Det var totalt hovedpine for Nicki. Fire medlemmer af Brabrand banden kom forbi natklubben, hvor han stod i døren en lørdag aften.

“En af dem havde en skruetrækker og truede med at stikke mig, fordi mig og Martin ikke ville lukke dem ind. Vi havde fået skudsikre veste nu, og det så de. Ham med skruetrækkeren sagde: ‘Vi stikker dig bare i halsen eller lysken’. (…) Heldigvis gik de igen, men en sagde: ‘Bare vent, vi kommer igen.’ Det var totalt hovedpine, Martin og mig blev nødt til bare at tage det her happy face på over for gæsterne, så de ikke opdagede noget. Men hele tiden holdt vi øje med gaden, hvem der kørte forbi, hvem kom gående. Totalt hovedpine.”

Nicki arbejder som dørmand i Aarhus. Han er en af de i gennemsnit 60-70 dørmænd, der på en ganske almindelig lørdag aften bevogter beværtningerne langs Åboulevarden i Århus og således er med til at skabe orden i det kaos, som udgør byens festzone i weekenderne. Til sammenligning er der kun omkring 20 politimænd på vagt sådan en aften, og de skal også tage sig af husspektakler og andre uroligheder. De privatansatte dørmænd spiller dermed en central rolle i opretholdelse af sikkerheden i det urbane nattelivsområde, som de seneste årtier har udviklet sig i de større danske byer. Og meget tyder på, at dørmændenes maskuline praksisser er afgørende i den sammenhæng.

Nu afdækker en ny ph.d.-afhandling forbindelsen mellem dørmændenes maskuline selvforståelse og opretholdelsen af orden i de kommercialiserede nattelivszoner, som udgør en stadig vigtigere indtægtskilde i flere danske byer. Ifølge Thomas Friis Søgaard, der står bag afhandlingen, er dørmændene qua deres arbejde med til at opretholde en middelklassedominans, som de som repræsentanter for arbejderklassen selv står udenfor. Samtidig gør deres maskuline selvforståelse, som netop har rod i arbejderklassemandens idealer, at de er villige til at udsætte sig selv for den fysiske risiko, det indebærer at stå i døren, som eksemplet ovenfor viser.


En hedonistisk forbrugszone

For 25 år siden var Åboulevarden i Aarhus en indfaldsvej, som blev brugt til at transportere varer til og fra havnen. Dengang så nattelivet noget anderledes ud end i dag, hvor Åen, som gaden kaldes i daglig tale, er spækket med cafeer, barer og natklubber og hver weekend fyldes med unge, feststemte mennesker, der er kommet for at slå sig løs. Forandringen hænger ifølge Thomas Friis Søgaard sammen med den ekspansion af nattelivsøkonomien – i bund og grund en forbrugsøkonomi – som har fundet sted i mange vestlige byer i løbet af de seneste årtier. I takt med at den industrielle produktion er aftaget, er byerne begyndt at tænke sig selv som kulturelle videns- og forbrugscentre.

“Den urbane organisering i dag handler i høj grad om at kunne tiltrække den kreative klasse. Og her spiller nattelivets hedonistiske forbrugszone en central rolle,” forklarer Thomas Friis Søgaard.

Han peger på, at behovet for sikkerhed samtidig er kommet til at fylde mere i vores bevidsthed – at vi siden 11. september 2001 er blevet mere optaget af risiko, og at det har gjort os afhængige af sikkerhedseksperter til at forudse og håndtere alle mulige former for risici, trusler og farer i hverdagen. I takt med, at der i bymidterne er opstået risikofyldte nattelivszoner af uorden, kriminalitet og vold, har det fået politiet, kommunen og forretningsejerne til at investere ressourcer i at fremme sikkerheden i nattelivet og ekskludere de individer, som skaber utryghed og ballade – herunder bandemedlemmer og rockere. Og her kommer dørmændene ind. Det er nemlig dem, som står for at holde de uønskede individer ude af beværtningerne.

Da Thomas Friis Søgaard gik i gang med at undersøge dørmandskulturen, mødte han en gruppe mænd, som var meget anderledes end de fyre, han kendte fra universitetsverdenen.

Det fik ham til at undersøge, hvad det er for nogle maskuline idealer, der er fremherskende blandt dørmændene – ikke mindst for at forstå, hvad der får dem til hver uge at sætte deres fysiske helbred på spil for at sikre det, som på dørmandssprog hedder ‘den stærke dør’, og som set fra restaurationsejernes perspektiv er forudsætningen for at sikre gæsternes tryghed. Den stærke dør vender vi tilbage til, men først skal vi se på dørmændenes maskuline selvforståelse – dér ligger nemlig grunden til deres risikovillighed.

