“Sekularismen er ikke imod religion … Vi valgte at blive viet borgerligt, fordi vi mener, det er det bedste udtryk for et forhold, der bygger på et sandt partnerskab – og på lighed … Vi ville selv bestemme, hvilke principper der bandt os sammen. Vi valgte hinanden fuldstændig frit, og vi ville gerne leve vores liv sammen i fuldstændig frihed.”
– Khouloud Sukkarieh
Khouloud Sukkarieh og hendes mand Nidal Darwiche er blevet kendte navne i Libanon. De er nemlig det første libanesiske par, der har indgået et borgerligt ægteskab på libanesisk jord. Da Khouloud, som er sunnimuslim, og Nidal, som er shiit, besluttede sig for at blive gift borgerligt i Libanon, vidste de, at det ville blive en lang og stenet vej. Men de valgte at drage ud på en historisk rejse, der varede omkring et år, og som endte med at skabe en præcedens, som i bund og grund virkeliggjorde det borgerlige ægteskab og banede vejen for, at cirka ti andre par også nu har kunnet indgå et borgerligt ægteskab på libanesisk jord.

Den offentlige mening

Trossamfund i Libanon

De 18 anerkendte trossamfund i Libanon er: maronitter, katolikker, armenske katolikker, syriske katolikker, latinere (en romerskkatolsk sekt, o.a.), kaldæiske kristne, græsk-ortodokse, armensk-ortodokse, syrisk-ortodokse, nestorianere, protestanter, koptiske kristne, sunnimuslimer, shiamuslimer, drusere, alawitter, ismaelitter og jøder.

Khouloud og Nidals borgerlige vielse skabte en hel del polemik i medierne, hvor folk tilkendegav meget forskellige holdninger. Nogle var glade og hyldede det som et vigtigt fremskridt, mens andre fordømte – og kritiserede det for at være et vestligt fænomen; en bakterie, der inficerede samfundet.
En libaneser ved navn Sami udtalte, at “det borgerlige ægteskab er et middel til at befri det libanesiske samfund og staten fra de religiøse grupper”. Og videre: “Så længe vi som libanesiske borgere fortsætter med at afvise det borgerlige ægteskab, vil vores liv vedblive at være styret af ‘religiøse købmænd’, hvis mål i sidste ende er at tilgodese sig selv.”
En anden libaneser ved navn Jad var enig og sagde: “Det er godt for Libanon at udvikle sig på denne måde, især fordi vores samfund rummer mange trosretninger og er meget sekterisk.”
Ifølge Diana, endnu en libaneser der har udtalt sig, er det rigtigt, at de religiøse autoriteter har afvist et sådant ægteskab, da det baner vejen for en sekulær stat, der nedvurderer religionen.
En holdning, som libaneseren, Pascal, var enig i: “Ægteskabet er et helligt sakramente, og jeg mener ikke en kontrakt, der bare er et stykke papir, kan give et ægteskab legitimitet uden en religiøs persons velsignelse, uanset om en sådan ægteskabsaftale rent faktisk er juridisk gyldig.” Andre reaktioner kom blandt andet fra den fremtrædende forfatter Amin Maalouf, som sagde: “Jeg respekterer dem, der vælger at indgå et religiøst ægteskab, ligesom jeg respekterer dem, der vælger at gifte sig borgerligt. Det, jeg ikke vil gå med til, er, hvis man nægter borgerne retten til at vælge, for dermed fratager man dem deres rettigheder som borgere og som mennesker.”
I og med at Libanon er en pluralistisk stat med mange trosretninger, er det uundgåeligt, at der opstår ægteskaber med blandede trosretninger. Her er det ikke alle, der ønsker at vælge et religiøst ægteskab og dermed den ene af ægtefællernes religion. Dertil kommer, at det ikke er alle, der gifter sig – hvilken religion de end måtte tilhøre – som ønsker deres ægteskab styret af religiøs lov. Derfor har par, der tilhører forskellige trosretninger, og folk, der ikke vil giftes på religiøs vis, nu endelig fået et valg og kan blive borgerlig gift i Libanon.

