nævne nogle få, der vedkender sig et feministisk ståsted.
Tilstedeværelsen af kvinder på listen over deltagere er utvivlsomt også højere end i tidligere udgaver af Documenta. Hvad der især også adskiller sig er, at denne Documenta, der som et initiativ har fremhævet glemte kvindelige kunstnere og markante kvinder som fx de baktriske prinsesser, kvindelige figurer, der stammer fra den anden tredjedel af århundrede f. Kr., fra området som nu er Afghanistan og dets nabolande.
At feminismen som et sprog, en ideologi, en arbejdsmetode, og en måde at være i verden på har en markant position på dOCUMENTA13 er uomtvistelig, og samtidig legitimerer udstillingen netop feminismen med sin politiske og kritiske vægt – ikke mindst i de omfattende publikationer, der er udgivet i forbindelse med dOCUMENTA13.
For et af udstillingens store bedrifter er udgivelsen af “100 Noter – 100 tanker”, der er skrevet af filosoffer og forfattere i verdensligaen. Og her er kendte kønsforskere også bredt repræsenteret. Judith Butler skriver fx et essay om begrebet kærlighed hos Hegel, som anmeldere har betegnet som en lille juvel med potentiale til at blive en nødvendig del af Butlers must-read produktion. Donna Haraway, kunsthistorikeren Griselda Pollock, filosoffen Karen Barad, Silvia Federici og Vandana Shiva for bare at nævne nogle har også bidraget med publikationer i serien foruden Carolyn Christov-Bakagiev selv.

Lee Miller i Hitlers badekar

dOCUMENTA 13 er ikke præget af én retning eller ét tema, men peger i mange retninger, der maner til eftertanke og til tider melankoli, hvor endog den nyeste forskning inden for fysik, spiritualiteten og humoren også får sin plads, som fx når en kunstner går til en clairvoyant for at tale med Niels Bohr om energi. Eller når utallige værker med deres «mapping» viser, hvordan verden netværksmæssigt er forbundet. Som når fx Mark Lombardi afdækker George Bush’s økonomiske verdensorden via et sirligt blyantstegnet kort over begivenheder og personer, der giver et overraskende billede af økonomiske sammenhænge, eller Walid Raad viser netværket omkring Doha Foundation. Her er bestemt ingen grund til at føle sig paranoid, verden er altid værre, synes udsagnet fra værkerne at være.
Men især Anden Verdenskrig har en central rolle. Dels fordi Documenta i sig selv er opstået som en reaktion på Anden Verdenskrigs rædsler, og dels fordi vi tydeligvis endnu ikke er færdige med den sidste store europæiske krig og dens omfattende betydning for det Europa, vi kender i dag.
I hovedbygningen Fridericianums rotunde finder man The Brain, der netop har samlet værker og kunstnere samt objekter fra Anden Verdenskrig og Det Tredje Rige til fornyet undersøgelse.
Særligt dragende er de opslag fra det amerikanske magasin Life, hvor den amerikanske krigsfotograf Lee Miller er draget med de amerikanske styrker og sidder i Hitlers badekar i München d. 30. april 1945 – samme dag, som Eva Braun og Adolf Hitler begår selvmord. Her vasker hun sin overkrop med højre arm, mens hun kigger over på en porcelænsfigur af en kvinde, der netop også har højre arm løftet op til hovedet. Figuren er designet af Rudolf Kaesback i den tyske neoklassisistiske stil, der kendetegner nazismen, og i 1936 blev den produceret af Rosenthal under titlen Die Ausschauende, og den er yderligere kendt fra adskillige fotos fra lejligheden under Det Tredje Riges storhedstid med bl.a. Goebels. Foran hende står et par beskidte militærstøvler.
Billederne har også optaget Carolyn Christov-Bakargiev, der i en af udstillingens notesbøger netop analyserer fotoserien, hvor hun skriver:
«Det er et traumatisk tavst foto, der viser, at det er umuligt at tale efter det, hun (Lee Miller, red.) har set om morgenen i Dachau. Den samme dag, som billedet er taget, begår Hitler selvmord i sin bunker i Berlin. På både et symbolsk og kropsligt niveau, hvor Miller overtager hans plads og forsøger at reparere synderne og vaske sig fri af forbrydelserne. Det er et mytisk fotografi, hvor hun forsøger at rense og fjerne det menneskelige fra synderne. Det kunne være den feministiske anklage mod den patriarkalske militære verden, der ligger bag billedet?»
Ikke alene billederne og porcelænsfiguren, men også Eva Brauns parfumeflaske og pudderdåse er udstillet i hjernen.