Den gode kriger

Mens fortællingen, at socialklasser betyder stadig mindre i det moderne samfund, har vakt genklang de sidste tyve år, er der imidlertid stadig store forskelle på individuelt niveau. Arbejderklassemanden er måske uddød som stabil samfundsgruppe, men i dørmandsbranchen spiller de gamle arbejderklasseidealer stadig en afgørende rolle, fortæller Thomas Friis Søgaard:
“Det er en branche, hvor man har genoplivet og genværdisat nogle af de maskuline normer, som tidligere har haft høj værdi i arbejderklassen. Det at kunne stå op for sig selv og turde den fysiske konfrontation, som har karakteriseret relationen mellem arbejderne på havnen. På den måde bliver dørmandsbranchen et sted, hvor særlige typer af kroppe og maskulinitet trives – en maskulinitet som i andre kontekster ikke har så høj værdi, for eksempel blandt middelklassen.”
For dørmændene er fysisk styrke og kropslig potens altså noget, der giver status som mand. Det ypperligste ideal i branchen er, at man ikke må være bange. Thomas Friis Søgaard bruger begrebet ‘hard and forceful bodies’, mens dørmændene taler om ‘den gode kriger’, når de skal beskrive, hvad der gør en god dørmand. Det er en, som ikke er bange for at tage den fysiske konfrontation og få ‘en på hovedet’ – at kunne tage volden og være villig til at ofre sin egen krop i bestræbelserne på at holde uønskede folk ude af en natklub.

Samtidig er der de seneste år sket en udvidelse af restaurationsejernes krav til dørmanden: Udover at fremvise fysisk styrke og villighed til at indgå i nævekampe, skal han også være servicemindet over for de kunder, natklubejerne gerne vil have ind: Middelklassen – kvinderne og de ‘pæne drenge’, som blandt dørmændene kaldes ‘skoledrengene’. Et resultat af tendensen er, at man i dag er tilbageholdende med at ansætte dørmænd, som dyrker bodybuilding – de har simpelthen et for potent kropsligt udtryk, som kan skabe utryghed blandt kunderne.

Dørmanden skal altså både være fysisk potent og civil – og han skal balancere de to sider nøje, forklarer Thomas Friis Søgaard:
“Han skal kunne være den potente, farlige kriger, men samtidig skal han kunne switche over og være en servicearbejder og udføre en type kønnet praksis, som knytter sig til det – han skal være flink og rar og konversere venligt – og ikke rykke folk omkuld, fordi de sviner ham til. Og det involverer et paradoks, fordi service i sig selv har nogle konnotationer, der associeres med femininitet og underordnethed.”
Det udmønter sig ifølge forskeren altså ikke bare i en mere fleksibel kønsidentitet – men også i et paradoks for den ellers traditionelt og utvetydigt maskuline dørmand.
“Hvis han er lidt for servicemindet og blød, kan han tabe status i kollegernes øjne, men samtidig værdsættes det heller ikke at opføre sig overdrevet aggressivt og konstant skulle påvise sin fysiske overlegenhed over for gæsterne.”

Den stærke dør

Men selvom dørmanden skal udvise høflighed og være servicemindet, er det i sidste ende hans job at holde ‘den stærke dør’ – et dørmandsudtryk for en dør, der bliver kontrolleret meget rigidt, og hvor typer, som kan tænkes at underminere gæsternes tryghed, konsekvent holdes ude. En stærk dør kan resultere i situationer, som den Nicki og hans makker Martin var ude for i Aarhus – “totalt hovedpine,” som Nicki udtrykte det.
Tidligere udgjorde døren på natklubberne ikke på samme måde en grænse, og dørmandens rolle var ikke så meget en grænsevagt som en udsmider, der smed fulde folk og ballademagere ud, fortæller Thomas Friis Søgaard. Den stærke dør er i takt med det øgede behov for tryghed kommet til at markere ‘den gode restauration’, som i denne optik er ensbetydende med en restauration, hvor gæsterne kan have det sjovt og ikke skal frygte at blive involveret i voldelige optrin forårsaget af andre gæster. Det ligger i forlængelse af lokalpolitikernes ønske om at fremme det kommercialiserede natteliv, som har vist sig ikke blot at være en indbringende forretning, men også at tiltrække den eftertragtede kreative klasse til byerne.

I Aarhus har man i bestræbelserne på at skabe ro og orden i de senere år været meget optaget af at ekskludere byens uromagere og kriminelle fra nattelivet. Politiet forsøger så at ‘stresse’ bøllerne – herunder rockerne og banderne – ved at ekskludere dem fra at gå i byen i Aarhus. Men i virkeligheden har politiet ikke juridisk hjemmel til at realisere denne strategi – det har kun restaurationsejerne med deres private ejendomsret og deres forlængede arm: Dørmændene. Derfor har politiet opdyrket stærke samarbejdsrelationer med dørmændene for at få dem til at praktisere myndighedernes strategi.