Fakta om Libanesisk lovgivning

Læs mere om libanesisk arvelovgivning på:

I årenes løb er der adskillige mislykkede forsøg på at indføre en samlet sekulær familielovgivning. Den libanesiske stat har modsat sig alle forsøg på at vedtage en alternativ, sekulær familielovgivning. Siden 1971 er der blevet fremlagt syv forslag til en alternativ, sekulær samlet familielovgivning:
 
  • I 1971 blev det første forslag til en lov stillet af Det Demokratiske Parti, men blev afvist på grund af borgerkrigen.
  • I 1981 stillede Det Sekulære Demokratiske Parti et lovforslag vedrørende en alternativ lov, der ikke engang blev diskuteret. (Sami Al-Shuqaifi, som både var medlem af partiet og var med til at stille lovforslaget, var den første person i Libanon, som fjernede sin trosretning i 1969).
  • I 1997 stillede Det Nationale Syriske Socialparti et lovforslag, der ikke engang blev diskuteret.
  • I 1998 fremlagde præsident Elias Hrawi et forslag til en alternativ, sekulær familielov, som blev godkendt af regeringen. Det blev mødt med stor modstand fra alle de religiøse ledere og blev efterfølgende stemt ned i parlamentet.
  • I 1999 fremlagde Den Nationale Samling, en landsdækkende kampagne, der omfattede 75 politiske partier så vel som aktivister og organisationer fra civilsamfundet, et forslag til en lov, som dog aldrig så dagens lys.
  • I 2009 udarbejdede Dr. Ogarite Yunan og Dr. Walid Slaibe en sekulær familielovgivning og fremlagde den for parlamentet. Lovforslaget blev sat på de tværparlamentariske udvalgs dagsorden. Men det venter endnu.
  • I 2010 udarbejdede jurist og minister Youssef Takla et omfattende forslag til en lov om valgfrit borgerligt ægteskab. Det blev heller aldrig til noget.

Hvordan det lykkedes for Khouloud og Nidal …

Libanon adskiller sig fra alle de arabiske lande, idet man i den libanesiske stat har 18 forskellige anerkendte trossamfund.
De familieretslige regler, der regulerer spørgsmål om ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed, defineres af disse 18 anerkendte trossamfunds love. I arvespørgsmål gælder det til gengæld kun for muslimerne, idet kristne i Libanon har deres egen fælles ikke-religiøse arvelovgivning Religion har altså gennemsyret og styret alle aspekter ved ægteskabet og dets opløsning i Libanon indtil nu.
Den libanesiske forfatning, som trådte i kraft den 23. maj 1926, garanterer trosfriheden. I artikel 9, står der: “Der skal være absolut religionsfrihed. I højagtelse af Gud den Almægtige skal staten respektere alle religioner og trosretninger, og garantere og beskytte den frie udøvelse af alle religiøse ritualer, så længe disse ikke forstyrrer den offentlige orden. Den skal også sikre indbyggernes interesser i spørgsmål af familieretslig og religiøs karakter, uanset hvilket trossamfund de tilhører.”
Ud over forfatningen giver et dekret fra 1936, udstedt af den franske mandatregering, de religiøse samfund i Libanon status af juridisk og administrativ myndighed og domsmagt i familieretslige spørgsmål (Dekret nr. 60 i forvaltningsloven). Dekretet fastslår, at libanesiske borgere, der tilhører en anerkendt trosretning, skal følge de love, som det trossamfund, de tilhører, udstikker, mens de, som ikke tilhører nogen af de anerkendte trossamfund, skal følge den sekulære lovgivning i familieretslige anliggender. Alle borgere, som ikke tilhører et trossamfund, eller som ønsker at forlade det trossamfund, de er født ind i, kan tilslutte sig et “sekulært retssamfund”, som organiserer og administrerer familieretslige spørgsmål på baggrund af den sekulære lovgivning.
Således havde libanesere, tidligere og i teorien, lov til at opgive deres religiøse tilhørsforhold og gifte sig uden for deres religiøse ophav. Ikke desto mindre var man nødt til at indgå borgerlige ægteskaber uden for Libanon, og borgerlige ægteskaber indgået i udlandet har været officielt anerkendt siden 1936. Par, som indgår et borgerligt ægteskab i udlandet, registrerer det, når de kommer tilbage til Libanon. Spørgsmål i forbindelse med deres ægteskab bliver siden afgjort ved sekulære libanesiske domstole på grundlag af den sekulære lovgivning i det land, hvor ægteskabet blev indgået, eftersom der ikke findes nogen samlet sekulær familielovgivning i Libanon. Her er Cypern ofte den bedste og billigste mulighed.
Takket være et sejt træk fra forskellige af civilsamfundets organisationer blev det i februar 2009 dog muligt for libanesiske borgere at fjerne deres religiøse tilhørsforhold fra deres folkeregisteroplysninger. Den libanesiske indenrigsminister, Ziad Baroud, udsendte et officielt notat, så libaneserne kunne fjerne deres trossamfund fra folkeregisteroplysningerne. Tidligere blev enhver libanesers tro automatisk indføjet i registeret ved fødslen. Det banede vej for par fra forskellige trossamfund samt par med samme tro, der vælger at gifte sig borgerligt, at fejre deres bryllup på libanesisk jord.

