“Efter at I har set denne film, hvor mange af jer har så lyst til at rejse til udlandet?” Et par hænder ryger i vejret. Vi har lige vist et uddrag af Lukas Roeglers tankevækkende Sisters of No Mercy til en aula fyldt med skoleelever fra Benin City i Nigeria, alle mellem 14 og 16 år gamle, og alle piger. Jeg er i landet i forbindelse med en anti-trafficking festival organiseret af EXIT, en østrigsk NGO.
Roeglers dokumentar fortæller historien om fire nigerianske kvinder, der er blevet udvist af Italien for ulovlig prostitution efter at være blevet smuglet til landet, nogle af dem under falske forudsætninger. Deres historier er rystende: Rejser gennem ørkenen for at nå Europa; tørst så voldsom, at de er tvungne til at drikke deres egen urin; til sidst deportationen tilbage til Nigeria. Tomhændet.
Det eneste lyspunkt for tre af de fire kvinder er den chance for omskoling, de tilbydes af en lille italiensk NGO i Benin City, der giver dem en frisøruddannelse og mikrolån til at starte deres egen virksomhed.
Til sidst i dokumentarfilmen afsløres det, at en af de fire kvinder under et rutinetjek hos lægen viser sig at være HIV-positiv. Det er chokerende, at nogen ung kvinde stadig tænker på Europa som en mulig udvej efter at have hørt disse historier. Chokerende, men desværre ikke overraskende.

Kvinder på aktion

For nogle år siden, da jeg researchede min roman On Black Sisters’ Street, iførte jeg mig et miniskørt og lange støvler, der gik op til midt på låret, og gennemtrawlede prostitutionskvarteret i Antwerpen for at indsamle førstehåndsberetninger fra nigerianske sexarbejdere, som også udgjorde karaktererne i min bog.
Jeg lyttede til mange historier, men én af dem gjorde særligt indtryk. Det var historien om et auktionshus i Bruxelles, hvor nigerianske kvinder sælges. De ankommer på visa med kort løbetid. Hvis et nigeriansk band er på plakaten til en musikfestival, bestikker de for eksempel bandets manager til at føje dem til listen over bandmedlemmer, og opnår derved relativt let et visum.
Kvinderne ved udmærket, at de skal bortauktioneres, og de håber på at blive købt. De fremvises nøgne med numre om halsen, og deres aktiver vurderes. Mens det står på, drejer kvinderne rundt om sig selv og smiler for at vise, at de er lækre, at de kan behage, og at de har, hvad der skal til.
– Og dem, der ikke bliver købt, spørger jeg, da jeg får historien fortalt. “Når du først er nået så langt, har du ikke lyst til at rejse tilbage”, lyder svaret.

Ikke lyst til at rejse tilbage

De ord hjemsøgte mig. Jeg så for mit indre blik kvinder som mig selv, nigerianske kvinder, fanget i en ubehagelig livssituation langt fra hjemmet, men som bare holder ud, fordi det ikke er en mulighed at rejse hjem.
Man har ikke lyst til at rejse hjem, fordi der ikke er noget at rejse hjem til. Nigeria er verdens tolvtestørste olieproducent, og den ottendestørste olieeksportør. Landet er den næststørste afrikanske økonomi, med en anslået olieindtægt på 2,2 millioner dollar om dagen. Alligevel er bruttonationalproduktet per indbygger ifølge avisen Vanguard blandt de laveste på kontinentet, kun lige over 1400 dollar om året, og 54 procent af de 148 millioner indbyggere lever for mindre end en dollar om dagen. Korruption og dårlig regeringsførelse har skabt et Nigeria, hvor selv folk med universitetsuddannelser finder det vanskeligt at få arbejde, medmindre de har en “godfather” i systemet.
Mange af de sexarbejdere, jeg talte med, havde frivilligt valgt at lade sig handle til Europa. Et enkelt forbehold: Jeg bruger udtrykket frivilligt valgt med forsigtighed, idet kvinderne ikke selv mente, de havde andre realistiske muligheder. For dem var det ikke bare et spørgsmål om selv at undslippe fattigdommen, men også om at hjælpe familien til at bryde den onde cirkel. En del af dem traf deres valg for bedre at kunne forsørge familien – børn, og i nogle tilfælde forældre og søskende – hjemme i Nigeria. Forpligtelserne overfor familien, samt deres drømme om et bedre liv, gav dem intet andet valg end at søge at opnå økonomisk sikkerhed på den eneste måde, der syntes realistisk.

