Kom på besøg hos fodboldligaen FC Mainz, bliv togfører for en dag eller træk i arbejdstøjet på Centrum for Rum- og Luftfart. Sådan lyder nogle af tilbuddene til piger og unge kvinder i Tyskland på Girls’ Day den 26. april.

Med over 7.500 arrangementer fordelt over hele landet, er der 128.000 pladser til piger, der vil på besøg på en arbejdsplads. En lang række organisationer, myndigheder og virksomheder har sammensat det omfattende program. Og det gør de også i egen interesse. For Døtrenes dag handler bl.a. om at fremme de unges identifikation med virksomhederne og få fat i fremtidens arbejdskraft.

Alene inden for IT-virksomheder i Tyskland mangler der allerede nu 2000 fagligt uddannede personer pr. år, ligesom 23.000 ingeniørstillinger ikke kan besættes. Derfor reklamerer man på døtrenes dag med workshops om fremtiden i IT, programmering og medieverdenen. Jobmuligheder, der sigter direkte på at få piger og unge kvinder til at interessere sig for et teknisk erhverv og motivere dem til at uddanne sig inden for området.

Både piger og drenge vælger stadig uddannelse efter kønstraditionelle mønstre. Mere end halvdelen af pigerne og ca. en tredjedel af drengene i Tyskland vælger en af de 10 mest populære uddannelser for deres køn.

I næsten alle tyske delstater anbefaler kulturministrene derfor, at alle elever fra 5. til 10. klasse deltager. Skolerne opfordres til at lave projektdage med forberedelse og evaluering, hvor der også er tilbud specifikt til drengene. Og de piger, som tager imod tilbuddet om en dag som byggearbejder, landmåler eller kameratekniker får naturligvis fri fra skole.