Khouloud og Nidal planlagde at gifte sig på Cypern

Khouloud og Nidal havde oprindelig planlagt at gifte sig på Cypern, men et tilfældigt møde med advokat Talal Al-Husseini fik dem til at blive gift på libanesisk jord. Al-Husseini, som leder Civil Center for National Initiative – et center, som arbejder for etablering af en sekulær og ikke-konfessionel stat i Libanon og søger at fremme civilsamfundets rolle i libanesisk politik – havde forklaret dem, hvordan de ville kunne blive borgerlig gift i hjemlandet.
Den 10. november 2012 kunne Khouloud og Nidal indgå et borgerligt ægteskab i Libanon efter at have gennemgået følgende procedurer:

  1. De slettede deres religiøse tilhørsforhold fra deres folkeregisteroplysninger (ikhraj qayd).
  2. De skaffede sig en formular, underskrevet af en borgmester (mukhtar), som stadfæstede, at der ikke var noget til hinder for deres ægteskab.
  3. De offentliggjorde deres hensigt om at gifte sig ved at hænge bekendtgørelsen om ægteskabet op på døren til deres forældres huse og på døren til deres fremtidige fælles bolig.
  4. De underskrev en juridisk ægteskabsaftale, som derpå blev underskrevet af en notar (kattib addel).

Talal Al-Husseini var den jurist, der forfattede deres sekulære ægteskabsaftale, den første i Libanons historie, og Joseph Bechara var den notar, som underskrev aftalen. Som Al-Husseini siger:
“Det ikke at være tilknyttet et trossamfund er ikke ensbetydende med at være ikke-troende. Det betyder blot, at man over for det administrative system ikke afslører sit religiøse tilhørsforhold, og at man [i stedet] underlægger sig de sekulære domstole … Loven giver to mennesker, som ønsker at gifte sig, ret til at vælge hvilke betingelser, de synes skal indgå i kontrakten.”