Nigeria, første afrikanske land med lov om trafficking

I 2003 vedtog den nigerianske regering en lov om forbud mod handel mod mennesker [Trafficking in Persons (Prohibition) Law Enforcement and Administration Act, red.] og etablerede Styrelsen for forbud mod menneskehandel og lignende forhold (NAPTIP). Landet blev således det første i Afrika til at lovgive på området og til at oprette en særlig styrelse for at sikre, at loven blev implementeret. Loven og styrelsen kom på plads i anerkendelse af bølgen af (unge) kvinder, der emigrerer fra Nigeria til Europa for at tilfredsstille den globale efterspørgsel på billig arbejdskraft (særligt i den kommercielle sexindustri).
NAPTIP har anslået, at 4,5 millioner mennesker handles hvert år – 10.000 af dem er fra Nigeria, men da handlen er ulovlig, er tallet formentlig højere. Belgien, Holland, Italien og Spanien er blandt de mest populære destinationer i Europa. Nigeria er et af Vestafrikas fattigste lande, og et af dem med størst social ulighed. De rigeste ti procent af befolkningen har en indkomst, der er 25 gange højere end de fattigste ti procent i flg. FN’s rapporter. I et land, hvor mere end halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, og hvor fattigdommen forværres af mange års politisk ustabilitet, bliver emigration for at arbejde ofte set som den eneste realistiske mulighed for at få et bedre liv. Og kommercielt sexarbejde er en af de mange typer jobs, som arbejdsemigranterne søger. Fattigdom nævnes ofte som den primære årsag til sexmigrationen fra Nigeria.
Ruben Lagaes ofte citerede artikel “Illegale Prostitutie en seksuele Exploitatie in Belgie” fra 2004 og UNESCO-rapport fra 2006 peger begge på den økonomiske situation i Nigeria som netop en af hovedårsagerne til stigningen i arbejdsmigranter i sexindustrien og den primære årsag til menneskehandel i Nigeria. UNESCO-rapporten tilføjer:
“Nigeria har et omdømme som et af de afrikanske lande, hvor flest mennesker handles, både internt i landet og internationalt. Menneskehandel er den tredjehyppigste form for kriminalitet i landet, efter svindel og narkotikahandel.”

Middelklassen bruger døtre som økonomisk løftestang

Benin City i det sydlige Nigeria, også kaldet Edo-staten, hvor flertallet af de kvinder, jeg talte med, kommer fra, er særlig berygtet som den by, hvorfra flest nigerianske sexarbejdere eksporteres. En FN-rapport fra 2006 anslår fx, at mere end 80 procent af alle nigerianske kvinder, der handles til udlandet som sexarbejdere, kommer fra Edo-staten, hvor Benin City ligger.
Her vokser samtidig en ny middelklasse frem, primært bestående af familier med døtre i Europa. Det er ikke let at modstå fristelsen til at bruge den kapital, man nu en gang har (døtre, for eksempel), når ens nabo, der også plejede at leve i fattigdom, pludselig flytter til det mere velhavende GRA-kvarter, hvor embedsværket og ministrene bor, og kører Mercedes og sender deres yngre børn på privatskole.
Da edoernes kulturforening kontaktede kongen af Benin (Edo-stammens overhoved) i 1998 for at bede ham gøre noget ved det stigende antal af unge Edo-kvinder, der arbejdede som prostituerede i Europa, fik kongen ifølge en artikel af Maureen Chigbo på Online Nigeria at vide af sine rådgivere, at det ville være praktisk talt umuligt at gøre noget ved problemet, fordi disse nyrige kvinder besad betydelig økonomisk styrke, som de ikke var villige til at opgive.
Roeglers dokumentar afslører fx også, at kvinder i byen (mødre til nuværende og potentielle prostituerede) havde advaret kongen imod at skride til nogen form for handling. Hvordan skulle de undslippe fattigdommen, hvis ikke gennem deres døtre? De truede med at arrangere nøgendemonstrationer ved paladset, hvis kongen udstedte et dekret, der ville forbyde deres døtre at forlade landet. Truslen om denne form for protest, der ville være ensbetydende med vanhelligelse af kongens trone, tvang den traditionelle leder til at opgive forehavendet.