dOCUMENTA 13 fejrer ikke vestlige værdier

Det er ikke blot Det Tredje Rige, der er til fornyet undersøgelse på dOCUMENTA 13. Udstillingen favner også kritik af Taleban eller beskæftiger sig med, hvor levende et mobiløje egentlig er, når det står og filmer i Syrien, sådan som Rabih Mroué gør det. For han stiller det helt åbenlyse spørgsmål: Er der med krigen i Syrien ikke tale om en krig, hvor to tidsaldre kæmper mod hinanden. En gammeldags tidsalder, der kæmper med kanoner og bomber overfor en moderne tidsalder med mobiltelefoner og YouTube, når Syriens regimemodstandere med deres mobiltelefoner fanger deres egen morder. Og hvad er der egentlig sket, når mobilvideoen stopper brat pga. skuddet, men alligevel kommer på YouTube, så vi andre kan se med, når der skydes på den, der holder mobiltelefonen. Og dermed kan vi konstatere, at døden kun er synlig netop i sit fravær.
Det er anden gang, at det er en kvinde, der står i spidsen for Documenta, som bliver afholdt hvert femte år i den tyske industriby Kassel – spredt ud over hele byen. Og denne gang også fysisk og konceptuelt placeret i Kabul, Alexandria/Kairo og Banff – og det understreger, at hverken krigen i Afghanistan eller Det Arabiske Forår er fortrængt – eller at den store kunstudstilling bliver en eurocentrisk størrelse, der fejrer den vestlige verdens selvforståelse og værdier. Og at historie og erindring er et markant tema i kunsten over hele verden.
Især Jeanno Gaussis værk Family Stories undersøger familiens historie og erindring ud fra de få familiefotos, der er i familien. Hun forlader selv Afghanistan som 5-årig, historien fortæller ikke hvordan eller hvorfor, kun at det er uden forældrene, som hun nogle år senere bliver forenet med i Tyskland. Ved et møde med maleren Ustad Sharif Amin under det første besøg i landet i 2008, fortæller han hende, hvordan han har overlevet krigstraumer gennem maleriet. Derfor beslutter Jeanno sig for at bede ham om at male 10 af de familiefotos, som altid har repræsenteret en form for kontinuitet for hende. Samtidig med at Ustad Sharif Amin maler, optager Gaussi hans overvejelser om billederne og personerne. Malerierne og lydsiden rejser spørgsmålet, om de kan reparere på en sparsom erindring, eller om de er bare en konstrueret fiktion.

Ud af skønheden bruser en feministisk gejser

Årtusinders vold mod kvinder bliver fx i den grad nærværende, når man træder ind i den indiske kunstner Nalini Malanis installation In Search of Vanished Blood. Med videoprojektioner i samspil med fem cylindere i loftet bliver publikum omsluttet af et symbolspækket skyggespil og et dragende lydspor. Hendes særlige teknik med et video/skyggespil har hun forfinet siden 1996.
Jeg så det første gang i Paris på Pompedou sidste år i et andet værk, men In Search of Vanished Blood var endnu mere dragende og smukt – samtidig med der iblandet denne skønhed rejses en kraftig kritik af, hvordan de indiske enker bliver behandlet med reference til både den pakistanske poet Faiz Ahmed Faiz, Christa Wolf’s Cassandra og Reiner Maria Rilke.
Fortryllet bliver man mange steder, fx ved Charlotte Salomons værk Leben? Oder Theater? Ein Singspiel (Life? or Theater? A Play with Music), 1941-42, hvor den tyske-jødiske maler Charlotte Salomon i en magisk totalinstallation eller en slags tegneserie fortæller sin familiehistorie, som både er dybt gribende og spændingsfyldt. Salomon blev dræbt som 26-årig i Auschwitz, da hun var i femte måned, men nåede altså at fortælle sin personlige historie – og man står her så mange år efter og ærgrer sig over, at hun ikke kom til at kende alle de mange multimedier, som både det 20. og 21. århundrede byder på, når hun ville gøre det private offentligt eller diskutere race og køn.
I en af dOCUMENTA 13’s mange notesbøger skriver den engelske feministiske kunsthistoriker Griselda Pollock netop om Salomon. Her forsøger hun at se bort fra den tragiske biografi og analyserer hendes arbejde og peger på vigtigheden af italesættelse.