Blandede reaktioner fra politikere og fra de religiøse samfund

Som tidligere nævnt skabte det borgerlige ægteskab mellem Khouloud og Nidal en bølge af reaktioner. Nogle fordømte ægteskabet, mens andre bifaldt det. Fra officielt hold var reaktionerne lige så forskellige som hos den almindelige befolkning.
Den libanesiske republiks præsident, Michel Sleiman, stod frem og tilsluttede sig rettigheden til, at libaneserne selv kunne vælge et borgerligt ægteskab, og hyldede det som et “meget vigtigt skridt i retning af at udrydde sekterismen og forstærke den nationale enhed.”
Libanons stormufti, Sheik Mohammed Rashid Qabbani, udsendte derimod en religiøs forordning (fatwa) mod det borgerlige ægteskab, hvori der stod: “Enhver muslim inden for den dømmende eller den udøvende magt, som støtter lovliggørelsen af borgerlige ægteskaber er en frafalden, som står uden for den islamiske tro …” Han sammenlignede indgåelsen af borgerlige ægteskaber med en bakterie: “Der går rovdyr omkring iblandt os og forsøger at sprede det borgerlige ægteskabs bakterie i Libanon, men de skal vide, at de religiøse lærde ikke vil tøve med at gøre deres pligt”. Med deres pligt mente han, at man ville forhindre lovens vedtagelse. Han advarede sågar muslimske politikere og embedsmænd og sagde: “Sådanne personer vil ikke blive vasket, ikke blive svøbt i ligklæder, ikke få sagt bønner over sig ifølge islamisk skik og ikke blive begravet på en muslimsk begravelsesplads.” Hans fatwa skabte furore, og aktivister fra civilsamfundet fordømte den.
Den tidligere libanesiske premierminister Saad Hariri kritiserede imidlertid Qabbani:
“Stormuftiens fatwa, som betragter dem, der accepterer borgerlige ægteskaber, som frafaldne, er uacceptabel … Min personlige holdning er, at der skal være borgerlige ægteskaber i Libanon, men først må vi nå frem til en aftale gennem ægte dialog … Personligt vil jeg være imod, at mine børn gifter sig borgerligt …”
Det Høje Shia-Råd ytrede sig også imod legaliseringen af borgerlige ægteskaber og opfordrede til en dialog om emnet mellem forskellige trossamfund. Den tidligere libanesiske premierminister Najib Mikati kaldte debatten om emnet “ubrugelig” og spild af tid i lyset af landets aktuelle situation. De Maronittiske Biskoppers Råd udsendte følgende erklæring: “Ægteskabet er et af kirkens sakramenter, og en borgerlig vielse kan ikke erstatte dette sakramente. Dog kan de, som holder et borgerligt bryllup – hvis de er troende – senere holde et religiøst bryllup, så de kan deltage i kirkens øvrige sakramenter”.

De endte med at knække nøden

På trods af alle de forhindringer, som parret stod over for, og al den debat, dette borgerlige ægteskab afstedkom, stadfæstede justitsministeriets Højeste Rådgivende Kommission, at der ikke er noget i loven, der forhindrer en tinglysning af Khouloud og Nidals ægteskabsaftale, og konkluderede:

  1. Enhver libanesisk borger, som har slettet sit religiøse tilhørsforhold fra folkeregisteroplysninger, kan underskrive en sekulær ægteskabsaftale i Libanon.
  2. En notarius publicus er den kompetente myndighed til at gennemse kontrakten og godkende den.
  3. Det står parret frit for at vælge, hvilket lands sekulære ægteskabslovgivning der skal regulere deres ægteskabelige anliggender.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Anmodningen om at tinglyse Khouloud og Nidals ægteskabsaftale blev sendt videre til indenrigsministeriets rådgivende komité. Den libanesiske indenrigsminister, Marwan Charbel, kunne ikke finde nogen undskyldning for ikke at tinglyse ægteskabet. Tinglysningen tog fem måneder og fandt sted den 25. april 2013. Charbel udsendte samtidig en erklæring om, at han gik med til at tinglyse ægteskabet på betingelse af, at ingen af ægtefællerne ændrede deres officielle religiøse tilhørsforhold (det var han under voldsomt pres for at gøre).
For første gang i landets historie er det dermed lykkedes et par at indgå et borgerligt ægteskab i Libanon. Og ikke nok med det. Som resultat af forbindelsen er det første “sekulære” barn blevet født i Libanon. Den 30. september 2013 nedkom Khouloud med en søn, som de har kaldt Ghadi (min morgendag). Ghadi er ikke bare deres lysende morgendag, men også vores, for han repræsenterer et håb for de kommende generationer.