Da psykologen Niobe Way arbejdede som vejleder på en skole, blev hun overrasket over, hvor meget de yngste teenagedrenge ville tale om deres følelser med drengevennerne, og hvor vigtige de var for hinanden. Men jo ældre drengene blev, jo mere ensomme, isolerede og ulykkelige blev de.
I bogen “Deep Secrets: Boys’ Friendship and the Crisis of Connection” har hun interviewet teenagedrenge om deres venskaber og følelsesliv over flere år. Her fandt hun ud af, at mange af drengene faktisk bryder med stereotypen om, at “piger føler, drenge tænker”.
De unge drenge er meget følelsesmæssigt engageret i deres venskaber og tør indrømme, at de elsker deres bedste ven, som de vil have for resten af livet. Men som bogen dokumenterer, ændres drengenes forhold til hinanden, når de bliver ældre, og de mister tilliden og de nære relationer til hinanden.

Drenge ved, de har brug for at dele deres hemmeligheder

Drengene er selv bevidste om, hvor vigtigt det er for deres mentale sundhed og livskvalitet, at de har en jævnaldrende ven, som lytter og forstår – ellers bliver de “wacho”, som de siger. Eller som en 14-årig dreng meget præcist formulerer det i bogen:
You need a friend or else, you would be depressed, you won’t be happy, you would try to kill yourself, ’cause then you’ll be all alone and no one to talk to.”

Men når drengene bliver ældre og nærmer sig voksenalderen, må de tilpasse sig de kulturelle krav og leve op til idealet: den stereotype maskuline mand, der fremstår stærk, selvstændig og som ikke viser følelser. Og det koster drengene deres intime venskaber.

Stereotyp maskulinitet definerer drengenes identitet

Årene efter deres første interview fortæller de nu ældre drenge, at de i mellemtiden er gledet fra deres bedste ven – den ven, de elskede, og som de troede, de skulle være sammen med resten af livet. De har mistet tilliden til vennerne og har svært ved at finde nye. Desuden bliver det problematisk med både egne og venners kærester, som drengene føler “kommer i vejen” eller “stjæler” deres bedste ven. Drengene forklarer også, at det nu er kæresten, som de deler deres følelser og hemmeligheder med, da det er blevet “akavet” at snakke om følelsesmæssige emner med drengevennerne. 
Én af Ways forklaringer er, at det er hypermaskuliniteten, som dominerer amerikansk kultur og definerer billedet af en “rigtig mand”: Han skal være selvstændig, stærk og følelsesmæssig afdæmpet. Hvis drengen ikke lever op til idealet, bliver hans køn og seksualitet sat på spil, og han risikerer at blive opfattet som “tøset” eller “bøsset”, hvis han fremstår for sensitiv og sårbar.

“No homo” – frygten for at blive stemplet som bøsse

I bogen argumenterer Way for, at det først og fremmest er angsten for at virke svag eller “bøsset”, som gør, at de ældre drenge afholder sig fra at tale om følelser med deres venner. Som en af drengene forklarer:
“Talking about feelings is like gay. So we don’t talk about feelings.”
Drengene anvender desuden udtrykket “no homo”, hvis det bliver for følsomt, når de taler om deres venner. “No homo” er et kendt udtryk fra populærkulturen, hvor især hiphopgenren og hiphopkunstnere anvender det i musiktekster for at understrege deres egen heteroseksualitet, når de bliver for sårbare og følelsesladede over for deres “homies”.
Spørgsmål om venskab bliver til spørgsmål om seksualitet. Og ligesom deres maskulinitet har indflydelse på venskaberne, så har drengenes etniske baggrund også betydning for, hvilke maskuline roller drengene skal leve op til.

“Being white is so GAY”

Ways bog skal læses i en amerikansk kontekst. De drenge, som hun har interviewet i sin forskning, er alle fra den amerikanske arbejderklasse med forskellige etniske baggrunde. Og de etniske stereotyper har også stor indflydelse på drengenes følelsesliv. Mens de afroamerikanske og latinamerikanske drenge kategoriseres af drengene øverst i hierarkiet som de mest hypermaskuline (og heteroseksuelle), bliver asiatiske og hvide amerikanske drenge placeret i bunden som de mest feminine og derfor latente homoseksuelle. Som en latinamerikansk dreng siger i et interview: “Being white is so GAY”. 
Især drenge med asiatisk baggrund eller hvide amerikanske drenge er derfor mere forsigtige med at udtrykke deres følelser over for andre drenge, da de ikke vil leve op til fordommen om, at de er mere feminine og sårbare med risiko for at blive kategoriseret som bøsse.

Moderen er den følelsesmæssige mentor

Selvom de fleste af de interviewede drenge har et følelsesmæssigt bånd til deres far, er det især deres mor, drengene henvender sig til, når de skal dele deres følelser og hemmeligheder med nogen. Det er deres mor, som giver dem følelsesmæssig støtte, lærer dem at navigere i svære situationer og opfordrer dem til at få tætte venner. 
Men mor- og sønrelationen har også sine begrænsninger, når problemerne drejer sig om familie, kærester og sex. Når drengene bliver ældre, og mange af deres venner forsvinder, går de ikke længere til deres mor med problemerne. De ender derimod med at blive følelsesmæssigt isoleret med større risiko for depressioner, selvmord, kriminalitet, tidligt faderskab og at droppe ud af uddannelsessystemet.

Det er ikke en drengekrise, men en relationskrise

Styrken ved Niobe Ways forskning er, at den dokumenterer, at det er misvisende, når “feminiserede” skoler med overvægt af kvindelige pædagoger og lærere får skylden for “drengekrisen” eller “taberdrengene”. 
Tværtimod ligger forklaringen i den patriarkalske samfundsstruktur, som drives af stereotyper om begge køn – også mænd. Og så længe drenge kun lærer, at de skal være stærke, selvstændige mænd, som ikke må vise sårbarhed, mister de deres nære venner. Og det får negative konsekvenser for deres skolegang, liv og helbred.
Dermed tilbageviser bogen, at årsagen til, at der er en overvægt af drenge med sociale problemer, skyldes “femininiserede” skoler, dominerende mødre og fraværende fædre. Niobe Way opfordrer derimod til, at vi nedbryder de kulturelle og stereotype forestillinger om mænd såvel som kvinder, så drenge og mænd ikke bliver stigmatiseret, når de viser følelser og sårbarhed, for det er netop følelser, som definerer os som mennesker, uanset køn. Drenge har ikke brug for mandlige rollemodeller, hvis de bare reproducerer kønsstereotyp adfærd, men derimod voksne, som lærer dem, hvor vigtigt det er for den menneskelige psyke at have nære venner at dele sine følelser og hemmeligheder med.