Queer i buddhistisk porno-setting

Tejal Shah, der er født og lever i Indien sætter også sine beskuere ind i et magisk rum, når to videoflader med et queerfeministisk udgangspunkt kaster sig ud i at undersøge identiteter og i det hele taget destabilisere forudindtagede holdninger i værket Between the Waves.
Med udgangspunkt i den nyeste forskning inden for fysik og biologi, der undersøger, hvordan afvigelser er en del af normen, og i virkeligheden har en stor betydning for normaliteten, iblandet med buddhistisk filosofi, teorier om porno skaber hun billeder, som for de fleste er overraskende. Fx danser en gruppe af kvinder kun iklædt et mærkeligt remmesystem, der sparsomt dækker deres kroppe, men som er forbundet med en hovedbeklædning, der munder ud i et spir som giver associationer til enhjørningen, op ad en stor bunke skrald på en losseplads, som om de næsten har sex med alt skraldet.
På den anden skærm ser man to kvinder kvase et stort granatæble på en altan i et stort betonbyggeri med udsigt til en bugt og en skyline som Mombays. Granatæblets røde, fyldige saftige bær smøres ud over den ene kvindes kønsdele, og hun ligger i orgastisk nydelse, da den anden kvindes enhjørningstop trænger ind i hende. De voldsomme røde billeder af granatæblet, nærbilleder af kvindernes køn og de orgastiske lyde står som en skærende kontrast til Mombays grå og skarpe skyline, der på forunderlig vis skaber billeder, der ligger langt væk fra pornoens forråede billeder.
Og mærkbart voldsomt set i forhold til fx Akramm Zaatari, der i en installation viser to mænds begærsspil, hvor underbukserne ærbart er på – og hvor der heller ikke er nogen som helst tegn på fysisk begejstring.

Fra støvkornet og ud i stjernerummet

dOCUMENTA 13 omfavner så mange sider af tilværelsen – lige fra den seneste forskning inden for fysik ned til de meget private historier og liv, som feminismen har dokumenteret, har en så stor almengyldighed, at det er nærværende for de fleste.
Det ses fx i Ida Applebroogs værk, der er bygget op som et arkiv over egne optegnelser, skitser og værker. Her kan man læse og ikke mindst tage tryksager med hendes skitser eller uddrag af optegnelser eller brevudvekslinger om familieopgør. Alle i rummet, da jeg opholder mig der, finder mindst en tryksag, de må tage med videre.
Selvom dOCUMENTA 13 er fyldt med alvorlige værker, og mange af dem bevæger sig helt dybt ned og beskæftiger sig med de grundlæggende eksistentielle, menneskelige vilkår, så tryllebinder de. Som fx den sydafrikanske kunstner William Kentridge, der i sit værk beskæftiger sig med tid, og har skabt et rum med videoprojektioner af film, fotos og tegninger på væggene, et imponerende lydtapet og en maskine stående midt i rummet, der er så fascinerende, at alle står måbende. Og da den magiske oplevelse slutter, bliver folk i rummet grebet af en trang til at klappe, for dog at kunne vise værket, hvor begejstrede de er. I den tid, de har været der.

http://www.youtube.com/watch?v=6uK9iRoPds8&feature=related