Dag Heede forsøger i sin anmeldelse af min bog Kønnets katekismus at tegne et skræmmebillede af mig som en “anti-queer” heterochauvinist, der ikke har blik for andre forskelle end kønsforskellen. Det uddrag fra bogen og interview med mig som blev bragt samtidig med Heedes anmeldelse skulle gerne tilbagevise denne påstand, men jeg føler mig alligevel kaldet til også at gøre det i replikkens form.

Heedes grundlæggende uenighed i bogens standpunkt hindrer ham ikke i at rose den for sine stilistiske kvaliteter, og det siger jeg tak for – det synes jeg faktisk er en sjælden etisk gestus i en branche, hvor uenighed plejer at gøre blind for enhver kvalitet.

Heede redegør desuden fint for, hvordan bogen tænker kønnet eksistentielt. Men han forbigår, at bogen desuden har det som en erklæret og grundlæggende ambition at tænke kønnet strukturelt. Det betyder for det første at tænke de to køn som noget, der ikke kan defineres som to substanser, men derimod som en struktur, der til alle tider og steder har været og vil være med til at forme de strukturer vi forstår os selv og verden i. 

Det universelle er altså ikke en særlig mandlighed og kvindelighed, men selve det, at der er to positioner. Det er således ikke rigtigt, som Heede hævder, at jeg opererer med “Manden” og “Kvinden” som absolutte størrelser. En af mine grundlæggende pointer er netop, at det absolutte eller universelle ikke er Manden eller Kvinden med stort, men derimod selve kønsforskellen. At tænke forskellen og ikke en immanent substans som det betydningsgivende er et grundlæggende strukturalistisk greb, og hvis man ikke kan følge dette, kan man ikke følge bogens tankegang. I stedet for at mene, at det er antallet af positioner, der er noget galt med, mener jeg, at det er måden (i patriarkatet den dikotomiske måde), hvorpå man tænker relationen mellem de to. 

Når man opererer på dette strukturelle niveau, har kønsforskellen en anden status end de forskelle i race, klasse, seksuel orientering og handicapstatus, som Heede efterlyser. At være et ud af to køn er en betingelse for os alle, uanset etniske -, sociale -, etc. forskelle. 

Når man interesserer sig for de strukturer, der former vores bevidsthed, må man endvidere konstatere, at de ikke er sammenfaldende med de strukturer, der kendetegner vores reelle, sociale position. Når jeg stadfæster (den banale pointe), at det borgerlige samfund knytter manden til det offentlige arbejdsliv og kvinden til den intime privatsfære, hævder Heede, at jeg “udraderer klasseforskellen”, altså at jeg ikke tager højde for de socialgrupper, hvor kvinden ikke har haft økonomisk mulighed for at blive hjemme og “pleje sit køn”. Heroverfor vil jeg hævde, at ligningen kvinde+intimsfære+køn versus mand+offentlig sfære+kønsneutralitet er en grundlæggende ligning i den borgerlige kultur, også selvom man ikke har mulighed for at realisere den, ja faktisk også (og måske især) når man ikke en gang har lyst til at realisere den.

Heede insinuerer at jeg skulle være mod lesbiskes ret til insemination og bøssers ret til adoption. Det er ikke tilfældet og kan ikke udledes af min bogs argument. Endvidere reducerer Heede barnets oprindelse til biokemi: Ifølge Heede er vi ikke, som jeg hævder, “alle avlet af kønsforskellen”, men “skabt af at en sædcelle møder en ægcelle”. Men ligegyldigt om det er insemineret eller adopteret eller skabt i et reagensglas, så stilles det lille barn over for kønsforskellens gåde. Den er og bliver en fundamental gåde i vores eksistens, og det mindst etiske vi kan gøre med den, er at fantasere den bort. Tværtimod har vi i kønsforskellen et eksemplarisk laboratorium for at lære at tænke forskel overhovedet, og det er efter min mening det etik handler om: at kunne rumme forskel. Eller måske snarere: at kunne rumme det provokerende miks af forskel og lighed, som kendetegner “den anden” (den, der har et andet køn, en anden hudfarve, en anden seksuel orientering etc.)

Når Heede påstår at min vision “forudsætter udraderingen af homoseksuelle, transseksuelle, transkønnede, hermafroditter, ja, af alt mærkeligt” er det således et rent (og temmelig groft) postulat. (I parentes bemærket er jeg meget træt af, at det er disse kategorier, der tildeles patent på “mærkværdigheden”, som således bliver til noget meget identificérbart. For ikke at tale om at samlivet mellem mand og kvinde ret beset forekommer mig at være dybt “mærkværdigt”.) 

Man kunne til nød mene at min vision om en kønsforskellens etik ikke skulle være relevant for de nævnte grupper, men at den skulle forudsætte deres udradering strider ikke bare mod etikken, men også mod logikken i hele mit argument. Ydermere mener jeg faktisk, at det burde være yderst relevant, også for andre end heteroseksuelle, at kønsforskellen tænkes ud af patriarkatets strukturer. Anderledes end queer-teorien mener jeg altså bare ikke, at man må sætte ind ved at udvide spektret af køn fra to til 117, men ved at tænke en ikke-dikotomisk relation mellem de to.

Heedes skræmmebillede af mig bygges ikke op gennem logisk argumentation, men ud fra devisen “hvis ikke hun er med os, er hun mod os”. Og det er netop denne dikotomiske måde at tænke forskel på, som min bog forsøger at rokke ved, med kønsforskellen som eksemplarisk laboratorium.

Lilian Munk Rösing er cand.phil. og ph.d. og ansat som forskningsadjunkt på Institut for litteraturvidenskab i København.