Uautoriseret vold som del af politiets strategi

Døren foran natklubben repræsenterer en vigtig grænse, ikke bare for restaurationsejerne, men også for de lokale myndigheder og politiet. Men det at holde bandemedlemmer og rockere ude er ikke nogen nem sag, pointerer Thomas Friis Søgaard, der over en periode på 13 måneder har fulgt dørmændene på arbejde i det aarhusianske natteliv.
“For dem involverer det jo en kropslig følelse af frygt, når man står over for en, der er tatoveret over hele hovedet, og man skal holde vedkommende ude. Og det kræver en villighed til at gå i slagsmål med dem, hvis det kommer så langt. Helt konkret kræver det en enormt kropslig og stærk indsats at holde den stærke dør,” siger antropologen.
På den måde bliver dørmændenes voldspotentiale en form for forlænget arm for politiet og myndighederne – bare uden den autorisation, som følger med et politiskilt. Thomas Friis Søgaard peger på det problematiske i, at dørmændene ofte i den offentlige debat bliver betegnet som nogle uregerlige typer, som har svært ved at holde sig inden for lovens rammer – mens det i praksis til tider er netop overtrædelsen af disse rammer, som gør det muligt for politiet, via dørmændene, at gennemføre strategien om at ekskludere rockerne og banderne fra nattelivet. I nogle tilfælde er dørmændene så truede af banderne, at de må gøre brug af fysisk vold eller sågar alliere sig med netværk af andre mænd, som er voldelige – det kan være andre dørmænd eller i sjældne tilfælde medlemmer af rivaliserende bander – for at holde bandemedlemmerne ude.
Dørmændenes voldspotentiale står altså på den ene side i opposition til loven og statens historiske monopol på legitim vold, men er på samme tid en praktisk nødvendighed, når politiet skal realisere deres bandestrategi.
“Det bliver en gråzone, hvor genoplivningen af den gammeldags arbejderklassementalitet, som man finder hos dørmændene, kommer til at spille ind i et statsligt projekt. Sikkerhed i nattelivet er ikke bare noget, der skabes, fordi det er rationelt og smart – det implicerer dørmændene og deres kønnede og kropslige selvopfattelse,” lyder det fra Thomas Friis Søgaard.


Middelklassemanden dominerer

Endnu mere paradoksalt er det, at den type mand, som dørmanden er ansat til at holde ude, minder om ham selv. Mange af dørmændene betragter ‘skoledrengene’ som nogle feminiserede mænd, som er resultatet af et feminiseret velfærdssamfund, der har trådt mændene under fode. Thomas Friis Søgaard:
“Set fra dørmandens perspektiv er skoledrengens maskulinitet tæt forbundet med homoseksualitet og med opfattelsen af en aftagende maskulinitet blandt middelklassedanskerne. I dørmandens optik lever skoledrengen ikke op til de koder for ære, mod, styrke, dominans og følelsesmæssig kontrol, som er centrale for deres egen ‘krigermentalitet’. Skoledrengens maskulinitet bliver på den måde opfattet som homoseksuel, fordi dørmændene ser den som en forfejlet eller penetreret maskulinitet, blottet for magt.”
Men samtidig er det netop ‘skoledrengene’ og kvinderne, som natklubejerne gerne vil have indenfor døren. Mens rockerne og bandemedlemmerne, som inkluderer etniske minoriteter, har et kropsligt udtryk, som minder om dørmændenes – og som dørmændene respekterer – er det dem, de qua deres job skal holde ud af klubberne:
“Der er flere af dørmændene, der siger: ‘Vi er nødt til at holde de etniske minoriteter ude, fordi de er stolte og krigere’ – de står i modsætning til de her skoledrenge, som man mener, kvinderne har sat sig på. Det viser, at de i virkeligheden identificerer sig mere med de etniske minoriteters maskulinitetspraksis end med skoledrengenes.”
På den måde kommer dørmændenes arbejde til at indgå i nogle større politiske og sociale strukturer og eksklusionslogikker, hvor de typer af mænd, som ekskluderes, er dem, dørmændene identificerer sig mest med – dem, som praktiserer en potent maskulinitet, afslutter Thomas Friis Søgaard:
“De er helt centrale i denne her ‘domesticering’ af nattelivet, og man kan sige, at de er med til at skabe og forstærke den middelklassedominans, der allerede hersker. I kraft af deres arbejde bliver der mindre plads til de typer af mænd, som underminerer middelklassens følelse af tryghed. Dørmændene er så at sige med til at holde de mænd ude, som hylder nogle af de samme maskuline idealer som dem selv.”