– Jeg er ret skarp i min afstand til doping og jeg er ikke ked af at gå forrest i kampen for dopingfri muskler i fitnessverdenen. Det hænder da at nogle unge fyre kommer og spørger mig direkte i træningscentret, hvad for noget “krudt” (steroider) jeg tager. Så fortæller jeg, at den slags kun er for tøsedrenge.

Henning Kristensen, Mr. Fitness 2006, er ikke bange for at træde frem som inkarneret fitnessdyrker og stærk modstander af doping. Ved at vinde Mr. Fitness for 4. gang, nu i en alder af 40 år, har han slået sit navn så godt fast, at han kan være ligeglad med, hvad folk tænker eller hvis nogen antyder, at han ikke kan være nået så langt uden at have taget steroider.
– Jeg er kommet dertil, hvor jeg er i dag på grund af en kombination af gode gener, som har disponeret mig for at have en meget stærk krop – og så talent, hårdt arbejde og fokusering. For mig handler det først og fremmest om at fitness giver dig en velproportioneret krop, ikke om bare at blive større.
– Men jeg er da godt klar over, at andre har en anden agenda. De fyre, jeg kalder “bodega-udgaverne” vil alene være store, for at få styrket deres selvtillid. Problemet er, at det ikke holder i længden. Det kan godt ske, du kan snyde dig til en pænere krop ved at kombinere doping og træning, men den grundlæggende følelse af at være “god nok” opnår du aldrig på den facon, siger Henning Kristensen.


Det lange, seje træk

Henning Kristensens liv som fitnessdyrker begyndte først for alvor, da han var 28. Oprindeligt er han uddannet mekaniker, og i ungdomsårene var det udelukkende motocross der optog ham, men en dårlig ryg tvang ham til at tænke i andre baner.
Det førte til en kombination af fodboldspil og styrketræning, men talentet viste sig helt klart at være for fitness, ikke fodbold. At han først opdagede denne verden i en relativt høj alder er en medvirkende årsag til at steroider aldrig har fristet ham.
– Jeg havde så meget erfaring, ballast og selvrespekt, at det ikke var interessant. Men hvis man er en ung usikker fyr på 17, der pludselig ser det som en hurtig genvej, er det nok betydeligt sværere at stå imod. I dag har vi desuden en kultur, hvor alting skal gå hurtigt. De unge ændrer mål hele tiden, de er ikke til at træffe aftaler med, fordi de hele tiden skal sikre sig, at de ikke går glip af noget bedre. Selv har jeg gennemført alt hvad jeg har nået på grund af det jeg kalder “det lange, seje træk”, og det er en helt anden metode!


Agressioner og skrumpenosser

Henning Kristensen har også set mange eksempler på bagsiden af dopingmisbruget.
– At vælge den hurtige vej kan have forfærdelige konsekvenser. Fysisk splitter de sig selv ad men mentalt kan de også få reaktioner, der er helt hen i vejret. Noget af den aggressivitet har jeg selv mødt, hvis denne overdosis testosteron blandes med alkohol eller det der er værre. Så oplever jeg, at de her unge fyre kan blive både aggressive og skøre i hovedet. Tit er der sådan en “lev stærk, dø ung” holdning bag ved, og de er helt ligeglade med, at de får bumser over hele kroppen, får skrumpenosser og ikke kan få det op og stå, bare de har stærke overarme. Men de er jo lette at genkende, for deres form svinger helt utroligt meget, nemlig afhængig af hvor meget doping de tager – og hvor mange penge de har til at købe det for.

Henning Kristensen er i dag Research & Development Manager ved Guldmann A/S der sælger hjælpemidler til handicappede. Men han er også dybt involveret i fitness-livet, selv om han ikke vil stille op til DM igen, og han promoverer både sin livsstil og sine erfaringer med at træne naturligt på sin hjemmeside www.bestrong.dk
– Min plan er at stile mod en konkurrence i USA, som ser ud til at blive noget særligt, nemlig det der hedder “Natural bodybuilding” – hvor det er en forudsætning, at du har været clean i mange år og kan dokumentere det. Det tror jeg bliver noget stort, hvis det lykkes at få det gjort kommercielt, vel at mærke. For det hører med.

Og målene på Mr. Fitness 2006, ja de kommer her:
Proportioner
Højde: 178 cm
Konkurrence vægt: 86-88 kg
Off season: 91-94 kg
Bryst: 128 cm
Tajle: 78 cm
Ben: 65 cm
Overarm: 45 cm
Læg: 43 cm

Inger Anneberg er freelancejournalist med bureau i Odder, www.a4media.dk