Døtre giver penge i fremtiden

Handlen er så indbringende, at forældre i Benin City nu, ifølge en tidligere sexarbejder, jeg interviewede for nylig, “er lykkelige, hvis de får en datter, fordi de så ved, at de vil have penge i fremtiden. Og forældre, der allerede har voksne døtre, prøver somme tider aktivt at sørge for, at døtrene “arbejder for dem”.
Mens jeg var i gang med min research, hørte jeg om en ung kvinde, hvis mor havde lånt penge til at bestikke nogen, der kunne sørge for, at datteren blev smuglet til Europa og kom til at arbejde som “danser i en bar”.
Den unge kvinde trak på gaden i et par dage og kunne ikke klare det. Hun ringede til moderen og bønfaldt hende om tilladelse til at vende hjem, men moderen ville ikke høre tale om det: “Hvor svært kan det være at danse? Okay, så du er topløs danser, men du tjener penge. Væn dig til det.” For at chokere moderen og overbevise hende om at tillade datteren at vende tilbage, sendte hun et billede af sig selv i “arbejdstøjet” på fortovet. Næste gang datteren ringede nævnte moderen kun fotografiet en eneste gang: “du har smukke sko!” sagde hun.

Far var alfons

For nylig talte jeg med en tidligere prostitueret, hvis far fungerede som hendes alfons. Han var rejst fra familien i Benin City for at søge lykken i Tyskland, mens datteren endnu var en lille pige. Da han mente, at datteren var blevet gammel nok til at ‘arbejde’, fik han hende sendt til Tyskland. “Det første han gjorde var at rive mit pas midt over,” sagde hun. Så fortalte han hende, at hun “officielt ikke eksisterede”. Han sendte hende til en ‘ven’ i Antwerpen, som satte hende til at arbejde samme aften. Da jeg spurgte hende, om ikke hun hadede sin far for det, han havde gjort mod hende, så hun undrende på mig og svarede, “Men han hjalp mig. I Afrika havde jeg ingenting. Han er min far. Han hjalp mig. Jeg kan ikke hade ham.”

Skam er en luksus

Desværre er forældrene i ovenstående lille historie ikke atypiske. Chokket over sådanne historier fortager sig hurtigt. Og der er værre historier derude: præster, der samarbejder med bordelmutteren om at holde pigerne fangne.
Når man møder en ung, mild kvinde, der lader sig rekruttere til sexindustrien, sværger en troskabsed ved en stammehelligdom og accepterer at arbejde i årevis for at tilbagebetale en gæld på 30.000 euro (gennemsnitsprisen er nu steget til 60.000) til bordelmutteren, så hendes far kan få den lægehjælp, han har brug for – “hvis din far havde diabetes, men ingen penge til medicin, og du kunne skaffe ham den, hvad ville du så gøre?” – indser man, at skam somme tider er en luksus. Og at hovedparten af ansvaret hviler på en regering, der har skabt et samfund, der gør det at arbejde som prostitueret i Europa til en attraktiv mulighed for unge piger, og det i en sådan grad, at selvom en del af dem har været gennem smertelige og ydmygende deportationer, prøver de fortsat at komme tilbage til netop de lande, der smed dem på porten.
Efter sigende er ingen oplevelse helt så skamfuld som deportation. Skammen ligger ikke i arbejdet som prostitueret i Europa, men i at vende tomhændet tilbage. “Åh, det er utænkeligt at vende hjem uden noget,” sagde en kvinde til mig.
Da jeg fortalte hende, at hun kunne blive omskolet gennem NGO’er som den tidligere nævnte italienske organisation og Idia Renaissance, som på tiende år drives af den tidligere førstedame i Edo-provinsen, Mrs. Igbinedion, svarede hun, at sådanne tiltag kun gør en begrænset forskel: Organisationernes økonomi er knap, selv med en erhvervsuddannelse tjener man ikke nok til at kunne forsørge en familie, og det kræver både ukuelighed, forretningssans og held at drive sit eget firma, mikrolån eller ej.
For at dæmme op for flodbølgen af prostitutionsemigranter må den nigerianske regering investere mere i unge mennesker. Uddannelse bør ikke kun være for de rige, og man bør ikke være afhængig af en “godfather” i systemet for at kunne få arbejde. Kampagner mod menneskehandel bør målrettes forældregenerationen: Det er dem, der kan påvirke deres døtre til enten at rejse eller at blive i Nigeria. Det er, trods alt, for deres skyld, at mange nigerianske døtre søger lykken udenlands.